I går fik vi hjælp til at få lavet gulvet i vores garage færdigt. Det bliver virkelig godt at få det færdigt. Rasmus havde spurgt, om jeg ikke ville bage nogle boller og noget kage, så der var lidt forsyninger til formiddagspausen. Det blev til den gode gamle sneglekage-klassiker, fordi det er 100 år siden, jeg sidst har bagt den. Ikke fordi den egentlig fortjener at gå i glemmebogen. På igen måde. Men jeg bliver nogen gange, så optaget af at prøve nye opskrifter, at de gamle får lov til at ligge lidt for længe i skabet.
Opskrift på klassisk sneglekage med kanel
Dej:
- 125 g. smør
- 250 g mel
- 50 g sukker
- 25 g gær
- 1 æg
- 1/2 dl mælk
Lun mælken lidt i mikroovnen. Den skal bare være håndvarm. Smulder gæren heri. Skær smørret i små tern eller riv det på et rivejern og smulder det sammen med melet. Tilsæt sukker, æg og den lune mælkeblanding og ælt dejen hurtigt sammen. Tilsæt evt. lidt ekstra mel, hvis dejen er for klistret. Del dejen i 2 dele. Beklæd bunden af en springform (26 cm) med bagepapir og smør kanterne med lidt smør. Rul den ene del dej ud til en rund cirkel ca. 28 cm i diameter og læg dejen i formen, så den dækker bunden og går ca. en cm lidt op af kanten. Tryk den lidt til langs kanterne. Rul den anden del dej ud til en aflang firkant ca. 15×25 cm.
Remonce:
- 100 g. brun farin
- 100 g. smør
- 2 spsk kanel
Rør alle ingredienserne sammen.
Fordel remoncen på dejen i formen samt på den udrullede firkant. Rul dej-firkanten sammen til en roulade og skær ca. 15 små snegle ud. Tryk sneglene lidt flade og placer dem oven på dejen i formen med lidt afstand mellem hinanden. Læg et fugtigt viskestykke over og lad kagen hæve i en time. Pensel kagen med et sammenpisket æg. Bag den ved 225 grader i ca. 12 minutter.
Lad kagen afkøle lidt og pynt med glasur.