Jeg har lavet dem før – mange gange. Det har bare været med hindbærmarmelade. Og de er rigtig gode. Hvis du ikke har prøvet dem, så finder du opskriften her. Og har du prøvet dem, ved du jeg har ret:-).
Men nu er det jo æblesæson, og jeg er blevet beriget med æbler fra både venner og familie, så nu er der blandt andet lavet en kæmpeportion æblemarmelade. Og så var det jo oplagt at lave en omgang æble crumble snitter. Jeg havde lidt dulcey-chokolade, som jeg smeltede og kom på toppen. Det er dejligt karamel-agtigt og passer perfekt til æblerne. Men har du ikke lige dulcey på lager, så fungerer almindelig glasur lige så fint. Jeg tænkte også på, at lidt karamelsauce sikkert heller ikke ville være så tosset. Men det må blive en anden gang.
Opskrift på æble crumble snitter
Giver ca. 18 små snitter eller 12 lidt større snitter
- 125 g.smør
- 125g. sukker
- 50 g. farin
- Korn fra 1/2 stang vanilje
- 100 g. havregryn
- 150 g. mel
- 1 nip salt
- 150 -200 g. æblemarmelade – uden store æblestykker
- evt. lidt dulcey chokolade og glasur til pynt
Smelt smørret og rør sukker, farin og vaniljekorn i. Bland de øvrige ingredienser i og rør crumbledejen sammen. Brug evt. fingrene til sidst for at få de tørreingredienser fordelt godt i smørblandingen. Kom bagepapir i en lille bageform (18 x 25 cm) og pres lidt over halvdelen af crumbledejen ned i bunden af formen. Pres den godt sammen. Fordel æblemarmeladen jævnt over hele bunden. Fordel den sidste del af crumbledejen over marmeladen. Bag æblecrumblesnitterne i 25-30 minutter ved 175 grader. Toppen skal være gylden. Lad kagen afkøle helt og skær den herefter i passende stykker. Pynt snitterne med smeltet chokolade eller glasur eller begge dele.