bryllupskage camilla og søren1I lørdags blev min fætter Søren og hans kæreste Camilla gift. De holdt en fantastisk bryllupsfest i de skønneste omgivelser. Jeg stod for bryllupskagen, der blev serveret til kaffen om eftermiddagen. Camilla havde ønsket blomster i mørkeblå/lilla nuancer samt bånd og mønster i guld.

bryllupskage camilla og søren6

Kagen var i 5 etager, og der var nok til 110 personer. Hver etage indeholdt nederst en kiksebund og herudover 3 lyse lagkagebunde, 1 lag blåbærmousse, 1 lag tobleronemousse og 1 lag astimousse.

bryllupskage camilla og søren2

Opskrift på kiksebund – 25 cm i diameter

  • 300 g. digestivekiks
  • 125 g. smeltet smør

Kiksene knuses fint og kommes i en skål. Det smeltede smør hældes i og blandes godt sammen med kiksene. Beklæd en form med bagepapir og fordel kiksemassen i formen og tryk den godt sammen med håndfladen. Sæt formen i fryseren indtil du skal bruge bunden.

Opskrift på lyse lagkagebunde – 3 stk – 25 cm i diameter.

  • 6 æg
  • 240 g. sukker
  • 1½ spsk vand
  • 1½ tsk vanilje
  • 1½ knivspids salt
  • 180 g. mel
  • 1½ tsk bagepulver

Æggene piskes heftigt med vand, sukker, vanilje og salt til en fin mousse. Sigt mel og bagepulver og vend det i blandingen med en let hånd kun lige til melet er fordelt. Bages i ca. 25 min ved 200 grader. Lad kagen blive helt kold, før den deles i 4 bunde.

bryllupskage camilla og søren5

Opskrift på blåbærmousse – fra bogen Blomsterbergs Søde Sager (dog har jeg justeret lidt hist og pist så den passer bedre til fyld i en lagkage:-))

Passer til 1 lag i en kage på 25 cm i diameter.

Blåbærsylt:

  • 1 vaniljestang
  • 125 g sukker
  • Saft fra 1 limefrugt eller en halv citron
  • 250 g. blåbær

Kornene skrabes af vaniljestangen og skilles med en smule af sukkeret. Alle ingredienser kommes i en lille gryde, incl. den tomme vaniljestang og koges uden låg i 15 minutter. vaniljestængerne tages op og det hele blendes med en stavblender. Sylten stilles på køl til næste dag.

Hvid chokoladecreme:

  • 4 blad husblas
  • ½ l. piskefløde
  • 150 g. hvid chokolade

Husblassen lægges i blød i koldt vand i en halv time. Den hvide chokolade hakkes fint og kommes i en skål. Fløden varmes op til ca. 80 grader. Halvdelen af den varme fløde hældes over chokoladen og der røres godt indtil chokoladen er smeltet og massen er blank og glat. den sidste fløde tilsættes og der røres igen. Husblassen vrides for vand og kommes op i den lune chokolademasse. Rør igen. Cremen dækkes med husholdningsfilm og skal stå på køl til næste dag.

Den kolde hvide chokoladecreme piskes med en håndmikser. Den kolde blåbærsylt vendes i indtil blåbærmoussen er ensartet. Kommes i en sprøjtepose og sprøjtes i lagkagen.

Opskrift på tobleronemousse

  • 600 g. Toblerone
  • ½ l fløde

Tobleronen brækkes i stykker og kommes i en gryde. Flødes hældes over. Smeltes ved svag varme. Rør rundt undervejs og vær opmærksom, så det ikke brænder på. Når chokoladen er helt smeltet, hældes blandingen i en skål, dækkes med husholdningsfilm og sættes på køl til næste dag. Dagen efter piskes den op med håndmikser til den får en cremet konsistens. Det tager lidt tid, men pas på, for lige pludselig går det stærkt. Og hvis der piskes for længe skiller cremen og bliver grynet. Jeg plejer at stoppe i god tid og så piske det sidste med piskeris, så kan jeg bedre fornemme, hvornår det er på tide at stoppe. Hvis cremen først er skilt kan den ikke reddes……Moussen kommes i en sprøjtepose og sprøjtes i lagkagen.

Opskrift på astimousse finder du her. I denne kage havde jeg undladt chokoladestykkerne.

Og så lidt blomster billeder her til sidst…..alle lavet i gumpaste samt fondant tilsat tylose.

blomster camilla og søren1  blomster camilla og søren3

blomster camilla og søren2blomster camilla og søren4

Kæmpe stort tillykke til Camilla og Søren og tak for en dejlig fest:-)

 

Facebooktwittergoogle_pluspinterest

9 comments on “Bryllupskage”

  1. Hej. Hvor lyder det til at smager rigtig godt! Jeg vil prøve at lave disse forskellige mousse. Har du holdt kagen på frost hver gang du har puttet et lag af mousse eller har du bygget det hele på en gang?

    En fornøjelse at blade igennem din blogg.
    Hilsen fra Vita

    • Hej Vita!
      Tusind tak for dine søde ord:-)
      Jeg har faktisk bygget det hele op på én gang. Mousserne er rimelig stabile, så hvis du bygger kagen op i en springform eller lignende og lader den sætte sig en dags tid, så skal mousserne nok stivne fint. Det eneste der har været på frost i denne kage er kiksebunden. Ellers kunne jeg simpelthen ikke styre at få den lagt på.
      Go’ fornøjelse:-)

  2. Angående kiksebund. Fungere det bare på helt samme med måde som en alm bund når du smøre kagen op og overtrækker? Fungere det som det skal? Og er det nemt at flytte med?

    • Hej Debbie

      Jeg havde faktisk ingen problemer med kiksebunden, da jeg smurte kagen op og overtræk den. Det der voldte de største problemer, var at vende kiksebunden rundt så den landede oven på kagen uden at knække. Men det hjalp at fryse bundende – så blev de til at arbejde med. Så nemt at flytte med – hmm…..ikke helt;-) – men det kan fungere. Når kagen er lagt sammen er der dog ingen problemer. Der havde jeg bare en pap-bund under. Men det har jeg som regel ved fondantkager – det er det, der fungerer for mig:-)
      håber det var svar nok?
      De bedste hilsner
      Jannie

      • Tak for svar. Tænkte faktisk på at have kiksebunden som den nederste bund ovenpå en kagepap, så på den måde det vil være nemmere,?

        • Hej igen:-) Jeg har også kiksebunden nederst, men når jeg lægger kagen sammen starter jeg med at lægge den bund der skal være toppen af kagen, nederst i den form jeg lægger kagen sammen i. På den måde kommer bunden til at lægge øverst indtil jeg vender kagen ud på kagepap:-) Giver det mening?

  3. Hej Jannie,
    Kæmpe fan af kagen og ikke mindst mousserne! Har dog fået lavet for meget mousse (hvis man da kan det 😉 ). Kan det fryses??

    Hilsen en tidligere praktik og kageglad elev 🙂

    • Hej Camilla
      Hvor hyggeligt at høre fra dig herinde:-) Håber du har det godt?
      Beklager det sene svar – har været helt hængt op den sidste tid, så der har ikke været eget tid til kagesjov herhjemme.
      Jeg har ikke prøvet at fryse mousserne alene, så jeg kan ikke give dig et svar på om de kan holde til det. Men jeg har haft frosset kager med forskellige mousser i og det kan de sagtens klare. Så jeg vil sige, at du bare skal gøre forsøget. Så kan du jo altid lige skrive hvordan det er gået med det:-)
      Kram Jannie

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *