cheesecake med citron og hvid chokolade

Uhm cheesecake….Jeg er altså helt pjattet med cheesecake og især i versioner der ikke skal bages. For så er det ret nemt at lave. Jeg har en skøn kollega, Mette, der deler min begejstring for cheesecakes. Mette fyldte rundt den anden dag, og jeg havde lovet at lave nogle desserter til hendes fest. Den ene blev denne her cheesecake med citron og hvid chokolade. Den er sød og syrlig på samme tid og bare helt fantastisk. Og så kan man altså ikke andet end blive helt glad i låget af den fine gule farve, der minder en om sol og sommer.

Der er en del delprocesser i denne kage og opskriften er lang, men helt ærligt, så ser det sværere ud end det er. Promise. Men læs opskriften før du går i gang, så skal det nok gå:-)

cheesecake med citron og hvid chokolade

Opskrift på cheesecake med citron og hvid chokolade

Rækker til 12-14 personer – 26 cm springform, kageplast 10 cm i højden

Bund:

  • 300 g. digestive kiks
  • 50 g. mandelmel
  • 175 g. smør

Beklæd bunden af en 26 cm springform med bagepapir. Knus kiksene enten i en food processer eller kom dem i en pose og bank dem med en kagerulle. Kom kiksekrummerne i en skål og tilsæt mandelmel. Smelt smørret og kom det ned til kikseblandingen. Bland det hele godt sammen. Fordel blandingen i bunden af springformen og tryk den godt sammen. Bag bunden i ovnen ved 175 grader i ca. 15 minutter til den er gylden. Når den er helt afkølet, fjernes den ydre ring og rengøres. Sæt ringen tilbage på plads og beklæd indersiden med kageplast der er 10 cm i højden.

Hvid chokolade flødeostecreme:

  • 350 g. hvid chokolade
  • 2 blade husblas
  • 400 g. flødeost (ikke light)
  • 2 1/2 dl cremefraiche 18 %
  • 150 g. flormelis
  • Korn fra 1 vaniljestang
  • 4 dl. piskefløde

Læg husblas i blød i rigeligt koldt vand. Hak chokoladen og smelt den over vandbad. Tag den af varmen og lad den afkøle lidt. Pisk imens flødeost, cremefraiche, flormelis og vaniljekorn sammen ved medium hastighed. Tilsæt den afkølede smeltede hvide chokolade. Kram husblassen fri for vand. Smelt den i mikroovnen sammen med lidt af flødeostcremen. Rør gradvist mere og mere flødeostcreme i husblasblandingen. Når temperaturen på de 2 blandinger nærmer sig hinanden blandes de hurtigt sammen. Pisk fløden til skum og vend den i den hvide chokolade/flødeostblanding. Fordel cremen på kiksebunden og glat overfladen. Sæt kagen på køl.

cheesecake med citron og hvid chokolade

Citron flødeostecreme:

  • ca. 2 dl citronsaft – jeg brugte 6 citroner
  • 4 blade husblas
  • 150 g. flormelis
  • 400 g. flødeost
  • 2 1/2 dl. cremefraiche 18%
  • lidt gul pastafarve
  • 4 dl. piskefløde

Udblød husblas i rigeligt koldt vand. Pres citronerne og si saften fri for kerner og frugtkød. Pisk flødeost, cremefraiche og flormelis sammen. Tilsæt 1 1/2 dl. citronsaft. Kram husblassen fri for vand og smelt den i mikroovnen sammen med den sidste 1/2 dl. citronsaft. Bland lidt af flødeost blandingen i citron/husblassen lidt efter lidt. Når temperaturen på de 2 blandinger nærmer sig hinaden blandes de hurtigt sammen. Tilsæt lidt gul pastafarve og rør rundt, så farven fordeles. Pisk fløden til skum og vend den i flødeostblandingen. Fordel cremen oven på kagen og glat overfladen godt ud. Jo mere glat, jo pænere bliver geléen, der skal over.

Citrongelé:

  • 8 blade husblas
  • 2 dl. vand
  • 2 dl. sigtet citronsaft – Jeg brugte 6 citroner
  • 200 g. sukker
  • lidt gul pastafarve

Udblød husblas i rigeligt koldt vand. Pres citronerne og si dem fri for kerner og frugtkød. Kom vand, sukker og citronsaft i en gryde og kog op så sukkeret smelter.  Tilsæt gul pastafarve. Lad siruppen køle en smule før husblassen krammes fri for vand og røres den ud i den stadig varme blanding. Lad blandingen køle lidt mere af inden den hældes forsigtigt over kagen. Stil kagen på køl indtil næste dag.

Marengstoppe til pynt:

  • 1 æggehvide
  • 35 g. sukker
  • 35 g. flormelis

Pisk æggehviderne stive. Tilsæt sukkeret lidt efter lidt mens der fortsat piskes. Når marengsen er sej, stoppes med at piske. Sigt flormelis i og vend forsigtigt rundt. Kom marengsen i en sprøjtepose med glat rund tyl og sprøjt små toppe i forskellig størrelse ud på en bageplade beklædt med bagepapir. Lad toppene hvile i 20 minutter inden de bages i 1 time ved 100 grader. Tag dem ud og afkøl dem helt. De kan opbevares i en lufttæt beholder.

Pynt for eksempel kagen med marengstoppe i forskellige størrelser, knust marengs, hvid chokolade pynt, guldstøv og blomster.

Facebooktwittergoogle_pluspinterest

56 comments on “Cheesecake med citron og hvid chokolade”

  1. Hvor ser det bare lækkert ud! Jeg tror dette bliver desserten til min datters konfirmation, men har lige et par spørgsmål;
    Hvor længe inden kan jeg lave kagerne?
    Kan de stå selv i ventetiden på køl, eller behøver de være i formen (i givet fald skal jeg så bruge 5 forme…)

    • Hej Jo:-)
      Tak for de søde ord – jeg tror også den vil gøre sig rigtig godt som konfirmationsdessert:-)
      Du kan sagtens lave kagen dagen inden den skal serveres, og måske også to, men jeg er lidt usikker på om hvordan de bliver, hvis du laver dem tidligere. Jeg tænker, at bunden måske godt kan blive lidt mere blød. Jeg tror, jeg ville gå på lånemarkedet efter flere forme, hvis jeg var dig. Det har jeg gjort tidligere, når jeg skulle lave mange ens kager på en gang. Jeg lånte af familie, venner og naboer og fandt ud af at de fleste faktisk har en springform der er en 25-26 cm;-)
      Håber det giver dig svar nok.
      De bedste hilsner og held og lykke med det:-)
      Jannie

  2. Fuck! Da jeg skulle hælde den afkølede gele over kagen løb den fuldstændigt igennem de andre lag! Har ellers fuldt opskriften fuldstændig men aner ikke hvad der er gået galt?? Fuck det er bittert….frygter at de to første lag nu ikke vil stivne fordi geléen er blandet ned i….øv 😡🤢😩

    • Oh No Carsten!!! Jeg har prøvet det en gang ved en pannacotta – Den var ikke stivnet nok, før jeg hældte geléen over, Selvom jeg havde ventet til næste dag, så der endte det hele med at blive blandet:-( Min fejl dengang tror jeg var, at jeg havde varmet husblassen for meget op, så den mistede sin evne til at stivne. Jeg ved ikke om det er sådan noget, der er sket for dig? Eller om der måske har været huller mellem kagen og plasten, så geléen har kunnet løbe ned der? Eller at geléen ikke har været kold nok? Uanset er det jo bare smadder død-ærgeligt:-(.
      Håber den trods alt vil stivne og smager godt:-) Go’ weekend til dig:-)

      De bedste hilsner
      Jannie

  3. Hej Jannie Hvor ser det lækkert ud, jeg tænkte om det var muligt at lave med andre smage? Hindbær/jordbær
    Har du prøvet det? Hvis bare forholdet er ens med citronsaft.
    Venlig hilsen Conni

    • Hej Conni:-)
      Tak:-). Jeg har prøvet at lave 2 andre variationer. En med kirsebær i øverste lag og kirsebærgelé på toppen og en med havtorn. Begge fungerede rigtig godt, så jeg tænker sagtens du kan lave den med hindbær eller jordbær også. Giv endelig en melding herinde, hvis du prøver – det vil være super at høre hvordan det smager:-)
      De bedste hilsner
      Jannie

  4. Hej Jannie,

    Jeg har bare et spørgsmål til kageplastens funktion (jeg er ikke den mest erfarne kagebager) – er det for ikke at ødelægge kanten når springformen tages af? Og kan man bruge noget andet, evt. bagepapir i stedet?

    • Hej Louise
      Ja det er for at beskytte kanten, så den stadig står skarp og fin når ringen fjernes:-). Hvis det ikke betyder så meget for dig om den er helt skap, kan du undvære plasten og så løsne med en kniv langs ringens kant inden den pilles af. Jeg har ikke prøvet med bagepapir, tænker det måske bliver for fugtigt? Jeg har tidligere brugt et tilklippet plastchartek i mangel af bedre, men det er jo ikke fremstillet til fødevarer, og indeholder sikkert alt muligt der ikke er så godt…..
      Håber du finder ud af noget:-)
      De bedste hilsner
      Jannie

      • Tak for svar, jeg nåede dog at lave den inden 🙂 Den blev rimelig pæn og smagte helt fantastisk, så tak for en god opskrift. Jeg brugte madpapir og det gik nogenlunde, dog var den næsten for høj til springformen, så næste gang vil jeg helt sikkert finde noget kageplast så jeg både får den helt flotte kant og kan lave den høj nok. Mvh. Louise

  5. Hej, Wow hvor er den flot!. Kan man lave den med æble tror du i stedet for citron og hvordan ville du så gøre?. Håber du kan hjælpe

    • Hej Rikke.
      Tak for de søde ord:-)
      Jeg har selv tænkt at æble kunne være rigtig lækkert men er ikke lige kommet så langt at jeg har eksperimenteret med det. Jeg tror jeg ville prøve Google og finde nogle forskellige chessecakes med æble og se lidt på hvordan de greb det an. Egentlig tænker jeg, at jeg enten ville presse nogle æbler og bruge saften derfra eller at jeg ville koge nogle æblestykker med noget sukker og vanilje til mos og så bruge det. Jeg tror du skal være opmærksom på at æblerne skal være nogle der smager af noget for at smagen ikke bliver for fersk. Jeg vil rigtig gerne høre hvad du finder ud af:-)
      De bedste hilsner
      Jannie

  6. Hej Louise.

    Den kage ser super lækker ud.

    Jeg har ikke en mikrobølgeovn – kan man smelte husblads i en gryde eller noget andet?

    mvh Sara.

    • Hej Sara.
      Du kan sagtens smelte det i en lille skål over vandbad:-). Du skal bare være opmærksom på ikke at give det for meget varme, da husblas mister sin evne til at stivne hvis det kommer op på for høj temperatur. Rigtig god fornøjelse med kagen:-)
      De bedste nytårshilsner
      Jannie

  7. Hej Jannie. Er netop i gang med at lave denne cheesecake og har lagt ostecremen i og den fylder virkelig meget i formen (26 cm), så nu bliver jeg helt i tvivl om citroncremen samt geléen kan være i formen…. Falder cremen og/eller fylder de øvrige lag ikke så meget?
    Mvh Line

    • Hej Line
      Hmm, det lyder mærkeligt🤔. Tror ikke cremen falder alverden. Måske fylder citroncremen en lille smule mindre, men som jeg husker det, er det næsten det samme. Geléen fylder derimod ikke meget. Jeg har altid brugt 26 cm form – så størrelsen er god nok😊. Jeg krydser fingre for dig håber det går😊
      De bedste hilsner
      Jannie

      • Hej Jannie
        Jeg bagte cheesecaken her forleden og jeg havde helt samme problem som Line, at ostecremen fyldte rigtig meget i formen (26 cm). Jeg undlod dog og lave citromcremen, da der simpelthen ikke var plads til den i formen og kom istedet gelén oven på ostecremen. Dette blev dog også rigtig godt og smagte super lækkert! Virkelig god opskrift 😀
        Fulgte opskriften, men undre mig stadig over hvordan du kunne få de to ostecremer og gelén til at passe i formen?
        Mvh
        Sarah

        • Hej Sarah.
          Tusind tak for din kommentar. Dejligt at kagen blev god alligevel. Jeg har grublet lidt over, hvad der kan være på spil her – og ledt efter evt. fejl i opskriften. Jeg har ingen springforme, der er større end 26 cm, så formens størrelse er den rigtige. Men jeg tænker, om det kageplast jeg har brugt, måske har været højere end det Line og dig har brugt, og derved har jeg haft bedre plads til begge mousser. Jeg tror mit plast har været 10 cm, hvad med dit? Jeg retter lige opskriften til, så tusind tak for feedback:-)
          De bedste hilsner
          Jannie

  8. Hej undskyld, men skal lave denner her kage til min mors fødselsdag. Hvor lang tid skal den stå inde, og skal jeg lave den dagen før eller er et par timer nok?

    • Hej Victoria
      Jeg vil lave den dagen før eller ihvertfald lade den stå 4-6 timer og sætte sig. God fornøjelse😊
      De bedste hilsner
      Jannie

  9. Hej Jannie 😀 Glæder mig så meget til at lave din flotte kage, men kom lige i tvivl om noget da jeg læse opskriften igennem.
    Hvor lang tid skal man varme husblassen i mikrobølgeovnen? Er nemlig ikke helt sikker, og vil nødig komme til at give den for meget 😀

    • Hej Sabine
      Hmm, godt spørgsmål:-)
      Jeg plejer at give den 10 sek. og så lige kigge til den. Nogen gange får den så 5-10 sek. mere. Men det afhænger af hvor mange watt din ovn er sat på. Håber det er svar nok:-)
      Go’ fornøjelse med bagningen:-)
      De bedste hilsner
      Jannie

  10. Hej Jannie, jeg skal til at lave den fantastiske kage 🙂
    Jeg er i tvivl om, hvornår i processen at man fjerner bagepapiret? Er det efter bunden er bagt? Eller fjerner man det slet ikke?

    Med venlig hilsen Katrine

    • Hej Katrine
      Tak for det😊. Jeg plejer først at fjerne bagepapiret, når jeg løfter kagen over på et serveringsfad. Jeg sætter som regel papiret fast mellem bunden og ringen – giver det mening? Det betyder at papiret stikker lidt længere ud end kagen, og så er det egentlig ret nemt lige at løsne kagen og forsigtigt løfte den med en stor spatel/paletkniv over på fadet. Håber det er svar nok😊
      Go’ fornøjelse med det😊

      De bedste hilsner
      Jannie

      • Tak for svar! Jeg havde klippet et rundt stykke bagepapir til, så det passede til formen, næste gang lader jeg det også stikke ud.
        Iøvrigt synes jeg, det der kageplast drillede ret meget, men øvelse gør nok mester.
        Kagen var en succes ved påskebordet med veninderne 🐣☀️😊

        • Fedt at høre😊😊. Jeg synes også kage lasten kan være lidt besværlig til tider, men det bliver lettere at styre med tiden😉

  11. Jeg synes ikke det øverste lag ostecreme bliver lige så stift som det nederste. Synes ikke det sætter sig ordentligt. Hvad kan jeg gøre for at redde den? Eller skal jeg bare satse på den ikke flyder ud over det hele, når jeg tager plasten af? 😀

    • Hej Emma
      Hmm – hvor lang tid har den fået lov til at sætte sig?
      Jeg tror ikke der er noget at gøre ved det nu – med mindre du kan fjerne hele laget og starte forfra. Men det bliver jo altså lidt noget rod. Og kun noget du skal forsøge hvis den er mere eller mindre flydende. Hvis den er nogenlunde fast, tror jeg at jeg ville vente og så krydse både fingre og tæer for at den holder formen, når du tager ringen af.
      Er ked af at jeg ikke lige kan hjælpe med et super fif her. Krydser fingre for at det lykkes for dig🤞🏻🤞🏻😊
      De bedste hilsner
      Jannie

    • Hej Emma

      Hvordanblev den?
      Flød den, da du tog formen af?
      Jeg har også lige lavet kagen, og synes også citrondelen er meget flydende og kan ikke rigtig få den til at stivne.
      Nu lader jeg den stå natten over og hælder først gele på imorgen.
      Og så krydser jeg mega meget fingre.
      Men gad godt lige høre hvordan din blev?

  12. Hej Jannie,
    Kan desværre ikke uploade et billede, men nu har jeg lavet kagen to gang, og begge gange går det temmelig galt 😂 altså den smager super godt!!! Men når jeg hælder geléen over kagen, som har stået på køl natten over, så lægger det sig flot og alt ser ud til at gå godt… men når jeg så kigger til kagen timer senere, så er noget sket….. halvdelen af citronlaget ligger på toppen og halvdelen af geléen er trukket ned i 2. Lag 😂🙈 hvad i himmelens navn går galt? 😂😂 men ellers tak for en dejlig kage! Den smager vidunderligt! Kh Nadia

    • Hej Nadia
      Oh No😱. Det er da noget rod😬.
      Er geléen for varm når du kommer den på? Eller er det øverste lag ikke stivnet nok?
      Jeg skal selv bage kagen på fredag og så skal jeg nok være opmærksom på hvor i processen det kan gå galt😊
      De bedste hilsner
      Jannie

      • Hej Jannie,
        Altså jeg sætter ikke geléen på køl, men den er slet ikke varm.. og det andet lag virker også til at have stivnet, for den står ofte natten over… jeg forstår det simpelthen ikke 😂🙈 hælder du geléen over på en bestemt måde?
        De bedste hilsner Nadia

        • Hej Nadia
          Det er altså lidt af en gåde🤔
          Jeg lavede kagen sidste weekend. Jeg lod geléen stå på køkkenbordet indtil den var 31 grader og så hældte jeg den forsigtigt over kagen og satte den på køl. Det gik fint😊. Jeg syntes dog faktisk at citronlaget denne gang blev lidt for blødt – ligesom andre har kommenteret. Jeg brugte noget andet husblas denne gang og jeg ved ikke om det har noget at sige, men jeg tror det faktisk. Jeg retter lige opskriften til med et ekstra blad husblas.
          Håber at det, samt en lav temperatur på geléen kan hjælpe dig😌🤞🏻

          De bedste hilsner
          Jannie

  13. Hej Jannie
    Jeg står og skal lave kagen her på fredag
    Og syntes din er virkelig smuk men hvad hedder de grønne blade? Det linger nemmelig bare 3kløver?😅

    • Hej Katja
      Tusind tak😊
      Jeg har brugt grøn skovsyre, men du kan sagtens bruge rød skovsyre eller faktisk også alm. kløver. Jeg har ikke selv brugt kløver endnu, men jeg kan læse mig til at kløver er spiselig😊
      Go’ bagelyst😊

      De bedste hilsner
      Jannie

  14. Kære Jannie,
    Min datter er i gang med denne fantastisk smukke kage, som skal serveres for farmors gæster i morgen til hendes 80 års fødselsdag. Bunden står nu til afkøling, og vi skal til at lave den nederste creme med den hvide chokolade. Kan du sige noget om, hvor længe dette lag skal stå i køleskabet, før man kan begynde at lægge det næste lag på? Og ligesådan med citron laget – hvor længe skal de stå i køleskabet, før man kan lægge gelen på? Vil har ikke et sukkertermometer, så vi kan måle temperaturen på gelen – har du et trick til, hvordan vi ved, at det er koldt nok?

    • Kære Vibeke
      Dejligt I har kastet jer ud i denne kage😊. Den er altså også god😊
      Det nederste lag størkner, som jeg husker det, forholdsvist hurtigt. Efter et par timer og måske endda lidt før, burde I sagtens kunne lægge næste lag på. I kan mærke forsigtigt på overfladen eller ryste formen en smule, så kan I få en fornemmelse af om laget er ved at sætte sig. Det samme gælder for det næste lag😊
      Geléen (saft og husblas) skal være rimelig afkølet inden I hælder det på, men må samtidig ikke være begyndt at størkne. Jeg vil bare mærke med min lillefinger om den er tilpas. Hvis den føles varm vil jeg vente lidt længere.
      Håber det er svar nok😊
      God fornøjelse med bagningen😊
      De bedste hilsner
      Jannie

    • Hej Siv
      Der må jeg simpelthen blive dig svar skyldig. Jeg har ikke prøvet det. Jeg tænker dog at man sagtens kan fryse kagen, men måske mister geléen lidt af din glans.
      De bedste hilsner
      Jannie

  15. Jeg vil gerne prøve at lave denne smukke kage til nytår, men jeg er bekymret for om det hele kan være der? 800 gr flødeost, en halv liter creme fraiche og 8 dl piskefløde i en kage? Jeg tænker at der er til 2 kager. Jeg køber en ny stor form og kageplast.

    • Hej Lene
      Du har ret – det ER en stor kage😊
      Du kan sagtens halvere opskriften eller tage 2/3 og lave kagen i en mindre form. Den fylder meget, selv i en springform på 26 cm. Med kageplast på 10 cm langs kanten bliver den fyldt helt til op til kanten🙈
      God fornøjelse og rigtig godt nytår😊
      De bedste hilsner
      Jannie

  16. Hej Jannie. Hvis jeg halvere mængderne tror du så den passer med en 20 cm form? Vi skal ikke være flere end 5 og tænkte at hofterne nok er mest glade hvis der ikke står alt for mange rester i køleskabet 😊

    • Hej Christina
      Hi hi, ja det kan du nok have ret i😉

      Når jeg regner rumfanget ud på hhv. en 26 cm form og en 20 cm form, begge med en højde på 10 cm (det kageplast jeg bruger er 10 cm😊), så får jeg et rumfang på hhv. 5306 cm3 og 3140 cm3. Så ud fra dette vil jeg gå ud fra at du sagtens kan halvere mængderne og anvende en springform på 20 cm😊
      God fornøjelse med bagningen.
      De bedste hilsner
      Jannie

  17. Fantastisk opskrift, tak for den! Den er helt perfekt balanceret mellem det søde og syrlige og kan sagtens tilpasses med det man i forvejen har stående i køkkenet.
    Jeg brugte hasselnødder i bunden som jeg blendede sammen med kiksene, i stedet for mandelmel. Jeg erstattede 250g flødeost med mascarpone og i første lag glemte jeg alt om at putte flødeskum i. Det gjorde heldigvis ikke så meget, det eneste minus var at det blev lidt flydende. Andet lag blev helt perfekt, men fordi jeg var lidt tidspresset, nåede jeg ikke citrongeléen og marengs. I stedet pyntede jeg med blåbær og revet citronskal og trods dårlige never blev det så godt!
    Min springform er kun 22 cm, så den overskydende creme blev blandt sammen og frosset ned som is.

    • Hej Connie

      Uh det lyder også godt😋. Super skønt med en tilbagemelding😊

      De bedste hilsner
      Jannie

  18. Hej. Det er en super lækker kage og den skal serveres for gæster i weekenden. Da jeg lavede første lag så skilte den og jeg havde problemer med husblassen også- hvad skal man være særligt opmærksom på for at undgå at den hvidechokolade ostecreme ikke skiller? Mvh.

    • Hej Anneli
      Dejligt du har kastet dig ud i at lave kagen😊.
      Du skal være OBS på følgende:
      Ikke piske flødeosten for meget
      Smelte den hvide chokolade over lav varme – og lade den køle inden du tilsætter den
      At husblas ikke kommer koger når den smeltes og at husblasblandingen skal have næsten samme temperatur som flødeosten når den tilsættes.

      Håber det lykkes for dig😊

      De bedste hilsner og god påske
      Jannie

  19. Sikke en lækker kage – den skal vist på påskebordet.
    I forhold til pastafarven, kan man så bruge konditorfarve i stedet, jeg synes ikke jeg kan støve det andet op i nogen butikker. 😊

    • Hej Mathilde

      Det tror jeg godt du kan😊
      Rigtig god påske til dig😊

      De bedste hilsner
      Jannie

  20. Kan denne kage række til ca 18 personer ? Tænker at jeg vil lave den til en påskefrokost, hvor folk har fået en hel del mad inden kagen serveres

    • Hej Mie.

      Den er ret fyldig (og høj), så det vil jeg faktisk tro at den godt kan, hvis det er ovenpå en god påskefrokost😊.

      De bedste hilsner
      Jannie

  21. Hej,

    Jeg pusler lidt med en tanke –
    Tror du man kunne ligge gelen i mellem de to lag af oste creme og så overtrække kagen med en glaze? 🙂

    • Hej Sara
      Det kan du godt 😊. Jeg ville støbe geléen i en form, der er lidt mindre end springformen og fryse den ned. Så kan du komme den frosne gelé oven på det nederste lag ostecreme og så komme den øverste creme hen over. På den måde kan du ikke se gelén fra ydersiden, den dukker først op når du skærer kagen😊
      De bedste hilsner
      Jannie

  22. Der står i opskriften at der skal bruges 1 æggehvide. Du skriver “pisk æggehviderne”.
    Er det en fejl at du skriver i flertal?

    • Hej Lisbeth
      Du skal kun bruge en æggehvide til marengstoppene😊.
      De bedste hilsner og godt nytår
      Jannie

  23. Hej Jannie. Min gruppe og jeg skal i skolen bage en kage, og vi har valgt din kage. Jeg ville egentligt bare høre, hvor lang tid det tager at bage kagen?

    Mvh Frederikke

    • Hej Frederikke
      Hvis I har tid til det, vil jeg anbefale at sætte 2 dage af til at lave kagen. Lav bund og første lag mousse den ene dag og lav så andet lag mousse og gelé dagen efter. Kagen kan også sagtens laves på én dag, men så skal I sørge for at starte tidligt, så lagene kan nå at sætte sig inden næste lag kommes på.

      Rigtig god fornøjelse:-)

      De bedste hilsner
      Jannie

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *