Påske macarons

påske macarons

De her små macarons. Det tog altså lidt tid, før jeg rigtig kom til at holde af dem. Jeg havde helt ærligt lidt svært ved at forstå, hvad det var folk så i dem. Altså jeg mener, man tager én bid, og så er de jo praktisk talt væk. Men nu er jeg ved at være der. Ja ja – jeg er langsom – jeg ved det. Men jeg har set lyset. For de er så søde – og så fine. Og kan laves i alle farver med alle mulige smagsvariationer. Og så er de slet ikke så svære at lave, som jeg først troede. Hvis man altså kan leve med en ruflet overflade og små fødder…..Her er de i en påskevariation med en skøn citroncreme lavet med lemon curd, mascarpone og hvid chokolade.

De er lavet med italiensk marengs – det fungerer bedst for mig. Opskriften på bundene er fra chocolat.dk – den skønneste side med fantastiske kager og desserter.

påske macarons

Opskrift på påske macarons med citroncreme

giver ca. 22 stk.

Bunde:

  • 150 g. mandelmel
  • 150 g. flormelis
  • ½ tsk. pulverfarve (1/4 tsk. gul og 1/4 tsk. turkis)
  • 50 g. æggehvide
  • 150 g. sukker
  • 50 g. vand
  • 50 g. æggehvide

Sigt mandelmel, pulverfarve og flormelis i en skål. Hvis du vil lave 2 farver, del da mandelmel og flormelis i to og sigt det i hver sin skål med 1/4 tsk. pulverfarve i hver. Rør 50 g. æggehvide i mandelblandingen, hvis du laver 1 portion eller 25 g. i hver skål.

Kom sukker og vand i en lille gryde og kog det op til det bliver sirup – det skal være 117 °C. Pisk i mens 50 g. æggehvide til den danner bløde toppe. Hæld den 117° C varme sirup i æggehviderne i en tynd stråle mens der stadig piskes. Fortsæt med at piske indtil marengsen er afkølet.

Bland lidt marengs i mandelblandingen og kom herefter resten i. Vend det forsigtigt rundt til massen er ensartet. Kom massen i en sprøjtepose med rund tyl, og sprøjt massen ud i æggeformede ovaler på en bageplade. Tegn evt op på bagsiden af bagepapiret, hvis du synes det er svært at sprøjte den rigtige form. Lad bundene hvile i 30 minutter inden de bages.

Bag bundene ved 150°C varmluft i 8 minutter. Sæt en trægrydeske i klemme i ovnlågen, skru ned på 130°C og bag videre i 5 minutter. Tag bundene ud og lad dem afkøle helt.

Hvis æggene skal være spættede, kan man blande enten lidt guld pulverfarve med en anelse vodka eller rom eller man kan bruge lidt kakaopulver for en mørkere farve og sprøjte det på bundene med en lille pensel/tandbørste. Jeg brugte begge farver.

påske macarons

Mascarponecreme:

Hak den hvide chokolade fint og kom den i en skål. Varm fløden op til 80° grader og hæld den over den hvide chokolade. Lad det stå et par minutter. Rør herefter chokoladen ud i fløden. Pisk i en anden skål mascarponen og tilsæt lemon curd. Tilsæt chokoladeblandingen og pisk igen. tilsæt evt. mere lemoncurd hvis cremen skal være mere syrlig. Kom cremen i en sprøjtepose med rund tyl og sprøjt den på halvdelen af bundene. Læg bundene sammen og opbevar dem på køl i en lufttæt beholder.

påske macarons

Facebooktwittergoogle_pluspinterest

Små cheesecakes med Oreos og lemoncurd

små cheesecakes med oreos og lemoncurd

Solen skinner, foråret og påsken er lige om hjørnet. Jeg har lyst til noget gult, så vores første feriedag fejrer vi med disse små forårsfine og delikate cheesecakes med oreos og lemoncurd. Lemoncurd er altså gudespise. Jeg siger det bare. Det er ikke for ingenting, at det kaldes engletis. E N G L E T I S. Det smager vidunderligt. Og sammen med Oreos og cheesecakefyld er det nærmest perfekt. Desserten tager ikke mange minutter at lave, hvis man har lemoncurden klar på forhånd. Den tager såmænd heller ikke så længe at fremstille, men den skal jo lige køle af før den kan bruges i denne dessert. Så skynd dig at lave et glas til køleskabet. Opskriften finder du her.

 

små cheesecakes med oreos og lemoncurd

Opskrift på små cheesecakes med Oreos og lemoncurd

Giver 5 små glas

Cheesecake fyld:

  • 200 g. cream cheese
  • 125 ml. piskefløde
  • korn af en 1/2 vaniljestang eller lidt vaniljepulver/sukker
  • 2 spsk. flormelis

Pisk fløden til skum. I en anden skål piskes/røres flødeost, flormelis og vanilje cremet. Vend flødeskummet heri og bland det til massen er ensartet. Kom den i en sprøjtepose/frysepose og klip et lille hul.

små cheesecakes med oreos og lemoncurd

Herud skal du bruge:

Knus en oreo i bunden af hvert glas. Bare i hånden. Det skal ikke være helt fin delt. Sprøjt lidt cheesecake fyld over. Så lidt lemoncurd og igen lidt ostefyld. Top med lidt lemoncurd og glat det ud på toppen af glasset. Pynt med en lille forårsblomst eller evt. noget revet hvid chokolade.

små cheesecakes med oreos og lemoncurd

Facebooktwittergoogle_pluspinterest

Hindbær crumble snitter

hindbær crumble snitter

Jeg har altid elsket hindbærsnitter – helt fra barnsben. Men helt ærligt, hvem har ikke det? Jeg tror seriøst, det må være en af de tørkager, der sælges allerflest af hos bageren. Og lige siden jeg første gang smagte en bær-crumble hos en studiekammerat, har jeg ligeledes elsket en god crumble topping. Sød og crunchy. Det er lidt ligesom med drømmekage. Uden topping ville kagen være jævnt kedelig, og den gyldne regel er jo mere topping des bedre. I hvertfald i min optik. Så I kan nok forstå, at for mig er en kombinationen af en hindbærsnitte og en crumbletopping noget nær perfekt. De her hindbær crumble snitter er tilmed sådan en nem og hurtig lille sag. hvilket gør dem helt perfekte, hvis man er lidt tidspresset. Tag dem med på skovtur og nyd foråret, eller servér dem som dessert med en kugle vaniljeis.

hindbær crumble snitter

Opskrift på hindbær crumble snitter

Giver ca. 18 små snitter eller 12 lidt større snitter

  • 125 g smør
  • 125 g sukker
  • 50 g farin
  • Korn fra 1/2 vaniljestang
  • 100 g havregryn
  • 150 g mel
  • 1 nip salt
  • 150-200 g hindbærmarmelade
  • evt. flormelis til glasur

hindbær crumble snitter

Smelt smørret og pisk (bare med et piskeris eller en ske) sukker, farin og vaniljekorn i. Bland de øvrige ingredienser i og rør crumbledejen sammen. Brug evt. fingrene til sidst for at få de tørre ingredienser godt fordelt i smør/sukker blandingen. For en lille bageform (18×25 cm) med bagepapir og pres lidt over halvdelen af crumbledejen ud i bunden af formen. Pres den godt sammen. Smør bunden med hindbærmarmelade og fordel den sidste del af crumbledejen over. Bag hindbær crumble snitterne i 25-30 minutter ved 175 grader. Toppen skal være let gylden. Lad kagen afkøle, og skær den så passende snitter. Pynt evt. snitterne med lidt glasur.

hindbær crumble snitter

 

 

 

 

Facebooktwittergoogle_pluspinterest

Chokoladekage med hindbærmousse

Chokoladekage med hindbærmousse

Vi har fejret fødselsdag i weekenden. Over flere omgange. Andreas fyldte nemlig 8 år. Han havde inviteret et par kammerater over til et stykke fødselsdagskage og ønskede sig en chokoladekage med hindbærmousse. Jeg kom i tanke om, at jeg for en del år tilbage – altså i tiden før My Place for Cakes – havde bagt Mette Blomsterbergs chokoladekage med blåbærmousse. Og huskede den som ret god. Så med en hurtig udskiftning af blåbærrene til fordel for hindbær, stod jeg med en skøn svampet chokoladekage med hindbærmousse. Og en meget glad fødselsdags dreng.

Chokoladekage med hindbærmousse

Opskrift på chokoladekage med hindbærmousse

Til ca. 16 pers.

Forbered gerne kage og komponenterne til moussen dagen før du skal servere kagen.

Hindbærsylt

  • 300 g. frosne hindbær
  • Korn fra 1 vaniljestang
  • 150 g. sukker
  • Saft fra 1/2 citron

Kom hindbær i en gryde sammen med sukker, vaniljekorn, den tomme stang og citronsaft. Kog bærrene op og ad dem simre i ca. 15 minutter. Tag vaniljestangen op og blend bærrene til puré. Passér den gennem en finmasket si, så kernerne sis fra. Gem puréen i køleskabet til næste dag.

Hvid chokolademousse

  • 150 g. hvid chokolade
  • 1/2 l. piskefløde
  • 4 blade husblas

Udblød husblassen i koldt vand i ca. 10 minutter. Hak chokladen fint og kom den i en skål. Varm fløden op til ca. 80 grader. Hæld halvdelen af den varme fløde over chokoladen og rør rundt til massen er blank. Hæld langsom den restende fløde i under omrøring. Når chokoladeblandingen er blank, krammes vandet fra husblassen og røres i den varme chokoladeblanding. Dæk skålen med husholdningsfilm, der når helt ned til overfladen af chokoladen og op af kanterne på skålen, og sæt den i køleskabet natten over.

Chokoladekage

  • 175 g. smør
  • 1 dl. vand
  • Korn fra 1/2 stang vanilje
  • 300 g. sukker
  • 200 g. hvedemel
  • 4 æg
  • 75 g. kakao
  • 1 tsk bagepulver

Smelt smør og vand i en lille gryde. Skrab kornene ud af vaniljestangen og mas kornene sammen med lidt af sukkeret. Pisk æggene luftige. Tilsæt al sukkeret og vaniljekorn og pisk til det til en tyg “æggesnaps”. Bland i en anden skål hvedemel, kakao og bagepulver. Sigt det op i æggesnapsen og vend forsigtigt dejen rundt med en dejskraber. Tilsæt smørvandet mens du stadig vender dejen forsigtigt indtil det hele er blandet. Beklæd bunden af en springform (25 cm) med bagepapir og smør siderne let med olie. Fordel dejen i formen og bag den ved 175 grader i ca. 35 minutter. Tag den ud af ovnen og lad den afkøle fuldstændigt inden den pyntes med hindbærmoussen.

Hindbærmousse

Pisk den hvide chokolademousse let med en håndmixer. Vend den kolde hindbærpuré i. Kom moussen i en stor sprøjtepose med glat tylle og sprøjt moussen ud på kagen i store “bomber”.  Sigt evt. lidt frysetørret hindbærpulver over eller pynt med kagen med hindbær.

Chokoladekage med hindbærmousse

Facebooktwittergoogle_pluspinterest

Hjemmelavet jordbæris

jorbæris

Jeg er ret vild med den her is. Den smager af sol og sommer. Af barndom og glade minder. Det er sådan en rigtig gammeldags jordbæris, hvor man både kan smage jordbærrene og fløden. Lige præcis sådan som jordbæris nu engang skal smage. Den fungerer som “liter-is” til at lave kugler af, men kan lige så vel kommes i isforme til ispinde eller bruges som lag i en skøn islagkage. Du bestemmer. Men lav den. Du vil ikke fortryde.

jordbæris

Opskrift på hjemmelavet jordbæris

Giver ca 1 liter

Jordbærpuré

  • 500 g. jordbær, frosne eller friske
  • 250 g. sukker

Kom jordbær og sukker i en lille gryde og kog det op ved middel varme. Rør i det, så det ikke brænder på. Blend jordbærrene til puré, når er møre/optøede. Stil jordbærpuréen til afkøling.

Ismasse

  • 2 pasturiserede æg
  • 170 g. sukker
  • 1 tsk. vaniljepulver eller korn fra en vaniljestang
  • 5 dl. mælk
  • 2,5 dl.fløde

Pisk æggene luftige. Tilsæt sukkeret lidt efter lidt og pisk videre indtil sukkeret er helt opløst. Tilsæt vaniljepulver, mælk og fløde og pisk massen sammen til det hele er blandet. Tilsæt 2/3 af jordbærpuréen og pisk det godt sammen med ismassen. Kør ismassen på en ismaskine og kom den i en fryseegnet beholder. Kom det sidste jordbærpuré over jordbærisen og vend is og jordbærpuré rundt med en spatel, så der kommer fine swirls i isen.

Har du ikke en ismaskine kan du stadig lave isen, men så skal du røre i ismassen hver halve time, mens den fryser ind. Når den har konsistens som tyk softice, kan du swirle jordbærpuréen i.

jordbæris

Facebooktwittergoogle_pluspinterest

Hjemmelavede figenstænger

Hjemmelavede figenstænger

De her hjemmelavede figenstænger hitter stort i mine ungers madpakker for tiden. Og de hitter altså også hos mig, som et sundere alternativ til andre søde sager om eftermiddagen, når jeg kommer hjem fra arbejde. Jeg skærer dem ofte ud i lidt mindre stænger end på billedet og pakker dem enkeltvis i madpapir eller husholdningsfilm og opbevarer dem i køleskabet i en lufttæt beholdet. Så er de super nemme lige at tage ud og komme i madkassen.

Hjemmelavede figenstænger

Hjemmelavede figenstænger

Giver ca. 12 lange stænger eller 24 små

  • 10 dadler, tørrede men den bløde slags
  • 4 store bløde tørrede figner
  • 1 spsk kakao
  • 1 spsk chiafrø
  • 75 g. grofthakkede mandler
  • 50 g. hakkede usaltede pistacienødder (eller andre nødder)
  • frysetørrede bær, kokosmel eller andet til pynt

Kom dadler, figner og kakao i en foodprocesser og kør til du har en glat masse. Hvis du ikke har en foodprocesser, kan du skære dadler og figner i små tern, komme dem i en skål sammen med kakaoen og røre massen glat i hånden.  Tilsæt chiafrø, mandler og pistacienødder og bland det godt sammen. Tryk massen ud i en form (ca. 15×20 cm) foret med bagepapir. Pynt med hakkede pistacienødder, kokosmel og frysetørrede bær. Tryk det lidt ned  massen, så det hænger bedre ved. Stil massen på køl i et par timer. Skær den herefter ud i stænger og opbevar dem i køleskabet i en lufttæt beholder.

Facebooktwittergoogle_pluspinterest

Sunde dadelsnitter med crumble

Sunde dadelsnitter med crumble

Egentlig er jeg ikke særlig fanatisk. Og heller ikke, når det kommer til sukker. Jeg tror på, at det primært handler om balance. Ikke at få for meget, men heller ikke leve efter forbud. “Alt med måde” eller “lidt men godt”. Vi holder hverdagene fri for slik og kager og kan så med god samvittighed spise et stykke kage i weekenden. Det er det, der virker for mig. Alligevel søger jeg en gang imellem efter lidt sundere alternativer til de tungere søde sager. Dadler har jo længe været på banen som en favorit substitut for sukker, og udover at spise dem som de er, har jeg også brugt dem i dadelkugler af forskellig slags og en skøn chokoladekage. Du kan finde opskrifter på dadelkugler her og her og på den skønne chokoladekage uden sukker her. Den sødme, der er i dadler gør andet sødestof overflødigt. Derfor er de super anvendelige, hvis man vil lave lidt sundere søde sager. Denne gang har jeg lavet nogle super lækre dadelsnitter med crumble på toppen. De er lynhurtigt blevet en ny favorit. De indeholder ingen tilsat sukker og ingen smør og ingen mel. Men derimod dadler, mandler, grove havregryn, kokosmel og kokosolie. Opskriften er ret nem, men tager lidt tid, da der først skal laves noget dadelsirup. Siruppen kan sagtens laves i forvejen og gemmes i køleskabet.

Sunde dadelsnitter med crumble

Opskrift på sunde dadelsnitter med crumble

Dadelsirup:

  • 20 bløde dadler
  • 5 dl. vand

Dadler og vand kommes i en lille gryde. Dadlerne koges i ca. 10-15 minutter indtil de er godt udblødte. Man kan hjælpe dem lidt på vej med en ske undervejs. Vandet sigtes fra og koges ind til sirup. Lad vandet koge ind, indtil der er ca. 1,5 dl tilbage. Det tager lidt tid. De udblødte dadler blendes til mos. Sirup og dadelmos afkøles.

Crumbledej:

  • 125 g. kokosolie – kom det i fryseren i mindst en halv time inden du skal bruge det.
  • 200 g. havregryn
  • 100 g. mandler
  • 50 g. kokosmel
  • 1 dl dadelsirup

Hak mandlerne groft. Bland mandler, gryn og kokosmel i en skål. Tilsæt den afkølelde dadelsirup og rør rundt. Skær den frosne kokosolie i små stykker. Det smuldrer nærmest, når man skærer det ud. Kom det i skålen og smuldre det i dejen med fingrene, så du får en crumbledej. En foodprocesser kan sikkert også klare opgaven.

Læg bagepapir i en lille form på ca. 16×24 cm. Kom halvdelen af crumbledejen heri og pres den godt sammen, så den dækker hele bunden. Smør dadelmosen ud på bunden og kom til sidst den sidste halvdel crumble ovenpå. Man kan godt trykke crumbledejen lidt ned i mosen. Bag kagen i ovnen ved 175 grader i ca. 30 minutter. Den skal være let gylden på toppen. Lad kagen køle helt af, før den skæres ud i små snitter. Hvis den ikke er helt kold, har den tendens til at smuldre meget. Snitterne kan evt. pyntes med lidt smeltet chokolade.

 

Facebooktwittergoogle_pluspinterest

Hjemmelavede lakridskarameller

lakridskarameller

Karameller er en af mine favorit ting at lave som julekonfekt. Fordi de smager fantastisk, er super nemme at lave og kan varieres efter, hvad man lige har lyst til. Kanel, salt, chokolade, lakrids. Hvis karamellerne skal bruges som karameller, skal de helst være sådan lidt bløde og samtidig lidt seje og lidt hårde. Fuldstændig modsætningsfyldt, men når konsistensen er rigtig, forstår du præcis, hvad jeg mener. Hvis de skal bruges som fyld i støbte chokolader må de gerne være lidt blødere. Det har alt sammen noget med temperaturen på karamelmassen at gøre. Derfor er et termometer næsten uundværligt når man laver karameller. Disse her lakridskarameller – jeg er helt solgt. De er altså bare helt vildt gode. HELT VILDT GODE. Og de har det med at forsvinde ret hurtigt. Så er du advaret. Opskriften er fundet på www.louiogbearnaisen.dk og jeg har kun justeret en smule ifht. lakridsmængden.

lakridskarameller

Lakridskarameller

ca. 30-40 stk.

  • 250 g. sukker
  • 2,5 dl piskefløde
  • 25 g. smør
  • 6 tsk. lakridssirup
  • 2 tsk. lakridspulver

Smelt sukkeret i en gryde ved jævn varme og lad det blive gyldent. Tilsæt lakridspulver langsomt og rør det ud. Tilsæt smør og lakridssirup og rør det ud. Hæld langsomt fløden i og lad karamellen småkoge ved jævn varme i ca. 10-15 minutter indtil temperaturen når 125 grader. Hvis karamellerne ønskes blødere til for eksempel fyldte chokolader, skal temperaturen kun være 117-120 grader. Tag karamellen af varmen, når den har nået den ønskede temperatur, og hæld den i en lille form foret med bagepapir. Stil den køligt. Gerne ved 12-15 grader og lad den sætte sig. Når den er kølet af og har sat sig, kan den skæres i passende stykker med en skarp kniv. Pak karamellerne ind i papir enkeltvis eller drys dem med lakridspulver og opbevar dem i en lufttæt dåse. Opbevar dem ved 12-15 grader.

Tip:

Hvis du ikke har et termometer kan du lave en karamelprøve ved at tage lidt karamel på en teske og dyppe den i et glas med koldt vand i 15 sek. Herefter kan du mærke på karamellen om konsistensen er passende.

lakridskarameller

Facebooktwittergoogle_pluspinterest

Chokoladekarameller

chokoladekarameller

Uha – den her opskrift har fulgt mig i mange år. Jeg har efterhånden lavet chokoladekarameller mange mange gange. Både med lys chokolade og med mørk chokolade, eller som denne gang med en kombi af de to. Jeg har lavet dem plain og blot pakket dem ind i papir, og jeg har overtrukket dem med chokolade eller brugt dem som fyld i støbte chokolader. It all works. Og de er faktisk ret nemme at lave. Det overrasker mig hver gang. Det vigtigste er at holde øje med temperaturen af karamellen, mens den koger, så et termometer er et must. Og dog. Det kan lade sig gøre uden. Men mere om det senere. Først opskriften.

chokoladekarameller

Opskrift på chokoladekarameller

Ca. 30 – 40 stk.

  • 100 g. mørk chokolade 70%
  • 100 g. lys chokolade 40%
  • 1 dl piskefløde
  • 125 g. sukker
  • 100 g. glukose

Hak chokoladen fint. Kom fløde, sukker og glukose i en lille kasserolle. Brig det til kogepunktet. Kom chokoladen op i kasserollen og skru ned for varmen, ld blandingen småkoge under konstant omrøring indtil temperaturen når ca. 125 grader hvis du vil have karameller til at pakke ind i papir. Hvis de ønskes blødere til for eksempel fyldte chokolader skal temperaturen kun være 117-120 grader. Når den ønskede temperatur er nået tages karamellen af varmen og hældes i en lille form/et ildfast fad, der er foret med bagepapir. Karamellen skal stå køligt og sætte sig, gerne natten over. Min stod dog kun 4 timer. Den skal helst stå ved en 12-15 grader. Når den har sat sig, kan den skæres i passende stykker med en skarp kniv. Pak karamellerne ind enkeltvis i egnet papir. Jeg har brugt madpapir.

Tip:

Hvis du ikke har et termometer kan du lave en karamelprøve ved at tage lidt karamel på en teske og dyppe den i et glas med koldt vand i 15 sek. Herefter kan du mærke på karamellen om konsistensen er passende.

Tip:

Chokoladekaramellerne kan laves udelukkende med 200 g. mørk chokolade 70% eller med 175 g. lys chokolade 40%.

Facebooktwittergoogle_pluspinterest

Risalamande cheesecake i glas

risalamande cheesecake i glas

Nogen gange skal det bare være nemt! Det er ikke altid at tiden lige er der, til at stå flere timer og lave lækre desserter. Men man vil stadig gerne servere noget lækkert for sine gæster. Præcis sådan havde jeg det i dag. Desserten skulle være lækker, nem og ikke mindst hurtig at lave. Og så måtte den også gerne være lidt julet.
Derfor blev det til disse skønne små risalamande cheesecakes i glas. De har godt nok aldrig set skyggen af ris, men fornemmelsen af jul er der bestemt. Nok mest på grund af kirsebærsovsen på toppen. Men uimodståeligt lækre er de altså. For alle, uanset om man så kan lide den rigtige risalamande eller ej. Så hvis man, som jeg, får julegæster, der ikke er de store fans af risalamande, kunne disse små cheesecakes i glas fint være et alternativ juleaften. Hvis man har lavet crunchen i forvejen tager de kun 5 minutter at lave. Jeg ved ihvertfald, at jeg skal lave dem til et par af vores gæster:-)

risalamande cheesecake i glas

Risalamande cheesecake i glas

Til 8 pers.

Crunch til bunden

  • 50 g. mandler
  • 100 g. havregryn
  • 50 g. mandelmel
  • 150 g. sukker

Kom sukkeret på en pande og smelt det forsigtigt til gylden karamel. Hak mandlerne groft. Når sukkeret er smeltet, tages panden af varmen og mandler, havregryn og mandelmel blandes i. Rør rundt så karamellen fordeles godt. Lad evt. blandingen riste lidt på panden inden crunchen tages af. Hæld blandingen ud på bagepapir og lad det køle helt af. Bræk eller hak crunchen lidt i stykker hvis stykkerne er blevet for store. Fordel crunchen i små glas, når den er afkølet helt.

risalamande cheesecake i glas

Cheesecake fyld

  • 250 g. flødeost
  • 250 ml. cremefraiche 38%
  • 250 ml. fløde
  • 3 spsk flormelis
  • Korn fra en vaniljestang
  • 2 spsk lys sirup

Pisk cremefraiche og flødeost sammen. Skil vaniljekornene med lidt af flormelisen. Kom vanilje, flormelis og sirup i massen og rør blandingen sammen. Pisk i en anden skål fløden til skum. Vend flødeskummet i flødeostcremen. Fordel cremen over crunchen.

risalamande cheesecake i glas

Topping

  • 1 glas kirsebærsovs
  • Lidt revet hvid chokolade

Fordel kirsebærsovsen over cremen og pynt med revet hvid chokolade. Desserten kan sagtens laves nogle timer i forvejen og stå på køl indtil servering.

Tip

Hvis det skal være ekstra nemt kan man knuse nogle digestive kiks i bunden af glassene i stedet for crunchen. Er sikker på at knuste Oreos også vil fungere forrygende som bund.

Facebooktwittergoogle_pluspinterest