Rabarbersæsonen er lige om lidt over os. Og jeg kan næsten ikke vente til de første røde og spæde stængler viser sig i haven. Jeg har været ude og lure og de er på vej:-). Så mens jeg venter på at stænglerne kommer frem i fuldt flor og bliver klar til at blive brugt i forskelligt lækkert bagværk, vil jeg dele en opskrift på en skøn forårslækker tærte med rabarber og mandler, som jeg bagte sidste år til min fødselsdag. Tærten er ekstra god, hvis den serveres med en klat kold flødeskum eller cremefraiche til.
Opskrift på tærte med rabarber og mandler
Passer til en aflang tærteform ca. 10 x 30 cm
Mørdej:
- 200 g. hvedemel
- 75 g. flormelis
- 150 g. koldt smør
- ½ sammenpisket æg
Kom hvedemel og flormelis i en skål. Skær smørret i små terninger eller riv det på det på den rove side af rivejernet. Smulder smørret i melet med fingrene. Saml hurtigt mørdejen med ægget, uden at ælte den. Tilsæt evt. en smule vand hvis den er svær at få til at hænge sammen. Læg mørdejen på køl en halv time inden den rulles ud. Jeg plejer at rulle mørdej ud mellem to stykker bagepapir. Så kan jeg bedst styre dejen. Smør formen let og læg mørdejen i, så den dækker siderne. Tryk den forsigtigt helt ud til kanterne og skær overskydende mørdej væk. Prik mørdejen med en gaffel og bag tærtebunden i 18-20 minutter ved 180 grader. Lad bunden køle af mens du laver fyldet.
Mandelmasse:
- 150 g. mandler
- 150 g. blødt smør
- 150 g. sukker
- 3 æg
Hak mandlerne i en minihakker, så de bliver til fint mandelmel. Kom alle ingredienserne i en blender og blend til massen er glat. Eller hvis din blender kan klare hele mandler, så kommer du bare det hele i fra starten. Fordel mandelmassen over den afkølede mørdej.
Fyld:
- 350 g. rabarber i små stykker
- 100 g. sukker
- Lidt perlesukker til pynt
Vend rabarberstykkerne i sukkeret og fordel dem ovenpå mandelmassen. Tryk nogle af dem godt ned i massen. Drys tærten med en smule perlesukker. Bag rabarbertærten ved 180 grader i ca. 30 minutter. Mandelmassen skal være nogenlunde fast og overfladen fin gylden. Lad tærten køle helt af inden den serveres. Den har godt af at sætte sig et par timer. Server tærten med en klat kold flødeskum eller cremefraiche til. Vaniljeis kan også bruges:-)
vil prøve rabarbertærten. Lyder godt