Lækkert bananbrød med chokolade

Hold nu lige fast. For her får du opskriften på det lækreste og mest svampede bananbrød med chokolade, jeg nogensinde har bagt. Det er tilmed uden raffineret sukker. Helt sukkerfri kan man dog ikke kalde det, for der er både bananer, honning og god mørk chokolade i. Men det er jo ene gode sager, hvis I spørger mig, og hvis man ikke spiser hele brødet selv, går det nok. Og når det så tilmed er tilsat fuldkornsmel, æg, skyr, nødder og kokosolie, synes jeg altså det kvalificerer sig til at være i den sundere ende af kageskalaen. 

Lækkert bananbrød med chokolade

Opskrift på bananbrød med chokolade

Giver 1 brød – bages i en rugbrødsform 

  • 250 g. fuldkornshvedemel
  • 1 1/4 tsk natron
  • 1/2 tsk salt
  • 2 æg
  • 125 g. honning
  • 75 g. kokosolie
  • 2 spsk. skyr
  • 1/2 tsk. vaniljepulver
  • 4 meget modne bananer
  • 50 g. valnødder – kan udelades eller udskiftes med andre nødder
  • 100 g. hakket mørk chokolade 70 % eller chokolade chips
  • 50 g. smeltet mørk chokolade til pynt – kan udelades
  • 50 g. valnødder til pynt – kan udelades

Hak chokolade og valnødder groft. Mos bananerne. Smelt honning og kokosolie i en lille gryde. Lad et køle en smule af. Pisk æggene luftige i en skål. Tilsæt den smeltede honningolie til æggene og bland godt. Bland mel, salt, vaniljepulver og natron i en anden skål. Kom det i æggeblandingen og vend rundt til det er blandet. Tilsæt skyr og de mosede bananer og bland igen. Tilsæt til sidst nødder og hakket chokolade. Beklæd en rugbrødsform med bagepapir og kom dejen heri. Bag brødet ved 160 grader i ca. 1 time. 

Tag brødet ud og lad det køle lidt af i formen før det tages ud på en bagerist og køler helt af. Når brødet er helt afkølet, kan det pensles med smeltet chokolade og drysses med hakkede valnødder.

Brødet holder sig lækkert svampet i flere dage – Jeg opbevarede mit i en frysepose.

Lækkert bananbrød med chokolade

 

 

Facebooktwittergoogle_pluspinterest

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *