Tag: småkager

Sirupssmåkager – udstikssmåkager

sirupssmåkager - udstikssmåkager

For mig er noget af det bedste ved julemåneden at have børnene med i køkkenet. At være sammen og hygge med at stikke småkager ud og efterfølgende pynte dem. Dejen til disse sirupssmåkager er nem at arbejde med for både store og små, og så smager småkagerne tilmed skønt og krydret. Dejen kan med fordel laves dagen i forvejen og hvile på køl indtil den skal bruges. Den har dog godt af at komme ud i stuetemperatur en times tid inden, den skal bruges.  (mere…)

Facebooktwittergoogle_pluspinterest

Svenske chokoladesnitter

svenske chokoladesnitter

De her svenske chokoladesnitter har altid været nogle af mine yndlings småkager. Opskriften stammer helt tilbage fra en af de første Karolines kogebøger, så det er altså lidt af en klassiker, vi har at gøre med her. Før jeg stiftede bekendtskab med chocolate chip cookies, da jeg landede i USA i 1992, faldt valget altid på de her skønne svenske chokoladesnitter, når jeg skulle bage småkager. I en årrække har de dog været en smule i glemmebogen, men sidste år mindede en god veninde mig om eksistensen af dem, og i år er de altså kommet helt frem i lyset og er blevet bagt til en af årets julesammenkomster. Det har været et dejligt gensyn, og jeg tror ikke de sådan ryger tilbage i glemmebogen lige med det samme. (mere…)

Facebooktwittergoogle_pluspinterest

Vaniljekranse

 

vaniljekranse

Vaniljekranse er min favorit julesmåkage. Ingen tvivl om det. Det har den været lige så længe jeg kan huske. Og jeg er ret sikker på, at det forbliver sådan. Jovist, en jødekage med kanel er da skøn, og jeg har lært at elske brunkager, men ingen af dem nærmer sig den sprøde og søde vaniljekrans.

vaniljekranse

I mange år har jeg kæmpet så meget med at få kransene presset ud af sprøjteposen at mine arme var ømme i flere dage derefter. I år gik det anderledes. Det gik faktisk nemt. Jeg har ikke helt fundet ud af hvorfor, men måske var dejen lidt blødere og mandlerne finere malet. I hvertfald gik det forrygende og gode blev de altså, de her vaniljekranse. Opskriften er fra Mette Blomsterberg. Den har jeg fulgt de sidste mange år. Eneste justering er at jeg kommer ekstra vanilje i.

 

vaniljekranse

Opskrift på vaniljekranse

Giver ca.  40 stk.

  • Korn fra 1 stang god vanilje
  • 180 g. sukker
  • 200 g. stuetempereret smør
  • 1 æg
  • 250 g. hvedemel
  • 75 g. mandler

Blend mandlerne til mel. Skrab kornene ud af vaniljestangen og skil dem ad ved at blande dem med lidt af sukkeret. Rør smør, sukker vanilje sammen i en skål. Tilsæt ægget. Rør til sidst mel og mandelmel i dejen. Kom dejen i en stor sprøjtepose med stjernetyl og sprøjt dejen ud i kranse på en bageplade beklædt med bagepapir. Sæt pladen i fryseren i 10 minutter (eller bagepapiret på skærebræt hvis der ikke er plads til en bageplade), så flyder kransene ikke ud. Bag dem ved 200 grader i ca. 14 minutter til de er let gyldne. Men hold øje med dem så de ikke får for meget. Tag dem ud og lad dem afkøle på en rist. Opbevar dem i en dåse med tætsluttende låg.

vaniljekranse

Facebooktwittergoogle_pluspinterest

Double chocolate chip cookies

double chocolate chip cookies

Jeg elsker simpelthen småkager. De kan være sprøde og delikate, eller tykke og chewy. De kan være lyse eller mørke, store eller små. Det gør ingen forskel. Småkager er bare sagen. Noget af det, der er så godt ved småkager – ud over at de selvfølgelig smager godt, er, at de kan spises året rundt. Og at de er ret hurtige at lave. Og at resultatet næsten altid bliver godt. Og at de kan holde sig et stykke tid i en kagedåse, hvis de ellers får lov. Det er også alt sammen gældende for disse double chocolate chip cookies, som Andreas og jeg lavede den anden dag. Det er intense chokolade cookies toppet med mere chokolade. What’s not to like??  De er lavet lidt ekstra flade, fordi nogle af småkagerne skulle bruges til is-sandwich. Det kan for øvrigt også varmt anbefales. Det er et mega hit. Men mere om det i et senere indlæg. Tilbage til de her chocolate chip cookies. Hvis man vil have dem lidt tykkere, skal man blot lade være med at trykke dejen flad inden den bages.

Double chocolate chip cookies

Opskrift på double chocolate chip cookies:

  • 225 g. blødt smør
  • 170 g. sukker
  • 150 g. brun farin
  • 2 æg
  • 1 tsk vaniljesukker
  • 220 g. mel
  • 1 tsk. espressopulver/fint malet instant coffee
  • 75 g. kakao
  • 1 tsk. natron
  • 1/4 tsk. salt
  • 250 g. chokolade chips/hakket mørk chokolade 70%

Rør sukker, farin, vanilje og smør blødt og cremet med håndmikser eller på røremaskine. Tilsæt et æg ad gangen og pisk godt. I en anden skål blandes de tørre ingredienser, undtagen chokoladen. De tørre ingredienser sies og blandes i dejen. Rør til dejen er blandet og ensartet. Tilsæt til sidst den hakkede chokolade. Tag lidt dej op på en teske. Form den til en kugle og sæt den på en bageplade beklædt med bagepapir. Tryk dejen flad, hvis du vil have tynde cookies. Hvis du vil have tykke cookies, så sæt kuglerne i ovnen, og lad dejen selv flade ud under bagningen. Bages ved 175 grader i ca. 8 minutter. Lad dem afkøle på bagerist. Opbevares i lufttæt dåse beklædt med bagepapir.

 

 

Facebooktwittergoogle_pluspinterest

Jule-småkager

julesmåkagerJul og småkager hører sammen. Basta. Sådan er det bare. Og i de fleste hjem er det de samme småkager, der bages år efter år. Nogle ting skal der bare ikke ændres på. Basta igen! Det bliver der heller ikke hjemme hos os. Her er vaniljekranse og jødekager de varianter, der med 100% sikkerhed bages hvert eneste år. Det er den sikre base – dem vi kan falde tilbage på, hvis alt andet kikser. Og sådan er det selvfølgelig også i år. Jeg har brugt de samme opskrifter i flere år. Ingen ændringer her. Opskriften på vaniljekransene er Blomsterbergs og opskriften på jødekagerne, ved jeg ikke hvor stammer fra. Men den er rigtig rigtig god.

Vi er så heldige at min svigermor og svigerinde plejer at levere en dåse af verdens bedste brunkager, så den variant af julesmåkager har jeg endnu til gode at kaste mig ud i. Jeg har derimod længe haft lyst til at bage fedtebrød. Ikke fordi de er specielt julede, men jeg husker dem så tydeligt fra min barndom, hvor det var en af mine yndlingssmåkager. Så de måtte naturligvis med på bagelisten i år. Jeg tyede derfor til Frøken Jensen og brugte en god gammel gennemprøvet opskrift. Jeg tilsatte dog lidt rom i glasuren for et ekstra lille twist. Nedenfor kommer opskrifterne.

julesmåkager

Opskrift på vaniljekranse – giver ca. 35 stk:

  • 1 stang vanilje
  • 180 g. sukker
  • 200 g. stuetempereret smør
  • 1 stort æg
  • 250 g. hvedemel
  • 75 g. mandler, blendet til mel

Skrab kornene ud af vaniljestangen og bland med lidt sukker, så korne skilles ad. Rør, vaniljekorn, sukker og smør sammen i en skål. Tilsæt ægget. Bland mel og mandler i og rør til dejen er ensartet. Kom dejen i en sprøjtepose med stjernetylle og sprøjt den ud i kranse på en bageplade beklædt med bagepapir. Bag vaniljekransene ved 200 grader i 10-14 minutter til de er gyldne. Tag dem ud, afkøl dem og opbevar dem i en tætsluttende dåse.

julesmåkager

Opskrift på jødekager – ca. 100 stk:

  • 300 g. hvedemel
  • 175 g. smør
  • 1 1/2 dl. sukker
  • 1 tsk. hjortetaksalt
  • 1 æg

Drys:

  • 3 spsk. sukker
  • 1 spsk kanel
  • 50 g. hakkede mandler
  • 1 æg

Smuldr smørret i melet. Tilsæt sukker, hjortetaksalt og æg. Ælt dejen godt. Form en lang rulle af dejen og pak den ind i husholdningsfilm. Kom dejen i fryseren en halv times tid. Tag den herefter ud og skær tynde skiver af dejen. Læg skiverne på en bageplade beklædt med bagepapir. Bland kanel og sukker i en skål. pensl småkagerne med sammenpisket æg. Drys med kanelsukker og hakkede mandler. Bag kagerne ca. 8-10 minutter ved 200 grader. I stedet for at forme en rulle af dejen og komme den i fryseren, kan dejen også rulles tyndt ud og stikkes ud med en udstikker eller et glas. Jeg synes bare, det er for bøvlet og går for langsomt, så jeg er mere til at skære dejen ud, selvom kagerne så ikke bliver helt så flot runde, som hvis de var udstukket.
julesmåkager

Opskrift på fedtebrød – ca. 30 stk:

  • 200 g. mel
  • 1/2 tsk. hjortetaksalt
  • 200 g. smør
  • 100 g. sukker
  • 100 g. kokosmel

Bland mel og hjortetaksalt i en skål og smuldr smørret heri. Tilsæt sukker og kokosmel og ælt dejen godt sammen. Del dejen i 3 dele og tril dem til 3 stænger. Læg stængerne på en bageplade beklædt med bagepapir og tryk dem flade. Bages i 12-15 minutter ved 200 grader. Bland glasur af flormelis, vand og evt. rom (essens) og kom det på stængerne, mens de stadig er lidt lune. Skær stængerne ud i snitter.

 

 

Facebooktwittergoogle_pluspinterest

De skønneste pebernødder

pebernødder

Jeg har aldrig været sådan helt head over heels for pebernødder. Jeg mener, de er da ok og hører jo ligesom julen til. Men stik mig hellere en vaniljekrans eller en brunkage. Anytime. Jeg ved faktisk ikke helt, hvad det er ved pebernødder, som jeg ikke er så vild med. Men jeg tror, det har noget med konsistensen at gøre. Krydderierne kan jeg nemlig ret godt lide. Men når det er jul, skal der jo altså pebernødder til. Ikke mindst fordi børnene er vilde med at være med til at trille dem. Så jeg har søgt længe efter en opskrift, der faldt i både min og ungernes smag, og i år tror jeg faktisk, at det er lykkedes. Jubii og derfor overskriften “de skønneste pebernødder”. For det er de. I hvertfald efter min smag. De bedste jeg hidtil har både bagt og smagt. Så gode, at det faktisk er svært at holde fingrene fra kagedåsen. Og det siger altså ikke så lidt når det kommer fra en inkarneret fan af vaniljekranse. Opskriften er fra Krudtugler og Kanelsnegle af Sif Oreleana. Dog har jeg skruet en lille smule op for krydderierne.

pebernødder

Opskrift på de skønneste pebernødder

  •  250 g. mel
  • 1/8 tsk. hjortetakssalt
  • 1½ tsk. kanel
  • 1 tsk. ingefær
  • ½ tsk. hvid peber
  • ½ tsk. nelliker
  • 100 g. koldt smør i små tern
  • 175 g. sukker
  • 1 æg
  • 4 spsk. fløde

Bland mel og krydderier og hjortetakssalt sammen. Smuldr smørret i melet. Rør sukker og æg sammen i en anden skål og bland fløden heri. Hæld æggesnapsen ned til melblandingen og saml dejen. ælt den godt sammen. Sæt dejen på køl i en ½ -1 times tid. Rul dejen i fingertykke stænger og skær dem i små stykker, der enten trilles til kugler eller sættes direkte på en bageplade. Bag pebernødderne i ca. 10-12 minutter ved 180 grader.

pebernødder

Facebooktwittergoogle_pluspinterest