Tag: toblerone

Logo-kage

logo-kage

Okey!  Der fik jeg så lige en udfordring! Her i august var det 25 år siden, at min far startede med at komme som konsulent i det firma, han nu er ansat ved. I den anledning ville han gerne have kage med på arbejdet, og jeg blev hyret til opgaven. Han mente, jeg trængte til en udfordring, så han ville gerne have en container-kage. Jep – en container-kage. Og selvfølgelig i de rigtige størrelsesforhold – scaleret ned i kagestørrelse. Ja ja – selvfølgelig! Og dermed ingen blomster, stencils eller tylning. Nichts. Som i intet af det jeg rent faktisk kan….. Okey – jeg er selvfølgelig(!) ikke bange for en udfordring, men liiige når det kommer til containere, er jeg altså ret meget på udebane. Nå men med lidt research fandt jeg målene på en 20 fods container og fik dem scaleret ned. Så langt så godt. Fik også kreeret 2 forme, der kunne holde på skidtet. Tjek. Lagkagebunde og mousser. Tjek. Fik lagt kagerne sammen og målte mig frem til, at kagerne måske nok var lidt til den lave side, men jeg forestillede mig, at når de blev smurt op og beklædt med fondant, kom det til at passe nogenlunde. Nej det gjorde ej……eftersom mine hjemmelavede forme ikke var helt så stabile, som mine normale lagkageforme, var kagen sunket sammen og var i stedet blevet bredere. Så jeg stod med en lille buttet container i stedet for en høj rank en af slagsen. Nå men jeg gik til stålet alligevel, rullede fondant og beklædte efter bedste evne – første gang med en firkantet kage, skal det lige nævnes. Gik herefter i gang med at lave riller på siden, låge i enden mm. Og da jeg så til sidst stod og kiggede på det, der skulle forestille en container, lignede den bare et slags sommerhus – et lavt et af slagsen og tilmed noget skævt. For jeg havde jo ikke lige tænkt på, at hver gang jeg skulle sætte en rille på siden, skubbede jeg lidt til kagen, og da der var 3 gode lag mousse i, var det ikke den mest stabile kage. Så skæv blev den altså. ÆV! Men lektie lært – til kager der skal være høje, og lige med fine kanter er det bedst at bruge “rigtig” kage og ikke noget mousse!

Nå men fondanten kom af igen, og kagen blev smurt op på ny. Herefter pyntede jeg den med smørcreme i 3 farver og tegnede firma-logoet på toppen. Resultatet var, som I kan se, at kagen ikke kom til at ligne en shipping-container, men dog blev “firma-agtige” alligevel.

Den anden kage fik lov til at beholde fondanten på, og så malede jeg bare firmalogo på siderne og på toppen.

logo-kage

Inden i kagerne var 4 lyse lagkagebunde, 2 lag solbærmousse og 1 lag tobleronemousse.

  • Opskrift på lagkagebunde kan du finde her
  • Opskrift på solbærmousse kan du finde her – bare udskift blåbærrene med solbær-
  • Opskrift på tobleronemousse kan du finde her
Facebooktwittergoogle_pluspinterest

Bryllupskage

bryllupskage camilla og søren1I lørdags blev min fætter Søren og hans kæreste Camilla gift. De holdt en fantastisk bryllupsfest i de skønneste omgivelser. Jeg stod for bryllupskagen, der blev serveret til kaffen om eftermiddagen. Camilla havde ønsket blomster i mørkeblå/lilla nuancer samt bånd og mønster i guld.

bryllupskage camilla og søren6

Kagen var i 5 etager, og der var nok til 110 personer. Hver etage indeholdt nederst en kiksebund og herudover 3 lyse lagkagebunde, 1 lag blåbærmousse, 1 lag tobleronemousse og 1 lag astimousse.

bryllupskage camilla og søren2

Opskrift på kiksebund – 25 cm i diameter

  • 300 g. digestivekiks
  • 125 g. smeltet smør

Kiksene knuses fint og kommes i en skål. Det smeltede smør hældes i og blandes godt sammen med kiksene. Beklæd en form med bagepapir og fordel kiksemassen i formen og tryk den godt sammen med håndfladen. Sæt formen i fryseren indtil du skal bruge bunden.

Opskrift på lyse lagkagebunde – 3 stk – 25 cm i diameter.

  • 6 æg
  • 240 g. sukker
  • 1½ spsk vand
  • 1½ tsk vanilje
  • 1½ knivspids salt
  • 180 g. mel
  • 1½ tsk bagepulver

Æggene piskes heftigt med vand, sukker, vanilje og salt til en fin mousse. Sigt mel og bagepulver og vend det i blandingen med en let hånd kun lige til melet er fordelt. Bages i ca. 25 min ved 200 grader. Lad kagen blive helt kold, før den deles i 4 bunde.

bryllupskage camilla og søren5

Opskrift på blåbærmousse – fra bogen Blomsterbergs Søde Sager (dog har jeg justeret lidt hist og pist så den passer bedre til fyld i en lagkage:-))

Passer til 1 lag i en kage på 25 cm i diameter.

Blåbærsylt:

  • 1 vaniljestang
  • 125 g sukker
  • Saft fra 1 limefrugt eller en halv citron
  • 250 g. blåbær

Kornene skrabes af vaniljestangen og skilles med en smule af sukkeret. Alle ingredienser kommes i en lille gryde, incl. den tomme vaniljestang og koges uden låg i 15 minutter. vaniljestængerne tages op og det hele blendes med en stavblender. Sylten stilles på køl til næste dag.

Hvid chokoladecreme:

  • 4 blad husblas
  • ½ l. piskefløde
  • 150 g. hvid chokolade

Husblassen lægges i blød i koldt vand i en halv time. Den hvide chokolade hakkes fint og kommes i en skål. Fløden varmes op til ca. 80 grader. Halvdelen af den varme fløde hældes over chokoladen og der røres godt indtil chokoladen er smeltet og massen er blank og glat. den sidste fløde tilsættes og der røres igen. Husblassen vrides for vand og kommes op i den lune chokolademasse. Rør igen. Cremen dækkes med husholdningsfilm og skal stå på køl til næste dag.

Den kolde hvide chokoladecreme piskes med en håndmikser. Den kolde blåbærsylt vendes i indtil blåbærmoussen er ensartet. Kommes i en sprøjtepose og sprøjtes i lagkagen.

Opskrift på tobleronemousse

  • 600 g. Toblerone
  • ½ l fløde

Tobleronen brækkes i stykker og kommes i en gryde. Flødes hældes over. Smeltes ved svag varme. Rør rundt undervejs og vær opmærksom, så det ikke brænder på. Når chokoladen er helt smeltet, hældes blandingen i en skål, dækkes med husholdningsfilm og sættes på køl til næste dag. Dagen efter piskes den op med håndmikser til den får en cremet konsistens. Det tager lidt tid, men pas på, for lige pludselig går det stærkt. Og hvis der piskes for længe skiller cremen og bliver grynet. Jeg plejer at stoppe i god tid og så piske det sidste med piskeris, så kan jeg bedre fornemme, hvornår det er på tide at stoppe. Hvis cremen først er skilt kan den ikke reddes……Moussen kommes i en sprøjtepose og sprøjtes i lagkagen.

Opskrift på astimousse finder du her. I denne kage havde jeg undladt chokoladestykkerne.

Og så lidt blomster billeder her til sidst…..alle lavet i gumpaste samt fondant tilsat tylose.

blomster camilla og søren1  blomster camilla og søren3

blomster camilla og søren2blomster camilla og søren4

Kæmpe stort tillykke til Camilla og Søren og tak for en dejlig fest:-)

 

Facebooktwittergoogle_pluspinterest