mila barnedåb

Min skønne lille niece blev døbt søndag d. 15/6, og jeg havde fået æren af at lave dåbskagen. Altså jeg havde nok egentlig selv tilbudt det hvis jeg skal være helt ærlig og var  nok også blevet lidt skuffet, hvis jeg ikke havde fået lov;-). Jeg havde egentlig planlagt at lave en stakket kage i 3 etager, overtrukket med hvid fondant og pyntet med ugler og blomster i festlige farver, og selvfølgelig med navn og dato. Tiden til at lave kage var dog knap, da vi jo var i sommerhus og fejre min svigermors 70 års fødselsdag samme weekend, men jeg havde tænkt at med lidt planlægning gik det jo nok. Så kagerne havde jeg lagt sammen fredag eftermiddag inden vi tog i sommerhus, så de stod klar i køleskabet, da jeg kom hjem lørdag ved midnatstid, og ventede bare på den sidste finish. Pynten var også lavet og lå fin og færdig og klar til at komme på kagen. Så det burde jo være så let som ingenting at få kagerne smurt op og beklædt med fondant…..Yeah right! Intet gik som planlagt – Og her mener jeg INTET!!!!!!!!!!!!!!!

Jeg vil spare jer for alle detaljerne men blot nævne at kagerne var umulige at smøre op så jeg droppede fondanten og valgte at pynte med glasur og flødeskum i stedet. Så løb jeg tør for flormelis, flødeskummet skilte, den ene kage væltede under transporten, pynten knækkede og meget meget mere………

mila barnedåb 1

Som I nok kan forestille jer, var jeg ikke den nemmeste at være i nærheden af mens det stod på, og jeg skylder en KÆMPE tak til alle, der hjalp både med det praktiske og med ikke at gå i vejen:-). Og specielt til min fantastiske datter, der løb frem og tilbage i turbofart til supermarkedet efter først en forsyning flormelis og dernæst efter mere fløde.

Kagerne blev spist og smagte fantastisk, selvom udseendet ikke blev som planlagt.

Kagerne indeholdt lyse lagkage bunde, jordbærmousse, hyldeblomstmousse og astimousse med chokoladestykker.

Opskrift på lyse lagkagebunde – 4 stk. 25 cm i diameter

  • 8 æg
  • 320 g. sukker
  • 2 store spsk. vand
  • 2 tsk. vanillesukker med top
  • 240 g. hvedemel
  • 2 knivspids salt
  • 2 tsk. bagepulver

Æggene piskes heftigt med vand, sukker, vanilje og salt til en fin mousse. Sigt mel og bagepulver og vend det i blandingen med en let hånd kun lige til melet er fordelt. Bages i ca. 25 min ved 200 grader. Lad kagen blive helt kold, før den deles i 4 bunde.

Opskriften stammer fra Kagekonen.dk og har været udgangspunkt for mine basisbunde i laaaang tid. Jeg vender altid tilbage til denne opskrift fordi den er så nem, og så bliver bundene lækre og svampede uden at blive for tunge. De kan varieres ved at udskifte noget af melet med blandt andet mandelmel. Eller med kakao for at få chokolade bunde (opskriften finder du her) . Og vandet kan udskiftes med appelsinsaft (opskrift på bunde med mandelmel og appelsin finder du her).

Opskrifterne på jordbærmousse og hyldeblomstmousse finder du her

Opskrift på Astimousse med chokoladestykker

  • 4 æg
  • 250 g. sukker
  • 7 blade husblas
  • 0,5 dl limesaft
  • 2 dl. Asti
  • 3,5 dl. fløde
  •  125 g. små chokoladeknapper/stykker

Husblasen udblødes i koldt vand. Æg og sukker piskes tykt og stift. Asti piskes med. Den udblødte husblas smeltes over vandbad sammen med limesaften. Afkøles let. Lidt af æggesnapsen blandes i limeblandingen og herefter kommes lime/æggeblandingen op i resten af æggesnapsen. Stilles på køl nogle timer eller til næste dag. Herefter piskes astiblandingen op, så den bliver blød og glat. Fløden piskes og vendes så i astiblandingen. Moussen kommes i en sprøjtepose og sprøjtes i lagkagen. Chokoladeknapperne drysses over moussen og trykkes let ned i moussen.

Et billede af den “væltede” kage skal I da ikke snydes for……:-)

mila barnedåb 2

 

 

 

Facebooktwittergoogle_pluspinterest

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *