Tag: pistacienødder

Bryllupskage med chokolademazarin, hindbærmousse og limemousse

Bryllypskage med chokolademazarin, hindbærmousse og limemousse

I lørdags skulle min ældste fætter og hans søde kæreste giftes. Og jeg havde tilbudt at lave bryllupskagen. Ja faktisk var jeg nok kommet til at sige, at jeg ville blive ret så skuffet, hvis jeg ikke fik lov. Så det fik jeg. Heldigvis. Brudeparrets historie rummer blandt andet noget med et birketræ, så det skulle være det gennemgående tema. Bruden ville derfor gerne have en bryllupskage, der skulle balancere på tykke birkestammer. Hun sørgede selv for at få stativet snedkereret, så jeg skulle blot koncentrere mig om kagerne. Bruden havde på et tidspunkt smagt en kage med chokolademazarin og hindbærmousse og ville gerne have at dette indgik i bryllupskagen. Jeg kom til at freestyle lidt, som jeg altid gør, så det blev kombineret med limemousse og en tynd fragilitébund med hvid chokolade. For at gøre kagen træ-agtig blev toppen pyntet med grønne hakkede pistacienødder og kanten blev beklædt med fragilite med marcipan og nødder. Pynten blev holdt enkel med hvide roser, små mini marengskys og friske hindbær. Kagen faldt i smag, trods min free-styling. Heldigvis:-)

Der er mange elementer i denne kage, så læs opskriften godt igennem før du giver dig i kast med den.

Bryllypskage med chokolademazarin, hindbærmousse og limemousse

Opskrift på bryllupskage med chokolade mazarin, hindbærmousse og limemousse

Opskriften passer til en rund kage på 25 cm i diameter og giver 12 gode stykker.

Chokolademazarin

Mørdej:

  • 125 g. mel
  • 25 g. kakao
  • 100 g. smør
  • 50 g. sukker
  • ½ æg.

Bland mel, kakao og sukker sammen. Skær smørret i tern og kom det i melblandingen. Smulder smørret i melet til blandingen ligner fine brødkrummer. Saml hurtigt dejen med det halve æg og stil dejen på køl i mindst en halv time.

Fyld:

  • 100 g. blødt smør
  • 100 g. sukker
  • 100 g. marcipan
  • 50 g. mørk chokolade
  • ½ æg.

Riv marcipanen på rivejernet. Bland den med sukker og blødt smør og æg. Hak chokoladen og smelt den over vandbad eller i mikroovnen. Bland den i marcipanblandingen.

Beklæd bunden af en springform med bagepapir og smør kanterne let med smør. Efter den halve time rulles dejen ud til en stor cirkel der passer ned i springformen. Jeg ruller gerne ud mellem to stykker bagepapir. Så kan jeg bedst styre det. Dejen kommes i formen og trykkes let til så den går lidt op af kanterne. Som til en tærte. Fordel fyldet jævnt over bunden. Chokolademazarinbunden bages i ovnen i 20 minutter ved 200 grader. Ovne kan være forskellige, så hold øje med bunden, så den ikke bliver for mørk. Lad bunden afkøle lidt i formen, før du tager den ud.

Fragilitébund med nødder og hvid chokolade (opskrift fra chocolat.dk):

  • 2 æggehvider
  • 100 g. sukker
  • 70 g. hasselnødder
  • 70 g. hvid chokolade

Blend hasselnødderne til groft mel. Hak chokoladen fint. Pisk æggehvider og sukker til marengs. Vend nøddemel og hakket chokolade i marengsen. Beklæd springformen (den samme størrelse som du bagte chokolademazarinbunden i) med bagepapir. Smør kanterne let. Fordel nøddemarengsen i formen. Bages i ovnen ved 175 grader i ca. 12-15 minutter. Bundene skal være lyse brune. Lad bunden køle af.

Bryllypskage med chokolademazarin, hindbærmousse og limemousse

Hindbærmousse:

  • 3 dl. fløde
  • 100 g. flormelis
  • 300 g. hindbær
  • 2 blade husblas

Udblød husblassen i koldt vand. Kog hindbærrene op – lad dem koge min. 1 minut. Blend dem og purér dem gennem en finmasket si, så kernerne sies fra. Kram vandet fra den udblødte husblas og kom den i en lille skål sammen med lidt af hindbærsaften. Smelt husblassen i mikroovnen eller over vandbad. Det er vigtigt at den ikke får for meget varme da den så mister sin evne til at stivne. Kom lidt mere af hindbærsaften op til den nu smeltede husblas og rør rundt. Dette for at temperaturen mellem husblas-blandingen og hindbærsaften skal nærme sig hinanden så man undgår trævler fra husblassen. Bland til sidst husblassen i resten af hindbærsaften. Pisk fløden til skum og vend hindbærsaften heri.

Limemousse (opskrift fra momses-univers):

  • 2 dl. piskefløde
  • 1 dl. creme fraiche
  • 1 dl. yoghurt naturel
  • 3/4 dl. sukker
  • 1 tsk fintrevet skal af økologisk lime
  • ½ dl. limesaft (ca. 2 limefrugter)
  • 3 blade husblas.

Udblød husblassen i koldt vand. Riv limeskallen. Pres saften af limefrugten. Pisk fløden til skum. I en anden skål piskes creme fraiche, yoghurt og sukker ved lav hastighed. Pisk indtil sukkeret er opløst. Kram vandet fra husblassen og om den i en skål sammen med limesaft og limeskal. Smelt den over vandbad eller forsigtigt i mikroovnen. Pas på med at give den for meget varme. Når den er smeltet røres lidt af yoghurtblandingen i den smeltede husblas. Rør evt. en ekstra skefuld i. Rør så husblassen ud i resten af yoghurtblandingen. Vend flødeskummet i yoghurtblandingen.

Bryllypskage med chokolademazarin, hindbærmousse og limemousse

Sådan samles kagen:

Ud over ovenstående bunde og mousser skal du også bruge lidt hindbærsyltetøj.

Læg chokolademazarinbunden tilbage i springformen – eller læg den på det fad du vil servere kagen på, med ringen fra springformen rundt om. Smør et tyndt lag hindbærsyltetøj ud på chokolademazarinen. Syltetøjet skal ikke gå helt ud til kanten. Stop ca. 1 cm fra kanten. Kom nu et lag hindbærmousse ovenpå. Det skal helt ud til kanten. Glat laget ud med en spatel, dejskraber eller hvad du nu har. Læg fragilitébunden ovenpå. Kom til sidst et lag limemousse på og glat også dette lag ud. Stil kagen på køl i minimum 4 timer men gerne til næste dag, så mousserne kan nå at sætte sig. Bag i mellemtiden fragilitébunden, der skal bruges til kanten af kagen.

Fragilité med marcipan og nødder – til kanten af kagen

  • 200 g. marcipan
  • 200 g. æggehvider
  • 300 g. sukker
  • 50-100 g. hasselnøddeflager

Riv marcipanen på den grove side af rivejernet. Rør ca. 50 g. af æggehviderne ud i marcipanen. I en anden skål piskes æggehviderne stive sammen med sukkeret. Der piskes indtil sukkeret er opløst og marengsen er luftig. Vend marcipanblandingen i marengsen. Beklæd en bradepande 30×40 cm med bagepapir. Smør marengsen ud herpå og drys med hasselnøddeflagerne. Flagerne skal bare sådan nogenlunde dække marengsen. Bag bunden ved 180 grader i ca. 15 minutter. Den skal være let lysebrun. Vend bunden ud på et andet stykke bagepapir, så nøddesiden vender nedad. tag bagepapiret af og lad bunden afkøle.

Når kagen har sat sig måles højden på kagen. Fragilitébunden skæres i strimler på den lange led, så stimlerne passer med højden på kagen. Ex. hvis kagen er 6 cm høj, skal strimlerne være 6 cm bredde. Hvor mange strimler du skal bruge afhænger af størrelsen på din bradepande samt omkredsen af din kage. Tag en strimmel forsigtigt op og beklæd kagen med den. Gentag indtil hele kanten er dækket. Min fragilité var tilpas klistret på bagsiden til at den kunne holde sig selv på plads, så jeg havde ikke brug for ekstra smørrelse.

Pynt:

  • 50-75 g usaltede pistacienødder – gerne afhindede
  • Friske hindbær

Hak pistacienødderne halv-groft og kom dem på toppen af kagen. Pynt med friske hindbær. Hvis dine pistacienødder ikke er afhindede, kan du smutte hinderne af dem (som mandler), for at få dem så grønne som muligt.

Bryllypskage med chokolademazarin, hindbærmousse og limemousse

Facebooktwittergoogle_pluspinterest

Julebrownies

julebrownies

Altså, de her brownies er jeg ret så vild med. Det er klassiske mørke chokolade brownies tilsat alle de gode julekrydderier, pistacienødder, mandler og tørrede tranebær, både inden i og på toppen. What’s not to like?? Selvom ingredienslisten er forholdsvis lang er de virkelig nemme at bage, så lad jer ikke afskrække.

julebrownies

Opskrift på julebrownies – ca. 16 små firkanter:

  • 130 g. smør
  • 2 æg
  • 150 g. muscovadosukker
  • 100 g. rørsukker
  • 1 stang vanilje
  • 100 g. hvedemel
  • 40 g. kakaopulver
  • 1/2 tsk. bagepulver
  • 1 tsk. kanel
  • 1 tsk kardemomme
  • 1 tsk. ingefær
  • 1 tsk. nelliker
  • 100 g. mørk chokolade 70 %
  • 50 g. grofthakket pistacienødder
  • 50 g. groft hakkede mandler
  • 50 g. grofthakkede tranebær

Smelt smørret. Pisk æg, muscovadosukker, rørsukker og vanilje sammen til det er lyst og luftigt. Rør det smeltede smør i med en ske. Bland mel, kakao, bagepulver og krydderier i en skål og sigt blandingen í æggemassen. Vend rundt med en ske indtil dejen er jævn. Hak chokoladen og smelt den enten over vandbad eller i microovnen. Vend chokoladen i dejen. Vend til sidst halvdelen af de hakkede mandler, halvdelen af pistacienødderne og halvdelen af tranebærrene i dejen (resten gemmes til topping). Beklæd en lille bradepande (15 x 20 cm) med bagepapir og fordel dejen jævnt heri. Bag kagen i ca. 20-25 minutter ved 170 grader. Afkøl kagen og pynt herefter med kakaoglasur og drys med resten af de hakkede mandler, pistacienødder og tranebær.

julebrownies

Facebooktwittergoogle_pluspinterest

Biscotti med pistacienødder, tranebær og hvid chokolade

Biscotti med pistacienødder, tranebær og hvid chokolade

Nå, men jeg har ikke været så aktiv på bloggen her på det sidste. Tiden har simpelthen ikke været til det og mærkeligt nok har lysten til at bage faktisk heller ikke været så stor. Det har egentlig også været fint nok at holde en lille pause og kaste fokus på nogle andre ting. Nå men julen står jo for døren og manglende bagelyst dur simpelthen bare ikke i december måned. Andre måneder ok. Men ikke i december. Så fredag måtte jeg i gang. Det blev til disse skønne biscotti med pistacienødder, tranebær og hvid chokolade. Jeg elsker kombinationen af de syrlige tranebær og den søde hvide chokolade, og når der også tilsættes skønne grønne pistacienødder, bliver det ikke bedre. Biscottierne er lidt julede, men ikke mere end at jeg tænker, at de fint kan serveres på alle årstider.

Biscotti med pistacienødder, tranebær og hvid chokolade

Biscotti med pistacienødder, tranebær og hvid chokolade

  • 2 æg
  • 2 dl sukker
  • 4 dl. hvedemel
  • 1 tsk salt
  • 1 tsk bagepulver
  • Fintreven citronskal af 1 øko citron
  • 100 g. grofthakkede mandler
  • 50 g. usaltede grofthakkede pistacienødder
  • 50 g. tørrede grofthakkede tranebær
  • 100 g. grofthakket hvid chokolade

Pisk æg og sukker tykt og skummende. Bland mel, bagepulver og salt i en skål og bland det i æggesnapsen sammen med de øvrige ingredienser. Saml dejen og form to lange brød (ca. 5 cm bredt og 2 cm højt), og sæt dem på en bageplade beklædt med bagepapir. Bag dem i ovnen i 20-25 minutter ved 180 grader. Tag brødene ud af ovnen og skru ovnen ned til 100 grader. Lad brødene hvile 5 minutter, og skær dem så i skiver på 1-2 cm. Læg skiverne på bagepladen, og bag dem yderligere 20-30 minutter til de er sprøde. Opbevares i en tætsluttende kagedåse.

Biscotti med pistacienødder, tranebær og hvid chokolade

Facebooktwittergoogle_pluspinterest