Jordbærkage med marengs

Denne jordbærkage med marengs har jeg bagt rigtig mange gange. Som i RIGTIG mange gange. Det er faktisk nok den kage, som jeg har bagt allerflest gange i mit liv. Første gang, jeg smagte den, var til min læsemakker Lines dimissionsfest for 12 år siden. Den smager fantastisk og er død nem at bage. Bundene kan bages dagen før, man skal bruge dem – ja de er faktisk bedst dagen efter. Og modsagt mange andre lagkager, skal den først lægges sammen samme dag, som man skal spise den. Den må gerne være lidt rustik, så man skal ikke bruge ret lang tid på at lægge den sammen og pynte den. Det er nok derfor valget ofte falder på den, når jeg skal have kage med et eller andet sted hen, for i en travl hverdag er det er jo ikke altid man lige har tiden til at gå totalt pynte-amok.

Jordbærkage med marengs

De fleste gange har jeg lavet den som “almindelig” jordbærkage med en bund, creme ovenpå og til sidst pyntet med bær. Andre gange som lagkage med 2 bunde, 2 lag creme og 2 x bær. Begge dele fungerer fint:-)

Opskriften kommer her:

Dej:

  • 250 g blødt smør
  • 4 æggeblommer
  • 200 g sukker
  • 2 dl mælk
  • 150 g mel
  • 3 strøgne tsk. bagepulver

Sukker og smør røres skummende. Pisk æggeblommerne i. Mel og bagepulver blandes i en anden skål og røres i skiftevis med mælken. Dejen smøres ud i en bradepande ca. 30×40 cm beklædt med bagepapir, hvis man ønsker en kage i et lag, eller i 2 runde forme 20 cm i diameter, hvis man ønsker en lagkage.

Marengs:

  • 4 æggehvider
  • 300 g sukker
  • 2 tsk. vaniljesukker
  • 100 g hakkede nødder

Æggehviderne piskes stive. Sukker og vanille piskes i . Læg marengsen over dejen og drys med hakkede nødder (kan udelades).

Bages i ovnen ca. 30 min. ved 200˚. Lad kagen blive helt kold før bagepapiret forsigtigt rulles af.

Fyld:

  • 4 dl. piskefløde
  • 4 dl. cremefraiche (min. 18%)
  • evt. lidt vaniljesukker
  • jordbær eller anden frugt (bær, kiwi, blommer el.lign.)

Pisk fløden til flødeskum. Bland med cremefraichen. Smag til med vaniljesukker (men marengsen gør kagen ret sød så cremen behøver ikke ret meget vanilje!)

Læg fyldet oven på den afkølede bund og pynt med jordbær.

Jordbærkage med marengs

Facebooktwittergoogle_pluspinterest

16 comments on “Jordbærkage med marengs”

  1. hej jannie jeg har prøvet din opskrift, men den faldt fuldstændig sammen og både bund og marengs var helt flade. Bunden var ikke gennembagt og marengsen blev til et lag med sukkersmag. Den smagte skønt, men var bestemt ikke skøn at se på. Nu prøver jeg igen, men hvad tror du gik galt? jeg brugte pasteuriserede hvider og blommer. Ville det være en god ide at forbage bunden før hviderne kommer på? gode ideer er velkomne!
    på forhånd tak
    Janni Bang

    • Hej Janni
      Øv for den:-(. Ved ikke lige hvad der er gået galt. Jeg har faktisk ikke bagt kagen med past.æg, så jeg ved ikke om de har noget med det at gøre. Jeg har ikke prøvet at bage bunden først, men du burde sagtens kunne bage bunden lidt først og så komme marengsen på efterfølgende. Du kan jo lige give et lille pip herinde, hvis det fungerer for dig på den måde. Det er altid godt at have nogle alternative fremgangsmåder:-)
      Håber det lykkes for dig:-)
      De bedste hilsner
      Jannie

  2. Tror du at jeg kan bage bundene,i en tærteform dog på 24 cm i diameter.
    Tænker mere, hvis den knækker ude i siderne. På grunden af tærteformen

    • Hej Mikkel
      Hvis det er en tærteform med fast bund, kan bundene nok godt være lidt svære at få hele ud. En springform eller tærteform med løs bund vil helt sikkert gøre det nemmere for dig. Kagen kan også laves i et lag, og her kan du sagtens lave og servere den i en fast tærteform.
      De bedste Hilsner
      Jannie

  3. Jeg har lige prøvet også og har fået helt samme resultat som Jannie. (jeg brugte alm. æg) syntes også 250 g smør er meget. Er det rigtigt?
    hilsen
    Anne Larsen

    • Hej Anne
      Jeg har lige tjekket opskriften i min gode gamle opskriftsbog. Og den er altså god nok. Der skal 250 g smør i selvom det lyder af meget. Men dejen rækker jo også til en vel bradepande:-). Jeg har ikke en umiddelbar forklaring på hvorfor kagen er faldet sammen, andet end at det lyder som om den ikke har fået helt nok. Der jo er forskel på ovne så måske skal kagen bare bage lidt længere i din ovn end i min? Det ville være mit umiddelbare bud. Håber det lykkes bedre næste gang:-)
      De bedste hilsner
      Jannie

  4. Øv
    Bruger rigtig mange ingredienser – og glæder sig til resultatet !
    Øv.. kage og marengs falder sammen – spild af råvarer
    Jeg har fulgt opskrift til punkt og prikke og står her med et trist resultat

    • Kære Lisa
      Det er jeg da ked af at høre. Det er altid trælst når resultatet ikke bliver som forventet. Jeg har lige bagt kagen igen for at se om der var noget, jeg havde glemt i opskriften. Det kunne jo sagtens være:-) Men min kage bliver altså fuldstændig som den plejer. Fin bund og sprød marengs – altså indtil cremen kommer på, for da falder marengsen jo naturligvis lidt sammen. Jeg ved ikke, hvad der er gået galt, da du forsøgte dig med opskriften, men jeg kan have et par forslag: dejen er pisket for meget/for kraftigt efter bagepulver et tilsat, skålen til marengsen har ikke været helt ren og fri for sæberester, kagen er underbagt – alle ovne er forskellige så bagetider er altid vejledende, og andre slags forme eller størrelser kan ændre på bagetiden. Jeg plejer at stikke en lille kødnål ned gennem marengsen og se om noget af dejen underneden hænger ved. Hvis der gør, får den lidt mere. Det er virkelig en rigtig god kage, som alle, jeg har serveret den for elsker. Så jeg håber ikke du giver helt op på den endnu:-)
      De bedste hilsner
      Jannie

  5. Hej Jannie

    Jeg har som du bagt denne kage rigtig mange gange med godt resultat. Dog har jeg altid bagt den samme dag, så mit spørgsmål er… hvaodan opbevarer du bundene så marengsen ikke bliver blød, hvis du først bruger dem næste dag?
    Kh Sussi

    • Hej Sussi
      Jeg beklager det sene svar. Af en eller årsag har jeg ikke fået advisering på min mail om, at der lå en kommentar og ventede. Mht. bundene så plejer jeg faktisk bare at lægge staniol over dem, så synes jeg de stadig er fine dagen efter. Jeg har prøvet at komme husholdningsfilm over, men der synes jeg de mister for meget af deres sprødhed. Håber det er svar nok:-)
      De bedste hilsner
      Jannie

  6. Hej Jannie

    Kagen ser enormt lækker ud, og jeg har tænkt lidt på at servere den til min fødselsdag. Jeg har dog lige et spørgsmål angående din marengs – er det vaniljesukker eller ren vanilje du anvender?

    Vh Agnes

    • Hej Agnes
      Tak skal du have:-). Det er bare alm. vaniljesukker jeg har brugt.
      Jeg har lige rettet det i opskriften:-)

      Den bedste hilsner
      Jannie

  7. Lækker opskrift. Har bagt den til mit arbejde, som var vilde med den.
    Hvis jeg bager bundene dagen før, puttee du dem så i køleskabet eller står de bare ude tildækket med staniol?

    • Hej Britt
      Tusind tak☺️. Jeg har bare haft dem på køkkenbordet med staniol over☺️.
      De bedste hilsner
      Jannie

  8. Hej
    Jeg har bagt denne skønne jordbærlagkage med marengs rigtig mange gange.
    Den har enkelte gange drillet. :0(
    Jeg har ligesom erkendt at bunden skal være lidt svampet og ja i nogle ovne skal den have lidt længere tid.
    Har ofte opbevaret den i køleskabet og så lagt den sammen af flere omgange.
    Ja den falder lidt sammen, men gør absolut ikke noget.
    Jeg laver den kun i 1 lag, og den ser helt fantastisk ud.
    Jeg blander dog nødder og mandler sammen med marengsen.
    Det er jo en lækker kage og tage med på tur. Da kagen, crem og frugt opbevares hver for sig og lægges så sammen når man kommer frem.
    Hilsner fra Lisbeth

    • Hej Lisbeth
      Skønt at du har bagt kagen så mange gange – Det har jeg også:-)
      Det er da et godt tip at blande nødder og marengs – så undgår man at nødderne bliver brændte:-)
      Jeg laver den også oftest i 1 lag – i en bradepande kan den transporteres til alverdens sammenkomster og gør lykke hver gang:-) Har ikke prøvet at samle den på stedet, men det er da et super tip:-)
      De bedste hilsner
      Jannie

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *