Rabarbertærte med kokos og mandler

Jeg har været i min mors gemmere og har plukket nogle opskrifter ud, som jeg vil prøve at bage. Nogle af dem er gamle opskrifter, som jeg husker dem fra min barndom. Andre er nogle, hun har fået af kollegaer og andre igen er udklip fra diverse blade og magasiner. Jeg faldt blandt andet over en opskrift på en rabarbertærte med kokos, som bare lød helt vildt lækker. Jeg ændrede en smule i opskriften og bagte så to tærter sent i går aftes og tog dem med på arbejde i dag. De var altså virkelig gode. Det kunne godt gå hen og blive en forårsklassiker.

Rabarbertærte med kokos og mandler

Opskrift på rabarbertærte med kokos og mandler
– giver to aflange tærter (16 – 18 pers.)

Fyld:

  • 600 g. rabarber
  • 50 g. kokosmel
  • 30 g. kokosflager
  • 100 g. mandler
  • 2 æggehvider
  • 5 spsk. sukker

Rens rabarberne og skær dem i ½-1 cm tykke skiver. Hak mandlerne groft. Kom rabarber og mandler i en skål sammen med kokosmel, kokosflager, sukker og æggehvider. Rør rundt så det hele blandes og sæt til side, mens du laver dejen.

Rabarbertærte med kokos og mandler

Dej:

  • 300 g. blødt smør
  • 450 g. sukker
  • Korn fra 1 vaniljestang
  • 4 store æg
  • 150 g. kokosmel
  • 340 g. hvedemel
  • 2 tsk. bagepulver
  • 5 spsk. fløde (eller mælk)

Flæk vaniljestangen og skrabkornene ud. Skil dem med lidt af sukkeret. Rør smør, sukker og vanilje sammen til en ensartet masse. Tilsæt æggene et ad gangen. Rør mellem hvert æg. Tilsæt mel, bagepulver og kokos og rør igen. Tilsæt til sidst fløden og rør igen. Smør to forme. Jeg brugte 2 aflange tærteforme, men man kan også sagtens bruge springforme eller lign. Fordel dejen i de smurte forme. Den skal ikke fyldes helt til kanten, da dejen hæver op under bagningen og så vil vælte ud over kanterne. Fordel rabarberfyldet ovenpå dejen og tryk nogle af rabarberne lidt ned i dejen. Bag tærten ved 175 grader i ca. 40 – 45 minutter. Den virker lidt blød i midten, når man tager den ud, men når den afkøler bliver den mere fast. Lad tærten afkøle lidt og server med cremefraiche, flødeskum eller vaniljeis.

Rabarbertærte med kokos og mandler

Facebooktwittergoogle_pluspinterest

4 comments on “Rabarbertærte med kokos og mandler”

    • Hej Katrine!
      Jeg har faktisk ikke prøvet det, men umiddelbart vil jeg tro at du sagtens kan fryse den. Og så bare lune den inden servering, så kanterne bliver lidt sprøde igen. Giv endelig en melding om resultatet hvis du prøver det:-)
      Mvh Jannie

  1. Hej Jannie
    Tak for en dejlig opskrift, den var en succes at servere for kollegaerne på Vikærgården.

    Hilsen Bitten

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *