vaniljekranse

Vaniljekranse er min favorit julesmåkage. Ingen tvivl om det. Det har den været lige så længe jeg kan huske. Og jeg er ret sikker på, at det forbliver sådan. Jovist, en jødekage med kanel er da skøn, og jeg har lært at elske brunkager, men ingen af dem nærmer sig den sprøde og søde vaniljekrans.

vaniljekranse

I mange år har jeg kæmpet så meget med at få kransene presset ud af sprøjteposen at mine arme var ømme i flere dage derefter. I år gik det anderledes. Det gik faktisk nemt. Jeg har ikke helt fundet ud af hvorfor, men måske var dejen lidt blødere og mandlerne finere malet. I hvertfald gik det forrygende og gode blev de altså, de her vaniljekranse. Opskriften er fra Mette Blomsterberg. Den har jeg fulgt de sidste mange år. Eneste justering er at jeg kommer ekstra vanilje i.

 

vaniljekranse

Opskrift på vaniljekranse

Giver ca.  40 stk.

  • Korn fra 1 stang god vanilje
  • 180 g. sukker
  • 200 g. stuetempereret smør
  • 1 æg
  • 250 g. hvedemel
  • 75 g. mandler

Blend mandlerne til mel. Skrab kornene ud af vaniljestangen og skil dem ad ved at blande dem med lidt af sukkeret. Rør smør, sukker vanilje sammen i en skål. Tilsæt ægget. Rør til sidst mel og mandelmel i dejen. Kom dejen i en stor sprøjtepose med stjernetyl og sprøjt dejen ud i kranse på en bageplade beklædt med bagepapir. Sæt pladen i fryseren i 10 minutter (eller bagepapiret på skærebræt hvis der ikke er plads til en bageplade), så flyder kransene ikke ud. Bag dem ved 200 grader i ca. 14 minutter til de er let gyldne. Men hold øje med dem så de ikke får for meget. Tag dem ud og lad dem afkøle på en rist. Opbevar dem i en dåse med tætsluttende låg.

vaniljekranse

Facebooktwittergoogle_pluspinterest

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *