Tag: macarons

Påske macarons

påske macarons

De her små macarons. Det tog altså lidt tid, før jeg rigtig kom til at holde af dem. Jeg havde helt ærligt lidt svært ved at forstå, hvad det var folk så i dem. Altså jeg mener, man tager én bid, og så er de jo praktisk talt væk. Men nu er jeg ved at være der. Ja ja – jeg er langsom – jeg ved det. Men jeg har set lyset. For de er så søde – og så fine. Og kan laves i alle farver med alle mulige smagsvariationer. Og så er de slet ikke så svære at lave, som jeg først troede. Hvis man altså kan leve med en ruflet overflade og små fødder…..Her er de i en påskevariation med en skøn citroncreme lavet med lemon curd, mascarpone og hvid chokolade.

De er lavet med italiensk marengs – det fungerer bedst for mig. Opskriften på bundene er fra chocolat.dk – den skønneste side med fantastiske kager og desserter.

påske macarons

Opskrift på påske macarons med citroncreme

giver ca. 22 stk.

Bunde:

  • 150 g. mandelmel
  • 150 g. flormelis
  • ½ tsk. pulverfarve (1/4 tsk. gul og 1/4 tsk. turkis)
  • 50 g. æggehvide
  • 150 g. sukker
  • 50 g. vand
  • 50 g. æggehvide

Sigt mandelmel, pulverfarve og flormelis i en skål. Hvis du vil lave 2 farver, del da mandelmel og flormelis i to og sigt det i hver sin skål med 1/4 tsk. pulverfarve i hver. Rør 50 g. æggehvide i mandelblandingen, hvis du laver 1 portion eller 25 g. i hver skål.

Kom sukker og vand i en lille gryde og kog det op til det bliver sirup – det skal være 117 °C. Pisk i mens 50 g. æggehvide til den danner bløde toppe. Hæld den 117° C varme sirup i æggehviderne i en tynd stråle mens der stadig piskes. Fortsæt med at piske indtil marengsen er afkølet.

Bland lidt marengs i mandelblandingen og kom herefter resten i. Vend det forsigtigt rundt til massen er ensartet. Kom massen i en sprøjtepose med rund tyl, og sprøjt massen ud i æggeformede ovaler på en bageplade. Tegn evt op på bagsiden af bagepapiret, hvis du synes det er svært at sprøjte den rigtige form. Lad bundene hvile i 30 minutter inden de bages.

Bag bundene ved 150°C varmluft i 8 minutter. Sæt en trægrydeske i klemme i ovnlågen, skru ned på 130°C og bag videre i 5 minutter. Tag bundene ud og lad dem afkøle helt.

Hvis æggene skal være spættede, kan man blande enten lidt guld pulverfarve med en anelse vodka eller rom eller man kan bruge lidt kakaopulver for en mørkere farve og sprøjte det på bundene med en lille pensel/tandbørste. Jeg brugte begge farver.

påske macarons

Mascarponecreme:

Hak den hvide chokolade fint og kom den i en skål. Varm fløden op til 80° grader og hæld den over den hvide chokolade. Lad det stå et par minutter. Rør herefter chokoladen ud i fløden. Pisk i en anden skål mascarponen og tilsæt lemon curd. Tilsæt chokoladeblandingen og pisk igen. tilsæt evt. mere lemoncurd hvis cremen skal være mere syrlig. Kom cremen i en sprøjtepose med rund tyl og sprøjt den på halvdelen af bundene. Læg bundene sammen og opbevar dem på køl i en lufttæt beholder.

påske macarons

Facebooktwittergoogle_pluspinterest

Hindbærmacarons med chokoladeganache

hindbærmacarons med chokoladeganache

De har efterhånden været moderne et godt stykke tid, de her små delikate macarons. Og de har været i mine tanker temmelig længe. Specielt de her lyserøde hindbærmacarons. Jeg har haft lyst til at bage dem, men er aldrig rigtigt kommet dertil. Det synes jeg faktisk, at jeg skriver ved hvert indlæg, men det er måske ikke så mærkeligt, for jeg har jo i princippet altid lyst til at bage og vil også gerne bage noget nyt hver gang. Men det går jo simpelthen ikke. Hvis jeg bagte hver gang, jeg havde lyst, ville vi jo trille rundt herhjemme. Så jeg må ofte besinde mig og vente til den rette anledning. Den kom heldigvis i form af en skøn fest vores dejlige lille niece. Hvad ville passe bedre end små fine lyserøde hindbærmacarons med chokoladeganache til en smuk lille prinsesse? Efter at have set Den store bagedyst kan man jo ikke undgå at have en smule præstationsangst. Alle ved jo (åbenbart) at de her macarons både skal have en fin og glat overflade og have små fødder….Det belærte min datter mig ihvertfald om inden jeg gik i gang, og der blev holdt godt øje med resultatet undervejs. Jeg brugte en opskrift fra fantastiske Maja Vase på chocolat.dk og ændrede kun lidt på fyldet. Der er brugt italiensk marengs til bundene i denne opskrift, hvilket efter sigende er lidt mere besværligt at lave, men sikrer et bedre resultat i forhold til overflade og fødder.

De fik små bitte fødder og en glat overflade, de her små hindbærmacarons, men de kunne nu godt have hævet lidt mere og blev også lidt uens i størrelsen. Men af at det er første gang, er jeg nu ganske godt tilfreds med resultatet.

Opskrift på hindbærmacarons med chokoladeganache

Giver 20 stk.

Bunde:

  • 75 g. mandelmel
  • 75 g.flormelis
  • 1 knivspids rød spiselig pulverfarve
  • 25 g. æggehvide
  • 75 g. sukker
  • 25 g. vand
  • 25 g. æggehvide

Sigt mandelmel, flormelis og pulverfarve i en skål og rør de 25 g.æggehvider heri.

Smelt sukker og vand i en lille gryde. Varm det op til 117 grader. Pisk imens de sidste 25 g æggehvider stive i en skål. Hæld den 117 grader varme sukkerlage ned i de stive hvider i en tynd stråle mens der piskes. Pisk videre indtil massen er afkølet – til ca. 50 grader.

Vend lidt af marengsen i mandelblandingen og vend herefter forsigtigt resten i . Kom massen i en sprøjtepose med glat tyl og sprøjt små runde cirkler ud på en bageplade beklædt med bagepapir. Jeg brugte et lille glas og tegnede cirklerne op på papiret og vendte så bagepapiret om. Lad bundene hvile en halv time før de bages. Sættes i en 150 grader varm ovn og bages i 8 minutter. Sæt herefter en træske i klemme i ovnlågen, sku ned på 130 grader og bag videre i 5 minutter. Jeg prøvede både med alm.ovn og med varmluft. Jeg synes varmluft fungerede bedst, men jeg kan læse at de fleste andre har succes med alm. ovn. Tag bundene ud og lad dem afkøle helt.

hindbærmacarons med chokoladeganache

Hindbærsmørcreme:

  • 125 g. flormelis
  • 35 g. blødt smør
  • 2 spsk. hindbærsirup eller hindbærsaft – jeg brugte sirup
  • Korn fra 1/4 vaniljestang

Pisk alle ingredienserne sammen til cremen er let og luftig. Smag til. Kom cremen i en sprøjtepose med lille glat tyl og sprøjt cremen på halvdelen af de afkølede bunde. Efterlad et hul i midten til chokoladeganachen.

Chokoladeganache:

  • 50 g. mørk chokolade
  • 25 g. fløde

Hak chokoladen fint.Varm fløden op til kogepunktet. Hæld den varme fløde over chokoladen, mens der røres indtil chokoladen er smeltet. Kom ganachen i en sprøjtepose og afkøl ganachen indtil den har sat sig (er blevet lidt tykkere). Sprøjt en smule ganache ud på hver macaronbund – i midten af hindbærcremen og læg de fyldte bunde sammen med de “tomme” bunde.

hindbærmacarons med chokoladeganache

Facebooktwittergoogle_pluspinterest