Sunde bananmuffins

Sunde bananmuffins

Andreas har i et stykke tid spurgt mig, om vi dog ikke snart kunne bage bananbrød. Det er åbenbart det store hit at få med på madpakken i skolen for tiden. Og det er jo skønt at Andreas gerne vil med i køkkenet og oveni købet ved præcis hvad han vil lave. Så vi gik i gang. Udfordringen kom dog, da jeg foreslog at lave ét stort brød, og han havde forestillet sig små aflange rugbrødslignende brød. Og da så ovenikøbet sagde at jeg altså ikke havde sådan nogle små rugbrødsforme, var det lige ved at være for meget. Men han gik med til at bruge muffinforme i stedet og alt endte på bedste vis, og vi kunne nyde de skønneste små bananbrød. Vi havde lyst til lidt ekstra forkælelse og tilsatte derfor mørk chokolade. Men det er ikke nødvendigt. De er super gode også uden chokolade. Man kan også tilsætte blåbær eller hindbær, hvis man har lyst til det. Basisopskriften er fundet på Katrines køkken og så har jeg rettet lidt til, så den passede med de ingredienser, vi lige havde til rådighed.

Sunde bananmuffins:

  • 125 g. grahamsmel
  • 100 g. hvedemel
  • 50 g. havregryn
  • 2 tsk. bagepulver
  • 2 tsk natron
  • 1/2 tsk. salt
  • 2 æg
  • 2 store spsk skyr
  • 3 spsk kokosolie (eller rapsolie hvis du ikke har kokosolie)
  • 4 modne bananer
  • 8 dadler – kan udelades hvis man ikke har
  • evt. 100 g. hakket mørk chokolade 70% (eller 100 g. blåbær eller hindbær)

Bland de tørre ingredienser i en skål for sig. Pisk æggene i en anden skål. Tilsæt skyr og kokosolie. Mos bananerne og kom dem i æggeblandingen. Udsten dadlerne og hak dem fint og rør dem bløde og cremede (eller kom dem i en minihakker) og kom dadlerne i ægge-og bananblandingen. Vend de tørre ingredienser i. Tilsæt til sidst hakket chokolade og sæt dejen i muffinforme med en ske. Bages i ovnen i ca. 20 minutter ved 175 grader. Sunde bananmuffins

Facebooktwittergoogle_pluspinterest

Peanutella

Peanutella

Peanutella eller peanutbutter chokolade smørepålæg. Altså vi snakker her om nutella baseret på peanuts i stedet for hasselnødder. Hvis nogen skulle være i tvivl. Jeg har altså en svaghed for peanutbutter. Det har jeg bare. Punktum. Og gerne sammen med noget sødt. Marmelade, chokolade, bananer eller lidt honning. I denne peanutella er der både kakao og honning, så det er en ret god kombi. Det er super godt på en skive ristet rugbrød, og smider man så lige en bananskive ovenpå, er det faktisk ret så lækkert. Altså hvis man, som jeg, har en svaghed for peanutbutter. Hvis man ikke er fan, tror jeg ikke, jeg kan omvende jer med denne opskrift, for den smager altså stadig af peanutbutter. Det er jo det, der gør den så god;-). Men om ikke så længe kommer der en opskrift på hjemmelavet nutella – blot i en lidt sundere udgave. Den er også god. Og værd at vente på.

Opskrift på peanutella:

Giver 3 små glas

  • 1 glas peanutbutter
  • 200 g. honning
  • 3 store spsk kakao
  • 2 dl. kogende vand

Peanutbutter, honning og kakao kommes i en blender. Det kogende vand tilsættes lidt efter lidt. Kør indtil massen er blandet og ensartet. Hæld massen på rene glas og opbevar på køl. Ønsker man en lidt sødere udgave kan man tilsætte mere honning.

 

 

Facebooktwittergoogle_pluspinterest

Solbæris

Solbæris

Man kan da godt spise is, selvom det er januar måned, og det er koldt og blæsende udenfor. Kan man ikke? Jeg siger jo. For så kan man også drømme sig til lidt sol og sommer. Og det gør man rigtig godt i selskab med denne solbæris. Den leder tankerne hen på store solmodne solbær og varme sommerdage i haven. Og det er jo ikke så tosset i denne kolde tid, hvor der stadig er en del måneder til, at man kan ligge og dase i haven og spise en is, når man er lige ved at smelte, fordi solen bager fra en skyfri himmel.

Solbærisen kom til verden, fordi jeg til nytårsaften skulle lave en islagkage med hvid chokolade, solbær og lakrids. Jeg havde i mit hoved besluttet, at det var den kombination, jeg ville have, selvom det ikke just var solbærsæson. Jeg havde for længst ryddet mit lager af solbær fra fryseren og kunne ikke finde frosne solbær nogen steder. Hvad gør man så, når nu man stædigt og lidt skørt holder fast i sin beslutning. Jeg tilsatte et glas hjemmelavet solbærmarmelade til min all time favorite basisopskrift på is. Og voila! Den bedste solbæris, jeg nogensinde har smagt, blev pludselig tryllet frem. Fantastisk som man nogen gange kan overraske sig selv.

Solbæris

Opskrift på solbæris

  • 2 æg
  • 2 dl sukker
  • korn fra ½ stang vanilje eller lidt vaniljeekstrakt
  • 1/2 liter fløde
  • 2 1/2 dl. mælk
  • 1 stort glas god solbærmarmelade

Pisk æggene til de er lyse og luftige. Bland vaniljen med lidt sukker og tilsæt sukkeret lidt efter lidt, mens der stadig piskes. Pisk indtil sukkeret er opløst. Tilsæt fløde og mælk og pisk indtil det er blandet godt sammen. Blend solbærmarmeladen og kom den isblandingen. Pisk igen indtil det er sammenblandet. Kom blandingen i en ismaskine. Hvis du har en af de gamle uden kompressor – som jeg har – køres i ca. 20-30 minutter indtil massen er tyknet og let frosset. Kom massen i en fryseegnet beholder og sæt den i fryseren og frys i yderligere 3-4 timer.

Facebooktwittergoogle_pluspinterest

Nutellakugler

nutellakugler

Dadelkugler er et hit – ingen tvivl om det! Nutellakugler er et hit – heller ingen tvivl om det! Bare navnet får jo tænderne til at løbe i vand. Og så er de, som dadelkugler, en snack, der ikke er alt for usund. Ingredienserne er nemlig næsten de samme, som til dadelkuglerne – mandlerne er bare skiftet ud med ristede hasselnødder.

Opskrift på Nutellakugler

  • 100 g. ristede hasselnødder
  • 12 bløde dadler uden sten
  • 3 spsk kakaopulver
  • 2 tsk. kokosolie – eller anden smagsneutral olie – kan også skiftes ud med vand eller appelsinsaft.

Hasselnødderne ristes i ovnen 10 minutter ved 200 grader. Nødderne kommes i et viskestykke og skallerne gnides af. Alle ingredienserne kommes i en foodprocesser eller en blender, og der køres indtil massen er jævn. Form små kugler af massen og tril dem i kakaopulver, sesamfrø, kokosmel, finthakkede nødder eller frysetørrede bær. Opbevares på køl.

Facebooktwittergoogle_pluspinterest

Fødselsdagsboller

Fødselsdagsboller

Fødselsdage er noget særligt. Og hver familie har nok deres traditioner for, hvordan man fejrer fødselsdage. Her hos os har vi tradition for, at man bliver vækket med flag og fødselsdagssang, og så spiser vi (blandt andet) fødselsdagsboller til morgenmad. Altså sådan nogle helt lyse nogen, uden det mindste spor af kerner eller groft mel. Det er efterhånden blevet en ufravigelig tradition, som alle ser frem til.  For det sker faktisk ikke så tit, at der er rene hvedeboller på menuen. Opskriften har jeg fra bogen Krudtugler og Kanelsnegle af Sif Orellana. Og det er den, jeg altid vender tilbage til, fordi den er så nem. Og hurtig. Faktisk skal bollerne kun hæve i en halv time, så dejen kan laves og formes, og så hæver de, mens man tager et bad og ellers gør klar til fødselsdagsfejringen. Det er da praktisk!  Bollerne fungerer selvfølgelig også fint til eftermiddagskaffen sammen med varm kakao. Og har man lyst til lidt variation kan man udelade kardemommen og tilsætte lidt hakket chokolade.

Fødselsdagsboller

Opskrift på fødselsdagsboller – 12 stk.

  • 50 g. gær
  • 6 spsk vand
  • 2½ dl. mælk
  • 50 g. smeltet smør
  • 1 tsk salt
  • 3 spsk sukker
  • 1 tsk. kardemomme
  • 7-8 dl. mel

Gæren røres ud i vandet. De øvrige ingredienser tilsættes. Dejen æltes godt igennem. Anvend evt. en røremaskine. Dejen tages ud på et meldrysset bord og deles i 12 lige store stykker. Form boller og sæt dem på en bageplade beklædt med bagepapir. Lad bollerne hæve i ca. 30 minutter under et fugtigt viskestykke. Tænd ovnen på 225 grader og bag bollerne i en varm ovn i ca. 12 minutter.

 

Facebooktwittergoogle_pluspinterest

Marengskys med lakrids og hindbær

marengskys

Små og delikate marengskys. Helt sprøde yderst med en lidt sej midte. Så sprøde, at når de knuses, popper de næsten på tungen. Lige præcis sådan synes jeg, at marengs skal være. Jeg har faktisk aldrig bagt marengs før, men har længe haft det på min liste over ting, jeg skulle prøve at bage. Før jul blev det så til disse små kys. Halvdelen med lakrids, og halvdelen med hindbær. Mest fordi jeg både havde noget lakridssirup og noget hindbærsirup i køleskabet, og forestillede mig, at det kunne give nogle fine striber på kyssene. Jeg havde på Pinterest set de fineste stribede små marengskys, hvor man havde brugt pastafarver til striberne. Nu hvor jeg er kommet på den anden side af marengsbagningen, vil jeg bestemt også tro, at det er noget nemmere end at bakse med sirup, der jo er noget tyndere i konsistensen og bare løber og løber….. Bare et tip, hvis I andre begiver  jer ud i samme ærinde. Endnu et tip. Marengsene er super gode alene, men endnu bedre, hvis de knuses, og spises sammen med is.

marengskys

Opskrift på marengskys

  • 200 g. æggehvider (ca. 5 æggehvider)
  • 600 g. sukker
  • 1 skvat hvidvinseddike (gør at marengstoppene bliver sprøde)
  • 2 tsk. frysetørret hindbærpulver
  • 2 tsk. lakridspulver
  • pastafarver eller lidt lakrids- eller hindbærsirup, hvis du vil lave striber

Pisk æggehviderne stive. Tilsæt sukkeret lidt ad gangen og pisk til marengsen er helt stiv. Tilføj eddiken. Del portionen i 2 og bland med hhv. lakridspulver og hindbærpulver. Hvis du ønsker striber på dine marengs, maler du striber på indersiden af en sprøjtepose med enten pastafarve eller sirup inden du kommer marengsen i posen. Og ja det sviner og er noget værre fedet stads! Sprøjt nu toppe ud på en bageplade og bag marengstoppene i ovnen ved 100 grader i ca. 1 time.

Marengskys

 

 

 

Facebooktwittergoogle_pluspinterest

Dadelkugler med lakrids

Dadelkugler

Min søde kollega Mette efterspurgte allerede før jul en opskrift på dadelkugler med lakrids. Og jeg lovede hende, at jeg nok skulle lægge en på bloggen. Men i al juletravlheden nåede jeg simpelthen ikke at få postet et indlæg omkring dem. Så Mette måtte eksperimentere med dadelkugler uden den vante support. Men jeg er sikker på at hun klarede det udmærket alligevel. Der er nemlig ikke megen hokus pokus over dadelkugler. De er temmelig meget lige ud af landevejen. Jeg har tidligere postet et indlæg om dadelkugler med rom og til disse dadelkugler med lakrids, har jeg praktisk talt blot skiftet rommen ud med lakrids. Nemt! Og bare for en god ordens skyld vil jeg slå fast, at dadelkugler ikke udelukkende hører julen til. De er GODE hele året og kan varieres med lige netop den smag man har lyst til.

dadelkugler

Dadelkugler med lakrids:

  • 16 saftige dadler (ca. 200g)
  • 150 g. mandler
  • 3 spsk kakao
  • 1 spsk vand
  • 2 tsk lakridspulver

Dadler og mandler hakkes/blendes i minihakker eller foodprocesser. Kakao, lakridspulver og vand tilsættes og der køres til massen er ensartet. Masssen formes til små kugler der trilles i kokosmel, kakao, frysetørrede bær, hakkede nødder eller lign. Her har jeg trillet kuglerne i en blanding af frysetørrede solbær og kokosmel, jeg har hakket let i en lille minihakker.

dadelkugler

 

 

Facebooktwittergoogle_pluspinterest

Julebrownies

julebrownies

Altså, de her brownies er jeg ret så vild med. Det er klassiske mørke chokolade brownies tilsat alle de gode julekrydderier, pistacienødder, mandler og tørrede tranebær, både inden i og på toppen. What’s not to like?? Selvom ingredienslisten er forholdsvis lang er de virkelig nemme at bage, så lad jer ikke afskrække.

julebrownies

Opskrift på julebrownies – ca. 16 små firkanter:

  • 130 g. smør
  • 2 æg
  • 150 g. muscovadosukker
  • 100 g. rørsukker
  • 1 stang vanilje
  • 100 g. hvedemel
  • 40 g. kakaopulver
  • 1/2 tsk. bagepulver
  • 1 tsk. kanel
  • 1 tsk kardemomme
  • 1 tsk. ingefær
  • 1 tsk. nelliker
  • 100 g. mørk chokolade 70 %
  • 50 g. grofthakket pistacienødder
  • 50 g. groft hakkede mandler
  • 50 g. grofthakkede tranebær

Smelt smørret. Pisk æg, muscovadosukker, rørsukker og vanilje sammen til det er lyst og luftigt. Rør det smeltede smør i med en ske. Bland mel, kakao, bagepulver og krydderier i en skål og sigt blandingen í æggemassen. Vend rundt med en ske indtil dejen er jævn. Hak chokoladen og smelt den enten over vandbad eller i microovnen. Vend chokoladen i dejen. Vend til sidst halvdelen af de hakkede mandler, halvdelen af pistacienødderne og halvdelen af tranebærrene i dejen (resten gemmes til topping). Beklæd en lille bradepande (15 x 20 cm) med bagepapir og fordel dejen jævnt heri. Bag kagen i ca. 20-25 minutter ved 170 grader. Afkøl kagen og pynt herefter med kakaoglasur og drys med resten af de hakkede mandler, pistacienødder og tranebær.

julebrownies

Facebooktwittergoogle_pluspinterest

Jule-småkager

julesmåkagerJul og småkager hører sammen. Basta. Sådan er det bare. Og i de fleste hjem er det de samme småkager, der bages år efter år. Nogle ting skal der bare ikke ændres på. Basta igen! Det bliver der heller ikke hjemme hos os. Her er vaniljekranse og jødekager de varianter, der med 100% sikkerhed bages hvert eneste år. Det er den sikre base – dem vi kan falde tilbage på, hvis alt andet kikser. Og sådan er det selvfølgelig også i år. Jeg har brugt de samme opskrifter i flere år. Ingen ændringer her. Opskriften på vaniljekransene er Blomsterbergs og opskriften på jødekagerne, ved jeg ikke hvor stammer fra. Men den er rigtig rigtig god.

Vi er så heldige at min svigermor og svigerinde plejer at levere en dåse af verdens bedste brunkager, så den variant af julesmåkager har jeg endnu til gode at kaste mig ud i. Jeg har derimod længe haft lyst til at bage fedtebrød. Ikke fordi de er specielt julede, men jeg husker dem så tydeligt fra min barndom, hvor det var en af mine yndlingssmåkager. Så de måtte naturligvis med på bagelisten i år. Jeg tyede derfor til Frøken Jensen og brugte en god gammel gennemprøvet opskrift. Jeg tilsatte dog lidt rom i glasuren for et ekstra lille twist. Nedenfor kommer opskrifterne.

julesmåkager

Opskrift på vaniljekranse – giver ca. 35 stk:

  • 1 stang vanilje
  • 180 g. sukker
  • 200 g. stuetempereret smør
  • 1 stort æg
  • 250 g. hvedemel
  • 75 g. mandler, blendet til mel

Skrab kornene ud af vaniljestangen og bland med lidt sukker, så korne skilles ad. Rør, vaniljekorn, sukker og smør sammen i en skål. Tilsæt ægget. Bland mel og mandler i og rør til dejen er ensartet. Kom dejen i en sprøjtepose med stjernetylle og sprøjt den ud i kranse på en bageplade beklædt med bagepapir. Bag vaniljekransene ved 200 grader i 10-14 minutter til de er gyldne. Tag dem ud, afkøl dem og opbevar dem i en tætsluttende dåse.

julesmåkager

Opskrift på jødekager – ca. 100 stk:

  • 300 g. hvedemel
  • 175 g. smør
  • 1 1/2 dl. sukker
  • 1 tsk. hjortetaksalt
  • 1 æg

Drys:

  • 3 spsk. sukker
  • 1 spsk kanel
  • 50 g. hakkede mandler
  • 1 æg

Smuldr smørret i melet. Tilsæt sukker, hjortetaksalt og æg. Ælt dejen godt. Form en lang rulle af dejen og pak den ind i husholdningsfilm. Kom dejen i fryseren en halv times tid. Tag den herefter ud og skær tynde skiver af dejen. Læg skiverne på en bageplade beklædt med bagepapir. Bland kanel og sukker i en skål. pensl småkagerne med sammenpisket æg. Drys med kanelsukker og hakkede mandler. Bag kagerne ca. 8-10 minutter ved 200 grader. I stedet for at forme en rulle af dejen og komme den i fryseren, kan dejen også rulles tyndt ud og stikkes ud med en udstikker eller et glas. Jeg synes bare, det er for bøvlet og går for langsomt, så jeg er mere til at skære dejen ud, selvom kagerne så ikke bliver helt så flot runde, som hvis de var udstukket.
julesmåkager

Opskrift på fedtebrød – ca. 30 stk:

  • 200 g. mel
  • 1/2 tsk. hjortetaksalt
  • 200 g. smør
  • 100 g. sukker
  • 100 g. kokosmel

Bland mel og hjortetaksalt i en skål og smuldr smørret heri. Tilsæt sukker og kokosmel og ælt dejen godt sammen. Del dejen i 3 dele og tril dem til 3 stænger. Læg stængerne på en bageplade beklædt med bagepapir og tryk dem flade. Bages i 12-15 minutter ved 200 grader. Bland glasur af flormelis, vand og evt. rom (essens) og kom det på stængerne, mens de stadig er lidt lune. Skær stængerne ud i snitter.

 

 

Facebooktwittergoogle_pluspinterest

Sprøde rug-knækbrød

rugknækbrød

Jeg elsker små sprøde og knasende lækre knækbrød. Specielt de hjemmelavede af slagsen. Det er bare ikke så tit, jeg får bagt knækbrød. Hvilket egentlig er mærkeligt, taget i betragtning, hvor nemt det faktisk er. Og hver gang jeg har bagt knækbrød, lover jeg mig selv, at det må jeg gøre snart igen. Og så går der alligevel et halvt års tid, før det bliver gjort. Det er nu lidt forunderligt, men hænger jo naturligvis sammen med alle de andre ting, man også gerne lige vil have tid til. Så i hverdagen fungerer supermarkedets varianter ganske udemærket. I sidste uge faldt jeg over en gammel opskrift på rug-knækbrød i skabet med opskrifter – altså det skab der er fyldt med opskrifter på papir, post-it noter og udklip i (u)skøn forening. Det skab, som i takt med at denne blog rummer flere og flere opskrifter, forhåbentligt bliver lidt nemmere at finde rundt i. Men tilbage til knækbrøddet. Denne variant er sprød og lækker og dejligt mættende. De er super gode au naturel, men også fantastiske med smør eller ost. Tænker de bestemt vil være et hit til en brunch eller til ostebordet ved julefrokosten.

rugknækbrød3

Jeg lavede 3 varianter af disse sprøde rugknækbrød. Basisopskriften er den samme. Det er kun toppingen, der er forskellig. Jeg dryssede en portion med blå birkes og sesamfrø, en med havsalt og sesamfrø og den sidste portion dryssede jeg med kanelsukker. I selve basisopskriften kan man selvfølgelig skifte kerner og frø ud med de varianter, man har lyst til eller tilsætte krydderurter, chili eller andet godt i selve dejen og ikke kun i toppingen.

rugknækbrød

Basisopskrift på sprøde rugkrækbrød:

  • 1 dl femkornsblanding
  • 1 dl sesamfrø
  • 1 dl. havregryn
  • 1 dl solsikkekerner
  • 1 dl hørfrø
  • 2 dl koldt vand
  • 3 1/2 dl rugmel
  • 1 1/4 olie – jeg brugte peanut-olie
  • 1 tsk bagepulver
  • 2 1/2 tsk salt
  • Evt. krydderi eller kerner/birkes til pynt.

Bland alle ingredienserne i en skål. Rør med håndmikser til dejen er jævn. Del dejen i to og rul hver del TYNDT ud mellem to stykker bagepapir og læg dem på hver sin bageplade. Det er vigtigt at dejen rulles tyndt hvis knækbrødene skal blive sprøde. Skær dejen ud i passende størrelse med en pizzaskærer. Skal det være ekstra festligt kan dejen også stikkes ud i forskellige figurer/former, men man skal bare være forberedt på, at det tager lidt længere tid. Pensl dejen ganske let med vand eller æg og pynt med det ønskede krydderi. Bages ca. 15 minutter ved 200 grader. Hvis brødene ikke er helt sprøde, bages de 5-10 minutter længere.

rugknækbrød

 

Facebooktwittergoogle_pluspinterest