Tag: chokoladekage

Chokolademandelkage med rom

Chokolademandelkage med rom

Her er der tale om en af de bedste chokoladekager. Den er blød og svampet med en let smag af rom. Og hvis man ikke lige er til rom, man man snildt udskifte rommen med kaffe, appelsinjuice eller andet, men hvis I spørger mig er kagen altså vanvittig god med den der helt lette smag af rom. Kagen er bedst dagen efter den er bagt – perfekt hvis man skal have gæster og ikke har så megettid på selve dagen. Meeen den kan altså også godt spises samme dag, hvis man overhovedet ikke kan vente. Den kan serveres som den er, med et let drys flormelis over og en klat cremefraiche eller flødeskum ved siden. Eller man kan pynte den med enten vaniljecreme eller chokoladecreme og toppe den med blandede bær. Det hele fungerer til denne kage. (mere…)

Facebooktwittergoogle_pluspinterest

Chokoladekage uden mel

Chokoladekage uden mel

Den her chokoladekage uden mel er jeg ret vild med. Den er svampet og lækker, men samtidig sådan lidt let og luftig i konsistensen, og falder derfor ikke helt så tungt som en traditionel brownie. Ikke at der er noget galt med brownies – overhovedet ikke. Slet ikke faktisk. Brownies er jo altid et hit. Men nogengange har man bare brug for en chokoladedessert, der ikke er alt for heavy. Og det er så her denne chokoladekage kommer ind i billedet. Og hvis den så toppes med lidt saltkaramel og ristede nødder og serveres med en kugle vaniljeis er lykken gjort og desserten klaret:-). Kagen er let at lave og kræver kun få ingredienser, så det er bare at sætte i gang:-) (mere…)

Facebooktwittergoogle_pluspinterest

Chokoladekage med hindbærmousse

Chokoladekage med hindbærmousse

Vi har fejret fødselsdag i weekenden. Over flere omgange. Andreas fyldte nemlig 8 år. Han havde inviteret et par kammerater over til et stykke fødselsdagskage og ønskede sig en chokoladekage med hindbærmousse. Jeg kom i tanke om, at jeg for en del år tilbage – altså i tiden før My Place for Cakes – havde bagt Mette Blomsterbergs chokoladekage med blåbærmousse. Og huskede den som ret god. Så med en hurtig udskiftning af blåbærrene til fordel for hindbær, stod jeg med en skøn svampet chokoladekage med hindbærmousse. Og en meget glad fødselsdags dreng.

Chokoladekage med hindbærmousse

Opskrift på chokoladekage med hindbærmousse

Til ca. 16 pers.

Forbered gerne kage og komponenterne til moussen dagen før du skal servere kagen.

Hindbærsylt

  • 300 g. frosne hindbær
  • Korn fra 1 vaniljestang
  • 150 g. sukker
  • Saft fra 1/2 citron

Kom hindbær i en gryde sammen med sukker, vaniljekorn, den tomme stang og citronsaft. Kog bærrene op og ad dem simre i ca. 15 minutter. Tag vaniljestangen op og blend bærrene til puré. Passér den gennem en finmasket si, så kernerne sis fra. Gem puréen i køleskabet til næste dag.

Hvid chokolademousse

  • 150 g. hvid chokolade
  • 1/2 l. piskefløde
  • 4 blade husblas

Udblød husblassen i koldt vand i ca. 10 minutter. Hak chokladen fint og kom den i en skål. Varm fløden op til ca. 80 grader. Hæld halvdelen af den varme fløde over chokoladen og rør rundt til massen er blank. Hæld langsom den restende fløde i under omrøring. Når chokoladeblandingen er blank, krammes vandet fra husblassen og røres i den varme chokoladeblanding. Dæk skålen med husholdningsfilm, der når helt ned til overfladen af chokoladen og op af kanterne på skålen, og sæt den i køleskabet natten over.

Chokoladekage

  • 175 g. smør
  • 1 dl. vand
  • Korn fra 1/2 stang vanilje
  • 300 g. sukker
  • 200 g. hvedemel
  • 4 æg
  • 75 g. kakao
  • 1 tsk bagepulver

Smelt smør og vand i en lille gryde. Skrab kornene ud af vaniljestangen og mas kornene sammen med lidt af sukkeret. Pisk æggene luftige. Tilsæt al sukkeret og vaniljekorn og pisk til det til en tyg “æggesnaps”. Bland i en anden skål hvedemel, kakao og bagepulver. Sigt det op i æggesnapsen og vend forsigtigt dejen rundt med en dejskraber. Tilsæt smørvandet mens du stadig vender dejen forsigtigt indtil det hele er blandet. Beklæd bunden af en springform (25 cm) med bagepapir og smør siderne let med olie. Fordel dejen i formen og bag den ved 175 grader i ca. 35 minutter. Tag den ud af ovnen og lad den afkøle fuldstændigt inden den pyntes med hindbærmoussen.

Hindbærmousse

Pisk den hvide chokolademousse let med en håndmixer. Vend den kolde hindbærpuré i. Kom moussen i en stor sprøjtepose med glat tylle og sprøjt moussen ud på kagen i store “bomber”.  Sigt evt. lidt frysetørret hindbærpulver over eller pynt med kagen med hindbær.

Chokoladekage med hindbærmousse

Facebooktwittergoogle_pluspinterest

Julebrownies

julebrownies

Altså, de her brownies er jeg ret så vild med. Det er klassiske mørke chokolade brownies tilsat alle de gode julekrydderier, pistacienødder, mandler og tørrede tranebær, både inden i og på toppen. What’s not to like?? Selvom ingredienslisten er forholdsvis lang er de virkelig nemme at bage, så lad jer ikke afskrække.

julebrownies

Opskrift på julebrownies – ca. 16 små firkanter:

  • 130 g. smør
  • 2 æg
  • 150 g. muscovadosukker
  • 100 g. rørsukker
  • 1 stang vanilje
  • 100 g. hvedemel
  • 40 g. kakaopulver
  • 1/2 tsk. bagepulver
  • 1 tsk. kanel
  • 1 tsk kardemomme
  • 1 tsk. ingefær
  • 1 tsk. nelliker
  • 100 g. mørk chokolade 70 %
  • 50 g. grofthakket pistacienødder
  • 50 g. groft hakkede mandler
  • 50 g. grofthakkede tranebær

Smelt smørret. Pisk æg, muscovadosukker, rørsukker og vanilje sammen til det er lyst og luftigt. Rør det smeltede smør i med en ske. Bland mel, kakao, bagepulver og krydderier i en skål og sigt blandingen í æggemassen. Vend rundt med en ske indtil dejen er jævn. Hak chokoladen og smelt den enten over vandbad eller i microovnen. Vend chokoladen i dejen. Vend til sidst halvdelen af de hakkede mandler, halvdelen af pistacienødderne og halvdelen af tranebærrene i dejen (resten gemmes til topping). Beklæd en lille bradepande (15 x 20 cm) med bagepapir og fordel dejen jævnt heri. Bag kagen i ca. 20-25 minutter ved 170 grader. Afkøl kagen og pynt herefter med kakaoglasur og drys med resten af de hakkede mandler, pistacienødder og tranebær.

julebrownies

Facebooktwittergoogle_pluspinterest

Chokoladekage uden tilsat sukker

Chokoladekage uden sukkerDet er ikke til at tro, men denne lækre sag er lavet helt uden tilsat sukker. Og uden mel. Og uden smør. Og du tænker sikkert: Arh, kan det nu også være rigtigt. Min søster kommenterede da også kækt, men en smule skuffet, at så kunne man da vist ikke kalde den en kage – men jo, vi har her en kage, der faktisk er fyldt med gode og sunde råvarer. Og så er konsistensen næsten som en brownie. Hovedbestanddelen er mandler, dadler (selvfølgelig!!) og æg, tilsat æble, gulerod og kakao. Man skal selvfølgelig ikke spise overdrevne mængder af den – mandler og dadler er jo forholdsvist kalorietætte, men et stykke i ny og næ kan man godt tillade sig. Frostingen er lavet på creme cheese og smeltet mørk chokolade. Den kan sagtens udelades, hvis man vil spare nogle kalorier, men den sætter altså liige prikken over i’et. Opskriften stammer fra min søns tidligere børnehave, hvor de havde den mest fantastiske køkkendame. Hun delte opskriften med os efter et arrangement hvor hun havde bagt denne kage. Jeg har dog ændret en smule i opskriften.

Chokoladekage uden sukker

Opskrift på chokoladekage uden tilsat sukker:

Passer til en rund form på 25 cm i diameter.

  • 5 æg
  • 3 modne bananer
  • 250 g. udstenede bløde dadler
  • 500 g. blendede mandler – gerne til forholdsvist fint mel
  • 1 æble – fintrevet/hakket
  • 1 gulerod – fint revet/hakket
  • 1 ½ dl. kakao
  • 3 tsk. bagepulver
  • 1 ½ dl kokosmel
  • 3/4 dl. solsikkeolie

Æggene piskes cremede og tykke. Dadlerne hakkes og røres cremede. Alle ingredienser blandes i æggene og røres godt sammen. Dejen kommes i en smurt form med bagepapir i bunden. Kagen bages i 20 minutter ved 175 grader.

Chokoladekage uden sukker

Frosting:

  • 200 g. cream cheese
  • 150 g. smeltet mørk chokolade 70 % (evt. sukkerfri/sødet med stevia)

Smelt chokoladen over vandbad eller i mikroovnen. Pisk cream cheese blødt og pisk chokoladen i lidt efter lidt. Hvis den ikke er sød nok kan den sødes med lidt honning/agavesirup/stevia eller andet. Fordel frostingen over den afkølede kage og pynt efter behag.

Opbevar kagen i køleskab (den har faktisk godt af at sætte sig et døgns tid) – den kan holde sig 3-4 dage. Hvis den får lov……..

Chokoladekage uden sukker

 

 

 

 

 

Facebooktwittergoogle_pluspinterest

Islagkage med cookie dough

Is-lagkage med cookie dough

Rasmus fylder 40. Snart. Skræmmende men sandt. For det betyder, at jeg også snart fylder ….. Nej Nej Nej – glem den tanke. Væk. Tilbage til Rasmus. Jeg har (selvfølgelig) lovet at stå for desserten. Så jeg er i gang med at undersøge og afprøve muligheder og faldt i den forbindelse over denne usandsynlig lækre sag (www.lifeloveandsugar.com). En islagkage med cookie dough. Det måtte da lige være noget for Rasmus. En islagkage med vaniljeis, chokoladekage, chokoladestykker og cookie dough. Hvad kunne gå galt her? Jeg mener det er 4 lækre ting hver for sig og dermed 4-dobbelt lækkerhed, når de forenes. Eller faktisk 5 dobbelt, for herligheden blev toppet med hjemmelavet chokoladesovs. Så weekendens gæster blev udsat for min version, så vi kunne afprøve om den levede op til forventningerne. Den var god. Som i rigtig rigtig god. Lækker. 5 dobbelt lækkerhed. Det eneste minus ved kagen var, for der var faktisk et minus, at den var så enormt fyldig. Man kunne simpelthen ikke spise særlig meget af den. Bummer! Nogen vil helt sikkert tænke yeah right! Jeg kan sagtens spise et stort stykke. Bring it on. Men nu er I advaret. Den ER super god men RET HEAVY. Så er det sagt!

Is-lagkage med cookie dough

Opskrift på islagkage med cookie dough

Opskriften er til en kage på 25 cm i diameter som rækker til 15-20 personer alt efter hvor store stykker man serverer.

Opskrift på chokoladekage

  • 170 g mel
  • 340 g. sukker
  • 70 g kakao
  • 1 ½ tsk bagepulver
  • 2 tsk vaniljesukker
  • 2 æg
  • 2 dl kærnemælk
  • 1 3/4 dl. solsikkeolie
  • 2 dl. kogende vand

Bland de tørre ingredienser i en røreskål. Rør det med piskeren, så ingredienserne er helt blandede. Tilsæt et æg ad gangen. Rør godt imellem hvert æg. Tilsæt kærnemælk, olie og kogende vand og rør indtil det er blandet godt. Dejen hældes i 2 smurte springforme (25 cm) og bages i  20 min. ved 150 grader. (Jeg har ikke prøvet at bage denne kage i én springform og så dele den efterfølgende, men det kan sikkert godt lade sig gøre). Stilles til afkølning på bagerist.

Opskrift på Cookie Dough

  • 150 g smør
  • 150 g brun farin
  • 2 tsk. vaniljeekstrakt
  • 170 g mel
  • 3 tsk. mælk
  • 150 g. fint hakket mørk chokolade 70%
Rør smør og brun farin blødt og cremet. Tilsæt vaniljen. Tilsæt så melet og mælken og rør grundigt indtil det er blandet godt. Dejen bliver tyk. Kom til sidst den hakkede chokolade i dejen og bland det godt. Form små kugler af dejen og sæt det på køl indtil du skal bruge det. Hvis de er blevet lidt store, kan de skæres i halve inden de skal i isen.

Opskrift på vaniljeis

  • 450 g. fløde ost
  • 150 g brun farin
  • ½ dl mælk
  • 2 tsk.. vanilje ekstrakt
  • 3,5 dl piskefløde
  • 150 g. fint hakket mørk chokolade 70%

Når kagen er helt afkølet og kuglerne af cookie dough er faste, laves isen. Bland flødeost, brun farin, vanilje og mælk. Rør indtil det er helt balndet sammen. Pisk fløden til skum og vend den forsigtigt i blandingen. Tilsæt ca. 3/4 af cookie dough-kuglerne.

Kagen samles:

Saml kagen i en af de springforme du har bagt kagen i. Kom evt. bagepapir rundt langs kanten eller en ring af bageplast. Læg en kage nederst i springformen. Kom halvdelen af is-cremen ovenpå. Glat laget inden den næste kage kommes på. Slut med et lag is-creme som også glattes. Islagkagen frysen i 6-8 timer eller indtil næste dag. Her tages den ud en halv time inden den skal serveres. Pyntes med flødeskum, resten af cookie dough-kuglerne og evt. hakket chokolade og chokoladesovs. (Jeg brugte ca. 4 dl. fløde til pynten).

Opskrift på chokoladesovs

  • 1 dl. lys sirup
  • 75 g. mørk chokolade 70%
  • ½-1 dl. fløde

Hak chokoladen fint. Opvarm sirup i en gryde. Kom chokoladen op i gryden og lad den smelte sammen med siruppen. Tilsæt fløden og rør rundt. Lad chokolade sovsen koge lidt ind. Smag til. Tilsæt evt. mere chokolade eller mere fløde. Kom i egnet flaske eller lign. og opbevar i køleskabet. Hvis man rammer den rette konsistens i indkogningen størkner den ikke i køleskabet. Har jeg hørt. Det gjorde jeg så ikke – men den kan lige lunes let i mikroovnen og så er den flydende og lækker igen.

Facebooktwittergoogle_pluspinterest

“Den der du ved nok”

chokoladekage med kokosglasur

Kært barn har som bekendt mange navne….. Denne kage er kendt som “Den der du ved nok” kagen, chokoladekage med kokos og kaffeglasur og Guf Guf kage. Jeg har kendt denne kage ligeså længe, jeg kan huske. Og hjemme hos os hed den altid “den der du ved nok”. Jeg har fået opskriften af min mor og har bagt den mange gange i årenes løb. Den er en sikker vinder og bliver god hver gang:-).

Opskrift på “den der du ved nok” :

  • 500 g. sukker
  • 4 æg
  • 3 3/4 dl. mælk
  • 450 g. mel
  • 3 spsk kakao
  • 4 tsk. bagepulver
  • 300 g. smeltet smør.

Sukker og æg piskes godt. de tørre ingredienserne blandes og kommes i dejen skiftevis med mælken. Smørret smeltes og tilsættes til sidst. Dejen kommes i en lille bradepande. Bages på nederste rille ved 190 grader i 20-25 min. Kagen afkøles før glasuren kommes på.

Glasur:

  • 200 g. smør
  • 7 spsk kaffe
  • 3 tsk vaniljesukker
  • 100 g. kokosmel
  • 375 g. flormelis
  • 3 ½ spsk kakao

Alle ingredienserne kommes i en gryde og smeltes ved svag varme. Fordeles herefter jævnt over kagen.

chokoladekage med kokosglasur1

 

 

Facebooktwittergoogle_pluspinterest

Brownie med is og mascarponecreme

Weekenden bød på besøg af gode venner, som det var alt alt for længe siden, vi sidst havde set. Det gode selskab blev selvfølgelig ledsaget af god mad, god vin og en god dessert:-). Dessertklassikeren brownie og vaniljeis blev tilført et lille nyt twist med lidt mascarponecreme på toppen. Ikke så ringe hvis I spørger mig:-).

brownie med is og mascarponecreme

Brownien udstikkes i ønsket form. Vaniljeisen skæres i skiver og udstikkes i samme form og lægges oven på brownien. Iskagerne pyntes med mascarponecreme, lidt frysetørret brombær og friske brombær. Vi købte en god vaniljeis og brugte den, men man kan selvfølgelig også lave sin egen is. Nedenfor kommer opskriften på den vaniljeis, som vi som regel laver, når vi laver is.

Superfudge Brownie

  • 120 g. mørk chokolade 70 %
  • 115 g. smør
  • 4 store æg, stuetemperatur
  • ½ tsk. salt
  • 450 g. sukker
  • 1 tsk. vaniljeekstrakt
  • 110 g. mel.

Forvarm ovnen på 175 grader. Beklæd en form (33×23 cm eller en rund springform 26 cm. med bagepapir eller smør den grundigt med olie eller smør og drys den med mel. Smelt chokolade og smør over vandbad. Lad blandingen køle til stuetemperatur. Pisk æggene med salt indtil de er meget luftige. Pisk gradvis sukkeret og vaniljen i og pisk indtil sukkeret er helt opløst. Vend forsigtigt chokoladeblandingen i æggene. Vend herefter forsigtigt melet i dejen. Det er vigtigt at være forsigtig, så man holder dejen så luftig som mulig. Hæld dejen i formen og bag kagen 25-30 minutter. Lad kagen køle helt af før den udstikkes/skæres i den ønskede form. Den kan med fordel bages dagen før den skal bruges. Er der rester når kagerne er udstukket kan resterne fryses og anvendes til trøfler/studenterbrød eller kommes i en gang hjemmelavet vaniljeis.

Vaniljeis – giver ca. 1,5 l.

  • 2 store æg
  • 170 g. sukker
  • 4,5 dl piskefløde
  • 2 1/4 dl mælk
  • 2 tsk vanilje ekstrakt eller korn fra 1 stor vaniljestang

Pisk æggene 1-2 minutter indtil de er luftige. Tilsæt sukkeret lidt efter lidt mens der piskes. Fortsæt med at piske indtil sukkeret er helt opløst. Tilsæt resten af ingredienserne og pisk indtil det hele er blandet. Hæld blandingen i en ismaskine og frys derefter isen i en egnet beholder.

Mascarponecreme:

  • 125 g. mascarpone
  • 1 1/4 dl. piskefløde
  • 1 spsk flormelis
  • 1 spsk. Frysetørret brombær – kan udelades

Flødes piskes til skum. Mascarponen piskes med brombær og flormelis og blandes dernæst med fløden. Kommes i en sprøjtepose med stjernetyl og sprøjes oven på iskagerne.

Facebooktwittergoogle_pluspinterest