Tag: småkage

Biscotti med pistacienødder, tranebær og hvid chokolade

Biscotti med pistacienødder, tranebær og hvid chokolade

Nå, men jeg har ikke været så aktiv på bloggen her på det sidste. Tiden har simpelthen ikke været til det og mærkeligt nok har lysten til at bage faktisk heller ikke været så stor. Det har egentlig også været fint nok at holde en lille pause og kaste fokus på nogle andre ting. Nå men julen står jo for døren og manglende bagelyst dur simpelthen bare ikke i december måned. Andre måneder ok. Men ikke i december. Så fredag måtte jeg i gang. Det blev til disse skønne biscotti med pistacienødder, tranebær og hvid chokolade. Jeg elsker kombinationen af de syrlige tranebær og den søde hvide chokolade, og når der også tilsættes skønne grønne pistacienødder, bliver det ikke bedre. Biscottierne er lidt julede, men ikke mere end at jeg tænker, at de fint kan serveres på alle årstider.

Biscotti med pistacienødder, tranebær og hvid chokolade

Biscotti med pistacienødder, tranebær og hvid chokolade

  • 2 æg
  • 2 dl sukker
  • 4 dl. hvedemel
  • 1 tsk salt
  • 1 tsk bagepulver
  • Fintreven citronskal af 1 øko citron
  • 100 g. grofthakkede mandler
  • 50 g. usaltede grofthakkede pistacienødder
  • 50 g. tørrede grofthakkede tranebær
  • 100 g. grofthakket hvid chokolade

Pisk æg og sukker tykt og skummende. Bland mel, bagepulver og salt i en skål og bland det i æggesnapsen sammen med de øvrige ingredienser. Saml dejen og form to lange brød (ca. 5 cm bredt og 2 cm højt), og sæt dem på en bageplade beklædt med bagepapir. Bag dem i ovnen i 20-25 minutter ved 180 grader. Tag brødene ud af ovnen og skru ovnen ned til 100 grader. Lad brødene hvile 5 minutter, og skær dem så i skiver på 1-2 cm. Læg skiverne på bagepladen, og bag dem yderligere 20-30 minutter til de er sprøde. Opbevares i en tætsluttende kagedåse.

Biscotti med pistacienødder, tranebær og hvid chokolade

Facebooktwittergoogle_pluspinterest

Cookies med squash

squashcookies

Vores 2 squashplanter sprøjter den ene store squash ud efter den anden. Det er skønt og fantastisk og dejligt og alt det der. Og jeg har jo selv plantet dem, så jeg klager overhovedet ikke!!! Men nogen gange kan det være lidt svært at finde anvendelse til al den squash. Specielt fordi jeg nok egentlig er den eneste herhjemme, der virkelig sætter pris på denne grøntsag. Så jeg sniger squash i maden alle steder, hvor jeg nu kan komme afsted med det. I kødsovs, i boller i karry, i brød og boller og selvfølgelig i kage. For at være med på moden har jeg købt en spiralizer, som forhåbentlig bliver leveret en af de næste dage. Er noget spændt på, hvad familien siger til squash-spaghetti eller squashetti, som det jo også kaldes….. Nå men i weekenden skulle vi prøve noget nyt. Maja var med i køkkenet og med en vis skepsis kastede hun sig ud i at bage disse cookies med squash, havregryn og chokolade. De smager dejligt og er på sin vis en slags kombination af en müslibar, en småkage og en brownie.

squashcookies1

Opskrift:

  • 115 g. blødt smør
  • ½ dl. solsikkeolie
  • 100 g. brun farin
  • 115 g. sukker
  • 1 æg
  • 1 tsk. flydende vanilje
  • 110 g. mel
  • 1 tsk. bagepulver
  • ½ tsk. kanel
  • 30 g. kakao
  • 5 dl. havregryn
  • 75 g. hakket mørk chokolade (70%)
  • 2½ dl. fintrevet squash (ca. 1 lille squash) – lad væsken løbe fra.

Forvarm ovnen på 180 grader. Bland mel, bagepulver, kanel og kakao sammen i en skål og stil den til side. I en anden skål piskes smør, olie, brun farin og sukker sammen. Tilsæt æg og vanilje og pisk ved lav hastighed indtil det er blandet godt. Tilsæt langsomt de tørre ingredienser, mens der piskes videre. Tilsæt havregryn og squash og pisk igen ved lav hastighed indtil det hele er blandet godt. Bland til sidst chokoladen i. Sæt dejen på bageplade med en ske og tryk klatterne lidt flade. Bag i ca. 12 minutter indtil midten af småkagen ikke længere er våd at se på. Lad kagerne køle på bagepladen i ca. 10 minutter før de tages af og køler videre på en rist.

squashcookies2

Hvis man har lyst til en anden variation af disse kager kan man røre en creme af 200 g flødeost, lidt vanilje, lidt citronsaft og lidt flormelis og komme mellem 2 kager. Skal cremen være mere fast kan man lave den klassiske variation, hvor man også tilsætter smør.

 

 

 

Facebooktwittergoogle_pluspinterest