Oh My. Oh My. Denne rabarberkage er god. Farligt god. Det er ingen hemmelighed at jeg virkelig godt kan lide rabarber. Det er vist efterhånden heller ikke nogen hemmelighed, at jeg er temmelig alene om det herhjemme. Men denne kage kan noget. Den er ved at lave om på det hele. Den ændrer simpelthen på verdenssituationen. I hvert fald i mit lille hjem. For jeg hørte bestemt alle 3 familiemedlemmer udstøde jubelråb og klapsalver i begejstring over denne kage. Så god er den altså!
Kagen blev til, fordi jeg havde en rest af nogle bagte rabarber, som jeg syntes var synd at smide ud. De skulle selvfølgelig bruges til et eller andet. Og fordi jeg skulle have kage med til nogle mine søde underviser-kollegaer. Der var flere kagemuligheder i spil, men jeg lagde mig ret hurtigt fast på, at en crumble af en slags absolut var en mulighed. Men eftersom rabarberne allerede var bagte én gang, tænkte jeg en traditionel en af slagsen måske ikke lige var sagen. Jeg har tidligere lavet nogle æble og karamelmuffins med en vildt lækker crumble på toppen, som blev super gode. De er dog aldrig nået her til bloggen – primært fordi jeg ikke nåede at få taget billeder af dem før de skulle serveres. Men det betyder jo bare, at jeg må bage dem igen engang. Men tilbage til rabarberne. Det er altså baggrunden for, at det blev det til en rørt dej i bunden, bagte rabarber i midten og en crumble på toppen.
Opskrift på rabarberkage med crumble
Start med at lave de bagte rabarber – de kan med fordel laves dagen før. Herefter laver du crumble-dejen og så den rørte dej til bunden.
Bagte rabarber
- 300 g. rabarber i tern
- 150 g. sukker
- korn fra 1 stang vanilje
Bland rabarber med sukker og vanilje og bag dem i ovnen i ca. 20 min. ved 200 grader. Tag rabarberne ud og lad dem afkøle.
Crumble – toppen
- 100 g. havregryn
- 100 g. mandler
- 100 g. blødt smør
- 150 g. brun farin
Hak mandlerne. Groft eller fint efter smag. Bland alle ingredienserne sammen og stil crumble-dejen på køl indtil den skal bruges.
Rørt dej – bunden:
- 120 g. blødt smør
- 220 g. sukker
- 1 tsk. vaniljesukker
- 2 æg
- 1 tsk. bagepulver
- 120 g. mel
- 1/4 tsk. salt
Rør smør og sukker og vaniljesukker godt sammen. Pisk æggene i et ad gangen. Bland i anden skål mel, bagepulver og salt og rør det i dejen. Fordel dejen jævnt i en lille bradepande, der er beklædt med bagepapir. Min form var ca. 24×30 cm.
Rabarberblanding
- 300 g. bagte rabarber
- 40 g. mel
- 20 g. brun farin
De bagte rabarber drænes i en si. Husk at bruge den overskydne sirup til noget andet lækkert:-). De drænede rabarber blandes med mel og farin og blandingen fordeles oven på kagedejen i bradepanden. Til sidst fordeles crumble-dejen oven på rabarberne og kagen bages ved 175 grader i ca. 40 minutter.
Lad kagen afkøle helt. Skær den ud i passende stykker og server med en skefuld cremefraiche.
Hej!
Kan rabarberkage med crumble laves dagen før, den skal spises?
Hej Ulla.
Ja det kan den sagtens😊
De bedste hilsner
Jannie