Tag: kakao

Figenkugler

Figenkugler Her er endnu en snack i den lidt sundere kategori. Figenkugler er et rigtig godt alternativ til de populære dadelkugler. De er skønne og krydrede og MEGA nemme at lave. Ungerne elsker at få et par stykker med i madpakken og de smager meget bedre end købe-figenstænger. Hvis man ikke har lyst til at figenkuglerne skal være så krydrede, udelader man bare krydderierne og holder sig til kakao. Opskriften er inspireret af Anne au Chocolat. Figenkugler Opskrift på figenkugler:

  • 100 g. tørrede figner
  • 100 g. mandler
  • 1 1/2 spsk. kakao
  • 2 tsk. kokosolie
  • Saft fra 1/2 – 1 appelsin
  • 1/2 tsk. kanel
  • 1/4 tsk. kardemomme
  • 1/4 tsk. ingefær

Blend alle ingredienserne i en foodprocesser eller en blender. Eller brug en minihakker, hvor du tager lidt af ingredienserne ad gangen. Når massen er ensartet, formes den til små kugler, som trilles i kokosmel, hakkede nødder eller lign. Opbevares i køleskab. Figenkugler

Facebooktwittergoogle_pluspinterest

Peanutella

Peanutella

Peanutella eller peanutbutter chokolade smørepålæg. Altså vi snakker her om nutella baseret på peanuts i stedet for hasselnødder. Hvis nogen skulle være i tvivl. Jeg har altså en svaghed for peanutbutter. Det har jeg bare. Punktum. Og gerne sammen med noget sødt. Marmelade, chokolade, bananer eller lidt honning. I denne peanutella er der både kakao og honning, så det er en ret god kombi. Det er super godt på en skive ristet rugbrød, og smider man så lige en bananskive ovenpå, er det faktisk ret så lækkert. Altså hvis man, som jeg, har en svaghed for peanutbutter. Hvis man ikke er fan, tror jeg ikke, jeg kan omvende jer med denne opskrift, for den smager altså stadig af peanutbutter. Det er jo det, der gør den så god;-). Men om ikke så længe kommer der en opskrift på hjemmelavet nutella – blot i en lidt sundere udgave. Den er også god. Og værd at vente på.

Opskrift på peanutella:

Giver 3 små glas

  • 1 glas peanutbutter
  • 200 g. honning
  • 3 store spsk kakao
  • 2 dl. kogende vand

Peanutbutter, honning og kakao kommes i en blender. Det kogende vand tilsættes lidt efter lidt. Kør indtil massen er blandet og ensartet. Hæld massen på rene glas og opbevar på køl. Ønsker man en lidt sødere udgave kan man tilsætte mere honning.

 

 

Facebooktwittergoogle_pluspinterest

Nutellakugler

nutellakugler

Dadelkugler er et hit – ingen tvivl om det! Nutellakugler er et hit – heller ingen tvivl om det! Bare navnet får jo tænderne til at løbe i vand. Og så er de, som dadelkugler, en snack, der ikke er alt for usund. Ingredienserne er nemlig næsten de samme, som til dadelkuglerne – mandlerne er bare skiftet ud med ristede hasselnødder.

Opskrift på Nutellakugler

  • 100 g. ristede hasselnødder
  • 12 bløde dadler uden sten
  • 3 spsk kakaopulver
  • 2 tsk. kokosolie – eller anden smagsneutral olie – kan også skiftes ud med vand eller appelsinsaft.

Hasselnødderne ristes i ovnen 10 minutter ved 200 grader. Nødderne kommes i et viskestykke og skallerne gnides af. Alle ingredienserne kommes i en foodprocesser eller en blender, og der køres indtil massen er jævn. Form små kugler af massen og tril dem i kakaopulver, sesamfrø, kokosmel, finthakkede nødder eller frysetørrede bær. Opbevares på køl.

Facebooktwittergoogle_pluspinterest

Dadelkugler med lakrids

Dadelkugler

Min søde kollega Mette efterspurgte allerede før jul en opskrift på dadelkugler med lakrids. Og jeg lovede hende, at jeg nok skulle lægge en på bloggen. Men i al juletravlheden nåede jeg simpelthen ikke at få postet et indlæg omkring dem. Så Mette måtte eksperimentere med dadelkugler uden den vante support. Men jeg er sikker på at hun klarede det udmærket alligevel. Der er nemlig ikke megen hokus pokus over dadelkugler. De er temmelig meget lige ud af landevejen. Jeg har tidligere postet et indlæg om dadelkugler med rom og til disse dadelkugler med lakrids, har jeg praktisk talt blot skiftet rommen ud med lakrids. Nemt! Og bare for en god ordens skyld vil jeg slå fast, at dadelkugler ikke udelukkende hører julen til. De er GODE hele året og kan varieres med lige netop den smag man har lyst til.

dadelkugler

Dadelkugler med lakrids:

  • 16 saftige dadler (ca. 200g)
  • 150 g. mandler
  • 3 spsk kakao
  • 1 spsk vand
  • 2 tsk lakridspulver

Dadler og mandler hakkes/blendes i minihakker eller foodprocesser. Kakao, lakridspulver og vand tilsættes og der køres til massen er ensartet. Masssen formes til små kugler der trilles i kokosmel, kakao, frysetørrede bær, hakkede nødder eller lign. Her har jeg trillet kuglerne i en blanding af frysetørrede solbær og kokosmel, jeg har hakket let i en lille minihakker.

dadelkugler

 

 

Facebooktwittergoogle_pluspinterest

Mandler med hvid chokolade og kanel-kakao

mandler med hvid chokolade og kanel-kakao

Jeg elsker julen. Det gør jeg altså. Jeg elsker julelys, store julekugler, duften af brændte mandler, stearinlys, mørke aftener, hyggelige sammenkomster med venner og familie. Og jeg elsker (selvfølgelig) at bage julesmåkager og lave konfekt og fyldte chokolader. Jeg har det principielt sådan, at jeg synes, at alt juleriet skal vente til 1. søndag i advent, men i år har jeg bare lyst til at gå i gang. NU. Med det samme. Jeg ved ikke, om det er fordi, vi var væk hele oktober, men jeg kan mærke, at det kribler usædvanlig meget for at få lov til at gå i krig i køkkenet. Men jeg besinder mig og venter tålmodigt. Og dog. Da jeg lavede chokoladeovertrukne mandler den anden dag, så jeg alligevel mit snit til at blande kanel i kakaoen, og så kom julen jo så småt indenfor dørene alligevel. Mandler med hvid chokolade og kanel-kakao er absolut en variant der er værd kaste sig over i de kommende måneder. Generelt er mandler med chokolade jo et hit, og jeg er helt sikker på at mørk chokolade også vil fungere fint sammen med kanel-kakaoen. Eller lys chokolade for den sags skyld. Jeg havde bare en rest smeltet hvid chokolade som jeg gerne ville have brugt.

mandler med hvid chokolade og kanel-kakao

Jeg har ingen mængde angivelse på disse da jeg bare brugte en rest chokolade og nogle mandler jeg i forvejen havde ristet.

Mandler med hvid chokolade og kanel-kakao:

  • ristede mandler
  • smeltet hvid chokolade
  • kakao
  • kanel

Læg mandlerne på en bageplade og rist dem i ovnen i ca. 30 minutter ved 150 grader. Hold øje med dem. De må ikke blive for mørke. Lad dem afkøle. Smelt den hvide chokolade over vandbad. Kom nogle mandler heri, vend dem rundt, tag dem op og lad dem hærde på et stykke bagepapir. De skal tørre lidt, men ikke fuldstændigt. Gentag med nogle flere mandler. Mens mandlerne hærder, blandes kakao og kanel i en skål. Kom mandlerne heri og ryst dem rundt så de bliver godt dækkede af pulveret. Kom herefter mandlerne i en si og ryst dem lidt. Opbevar mandlerne i et glas med tætsluttende låg.

mandler med hvid chokolade og kanel-kakao

 

Facebooktwittergoogle_pluspinterest