Jeg elsker is. Jeg elsker is i alle varianter og afskygninger. Og om sommeren er det min absolutte yndlings guilty pleasure. Og om vinteren går is selvfølgelig også an, selvom det dog ikke bliver spist i helt så store mængder. Noget af det bedste, jeg ved, er at komme ind på en ægte italiensk isbar. Jeg går helt i stå og falder næsten i svime over alle de fantastiske varianter, der findes. Udfordringen er selvfølgelig så bare at vælge. Og det er svært! Selvom jeg flytter mig lidt i mine is-valg, og går mere og mere over til kokos, melon og andre sorbeter, er chokoladeis nu stadig en stor favorit. Jeg har lavet is på min lille meget lidt fancy ismaskine mange gange og har en basisopskrift, der bliver brugt til de fleste varianter. Opskriften er ikke spor italiensk, men derimod meget amerikansk. Den stammer nemlig fra en is-bog fra Ben&Jerrys, som Rasmus købte til mig for år tilbage. Den er super god og passer lige til min chokoladesmag. Skulle hilse og sige at den også er seriøst god med browniestykker i eller en rest af noget dulce de leche eller begge dele i skøn forening.
Opskrift på hjemmelavet chokoladeis
- 125 g. mørk chokolade 70%
- 2,5 dl. mælk
- 2 store æg
- 2,5 dl sukker
- 2,5 dl. piskefløde
- 1 tsk. vanilje ekstrakt/flydende vanilje
- 1 nip salt
Smelt chokoladen over vandbad. Pisk gradvis mælken i og varm op under konstant omrøring, indtil massen er glat og blød. Tag den af blusset og lad den afkøle. I en anden skål piskes æggene til de er lette og luftige. Pisk sukkeret i lidt ad gangen og bliv ved med at piske indtil sukkeret er opløst. Tilføj fløde, vanilje og salt og pisk indtil det er blandet. Hæld chokoladeblandingen i ægge/flødeblandingen og bland det godt. Dæk ismassen med film og sæt den i køleskabet 1-3 timer indtil den er godt kold. Kom massen i en ismaskine og frys den ifht maskinens vejledning. Min maskine plejer at køre i ca. 20 minutter, hvorefter jeg kan komme den softice-lignende ismasse i en fryseegnet beholder og sætte den i fryseren. Jeg har ikke prøvet at lave den uden is-maskine, men mon ikke man kan komme ismassen i en beholder og så røre i den undervejs i indfrysningen. Jeg har også hørt, at hvis man tilsætter en anelse alkohol, ex. vodka til ismassen krystaliserer massen ikke. Det kan da være et forsøg værd:-)