Jeg har en rigtig god kollega, der serverede denne skønne æble-gløgg for mig sidste år. Jeg var solgt ved første sip, og måtte naturligvis selv lave den i år. Jeg har lavet to udgaver af gløgg’en. Den ene følger Nannas opskrift til punkt og prikke og er lige så skøn, som jeg huskede den. Den anden er en smule mere koncentreret og minder lidt om varm krydret æblecider a la det man får i USA ved juletid. Jeg er vild med begge dele og kan kun anbefale jer at lave en omgang æble-gløgg. (mere…)
Luciaboller
I morgen er det Luciadag. I Sverige fejres dagen blandt andet med små søde og bløde safranboller, kaldet Lussekatte. Sidste år bagte jeg Luciaboller for første gang. De blev super gode og jeg synes, det er en hyggelig lille tradition, så jeg gentager helt sikkert succesen igen i år. (mere…)
Svenske chokoladesnitter
De her svenske chokoladesnitter har altid været nogle af mine yndlings småkager. Opskriften stammer helt tilbage fra en af de første Karolines kogebøger, så det er altså lidt af en klassiker, vi har at gøre med her. Før jeg stiftede bekendtskab med chocolate chip cookies, da jeg landede i USA i 1992, faldt valget altid på de her skønne svenske chokoladesnitter, når jeg skulle bage småkager. I en årrække har de dog været en smule i glemmebogen, men sidste år mindede en god veninde mig om eksistensen af dem, og i år er de altså kommet helt frem i lyset og er blevet bagt til en af årets julesammenkomster. Det har været et dejligt gensyn, og jeg tror ikke de sådan ryger tilbage i glemmebogen lige med det samme. (mere…)
Blondie med pære og marcipan
Efteråret er over os og i de her dage med masser af regn og rusk. Jeg ved ikke med jer, men jeg får lyst til at kravle under tæppet med en god bog, en kop te og et stykke kage. Den her blondie med pære og kanel er en rigtig efterårsagtig kage og dermed perfekt til formålet. Den er fyldt med gode sager som marcipan og hvid chokolade, og selvfølgelig masser af pærer og så er den krydret med kanel, som jo er indbegrebet af efterårets krydderi (- og selvfølgelig også julens). Kagen kan som her toppes med en blød og lækker chokoladeganache eller bare spises plain som den er. Det er dit valg. (mere…)
Små cheesecakes i glas med æble og karamel
Jeg er temmelig begejstret for små fine desserter i glas. Ofte er de nemme at lave, de kan tilberedes i forvejen, præsenterer sig flot, ser ud af meget og smager skønt. Cheesecake er noget af det, der gør sig rigtig godt, serveret i små glas. Jeg har her lavet en efterårsvariation med skønne vaniljeprikkede æbler og blød saltkaramel. Hvis du, som jeg, også elsker cheesecake vil denne variation helt sikkert også falde i din smag. Længere ned på siden får du opskriften på cheesecake med æble og karamel, og så er det bare at sætte i gang. (mere…)
Chokoladekage uden mel
Den her chokoladekage uden mel er jeg ret vild med. Den er svampet og lækker, men samtidig sådan lidt let og luftig i konsistensen, og falder derfor ikke helt så tungt som en traditionel brownie. Ikke at der er noget galt med brownies – overhovedet ikke. Slet ikke faktisk. Brownies er jo altid et hit. Men nogengange har man bare brug for en chokoladedessert, der ikke er alt for heavy. Og det er så her denne chokoladekage kommer ind i billedet. Og hvis den så toppes med lidt saltkaramel og ristede nødder og serveres med en kugle vaniljeis er lykken gjort og desserten klaret:-). Kagen er let at lave og kræver kun få ingredienser, så det er bare at sætte i gang:-) (mere…)
Saltkaramelsauce
Hvis I spørger mig, kan karamelsauce bruges til næsten alt. Desserter, is, kager, pandekager, yoghurt, frugt. Det er den perfekt topping til alt. Men jeg har også altid været helt pjattet med karamelsauce. Og den her saltkaramelsauce er min yndlings en af slagsen. Den er så god, at man faktisk får lyst til at tage en ske og spise den direkte fra glasset. Den er ikke svær at lave, men kræver bare at man er lidt tålmodig og holder nøje øje med sukkeret, så det ikke brænder på. Men jeg forsikrer om, at det er tiden og besværet værd. For den her saltkaramelsauce er simpelthen bare vanvittig god. Opskriften er fra Two peas and their pod.
Opskrift på saltkaramelsauce
Giver ca. 5 dl.
- 450 g. sukker
- 175 g. smør
- 2 1/2 dl. fløde
- 1/2 – 1 spsk flagesalt, afhængig af smag
Sådan gør du:
Skær smørret i terninger. Varm sukkeret op i en gryde ved medium-høj varme. Rør rundt i sukkeret, når det begynder at smelte. Det vil klumpe lidt sammen, men fortsæt bare med at røre rundt. Sukkeret skal nok smelte. Stop med at røre, når sukkeret er helt smeltet. Lad det smeltede sukker varme yderligere op indtil det får en gylden rav-agtig farve. Tilsæt forsigtigt smør-terningerne, og rør rundt indtil smørret er helt smeltet og rørt sammen med sukkeret. Tag gryden fra varmen og hæld langsomt fløden i. Pisk massen indtil karamellen er blød og glat. Tilsæt salt efter smag og lad karamellen køle i gryden i 10 minutter, før den hældes på rene, skoldede glas. Karamellen opbevares i køleskabet og kan holde sig en måned.
Rugbrødsboller med chokolade
De her rugbrødsboller er altså virkelig gode. Jeg er mega fan. Jeg bager dem ca. hver 14. dag og kommer en stak i fryseren. Så er der noget sundt, lækkert og mættende til ungernes eftermiddagsmad. Og selvfølgelig også til os andre….Jeg tager dem op ad fryseren om morgenen, pakker dem i husholdningsfilm og stikker dem i en pose sammen med lidt frugt og grønt. Vupti. Nemt. Hurtigt. Lækkert.
De kan varieres som man synes. Jeg har lavet dem helt straight nogle gange, men oftest varierer jeg og kommer nødder, gulerod, squash, eller æble i. Basis opskriften er fra Sif Orellanas bog “Kram i madkassen”.
Opskrift på rugbrødsboller med chokolade
Giver ca. 20 boller
- 2 dl. knækkede rugkerner
- 1/2 dl. rosiner
- 1 dl. knuste hørfrø
- 3 dl. kærnemælk (eller 3 dl mælk tilsat saft fra 1/2 citron)
- 2 dl. rugmel
- 3 dl. havegryn
- 1/2 dl. maltmel
- 1 dl. solsikkekerner
- 2 tsk. natron
- 1 tsk. salt
Tilsæt eventuelt en eller flere af nedenstående variationer:
- 100-150 g. hakket mørk chokolade 70%
- 50 g. grofthakkede nødder
- 150 g. revet squash (uden kerner og kram væsken fra), eller 150 g revet gulerod eller 150 g. revet æble
Sådan gør du:
Læg rosiner og rugkerner i blød en tre timer. Knus hørfrø i en morter eller brug en minihakker. Hæld vandet fra rosiner og rugkerner og kom alle ingredienser op i en stor røreskål. Jeg bruger som regel min røremaskine, men dejen kan også sagtens røres i hånden. Sæt dejen på en bageplade med en spiseske. Form den lidt til en rund, flad bolle og fortsæt til du har brugt alt dejen. Pensl evt. dejen med vand og drys med sesamfrø. Bag dem i en forvarmet ovn ved 180 grader varmluft i ca. 20 minutter. Afkøles på en rist. Spis dem lune med det samme eller kom dem i fryseren til en anden god gang:-)
Hjemmebagte hveder
Det er Store Bededag på fredag, og her hos os holder vi traditionen med de varme hveder aftenen før i hævd. Jeg er sådan en, der elsker traditioner. Og det samme gør mine børn. Jeg kan også selv huske fra min barndom, hvor hyggeligt det var, når familien samledes om de varme hveder aftenen før Store Bededag. Jeg har aldrig før selv bagt hveder, men i år skulle det altså være. Det er super nemt, men der er lige lidt hævetid der skal tages højde for. Men det er ventetiden værd, for de bliver altså rigtig rigtig gode. Jeg tænker sagtens, at man kan lade dejen hæve natten over i køleskabet, hvis man lige skruer lidt ned for gærmængden i opskriften. Så kan man spare en times tid om eftermiddagen, hvis det kniber med tiden. Men jeg har altså ikke prøvet det endnu. Hvordan vil I egentlig helst have jeres hveder? Jeg foretrækker helt klart mine ristede, men resten af familien er vilde med de bløde lune boller, så vi kører begge variationer herhjemme.
Opskrift på hjemmebagte hveder
Giver 12 boller
- 50 g. gær
- 2 dl. mælk
- 2 æg
- 3 spsk. sukker
- 450 g.mel (evt. lidt ekstra)
- 2 tsk kardemomme
- 1 tsk. salt
- 100 g. stuetempereret smør
Lun mælken til ca. 37 grader. Smulder gæren i en skål. Tilsæt den lune mælk og rør gæren ud heri. Tilsæt sukker og æg og rør det hele sammen. Bland i en anden skål mel, salt og kardemomme og smulder smørret heri. Kom melblandingen op i den våde blanding og ælt det godt sammen indtil dejen er glat. Tilsæt evt. lidt ekstra mel, hvis dejen er alt for klistret, men pas på ikke at tilsætte for meget. Lad dejen hæve tildækket i en time. Tag dejen ud på et meldrysset bord og del den i 12 stykker. Tril stykkerne til boller og sæt dem på en lille bradepande med høje kanter med lidt afstand mellem bollerne. Lad bollerne hæve tildækket i endnu en time. Pensel forsigtigt bollerne med mælk og bag dem i 12 – 15 minutter ved 180 grader varmluft. De skal være lysebrune. Lad bollerne køle lidt af på en rist, og spis dem bløde som de er eller rist dem enten i ovnen eller på brødristeren.
Sneglekage med kanel
I går fik vi hjælp til at få lavet gulvet i vores garage færdigt. Det bliver virkelig godt at få det færdigt. Rasmus havde spurgt, om jeg ikke ville bage nogle boller og noget kage, så der var lidt forsyninger til formiddagspausen. Det blev til den gode gamle sneglekage-klassiker, fordi det er 100 år siden, jeg sidst har bagt den. Ikke fordi den egentlig fortjener at gå i glemmebogen. På igen måde. Men jeg bliver nogen gange, så optaget af at prøve nye opskrifter, at de gamle får lov til at ligge lidt for længe i skabet.
Opskrift på klassisk sneglekage med kanel
Dej:
- 125 g. smør
- 250 g mel
- 50 g sukker
- 25 g gær
- 1 æg
- 1/2 dl mælk
Lun mælken lidt i mikroovnen. Den skal bare være håndvarm. Smulder gæren heri. Skær smørret i små tern eller riv det på et rivejern og smulder det sammen med melet. Tilsæt sukker, æg og den lune mælkeblanding og ælt dejen hurtigt sammen. Tilsæt evt. lidt ekstra mel, hvis dejen er for klistret. Del dejen i 2 dele. Beklæd bunden af en springform (26 cm) med bagepapir og smør kanterne med lidt smør. Rul den ene del dej ud til en rund cirkel ca. 28 cm i diameter og læg dejen i formen, så den dækker bunden og går ca. en cm lidt op af kanten. Tryk den lidt til langs kanterne. Rul den anden del dej ud til en aflang firkant ca. 15×25 cm.
Remonce:
- 100 g. brun farin
- 100 g. smør
- 2 spsk kanel
Rør alle ingredienserne sammen.
Fordel remoncen på dejen i formen samt på den udrullede firkant. Rul dej-firkanten sammen til en roulade og skær ca. 15 små snegle ud. Tryk sneglene lidt flade og placer dem oven på dejen i formen med lidt afstand mellem hinanden. Læg et fugtigt viskestykke over og lad kagen hæve i en time. Pensel kagen med et sammenpisket æg. Bag den ved 225 grader i ca. 12 minutter.
Lad kagen afkøle lidt og pynt med glasur.