Juleboller med æbler

De sidste par år har jeg bagt juleboller den 24. december om morgenen. Det er en super hyggelig tradition. Der er et eller andet over det at skabe traditioner omkring mad og give det videre til sine børn. Det er ikke altid maden i sig selv, men ligeså meget det at maden bliver et samlingspunkt for familien. At vi ikke skal skynde os, men har god tid til at sidde længe ved bordet og hygge os. Juleboller kan ihvertfald anbefales, uanset om de skal på morgenbordet den 24. december eller til eftermiddagskaffen en anden dag i december. De er bløde og lækre og fyldt med dejlige julekrydderier som kanel, nelliker og kardemomme og smager forrygende dejligt af jul. Opskriften er såmænd bare min gode gamle opskrift på fødselsdagsboller, som er blevet iklædt julekrydderier og andet godt og til sidst drysset med lidt sukker og hakkede nødder. 

Juleboller med æbler

Opskrift på juleboller med æble

Giver 12 stk

Dej

  • 50 g. gær
  • 6 spsk. vand
  • 2½ dl. mælk
  • 1 tsk. salt
  • 3 spsk. sukker
  • 1 tsk. kardemomme
  • 1tsk. kanel
  • 1/4 tsk. stødt nelliker
  • 8 dl mel
  • 1 revet æble
  • 100 g. smeltet smør
  • 100 g. rosiner

Opløs gæren i vandet. Tilsæt resten af ingredienserne undtagen rosinerne. Hold lidt af melet tilbage. Ælt dejen godt i gennem, gerne på røremaskine. Tilsæt mere me ved behov. Dejen skal være smidig og glat og slippe skålens kant, men må ikke blive tør. Ælt rosinerne ind i dejen. Tag dejen ud på bordet og del den i 12 lige store stykker. Tril stykkerne til boller og sæt dem på en bageplade beklædt med bagepapir. Lad bollerne hæve i ca. 20-25 minutter under et klæde.

Pynt:

  • 1 sammenpisket æg
  • Perlesukker
  • Hasselnøddeflager eller hakkede hasselnødder

Pensl bollerne med sammenpisket æg og drys med perlesukker og hasselnøddeflager. Bag bollerne ved 225 graderi ca. 12 minutter. 

Facebooktwittergoogle_pluspinterest

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *