Sidste år lavede jeg en konfirmationsdessert til nogle af vores venners store dreng. Han havde ønsket sig en flot islagkage med jordbæris og stracciatella. Han er yderst beskeden og turde nok ikke helt sige det, men jeg tror, han forestillede sig en flot hvid islagkage, som dem man selv kan huske fra familiefesterne tilbage i 90’erne. Dem med stjernekastere, der blev båret ind af tjenerne, løftet så højt at alle gæster kunne se dem. Det var ihvertfald mit billede af en islagkage. Så det prøvede jeg så at nærme mig forsigtigt. Billederne er fra en anden gang, hvor jeg kastede mig ud i at lave samme islagkage – man kan ligesom ikke rigtig tillade sig at skære kagen ud og tage billeder før komfirmanden selv får muligheden, vel? Men islagkagen er også så god, at den fint tåler at blive lavet flere gange. Det bedste ved at lave en islagkage som dessert er, at den kan laves i forvejen, og hvis man tilmed har en ismaskine er det ret nemt at gå til.
Opskrift på islagkage med jordbæris og stracciatella
Passer til en springform på 26 cm og rækker til ca. 12 personer
Mandelbund:
- 150 g. mandler
- 2½ dl. flormelis
- 1 tsk. bagepulver
- 4 æggehvider
- Smør og hvedemel til formen
Hak mandlerne fint i en minihakker eller en foodprocesser. Bland mandler, flormelis og bagepulver i en skål for sig. Pisk æggehviderne stive i en anden skål. Bland først 1/3 af hviderne sammen med mandelblandingen. Vend herefter forsigtigt de resterende hvider i. Beklæd en springform med bagepapir i bunden. Smør bund og sider med smør og drys med lidt mel. Bank formen af på vaskens kant, så overskydende mel kommer ud. Kom mandelmarengsen i formen og bag den i ovnen i ca. 30 minutter ved 175 grader. Lad den køle helt af før formen fjernes.
Stracciatella is:
- 2 æg
- 170 g. sukker
- 5 dl. piskefløde
- 2½ dl. mælk
- 2 tsk. vaniljeekstrakt eller vaniljepulver, eller korn fra en vaniljestang.
- 150 g. hakket chokolade eller chokolade spåner.
Pisk æggene luftige. Tilsæt sukker lidt efter lidt, mens der stadig piskes. Pisk indtil sukkeret er opløst. Tilsæt fløde og mælk og rør indtil det er blandet. Kom blandingen i en ismaskine og frys isen. Når den er ved at have softice-konsistens kommes vaniljepulver og chokoladespåner i. Beklæd bunden af en springform med bagepapir. Kom bageplast langs kanten, gerne 10 cm. højt. Læg mandelbunden i formen og fordel stracciatella isen oven på. Glat overfladen med en spatel. Sæt kagen i fryseren, men du laver jordbærisen.
Jordbær is:
- 500 g. jordbær, gerne frosne.
- 500 g. sukker
- Saft fra ½ citron
- 2 æg
- 5 dl. piskefløde
- 2½ dl. mælk
Kog jordbær op med sukker og citronsaft. Rør i bærrene så de ikke brænder på. Når jordbærrene er møre blendes massen til en puré, der puréres gennem en finmasket si. Jordbærrene stilles på køl, hvor de får lov til at afkøle helt. Det er vigtigt, at de køler helt af før de bruges i isen. Når jordbærpuréen er blevet kold, laves isen færdig. Pisk æggene luftige. Tilsæt Jordbærpuré lidt efter lidt, mens der fortsat piskes. Tilsæt mælk og fløde og rør til ismassen er blandet. Kom ismassen i en ismaskine og frys isen. Kom jordbærisen oven på stracciatellaisen og glat overfladen med en spatel. Jeg fik lidt jordbæris i overskud, som jeg kom i en bøtte og gemte det i fryseren. Stil islagkagen på frost. Når kagen er helt frosset kan den pyntes.
Pynt:
- 5 dl. piskefløde
- 250 g. flormelis
- Friske eller forsne bær
- Spiselige blomster
- Chokoladekugler eller andet
Kom en skål og piskeris til håndmixeren i fryseren. Pisk fløden til skum og tilsæt flormelis. Tag islagkagen ud af fryseren og smør den op med flødeskummet. Start på siderne og slut på toppen. Brug en dejskraber med skarp kant til at gøre siderne glatte. Glat toppen af kagen med en paletkniv. Kom den resterende fløde i en sprøjtepose med stjernetyl og dekorér toppen af islagkagen. Fløden er lettest at arbejde med, mens den er kold, så der skal arbejdes relativt hurtigt.
Pynt kagen med bær, chokolade eller spiselige bomster og måske en stjernekaster ved servering;-)
Kan den fryses efter du har kommet det sidste lag med flødeskum og flourmelis på?
Hej Rikke
Ja det kan den sagtens☺️. Det plejer jeg at gøre☺️
De bedste hilsner
Jannie
Tak:)