Jeg elsker små sprøde og knasende lækre knækbrød. Specielt de hjemmelavede af slagsen. Det er bare ikke så tit, jeg får bagt knækbrød. Hvilket egentlig er mærkeligt, taget i betragtning, hvor nemt det faktisk er. Og hver gang jeg har bagt knækbrød, lover jeg mig selv, at det må jeg gøre snart igen. Og så går der alligevel et halvt års tid, før det bliver gjort. Det er nu lidt forunderligt, men hænger jo naturligvis sammen med alle de andre ting, man også gerne lige vil have tid til. Så i hverdagen fungerer supermarkedets varianter ganske udemærket. I sidste uge faldt jeg over en gammel opskrift på rug-knækbrød i skabet med opskrifter – altså det skab der er fyldt med opskrifter på papir, post-it noter og udklip i (u)skøn forening. Det skab, som i takt med at denne blog rummer flere og flere opskrifter, forhåbentligt bliver lidt nemmere at finde rundt i. Men tilbage til knækbrøddet. Denne variant er sprød og lækker og dejligt mættende. De er super gode au naturel, men også fantastiske med smør eller ost. Tænker de bestemt vil være et hit til en brunch eller til ostebordet ved julefrokosten.
Jeg lavede 3 varianter af disse sprøde rugknækbrød. Basisopskriften er den samme. Det er kun toppingen, der er forskellig. Jeg dryssede en portion med blå birkes og sesamfrø, en med havsalt og sesamfrø og den sidste portion dryssede jeg med kanelsukker. I selve basisopskriften kan man selvfølgelig skifte kerner og frø ud med de varianter, man har lyst til eller tilsætte krydderurter, chili eller andet godt i selve dejen og ikke kun i toppingen.
Basisopskrift på sprøde rugkrækbrød:
- 1 dl femkornsblanding
- 1 dl sesamfrø
- 1 dl. havregryn
- 1 dl solsikkekerner
- 1 dl hørfrø
- 2 dl koldt vand
- 3 1/2 dl rugmel
- 1 1/4 olie – jeg brugte peanut-olie
- 1 tsk bagepulver
- 2 1/2 tsk salt
- Evt. krydderi eller kerner/birkes til pynt.
Bland alle ingredienserne i en skål. Rør med håndmikser til dejen er jævn. Del dejen i to og rul hver del TYNDT ud mellem to stykker bagepapir og læg dem på hver sin bageplade. Det er vigtigt at dejen rulles tyndt hvis knækbrødene skal blive sprøde. Skær dejen ud i passende størrelse med en pizzaskærer. Skal det være ekstra festligt kan dejen også stikkes ud i forskellige figurer/former, men man skal bare være forberedt på, at det tager lidt længere tid. Pensl dejen ganske let med vand eller æg og pynt med det ønskede krydderi. Bages ca. 15 minutter ved 200 grader. Hvis brødene ikke er helt sprøde, bages de 5-10 minutter længere.
Hvilke mål er din olie i?
Hej Michelle.
Sorry – kan godt se den lige er smuttet. Det er målt i dl.
Det får jeg lige rettet til:-)
De bedste hilsner
Jannie