Tag: fødselsdag

Pølsehorn

Pølsehorn

Det her er jo en klassiker af de store, men det gør den nu ikke mindre værd af den grund. Pølsehorn er en af de ting man sjældent går galt i byen med. De er et evigt hit på madpakkerne og til børnefødselsdagene. Og har man dem i fryseren er der også nem eftermiddagsmad til ungerne når de kommer hjem fra skole. Det er jo ingen overraskelse af jeg elsker at bage og lave mad generelt. Og når jeg har fri eller holder ferie, synes jeg, det er dejligt at få fyldt fryseren med gode sager, så alting bliver en smule lettere, når hverdagen igen rammer. Jeg har prøvet mange forskellige opskrifter på pølsehorn – som alle har været gode i lun tilstand. Men når de har skullet spises kolde efter at de har været frosset ned, har de været temmelig kedelige. Men ifølge mine unger er den her opskrift super god. Pølsehornene bibeholder en saftig krumme og behøver ikke at lunes efter de er tøet op. Hvilket jo er en klar fordel til madpakkerne. For at de bibeholder deres saftighed, fryser jeg dem ned umiddelbart efter, de er kommet ud af ovnen.

pølsehorn

Opskrift på pølsehorn:

  • 50 g. gær
  • 6 dl. mælk
  • 50 g. smeltet smør.
  • 700 g. hvedemel
  • 300 g. rugmel
  • 4 tsk. salt
  • 4 tsk. sukker
  • 12 pølser, der deles i halve eller 24 brunchpølser

Rør gæren ud i mælken. Tilsæt lidt af melet. Tilsæt salt og sukker samt det smeltede smør. Tilsæt resten af melet lidt efter lidt. Hold lidt tilbage. Ælt dejen godt evt. på en røremaskine. Den skal være glat og smidig. Dæk dejen med et fugtigt viskestykke og stil den til hævning i 30 minutter. Del herefter dejen i 24 dejsstykker. Rul hvert stykke til en slange og rul slangen omkring pølsen som en spiral – ligesom når man laver snobrød. Læg pølsehornene på en bageplade beklædt med bagepapir. Lad dem efterhæve i 20 minutter. Pensl dem med sammenpisket æg og bag dem i ovnen i ca. 15 minutter ved 200 grader.

pølsehorn

Facebooktwittergoogle_pluspinterest

Fødselsdagsboller

Fødselsdagsboller

Fødselsdage er noget særligt. Og hver familie har nok deres traditioner for, hvordan man fejrer fødselsdage. Her hos os har vi tradition for, at man bliver vækket med flag og fødselsdagssang, og så spiser vi (blandt andet) fødselsdagsboller til morgenmad. Altså sådan nogle helt lyse nogen, uden det mindste spor af kerner eller groft mel. Det er efterhånden blevet en ufravigelig tradition, som alle ser frem til.  For det sker faktisk ikke så tit, at der er rene hvedeboller på menuen. Opskriften har jeg fra bogen Krudtugler og Kanelsnegle af Sif Orellana. Og det er den, jeg altid vender tilbage til, fordi den er så nem. Og hurtig. Faktisk skal bollerne kun hæve i en halv time, så dejen kan laves og formes, og så hæver de, mens man tager et bad og ellers gør klar til fødselsdagsfejringen. Det er da praktisk!  Bollerne fungerer selvfølgelig også fint til eftermiddagskaffen sammen med varm kakao. Og har man lyst til lidt variation kan man udelade kardemommen og tilsætte lidt hakket chokolade.

Fødselsdagsboller

Opskrift på fødselsdagsboller – 12 stk.

  • 50 g. gær
  • 6 spsk vand
  • 2½ dl. mælk
  • 50 g. smeltet smør
  • 1 tsk salt
  • 3 spsk sukker
  • 1 tsk. kardemomme
  • 7-8 dl. mel

Gæren røres ud i vandet. De øvrige ingredienser tilsættes. Dejen æltes godt igennem. Anvend evt. en røremaskine. Dejen tages ud på et meldrysset bord og deles i 12 lige store stykker. Form boller og sæt dem på en bageplade beklædt med bagepapir. Lad bollerne hæve i ca. 30 minutter under et fugtigt viskestykke. Tænd ovnen på 225 grader og bag bollerne i en varm ovn i ca. 12 minutter.

 

Facebooktwittergoogle_pluspinterest