julesmåkagerJul og småkager hører sammen. Basta. Sådan er det bare. Og i de fleste hjem er det de samme småkager, der bages år efter år. Nogle ting skal der bare ikke ændres på. Basta igen! Det bliver der heller ikke hjemme hos os. Her er vaniljekranse og jødekager de varianter, der med 100% sikkerhed bages hvert eneste år. Det er den sikre base – dem vi kan falde tilbage på, hvis alt andet kikser. Og sådan er det selvfølgelig også i år. Jeg har brugt de samme opskrifter i flere år. Ingen ændringer her. Opskriften på vaniljekransene er Blomsterbergs og opskriften på jødekagerne, ved jeg ikke hvor stammer fra. Men den er rigtig rigtig god.

Vi er så heldige at min svigermor og svigerinde plejer at levere en dåse af verdens bedste brunkager, så den variant af julesmåkager har jeg endnu til gode at kaste mig ud i. Jeg har derimod længe haft lyst til at bage fedtebrød. Ikke fordi de er specielt julede, men jeg husker dem så tydeligt fra min barndom, hvor det var en af mine yndlingssmåkager. Så de måtte naturligvis med på bagelisten i år. Jeg tyede derfor til Frøken Jensen og brugte en god gammel gennemprøvet opskrift. Jeg tilsatte dog lidt rom i glasuren for et ekstra lille twist. Nedenfor kommer opskrifterne.

julesmåkager

Opskrift på vaniljekranse – giver ca. 35 stk:

  • 1 stang vanilje
  • 180 g. sukker
  • 200 g. stuetempereret smør
  • 1 stort æg
  • 250 g. hvedemel
  • 75 g. mandler, blendet til mel

Skrab kornene ud af vaniljestangen og bland med lidt sukker, så korne skilles ad. Rør, vaniljekorn, sukker og smør sammen i en skål. Tilsæt ægget. Bland mel og mandler i og rør til dejen er ensartet. Kom dejen i en sprøjtepose med stjernetylle og sprøjt den ud i kranse på en bageplade beklædt med bagepapir. Bag vaniljekransene ved 200 grader i 10-14 minutter til de er gyldne. Tag dem ud, afkøl dem og opbevar dem i en tætsluttende dåse.

julesmåkager

Opskrift på jødekager – ca. 100 stk:

  • 300 g. hvedemel
  • 175 g. smør
  • 1 1/2 dl. sukker
  • 1 tsk. hjortetaksalt
  • 1 æg

Drys:

  • 3 spsk. sukker
  • 1 spsk kanel
  • 50 g. hakkede mandler
  • 1 æg

Smuldr smørret i melet. Tilsæt sukker, hjortetaksalt og æg. Ælt dejen godt. Form en lang rulle af dejen og pak den ind i husholdningsfilm. Kom dejen i fryseren en halv times tid. Tag den herefter ud og skær tynde skiver af dejen. Læg skiverne på en bageplade beklædt med bagepapir. Bland kanel og sukker i en skål. pensl småkagerne med sammenpisket æg. Drys med kanelsukker og hakkede mandler. Bag kagerne ca. 8-10 minutter ved 200 grader. I stedet for at forme en rulle af dejen og komme den i fryseren, kan dejen også rulles tyndt ud og stikkes ud med en udstikker eller et glas. Jeg synes bare, det er for bøvlet og går for langsomt, så jeg er mere til at skære dejen ud, selvom kagerne så ikke bliver helt så flot runde, som hvis de var udstukket.
julesmåkager

Opskrift på fedtebrød – ca. 30 stk:

  • 200 g. mel
  • 1/2 tsk. hjortetaksalt
  • 200 g. smør
  • 100 g. sukker
  • 100 g. kokosmel

Bland mel og hjortetaksalt i en skål og smuldr smørret heri. Tilsæt sukker og kokosmel og ælt dejen godt sammen. Del dejen i 3 dele og tril dem til 3 stænger. Læg stængerne på en bageplade beklædt med bagepapir og tryk dem flade. Bages i 12-15 minutter ved 200 grader. Bland glasur af flormelis, vand og evt. rom (essens) og kom det på stængerne, mens de stadig er lidt lune. Skær stængerne ud i snitter.

 

 

Facebooktwittergoogle_pluspinterest