Islagkage med cookie dough

Is-lagkage med cookie dough

Rasmus fylder 40. Snart. Skræmmende men sandt. For det betyder, at jeg også snart fylder ….. Nej Nej Nej – glem den tanke. Væk. Tilbage til Rasmus. Jeg har (selvfølgelig) lovet at stå for desserten. Så jeg er i gang med at undersøge og afprøve muligheder og faldt i den forbindelse over denne usandsynlig lækre sag (www.lifeloveandsugar.com). En islagkage med cookie dough. Det måtte da lige være noget for Rasmus. En islagkage med vaniljeis, chokoladekage, chokoladestykker og cookie dough. Hvad kunne gå galt her? Jeg mener det er 4 lækre ting hver for sig og dermed 4-dobbelt lækkerhed, når de forenes. Eller faktisk 5 dobbelt, for herligheden blev toppet med hjemmelavet chokoladesovs. Så weekendens gæster blev udsat for min version, så vi kunne afprøve om den levede op til forventningerne. Den var god. Som i rigtig rigtig god. Lækker. 5 dobbelt lækkerhed. Det eneste minus ved kagen var, for der var faktisk et minus, at den var så enormt fyldig. Man kunne simpelthen ikke spise særlig meget af den. Bummer! Nogen vil helt sikkert tænke yeah right! Jeg kan sagtens spise et stort stykke. Bring it on. Men nu er I advaret. Den ER super god men RET HEAVY. Så er det sagt!

Is-lagkage med cookie dough

Opskrift på islagkage med cookie dough

Opskriften er til en kage på 25 cm i diameter som rækker til 15-20 personer alt efter hvor store stykker man serverer.

Opskrift på chokoladekage

  • 170 g mel
  • 340 g. sukker
  • 70 g kakao
  • 1 ½ tsk bagepulver
  • 2 tsk vaniljesukker
  • 2 æg
  • 2 dl kærnemælk
  • 1 3/4 dl. solsikkeolie
  • 2 dl. kogende vand

Bland de tørre ingredienser i en røreskål. Rør det med piskeren, så ingredienserne er helt blandede. Tilsæt et æg ad gangen. Rør godt imellem hvert æg. Tilsæt kærnemælk, olie og kogende vand og rør indtil det er blandet godt. Dejen hældes i 2 smurte springforme (25 cm) og bages i  20 min. ved 150 grader. (Jeg har ikke prøvet at bage denne kage i én springform og så dele den efterfølgende, men det kan sikkert godt lade sig gøre). Stilles til afkølning på bagerist.

Opskrift på Cookie Dough

  • 150 g smør
  • 150 g brun farin
  • 2 tsk. vaniljeekstrakt
  • 170 g mel
  • 3 tsk. mælk
  • 150 g. fint hakket mørk chokolade 70%
Rør smør og brun farin blødt og cremet. Tilsæt vaniljen. Tilsæt så melet og mælken og rør grundigt indtil det er blandet godt. Dejen bliver tyk. Kom til sidst den hakkede chokolade i dejen og bland det godt. Form små kugler af dejen og sæt det på køl indtil du skal bruge det. Hvis de er blevet lidt store, kan de skæres i halve inden de skal i isen.

Opskrift på vaniljeis

  • 450 g. fløde ost
  • 150 g brun farin
  • ½ dl mælk
  • 2 tsk.. vanilje ekstrakt
  • 3,5 dl piskefløde
  • 150 g. fint hakket mørk chokolade 70%

Når kagen er helt afkølet og kuglerne af cookie dough er faste, laves isen. Bland flødeost, brun farin, vanilje og mælk. Rør indtil det er helt balndet sammen. Pisk fløden til skum og vend den forsigtigt i blandingen. Tilsæt ca. 3/4 af cookie dough-kuglerne.

Kagen samles:

Saml kagen i en af de springforme du har bagt kagen i. Kom evt. bagepapir rundt langs kanten eller en ring af bageplast. Læg en kage nederst i springformen. Kom halvdelen af is-cremen ovenpå. Glat laget inden den næste kage kommes på. Slut med et lag is-creme som også glattes. Islagkagen frysen i 6-8 timer eller indtil næste dag. Her tages den ud en halv time inden den skal serveres. Pyntes med flødeskum, resten af cookie dough-kuglerne og evt. hakket chokolade og chokoladesovs. (Jeg brugte ca. 4 dl. fløde til pynten).

Opskrift på chokoladesovs

  • 1 dl. lys sirup
  • 75 g. mørk chokolade 70%
  • ½-1 dl. fløde

Hak chokoladen fint. Opvarm sirup i en gryde. Kom chokoladen op i gryden og lad den smelte sammen med siruppen. Tilsæt fløden og rør rundt. Lad chokolade sovsen koge lidt ind. Smag til. Tilsæt evt. mere chokolade eller mere fløde. Kom i egnet flaske eller lign. og opbevar i køleskabet. Hvis man rammer den rette konsistens i indkogningen størkner den ikke i køleskabet. Har jeg hørt. Det gjorde jeg så ikke – men den kan lige lunes let i mikroovnen og så er den flydende og lækker igen.

Facebooktwittergoogle_pluspinterest

Kanelsnegle med dadelfyld

kanelsnegle med dadler

Jep – jeg har tilladt mig at eksperimentere med den nok mest populære danske kage overhovedet. Kanelsneglen. Rund, blød og sprød på samme tid og fyldt med snasket lækkerhed af kanel, smør og sukker. Jeg kender ingen der ikke kan lide kanelsnegle. Ingen. Men med mængden af smør og sukker i sådan en sag er det jo ikke en kage man spiser hver dag vel? Men igen, hvilken kage er også lige det? Nå men jeg havde længe tænkt at man da måtte kunne bruge dadler i fyldet og på den måde få en sundere udgave der kunne nydes lidt hyppigere med god samvittighed. Og som måske ligefrem var så sund, at den kunne kommes i ungernes madpakke en gang imellem, hvis de skulle forkæles lidt ekstra.

Det var ikke uden skepsis at Rasmus og ungerne satte tænderne i sneglene. For det første er dadler ikke en favorit hos nogen af dem, og for det andet er jeg den eneste i huset, der synes at fuldkornsmel hører til i bagværk! Så det var 3 hårde kritikere der skulle bedømme eksperimentet. Der var ikke høje karakterer til det kunstneriske udtryk. Sneglene var uens i størrelsen – ja ja der er jo nogen, der ser “den Store Bagedyst” og nok ved hvad de skal kigge efter…. Men alle 3 var jublende over smagen og konsistensen. Så fik et klart go til at bage dem igen. Og igen. Og igen. Så det må jeg helt sikkert gøre igen. Snart. Var også selv ret begejstret. De bliver selvsagt ikke ligeså snaskede som dem med smør og sukkerfyld, men de har den samme skønne smag af kanel og kan nydes helt uden dårlig samvittighed.

kanelsnegle med dadler

Kanelsnegle med dadelfyld – 8 stk

Opskrift på dej:

  • 2 spsk vand
  • 20 g. gær
  • 1 dl. mælk
  • 20 g. smør
  • 2,5 dl mel – udskift gerne noget af det med rugmel eller fuldkornshvedemel.
  • 1 nip salt
  • 1 spsk honning

Opskrift på remonce:

  • 20 bløde dadler
  • 1 spsk kanel

Evt. Pynt:

  • Smeltet chokolade og/eller hakkede mandler

Fjern stenene fra dadlerne og hak dem groft. Kom dem i en skål og rør dem bløde og cremede med kanel. Vupti – så har du den lækreste remonce

Opløs gæren i vandet. Tilføj de øvrige ingredienser og ælt dejen godt sammen. Rul eller pres dejen ud i en firkant ca. 15×20 cm. Smør remoncen på og rul dejen sammen til en roulade, skær sneglene ud og læg dem på en bageplade beklædt med bagepapir. Dæk med et viskestykke og lad sneglene hæve i 25-30 minutter. Bag dem i en forvarmet ovn ved 225 grader i ca. 12 minutter. Lad sneglene køle af på en bagerist inden de pyntes.

Tip: Drys evt. hakkede mandler oven på remoncen inden dejen rulles sammen.

 

.

Facebooktwittergoogle_pluspinterest

Logo-kage

logo-kage

Okey!  Der fik jeg så lige en udfordring! Her i august var det 25 år siden, at min far startede med at komme som konsulent i det firma, han nu er ansat ved. I den anledning ville han gerne have kage med på arbejdet, og jeg blev hyret til opgaven. Han mente, jeg trængte til en udfordring, så han ville gerne have en container-kage. Jep – en container-kage. Og selvfølgelig i de rigtige størrelsesforhold – scaleret ned i kagestørrelse. Ja ja – selvfølgelig! Og dermed ingen blomster, stencils eller tylning. Nichts. Som i intet af det jeg rent faktisk kan….. Okey – jeg er selvfølgelig(!) ikke bange for en udfordring, men liiige når det kommer til containere, er jeg altså ret meget på udebane. Nå men med lidt research fandt jeg målene på en 20 fods container og fik dem scaleret ned. Så langt så godt. Fik også kreeret 2 forme, der kunne holde på skidtet. Tjek. Lagkagebunde og mousser. Tjek. Fik lagt kagerne sammen og målte mig frem til, at kagerne måske nok var lidt til den lave side, men jeg forestillede mig, at når de blev smurt op og beklædt med fondant, kom det til at passe nogenlunde. Nej det gjorde ej……eftersom mine hjemmelavede forme ikke var helt så stabile, som mine normale lagkageforme, var kagen sunket sammen og var i stedet blevet bredere. Så jeg stod med en lille buttet container i stedet for en høj rank en af slagsen. Nå men jeg gik til stålet alligevel, rullede fondant og beklædte efter bedste evne – første gang med en firkantet kage, skal det lige nævnes. Gik herefter i gang med at lave riller på siden, låge i enden mm. Og da jeg så til sidst stod og kiggede på det, der skulle forestille en container, lignede den bare et slags sommerhus – et lavt et af slagsen og tilmed noget skævt. For jeg havde jo ikke lige tænkt på, at hver gang jeg skulle sætte en rille på siden, skubbede jeg lidt til kagen, og da der var 3 gode lag mousse i, var det ikke den mest stabile kage. Så skæv blev den altså. ÆV! Men lektie lært – til kager der skal være høje, og lige med fine kanter er det bedst at bruge “rigtig” kage og ikke noget mousse!

Nå men fondanten kom af igen, og kagen blev smurt op på ny. Herefter pyntede jeg den med smørcreme i 3 farver og tegnede firma-logoet på toppen. Resultatet var, som I kan se, at kagen ikke kom til at ligne en shipping-container, men dog blev “firma-agtige” alligevel.

Den anden kage fik lov til at beholde fondanten på, og så malede jeg bare firmalogo på siderne og på toppen.

logo-kage

Inden i kagerne var 4 lyse lagkagebunde, 2 lag solbærmousse og 1 lag tobleronemousse.

  • Opskrift på lagkagebunde kan du finde her
  • Opskrift på solbærmousse kan du finde her – bare udskift blåbærrene med solbær-
  • Opskrift på tobleronemousse kan du finde her
Facebooktwittergoogle_pluspinterest

Cookies med smarties

Cookies med smarties

Disse cookies med smarties blev sammen med verdens bedste squashkage blev serveret til vores vejfest i lørdags. De er farvestrålende og indbydende og er en sikker vinder ved børnene hver gang.

Opskrift:

  • 75 g blødt smør
  • 100 g. sukker
  • 50 g. brun farin
  • 1 æg
  • 150 g. mel
  • 1 tsk. vaniljesukker
  • ½ tsk. bagepulver
  • ½ tsk. natron
  • ½ tsk. salt
  • 200 g. smarties eller andre chokoladeknapper

Bland smør, sukker, farin og æg. I en anden skål blandes melet med bagepulver, natron, salt og vaniljesukker. Blandes herefter i smør-blandingen. Tilsæt til sidst chokoladeknapperne. Med en teske sættes dejen på en bageplade i små klatter. Tryk klatterne lidt flade. Bag småkagerne i en 175 grader varm ovn i 7 minutter.

cookies med smarties

Facebooktwittergoogle_pluspinterest

Verdens bedste squashkage

Verdens bedste squashkage

Siden der begyndte at komme squash i haven har jeg ledt efter en lejlighed til at bage verdens bedste squashkage. Ikke at der altid behøver at være en lejlighed til at bage kage, men hvis jeg skulle bage hver gang, jeg havde lyst, ville vi drukne i kage! Så det er rigtig godt, når der er en lejlighed.

I weekenden skulle vi have vejfest, og det er efterhånden en tradition at mit bidrag er at medbringe kage. Dermed fik jeg jo også en lejlighed til at lave verdens bedste squashkage foræret. Så tak for det:-). Titlen på kagen lyver ikke – den her kage er bare helt vildt god. Lækker og svampet og har man lavet deluxe versionen med hakket chokolade og frosting mellem lagene (se nederst i dette indlæg) bliver det simpelthen ikke bedre. Jeg aner ikke, hvor jeg har opskriften fra. Den har fulgt mig i mange år og er blevet lavet til utallige lejligheder, og det er mere reglen end undtagelsen, at jeg er blevet bedt om at dele opskriften. Nu deler jeg den også med jer:-)

Opskrift:

  • 3 æg
  • 2½ dl olie 
  • 5 dl rørsukker (kan evt erstattes med blandet sukker+farin) 
  • 5 dl revet squash (svarer ca. til 2 små) 
  • 5 dl mel 
  • 3 tsk kanel 
  • 2 tsk vanillesukker 
  • 1 tsk salt 
  • 1/4 tsk bagepulver 
  • 2 tsk natron 
  • 2½ dl hakkede hasselnødder

Fremgangsmåde:
Æg, sukker og olie piskes godt. Jo længere der piskes, jo bedre bliver kagen! Tilsæt de tørre ingredienser. Vend de revne squash i sammen med nødderne. Hæld dejen i en mellemstor, smurt bradepande (eller en rund springform 26 cm) og bag den i ca. 60 minutter ved 175 grader. Afkøl kagen helt før der kommes frosting på.

Verdens bedste squashkage

Frosting med flødeost:

  • 300 g. blødt smør
  • 7 dl. flormelis
  • 4 tsk. vaniljesukker eller korn fra en stang vanilje
  • 400 g. flødeost.

Pisk smør, vanilje og flormelis godt sammen. Tilsæt flødeosten og pisk yderligere til frostingen er cremet og blød.

Smør frosting på kagen eller sprøjt den f.eks. på i fine roser (Brug en stjernetylle).
Skal det gå lidt stærkt, kan man sagtens “nøjes” med at komme smeltet chokolade ovenpå kagen i stedet for frosting.

Squashkage  – DELUXE version:
Tilsæt 200 g. hakket chokolade til dejen sammen med nødderne.

Del kagen i 3 lag og kom et lag frosting mellem kagebundene.

Facebooktwittergoogle_pluspinterest

Sunde banan-ispinde

Sunde banan-ispinde

Kender I det, at man kommer til at købe for mange bananer og så ligger de og bliver overmodne og ingen har lyst til at spise dem? Der er ligesom grænser for hvor mange banankager man kan lave, så jeg er begyndt at fryse mine overmodne bananer. De er super gode i smoothies og til hjemmelavet is. Til de her sunde bananispinde skal man kun bruge 3 ingredienser. Nemlig frosne bananer, en sjat kokosmælk og så lidt god mørk chokolade til at dyppe dem i. Det er da lige til at klare og de er super gode at have i fryseren, når ungerne kommer og spørger efter is på en dejlig solskinseftermiddag.

Sunde banan-ispinde

Opskrift: (4 stk ispinde)

  •  2 frosne bananer skåret i skiver/tern
  • en sjat kokosmælk
  • 50 g. mørk chokolade

Det hele blendes til en cremet konsistens og fyldes i isforme og efter 1½ times tid stikkes pindene i. Dagen efter tages isene ud af formene og dyppes i smeltet chokolade. Server straks eller opbevar dem i en lille fryseegnet boks.

Sunde banan-ispinde

Isen kan også spises som “softice”, hvis man ikke har isforme, eller hvis man er for utålmodig til at vente til dagen efter.

 

Facebooktwittergoogle_pluspinterest

Browniecheesecake med hindbærmousse

browniecheesecake med hindbærmousse

Denne kage er bestemt ikke ny i kageblogger-verdenen. Den er lavet og skrevet om rigtig rigtig mange steder, men det gør ikke det mindste, for når en kage er så god som denne her er, fortjener den også at blive publiceret gang på gang. En browniecheesecake med hindbærmousse er ganske enkelt uimodståelig, hvilket selvfølgelig også er grunden til, at så mange har kastet deres kærlighed over lige præcis denne kage. Opskriften er oprindeligt en Hummingbird-klassiker, som jeg har fra bogen “the hummingbird bakery kagebog”. Jeg har lavet lidt om i opskriften, så hindbærskummet smager lidt mere af hindbær samt bliver mere stift, så det er muligt at skære kagen ud i fine firkanter.

browniecheesecake med hindbærmousse

Opskrift:

Brownie:

  • 200 g. grofthakket mørk chokolade 70 %
  • 200 g. smør
  • 250 g. flormelis
  • 3 æg
  • 100 g. hvedemel

Kom chokoladen i en skål og smelt den over vandbad. Pisk smør og flormelis lyst og cremet. tilsæt æggene et ad gangen og pisk godt efter hvert æg. Rør melet gradvis i, og rør godt efter hver gang. Skru op til høj hastighed og rør lidt længere indtil dejen er jævn. Hæld langsomt den smeltede chokolade i og bland det grundigt. Beklæd en bageform på 30×25 cm med bagepapir og hæld dejen heri. Glat dejen med en paletkniv. Vigtigt at sørge for at dejen er fordelt jævnt i bradepanden.

Cheesecakefyld:

  • 400 g. flødeost
  • 150 g. flormelis
  • ½ tsk. vaniljeekstrakt eller korn fra en vaniljestang
  • 2 æg

Pisk flødeost, flormelis og vanilje jævnt og tykt ved lav hastighed. Tilsæt et æg ad gangen og bland godt. Skru evt. lidt op for hastigheden til sidst så dejen bliver luftig og cremet, men pisk ikke for længe da osten så risikerer at skille. Fordel blandingen oven på browniedejen og glat med en paletkniv. Igen sørg for at dejen fordeles jævnt.

Sæt kagen i en 170 grader varm ovn og bag den i ca. 30-40 minutter indtil den føles fast og er let gylden i kanterne. Midten skal stadig være bleg. Lad kagen afkøle helt.

Hindbærmousse:

  • 3 dl. piskefløde
  • 100 g. flormelis
  • 300 g. hindbær
  • 2 blade husblas

Læg husblassen i blød i koldt vand i en ½ time. Kog hindbærrene op i en gryde. Purér dem gennem en finmasket si. Kom den udblødte husblas i en lille skål sammen med lidt af hindbærpuréen og smelt den enten i mikroovn eller over vandbad. Hæld langsomt og under omrøring blandingen i resten af hindbærpuréen. Bland flormelis heri. Afkøl til stuetemperatur.  Pisk fløden stift og vend den afkølede hindbærpuré heri.

Kom hindbærblandingen oven på kagen og sæt den på køl indtil næste dag. Skær den ud i små firkanter og pynt med smeltet chokolade og friske hindbær.

browniecheesecake med hindbærmousse

Tips:

Det nemmeste er at have en bagering/firkant, som man kan have omkring kagen, når moussen skal stivne – for at holde på det. Hvis man ikke har det, kan man bruge pap og beklæde det med husholdningsfilm og lave sin egen “bagering”. Det har tidligere fungeret fint for mig. Ringen fra en springform fungerer også super fint, hvis man laver en rund kage.

Hvis man ikke ønsker en fast mousse, kan man bare udelade husblassen og så komme hindbærfyldet på, når man har placeret kagen på det fad, man vil servere den på.

 

Facebooktwittergoogle_pluspinterest

Cookies med squash

squashcookies

Vores 2 squashplanter sprøjter den ene store squash ud efter den anden. Det er skønt og fantastisk og dejligt og alt det der. Og jeg har jo selv plantet dem, så jeg klager overhovedet ikke!!! Men nogen gange kan det være lidt svært at finde anvendelse til al den squash. Specielt fordi jeg nok egentlig er den eneste herhjemme, der virkelig sætter pris på denne grøntsag. Så jeg sniger squash i maden alle steder, hvor jeg nu kan komme afsted med det. I kødsovs, i boller i karry, i brød og boller og selvfølgelig i kage. For at være med på moden har jeg købt en spiralizer, som forhåbentlig bliver leveret en af de næste dage. Er noget spændt på, hvad familien siger til squash-spaghetti eller squashetti, som det jo også kaldes….. Nå men i weekenden skulle vi prøve noget nyt. Maja var med i køkkenet og med en vis skepsis kastede hun sig ud i at bage disse cookies med squash, havregryn og chokolade. De smager dejligt og er på sin vis en slags kombination af en müslibar, en småkage og en brownie.

squashcookies1

Opskrift:

  • 115 g. blødt smør
  • ½ dl. solsikkeolie
  • 100 g. brun farin
  • 115 g. sukker
  • 1 æg
  • 1 tsk. flydende vanilje
  • 110 g. mel
  • 1 tsk. bagepulver
  • ½ tsk. kanel
  • 30 g. kakao
  • 5 dl. havregryn
  • 75 g. hakket mørk chokolade (70%)
  • 2½ dl. fintrevet squash (ca. 1 lille squash) – lad væsken løbe fra.

Forvarm ovnen på 180 grader. Bland mel, bagepulver, kanel og kakao sammen i en skål og stil den til side. I en anden skål piskes smør, olie, brun farin og sukker sammen. Tilsæt æg og vanilje og pisk ved lav hastighed indtil det er blandet godt. Tilsæt langsomt de tørre ingredienser, mens der piskes videre. Tilsæt havregryn og squash og pisk igen ved lav hastighed indtil det hele er blandet godt. Bland til sidst chokoladen i. Sæt dejen på bageplade med en ske og tryk klatterne lidt flade. Bag i ca. 12 minutter indtil midten af småkagen ikke længere er våd at se på. Lad kagerne køle på bagepladen i ca. 10 minutter før de tages af og køler videre på en rist.

squashcookies2

Hvis man har lyst til en anden variation af disse kager kan man røre en creme af 200 g flødeost, lidt vanilje, lidt citronsaft og lidt flormelis og komme mellem 2 kager. Skal cremen være mere fast kan man lave den klassiske variation, hvor man også tilsætter smør.

 

 

 

Facebooktwittergoogle_pluspinterest

Müslistænger

müsli-stænger

Advarsel! Har du først lavet disse müslistænger én gang, er du altså hooked for life!!! De er seriøst gode. Jeg siger det bare!!
Opskriften har jeg fra min gode veninde Marie. Hun har forkælet os med müslistænger på samtlige skiture, vi har været på. Opskriften er blevet delt, og jeg har lavet stængerne utallige gange til madpakkerne, til børnefødselsdage, til kollegaer, til brunch. Ja faktisk så tit at man kunne frygte at man blev træt af dem. Men det sker simpelthen ikke!! De er nemme, hurtige og rigtig rigtig gode.
Helt sunde skal man ikke bilde sig ind at de er. De indeholder både smør og sukker, men også gode sager som mandler, gryn og frø.

müsli-stænger2

Opskrift:

  • 250 g havregryn
  • 125 g. finthakkede tørrede abrikoser
  • 75 g. rosiner
  • 50 g. kværnede mandler
  • 75 g. grofthakkede mandler
  • 50 g. sesamfrø
  • 50 g. finthakket mørk chokolade 70 %
  • 150 g. smør
  • 200 g. rørsukker
  • 150 g. klar honning

Forvarm ovnen til 190 grader. Smør en 23 cm firkantet form og læg bagepapir i bunden. Bland alle de tørre ingredienser i en skål. Smelt forsigtigt smør, sukker og honning i en gryde under omrøring. Skru en smule op for varmen når sukkeret er smeltet og lad det småsimre i 4 minutter. Hæld den smeltede blanding over de tørre ingredienser og bland det godt sammen. Hæld blandingen over i formen, tryk den lidt sammen og glat den ud. Bag den i ovnen i ca. 20 minutter til den er gylden. Lad bradepanden køle af på en rist. Sæt den i køleskabet i et par timer og skær den herefter i passende stænger. Gemmes i en lufttæt beholder med bagepapir mellem lagene.
Stængerne kan fryses.

müsli-stænger1

Facebooktwittergoogle_pluspinterest

Blåbær pandekager

blåbærpandekager

Når vi en sjælden gang i mellem har en stille og fredelig weekend morgen uden planer, er det dejligt at kunne sidde stille og roligt og hygge over morgenmaden. Når der så er pandekager på menuen, er det bare ekstra skønt:-). Disse amerikanske blåbær pandekager smager fantastisk og kan varmt anbefales som indslag til weekend-brunchen en dag, hvor man har god tid, for dejen har godt af at hvile en times tid, inden pandekagerne bages.

Opskrift  – giver 12 små pandekager

  • 140 gram mel
  • ½ tsk. salt
  • 1 spsk. bagepulver
  • 2 tsk. sukker (jeg brugte hjemmelavet vaniljesukker)
  • 1 æg
  • 2½ dl mælk
  • ½ spsk. smeltet smør
  • Blåbær

blåbærpandekager

Sigt mel, bagepulver, salt og sukker i en skål. Pisk æg og mælk sammen i en anden lille skål. Rør æggeblandingen i melblandingen og bland det smeltede smør i. Enten foldes blåbærrene i dejen nu eller man kan vente og så drysse dem over dejen, når de bages. Jeg gør det sidste. Sæt dejen i køleskabet 1 times tid.

Bag pandekagerne på en pande ved medium temperatur.  Jeg kan have 3 små pandekager på panden ad gangen. Vend pandekagerne når dejen bobler, og de er lysebrune.

Server med ahornsirup og ekstra blåbær. Skal det være rigtig amerikansk skal der også en klat smør på.

 

 

Facebooktwittergoogle_pluspinterest