rabarberlagkage

Rabarbersæsonen er i fuld gang, så da der skule vælges fyld til weekendens fødselsdagslagkage var det ikke svært. Der måtte naturligvis rabarber i. Jeg bagte nogle rabarber i ovnen, lavede en klassisk kagecreme og piskede noget fløde. Blandede så det hele sammen og VUPTI, så var der lækkert fyld til lagkagebundene. Jeg havde nogle jordbær til overs fra en anden kage, så de blev skåret i mindre stykker og lagt på bundene. Mit valg faldt på chokoladebunde denne gang, men lagkagen vil med garanti også være super god med lyse bunde. Ved nærmere eftertanke, ville nogle lækre kokosbunde nok slet ikke være helt ved siden af. Det må prøves næste gang.

Opskrift på rabarberlagkage

Chokolade lagkagebunde – 25 cm i diameter – deles i 2 bunde

  • 6 æg
  • 240 g sukker
  • 2  spsk vand
  • 2 tsk vaniljesukker med top
  • 1 knivspids salt
  • 145 g mel
  • 1 ½ tsk bagepulver
  • 35 g kakao

Æg og vand piskes heftigt til det er skummende og meget luftigt. Sukker, vaniljesukker og salt tilsættes og der piskes videre ved høj hastighed. Mel, bagepulver og kakao sigtes i dejen og vendes forsigtigt i. Vend indtil dejen er ensartet. Kom dejen i en smurt springform 25 cm i diameter og bag den ved 200 grader i ca. 20-25 minutter. Lad bunden køle helt af, før den deles i 2.

Bagte rabarber:

  • 300 g. rabarber
  • 150 g. sukker
  • Korn fra 1 vaniljestang

Rabarberne skæres i tern og vendes i sukker og vaniljekorn. Kommes i et ildfast fad sammen med den tomme vanilje stang ved. Bages ved 175 grader i 20 minutter. Mos rabarberne ud med en gaffel og lad dem afkøle helt. Gerne til dagen efter.

rabarberlagkage

Kagecreme med vanilje:

  • 4 æggeblommer
  • 4 spsk. sukker
  • Kornene fra en 1 vaniljestang
  • 4 dl. sødmælk
  • 2½ spsk maizena

Flæk vaniljestangen og skrab kornene ud og skil dem ad med en smule af sukkeret. Kom mælken, vaniljesukkeret og den tomme stang i en lille gryde og kog mælken op. Pisk æggeblommer og sukker hvidt og luftigt. Rør maizena i uden at piske. Når mælken koger hældes den i æggeblandingen mens der piskes. Blandingen kommes tilbage i gryden og koges op under konstant omrøring. Lad cremen koge ca. 1 min. Cremen kan evt passeres gennem en sigte, før den kommes i en skål. Læg husholdningsfilm over, så det dækker hele overfladen af cremen. Stil cremen på køl i mindst 3 timer.

Når vaniljecremen er helt kold vendes den kolde rabarbermos i. 4 dl. fløde piskes til skum og vendes forsigtigt i rabarber-vaniljecremen. Nu kan rabarberlagkagen lægges sammen. 2 bunde med rabarbercreme mellem lagene samt på toppen. Virkelig nemt og lækkert. Lagkagebundene kan evt. stænkes med lidt rabarbersirup eller andet sirup inden kagen lægges sammen. Og man kan evt. komme lidt friske jordbær mellem lagene også.

 

Facebooktwittergoogle_pluspinterest