Tag: jordbær

Festlig islagkage med jordbæris og stracciatella

Festlig islagkage med jordbæris og stracciatella

Sidste år lavede jeg en konfirmationsdessert til nogle af vores venners store dreng. Han havde ønsket sig en flot islagkage med jordbæris og stracciatella. Han er yderst beskeden og turde nok ikke helt sige det, men jeg tror, han forestillede sig en flot hvid islagkage, som dem man selv kan huske fra familiefesterne tilbage i 90’erne. Dem med stjernekastere, der blev båret ind af tjenerne, løftet så højt at alle gæster kunne se dem. Det var ihvertfald mit billede af en islagkage. Så det prøvede jeg så at nærme mig forsigtigt. Billederne er fra en anden gang, hvor jeg kastede mig ud i at lave samme islagkage – man kan ligesom ikke rigtig tillade sig at skære kagen ud og tage billeder før komfirmanden selv får muligheden, vel? Men islagkagen er også så god, at den fint tåler at blive lavet flere gange. Det bedste ved at lave en islagkage som dessert er, at den kan laves i forvejen, og hvis man tilmed har en ismaskine er det ret nemt at gå til.  (mere…)

Facebooktwittergoogle_pluspinterest

Hjemmelavet jordbæris

jorbæris

Jeg er ret vild med den her is. Den smager af sol og sommer. Af barndom og glade minder. Det er sådan en rigtig gammeldags jordbæris, hvor man både kan smage jordbærrene og fløden. Lige præcis sådan som jordbæris nu engang skal smage. Den fungerer som “liter-is” til at lave kugler af, men kan lige så vel kommes i isforme til ispinde eller bruges som lag i en skøn islagkage. Du bestemmer. Men lav den. Du vil ikke fortryde.

jordbæris

Opskrift på hjemmelavet jordbæris

Giver ca 1 liter

Jordbærpuré

  • 500 g. jordbær, frosne eller friske
  • 250 g. sukker

Kom jordbær og sukker i en lille gryde og kog det op ved middel varme. Rør i det, så det ikke brænder på. Blend jordbærrene til puré, når er møre/optøede. Stil jordbærpuréen til afkøling.

Ismasse

  • 2 pasturiserede æg
  • 170 g. sukker
  • 1 tsk. vaniljepulver eller korn fra en vaniljestang
  • 5 dl. mælk
  • 2,5 dl.fløde

Pisk æggene luftige. Tilsæt sukkeret lidt efter lidt og pisk videre indtil sukkeret er helt opløst. Tilsæt vaniljepulver, mælk og fløde og pisk massen sammen til det hele er blandet. Tilsæt 2/3 af jordbærpuréen og pisk det godt sammen med ismassen. Kør ismassen på en ismaskine og kom den i en fryseegnet beholder. Kom det sidste jordbærpuré over jordbærisen og vend is og jordbærpuré rundt med en spatel, så der kommer fine swirls i isen.

Har du ikke en ismaskine kan du stadig lave isen, men så skal du røre i ismassen hver halve time, mens den fryser ind. Når den har konsistens som tyk softice, kan du swirle jordbærpuréen i.

jordbæris

Facebooktwittergoogle_pluspinterest

Cheesecake-tærte med jordbær og kirsebær

cheesecaketærte med jordbær og kirsebær

Der har været stille her på bloggen i et stykke tid. Det er naturligvis fordi, jeg har holdt sommerferie sammen med min familie. Men nu er jeg hjemme igen. Og noget af det første jeg gjorde, var selvfølgelig (!) at gå i køkkenet og bage. Midt i alt vasketøjet og udpakningen. Ja ja, jeg ved det. Skørt. Enig. Men hvad gør man, når hele køkkenet nærmest kalder på én? Om morgenen mens Maja og Rasmus stadig sov, tog Andreas og jeg ud og købte ind. Og vi faldt over skønne danske jordbær, som jeg faktisk havde afskrevet for længst. Sæsonen var lige kommet i gang, da vi tog afsted, og jeg var sikker på, at den var slut nu. Men jordbær var der, og de smagte stadig himmelsk. Og så var der kirsebær. Store flotte danske kirsebær. Slet ikke til at stå for. Så begge dele måtte vi selvfølgelig have med hjem. Hvilket var heldigt, da jeg senere på dagen gav efter for kaldene fra køkkenet og gik i gang. Det endte med en slags cheesecake-tærte med jordbær og kirsebær. Primært fordi jeg havde flødeost i køleskabet og en rulle digestivekiks i skuffen. Og ikke havde tid til at lave en “rigtig” cheesecake. Men denne her variant kan godt anbefales. Jeg er ret vild med cheesecake – og flødeostecreme – og flødeostetopping. Så denne her kage faldt totalt i min smag. Især med de søde bær på toppen. Den har godt af at sætte sig en times tid i køleskabet, men kan man ikke vente kan man sagtens spise den med det samme.

cheesecaketærte med jordbær og kirsebær

Opskrift på cheesecake-tærte med jordbær og kirsebær

– Giver 1 rund tærte 20 cm i diameter eller en aflang tærte

Bund:

  • 10 digestivekiks
  • 2 spsk sukker
  • 75 g. smør
  • evt. 50 g. smeltet chokolade

Knus kiksene og blend dem sammen med sukkeret til helt fine krummer. Kom dem i en skål og bland smørret i. Tryk kikseblandingen ud i en smurt tærteform, gerne med løs bund. Sørg for at bunden er trykket godt sammen. Bag den i 10 minutter ved 175 grader. Lad den afkøle på en rist. Hvis du ønsker chokolade på bunden, smeltes chokoladen og smøres/pensles ud på bunden.  Det er vigtigt at bunden er helt kold inden ostecremen kommes på.

ingredienser til cheesecakebund1

Ostecreme:

  • 300 g. flødeost
  • 40 g. flormelis
  • Korn fra 1/2 stang vanilje
  • 1,75 dl. fløde
  • saft fra 1/2 citron

Skrab kornene ud af vaniljestangen og skil dem ad med lidt af flormelisen. Pisk flødeossten cremet med en elpisker. Tilsæt flormelis og vaniljesukker og pisk igen. Tilsæt citronsaften og 1/4 dl. fløde og pisk igen. Pisk i en anden skål resten af fløden til skum. Vend flødeskummet og ostecremen sammen. Kom det i en sprøjtepose med rund tyl og gem i køleskabet indtil kiksebunden er helt afkølet. Tyl små toppe på bunden og lad denne sætte sig 1/2 – 1 time i køleskabet inden den pyntes.

flødeost og flødecreme1

pyntning af cheesecakebund

Pynt:

  • 15 jordbær
  • 15 kirsebær
  • evt. spiselige blomster (jeg brugte kornblomster)

Rens bærrene og dup dem tørre. Fjern sten fra kirsebærrene og stilken fra jordbærrene. Skær bærrene i halve. Læg bærrene på tærten og pynt evt. med de spiselige blomster.

cheesecaketærte med jordbær og kirsebær

cheesecaketærte med jordbær og kirsebær

 

 

 

Facebooktwittergoogle_pluspinterest

4 opskrifter på sunde is

4 sunde is

Endelig! Endelig lover meterologerne sommervejr. Solskin og varmegrader over de 20 i hele den kommende uge. Og jeg er ret sikker på, at det betyder, at ungerne vil spørge efter is hver dag. Og de har sommerferie, så det jo er i og for sig helt ok. Jeg har i den sidste måneds tid forsøgt mig med at lave ispinde på ren frugt for at have nogle is i fryseren, som jeg kan servere for dem med god samvittighed. Det har resulteret i disse 4 opskrifter på sunde is. Alle varianter er lavet på ren frugt og er uden sukker. De er prøvesmagt, og der er sagt god for dem herhjemme fra. Og det er altså ret fedt at kunne sige ja til is hver dag.

 

Vandmelon og jordbær ispinde

vandmelon ispinde

  • 1/2 kernefri vandmelon
  • 200 g jordbær
  • evt. lidt smeltet chokolade til pynt

Skær skallen af vandmelonen og blend frugtkødet sammen med jordbærrene. Si massen gennem en finmasket si. Kom den siede masse i isforme. Jeg fik 7 is ud af portionen. Sæt dem i fryseren i mindst 6 timer. Husk at sætte ispinde i efter den første halve time. Når de er færdige kan toppen evt. dyppes i lidt mørk chokolade.

 

Honningmelon og blåbær ispinde

ispinde med honningmelon og blåbær

  • 1 moden honningmelon
  • 125 g. blåbær

Skær skallen af melonen og blend frugtkødet. Purér det gennem en finmasket si. Kom massen i isforme. Jeg fik 7 is ud af portionen. Blend blåbærrene og purer dem gennem en si. Kom blåbærpureen ned i isformene. Frys isene i mindst 6 timer. Husk at sætte en ispind i efter den første halve time.

 

Fersken og hindbær ispinde

fersken og hindbærispinde

  • 6 store modne ferskner
  • 18 hindbær

Blend fersknerne. Purér dem gennem en finmasket si. Fyld skiftevis ferskenpuré og hindbær i formene til de er fyldte. Jeg fik 6 is ud af portionen. Sæt formene i fryseren i mindst 6 timer. Husk at sætte en ispinde i efter den første halve time.

 

Mango og jordbær ispinde

ispinde med mango og jordbær

  • 2 modne mangoer
  • 10 jordbær

Skræl magoen. Skær kødet fra. Blend frugtkødet. Purér det gennem en finmasket si. Skyl og rens jordbærrene og skær stilken fra. skær dem i skiver. Fyld mangopuré og jordbærskiver skiftevis i isforme. Jeg fik 6 is ud af portionen. Frys dem i mindst 6 timer. Husk at sætte en ispind i efter den første halve time.

 

Facebooktwittergoogle_pluspinterest

Rabarberlagkage

rabarberlagkage

Rabarbersæsonen er i fuld gang, så da der skule vælges fyld til weekendens fødselsdagslagkage var det ikke svært. Der måtte naturligvis rabarber i. Jeg bagte nogle rabarber i ovnen, lavede en klassisk kagecreme og piskede noget fløde. Blandede så det hele sammen og VUPTI, så var der lækkert fyld til lagkagebundene. Jeg havde nogle jordbær til overs fra en anden kage, så de blev skåret i mindre stykker og lagt på bundene. Mit valg faldt på chokoladebunde denne gang, men lagkagen vil med garanti også være super god med lyse bunde. Ved nærmere eftertanke, ville nogle lækre kokosbunde nok slet ikke være helt ved siden af. Det må prøves næste gang.

Opskrift på rabarberlagkage

Chokolade lagkagebunde – 25 cm i diameter – deles i 2 bunde

  • 6 æg
  • 240 g sukker
  • 2  spsk vand
  • 2 tsk vaniljesukker med top
  • 1 knivspids salt
  • 145 g mel
  • 1 ½ tsk bagepulver
  • 35 g kakao

Æg og vand piskes heftigt til det er skummende og meget luftigt. Sukker, vaniljesukker og salt tilsættes og der piskes videre ved høj hastighed. Mel, bagepulver og kakao sigtes i dejen og vendes forsigtigt i. Vend indtil dejen er ensartet. Kom dejen i en smurt springform 25 cm i diameter og bag den ved 200 grader i ca. 20-25 minutter. Lad bunden køle helt af, før den deles i 2.

Bagte rabarber:

  • 300 g. rabarber
  • 150 g. sukker
  • Korn fra 1 vaniljestang

Rabarberne skæres i tern og vendes i sukker og vaniljekorn. Kommes i et ildfast fad sammen med den tomme vanilje stang ved. Bages ved 175 grader i 20 minutter. Mos rabarberne ud med en gaffel og lad dem afkøle helt. Gerne til dagen efter.

rabarberlagkage

Kagecreme med vanilje:

  • 4 æggeblommer
  • 4 spsk. sukker
  • Kornene fra en 1 vaniljestang
  • 4 dl. sødmælk
  • 2½ spsk maizena

Flæk vaniljestangen og skrab kornene ud og skil dem ad med en smule af sukkeret. Kom mælken, vaniljesukkeret og den tomme stang i en lille gryde og kog mælken op. Pisk æggeblommer og sukker hvidt og luftigt. Rør maizena i uden at piske. Når mælken koger hældes den i æggeblandingen mens der piskes. Blandingen kommes tilbage i gryden og koges op under konstant omrøring. Lad cremen koge ca. 1 min. Cremen kan evt passeres gennem en sigte, før den kommes i en skål. Læg husholdningsfilm over, så det dækker hele overfladen af cremen. Stil cremen på køl i mindst 3 timer.

Når vaniljecremen er helt kold vendes den kolde rabarbermos i. 4 dl. fløde piskes til skum og vendes forsigtigt i rabarber-vaniljecremen. Nu kan rabarberlagkagen lægges sammen. 2 bunde med rabarbercreme mellem lagene samt på toppen. Virkelig nemt og lækkert. Lagkagebundene kan evt. stænkes med lidt rabarbersirup eller andet sirup inden kagen lægges sammen. Og man kan evt. komme lidt friske jordbær mellem lagene også.

 

Facebooktwittergoogle_pluspinterest

Nemme jordbærispinde med yoghurt

Jordbærispinde

Endelig! Foråret er kommet! Det er helt sikkert nu, for flere dage i træk har solen været fremme, og det kalder da om noget på is. Som regel har vi fryseren fyldt med frys selv is, men ind imellem får jeg lige taget mig sammen til selv at lave nogle is. Og hver gang lover jeg mig selv, at det gør jeg da snart igen. For det er så nemt. Men alligevel glemmer jeg det tit. Det kan være, at jeg i år kan lave om på det. Egentlig tænker jeg at det er nemt at lave lækre ispinde. Det er jo i og for sig bare at lave en god isbase (som for eksempel denne chokoladeis eller denne vaniljeis), køre den på ismaskinen, fylde den i forme og VOILA! Så er der lækre hjemmelavede ispinde. Problemet har for mig bare været at finde nogle lidt sundere udgaver, som jeg kan servere for ungerne, når de om eftermiddagen spørger efter is. Og det gør de altså hver dag, hvor solen skinner!. Så her er et bud på en jordbæris uden særlig meget sukker. Faktisk er den bare sødet med lidt honning. Så den synes jeg godt man kan servere for ungerne som eftermiddagssnack uden dårlig samvittighed. Og så behøver man ikke en ismaskine for at lave dem.

Jordbærispinde

Opskrift på Jordbærispinde:

Jordbær-yoghurtbase:

  • 2 bananer
  • 200 g. jordbær
  • 1½ dl yoghurt/skyr
  • Lidt mælk
  • honning
  • Vaniljepulver

Jordbærfyld:

  • 150 g jordbær
  • lidt honning

Blend alle ingredienserne til jordbær-yoghurtbasen. Smag til med honning. Kom basen i en sprøjtepose/alm frysepose. Blend jordbærrene med lidt honning til jordbærfyldet. Eller mos dem hvis du vil have lidt mere struktur i. Fyld skiftevis jordbær-yoghurtbase og jordbærfyld i isforme. Stil formene i fryseren og frys i min. 6 timer.

Facebooktwittergoogle_pluspinterest

Jordbærtærter

collage jordbærtærte

Ungerne, min søster, min lille niece og jeg havde den skønneste dag i går, hvor vi plukkede jordbær i store mængder og holdt picnic i det grønne. Nogle af jordbærrene blev brugt til disse dejlige jordbærtærter. Opskriften har jeg fra en af mine tidligere studerende, der var mindst ligeså vild med at bage kager, som jeg er.

jordbærtærte1

Opskrift på jordbærtærte:

Mørdej:

  • 150 g. mel
  • 100 g. smør
  • 50 g. sukker
  • ½ æg

Smulder smørret i mel og sukker. Saml mørdejen hurtigt med ægget og kom den i køleskabet i en halv times tid.

jordbærtærte2

Fyld:

  • 100 g. smør
  • 100 g. sukker
  • 100 g. revet rå marcipan
  • ½  æg
  • 75 g. mørk chokolade 70%

Bland alle ingredienserne sammen.

Del mørdejen i 6 klumper. Rul dejen ud og læg den i smurte tærteforme – Jeg har brugt små forme der er 10 cm i diameter. Portionen passer også til en stor tærte ca. 24 cm i diameter. Fordel fyldet i de 6 forme og bag tærterne i 20 minutter ved 200 grader. De skal være gyldne. Lad tærterne afkøle.

Hak chokoladen og smelt den over vandbad eller i mikroovn. Smør det ud over de afkølede tærtebunde. Det kan sagtens undlades. Jeg glemte det faktisk denne gang og jordbærtærterne smagte forrygende alligevel!

jordbærtærte4

Creme:

  • 2 små æg
  • 1½ spsk. sukker
  • Kornene fra en ½ stang vaniljestang
  • 1½ dl. mælk
  • 1 spsk maizena
  • 2½ dl fløde

Pisk æg, sukker, vaniljekorn og maizena sammen. Kom blandingen i en gryde og tilsæt mælken. Varm op under konstant omrøring. Når cremen er tyknet tages den af varmen og afkøles i køleskabet. Dæk cremen med husholdningsfilm, som skal helt ned og røre cremen.

Fløden piskes til skum og blandes med den kolde creme.

Flødecremen fordeles over tærtebundene og pyntes med jordbær.

jordbærtærte3

Facebooktwittergoogle_pluspinterest

Dåbskage

mila barnedåb

Min skønne lille niece blev døbt søndag d. 15/6, og jeg havde fået æren af at lave dåbskagen. Altså jeg havde nok egentlig selv tilbudt det hvis jeg skal være helt ærlig og var  nok også blevet lidt skuffet, hvis jeg ikke havde fået lov;-). Jeg havde egentlig planlagt at lave en stakket kage i 3 etager, overtrukket med hvid fondant og pyntet med ugler og blomster i festlige farver, og selvfølgelig med navn og dato. Tiden til at lave kage var dog knap, da vi jo var i sommerhus og fejre min svigermors 70 års fødselsdag samme weekend, men jeg havde tænkt at med lidt planlægning gik det jo nok. Så kagerne havde jeg lagt sammen fredag eftermiddag inden vi tog i sommerhus, så de stod klar i køleskabet, da jeg kom hjem lørdag ved midnatstid, og ventede bare på den sidste finish. Pynten var også lavet og lå fin og færdig og klar til at komme på kagen. Så det burde jo være så let som ingenting at få kagerne smurt op og beklædt med fondant…..Yeah right! Intet gik som planlagt – Og her mener jeg INTET!!!!!!!!!!!!!!!

Jeg vil spare jer for alle detaljerne men blot nævne at kagerne var umulige at smøre op så jeg droppede fondanten og valgte at pynte med glasur og flødeskum i stedet. Så løb jeg tør for flormelis, flødeskummet skilte, den ene kage væltede under transporten, pynten knækkede og meget meget mere………

mila barnedåb 1

Som I nok kan forestille jer, var jeg ikke den nemmeste at være i nærheden af mens det stod på, og jeg skylder en KÆMPE tak til alle, der hjalp både med det praktiske og med ikke at gå i vejen:-). Og specielt til min fantastiske datter, der løb frem og tilbage i turbofart til supermarkedet efter først en forsyning flormelis og dernæst efter mere fløde.

Kagerne blev spist og smagte fantastisk, selvom udseendet ikke blev som planlagt.

Kagerne indeholdt lyse lagkage bunde, jordbærmousse, hyldeblomstmousse og astimousse med chokoladestykker.

Opskrift på lyse lagkagebunde – 4 stk. 25 cm i diameter

  • 8 æg
  • 320 g. sukker
  • 2 store spsk. vand
  • 2 tsk. vanillesukker med top
  • 240 g. hvedemel
  • 2 knivspids salt
  • 2 tsk. bagepulver

Æggene piskes heftigt med vand, sukker, vanilje og salt til en fin mousse. Sigt mel og bagepulver og vend det i blandingen med en let hånd kun lige til melet er fordelt. Bages i ca. 25 min ved 200 grader. Lad kagen blive helt kold, før den deles i 4 bunde.

Opskriften stammer fra Kagekonen.dk og har været udgangspunkt for mine basisbunde i laaaang tid. Jeg vender altid tilbage til denne opskrift fordi den er så nem, og så bliver bundene lækre og svampede uden at blive for tunge. De kan varieres ved at udskifte noget af melet med blandt andet mandelmel. Eller med kakao for at få chokolade bunde (opskriften finder du her) . Og vandet kan udskiftes med appelsinsaft (opskrift på bunde med mandelmel og appelsin finder du her).

Opskrifterne på jordbærmousse og hyldeblomstmousse finder du her

Opskrift på Astimousse med chokoladestykker

  • 4 æg
  • 250 g. sukker
  • 7 blade husblas
  • 0,5 dl limesaft
  • 2 dl. Asti
  • 3,5 dl. fløde
  •  125 g. små chokoladeknapper/stykker

Husblasen udblødes i koldt vand. Æg og sukker piskes tykt og stift. Asti piskes med. Den udblødte husblas smeltes over vandbad sammen med limesaften. Afkøles let. Lidt af æggesnapsen blandes i limeblandingen og herefter kommes lime/æggeblandingen op i resten af æggesnapsen. Stilles på køl nogle timer eller til næste dag. Herefter piskes astiblandingen op, så den bliver blød og glat. Fløden piskes og vendes så i astiblandingen. Moussen kommes i en sprøjtepose og sprøjtes i lagkagen. Chokoladeknapperne drysses over moussen og trykkes let ned i moussen.

Et billede af den “væltede” kage skal I da ikke snydes for……:-)

mila barnedåb 2

 

 

 

Facebooktwittergoogle_pluspinterest

Fødselsdagslagkage med hyldeblomst og jordbær

Fødselsdagslagkage med hyldeblomst og jordbær

Hylden blomstrer og jordbærrene er røde og søde. Og hvad passer bedre sammen end hyldeblomst og jordbær – det skulle da lige være hyldeblomst og jordbær i kombination med nogle bobler….Men det kommer der mere om i et indlæg senere:-).
Min svigermor fyldte 70 år i weekenden og det blev fejret i sommerhus med hele familien. Jeg havde lavet denne fødselsdagslagkage med hyldeblomst og jordbær og lyse mandelbunde med appelsinsaft.

lagkage med hyldeblomst og jordbær19

Lyse lagkagebunde med mandelmel og appelsin – 3 stk – 25 cm i diameter

  • 6 æg
  • 240 g. sukker
  • 3 spsk. friskpresset appelsinsaft
  • 2 tsk. vanillesukker
  • 150 g. hvedemel
  • 110 g. mandelmel
  • 1 knivspids salt
  • 2 tsk. bagepulver

Æggene piskes heftigt med appelsinsaft, sukker, vanilje og salt til en fin mousse. Sigt mel, mandelmel og bagepulver og vend det i blandingen med en let hånd kun indtil melet er fordelt. Bages i ca. 25 min ved 200 grader. Lad kagen blive helt kold, før den deles i 3 bunde.

Fødselsdagslagkage med hyldeblomst og jordbær

Hyldeblomstmousse – passer til 1 lag i en 25 cm kage

  • 4 blade husblas
  • 1,25 dl koncentreret hyldeblomstdrik
  • 0,25 dl limesaft
  • 2 pasteuriserede æg
  • 125 g. sukker
  • 2 ½ dl. piskefløde

Udblød husblasen i koldt vand i min. 10 min. Tag den op og kram vandet fra. Smelt den over vandbad sammen med hyldeblomstsaften. Lad blandingen afkøle. Pisk æg og sukker stift. Rør hyldeblomstblandingen i og sæt det på køl i nogle timer eller indtil næste dag.

Pisk først fløden stiv. Pisk så hyldeblomstblandingen op. Og pisk herefter begge dele sammen til en cremet mousse.

Den er nu klar til at blive lagt i kagen.

Jordbærmousse – passer til 1 lag i en 25 cm kage

  • 300 g. frosne jordbær
  • 1½ spsk flormelis
  • Kornene fra en halv vaniljestang
  • 1 dl. yoghurt naturel
  • 2½ dl piskefløde
  • 2 blade husblas

Læg husblasen i blød i koldt vand i min. 10 minutter. Skrab kornene af vaniljestangen og skil dem ad med lidt af flormelisen. Varm jordbærrene op i en lille gryde sammen med flormelis og vanilje. Lad stangen varme med op. Når bærrene er helt optøede blendes de og pureres gennem en finmasket si. Den opblødte husblas krammes for vand og smeltes i den lune jordbærpure. Lad blandingen afkøle før den blandes med yoghurten. Pisk fløden stiv og vend jordbæryoghurten heri. Moussen kommes direkte i kagen. Den skal nok stivne når kagen kommer på køl.

Bundende kan evt. stænkes med lidt koncentreret hyldeblomstsaft. Kagen lægges sammen med friske jordbær oven på begge lag mousse. Lagkagen stilles på køl til næste dag, så den kan slå sig.

Herefter vendes den ud på serveringsfadet og pyntes som man lyster. Da vi var i sommerhus og det ikke skulle være alt for fancy blev lagkagen pyntet med glasur, flødeskum, friske jordbær og hyldeblomster.

Fødselsdagslagkage med hyldeblomst og jordbær

 

 

 

 

Facebooktwittergoogle_pluspinterest

Fødselsdagslagkage med rabarber og jordbær

Fødselsdagslagkage med rabarber og jordbær

Juni. Jeg elsker juni. Sol og sommer. De første nye kartofler. De første danske jordbær, der rigtigt smager af noget. Min fars fødselsdag….:-) I dag har vi været samlet for at fejre ham og til eftermiddag fik vi denne skønne fødselsdagslagkage med rabarber og jordbær.

Fødselsdagslagkage med rabarber og jordbær

Kagen består af chokoladebunde lagt sammen med en hvid chokoladecreme med rabarber og friske marinerede jordbær.

Chokoladebunde – 3 stk – 25 cm i diameter:

  • 6 æg
  • 240 g sukker
  • 2  spsk vand
  • 2 tsk vaniljesukker med top
  • 1 knivspids salt
  • 145 g mel
  • 1 ½ tsk bagepulver
  • 35 g kakao

Æggene piskes heftigt med vand, sukker, vanilje, kakao og salt til en fin mousse. Sigt mel og bagepulver og vend det i blandingen med en let hånd kun indtil melet er fordelt. Bages i ca. 25-30 min ved 200 grader. Lad kagen blive helt kold, før den deles i 3 bunde.

Fødselsdagslagkage med rabarber og jordbær

Hvid chokoladecreme med rabarber

Opskriften på denne creme er baseret på Mette Blomsterbergs blåbærmousse. Her er min version med rabarber i stedet for blåbær.

Rabarbersylt:

  • 350 g rabarber
  • 1 vaniliestang (eller ½ polynesisk vaniliestang)
  • 125 g sukker
  • Saften af 1 lime frugt eller ½ citron

Rabarberne skæres i små tern og kommes i en gryde. Vaniljekornene skrabes ud og skilles ad med en smule af sukkeret. Sukker og vaniljesukker kommes i gryden sammen med lime/citronsaft. Koges uden låg i ca. 15 minutter. Stilles på køl i mindst 2 timer.

Hvid chokoladecreme:

  • ½ liter piskefløde
  • 150 g. god hvid chokolade
  • 4 blade husblas

Husblassen lægges i blød i en ½ liter vand i en ½ time. Hak chokoladen fint. Piskefløden varmes op til den næsten koger (ca. 80 grader). Halvdelen af den varme fløde hældes over alt chokoladen, rør godt til chokoladen smelter og massen er blank. Tilsæt mere og mere varm fløde. Husblassen vrides for vand og kommes direkte op i den lune chokolade-fløde. Tildæk cremen med husholdningsfilm, så det dækker overfalden af chokoladen og opad siderne. Cremen afkøles fuldstændigt i køleskab – minimum 3 timer eller til næste dag.

Pisk den kolde creme luftig med en håndmikser. Tilsæt den kolde rabarbersylt og lad den piske med. Cremen har en god konsistens og kan anvendes direkte i kagen med det samme.

Fødselsdagslagkage med rabarber og jordbær

Marinerede jordbær:

  • 500 g jordbær
  • Saften fra en appelsin
  • 1 spsk ahornsirup/rabarbersirup/sukker eller andet
  • 3 spsk likør fx cointreau

Jordbærrene skylles og skæres i skiver eller tern og kommes i en skål. Resten af ingredienserne tilsættes. Lad jordbærrene marinere i køleskabet en times tid.

Sådan lægges kagen sammen:

  • Tag jordbærrene op af marinaden og lad dem dryppe af.
  • Stænk alle bundene med noget af marinaden
  • Læg kagen sammen i formen. Husk at den bund, der skal være toppen af lagkagen, skal være nederst i formen. Mellem hver bund kommes et lag rabarbercreme og et lag marinerede jordbær. (De to ting kan sikkert også blandes, hvis man er mere til det.)

Jeg har lært af min mormor at en lagkage skal slå sig for at blive rigtig god. Så sæt kagen på køl indtil næste dag. Det er drønvigtigt hvis du spørger mig. Ja det er faktisk noget af det vigtigste, hvis man vil have en lækker og svampet lagkage. Så husk det…

Vend kagen ud på et lagkagefad og pynt den med flødeskum, som du lyster. Eller marcipan. Eller fondant. Eller….Jeg har tyllet fløde ud i små toppe med en stjernetyl og pyntet toppen med skiver af friske jordbær, lidt citronmelisse og lidt revet hvid chokolade.

Fødselsdagslagkage med rabarber og jordbær

Facebooktwittergoogle_pluspinterest