4 sunde is

Endelig! Endelig lover meterologerne sommervejr. Solskin og varmegrader over de 20 i hele den kommende uge. Og jeg er ret sikker på, at det betyder, at ungerne vil spørge efter is hver dag. Og de har sommerferie, så det jo er i og for sig helt ok. Jeg har i den sidste måneds tid forsøgt mig med at lave ispinde på ren frugt for at have nogle is i fryseren, som jeg kan servere for dem med god samvittighed. Det har resulteret i disse 4 opskrifter på sunde is. Alle varianter er lavet på ren frugt og er uden sukker. De er prøvesmagt, og der er sagt god for dem herhjemme fra. Og det er altså ret fedt at kunne sige ja til is hver dag.

 

Vandmelon og jordbær ispinde

vandmelon ispinde

  • 1/2 kernefri vandmelon
  • 200 g jordbær
  • evt. lidt smeltet chokolade til pynt

Skær skallen af vandmelonen og blend frugtkødet sammen med jordbærrene. Si massen gennem en finmasket si. Kom den siede masse i isforme. Jeg fik 7 is ud af portionen. Sæt dem i fryseren i mindst 6 timer. Husk at sætte ispinde i efter den første halve time. Når de er færdige kan toppen evt. dyppes i lidt mørk chokolade.

 

Honningmelon og blåbær ispinde

ispinde med honningmelon og blåbær

  • 1 moden honningmelon
  • 125 g. blåbær

Skær skallen af melonen og blend frugtkødet. Purér det gennem en finmasket si. Kom massen i isforme. Jeg fik 7 is ud af portionen. Blend blåbærrene og purer dem gennem en si. Kom blåbærpureen ned i isformene. Frys isene i mindst 6 timer. Husk at sætte en ispind i efter den første halve time.

 

Fersken og hindbær ispinde

fersken og hindbærispinde

  • 6 store modne ferskner
  • 18 hindbær

Blend fersknerne. Purér dem gennem en finmasket si. Fyld skiftevis ferskenpuré og hindbær i formene til de er fyldte. Jeg fik 6 is ud af portionen. Sæt formene i fryseren i mindst 6 timer. Husk at sætte en ispinde i efter den første halve time.

 

Mango og jordbær ispinde

ispinde med mango og jordbær

  • 2 modne mangoer
  • 10 jordbær

Skræl magoen. Skær kødet fra. Blend frugtkødet. Purér det gennem en finmasket si. Skyl og rens jordbærrene og skær stilken fra. skær dem i skiver. Fyld mangopuré og jordbærskiver skiftevis i isforme. Jeg fik 6 is ud af portionen. Frys dem i mindst 6 timer. Husk at sætte en ispind i efter den første halve time.

 

Facebooktwittergoogle_pluspinterest