Det er ikke til at tro, men denne lækre sag er lavet helt uden tilsat sukker. Og uden mel. Og uden smør. Og du tænker sikkert: Arh, kan det nu også være rigtigt. Min søster kommenterede da også kækt, men en smule skuffet, at så kunne man da vist ikke kalde den en kage – men jo, vi har her en kage, der faktisk er fyldt med gode og sunde råvarer. Og så er konsistensen næsten som en brownie. Hovedbestanddelen er mandler, dadler (selvfølgelig!!) og æg, tilsat æble, gulerod og kakao. Man skal selvfølgelig ikke spise overdrevne mængder af den – mandler og dadler er jo forholdsvist kalorietætte, men et stykke i ny og næ kan man godt tillade sig. Frostingen er lavet på creme cheese og smeltet mørk chokolade. Den kan sagtens udelades, hvis man vil spare nogle kalorier, men den sætter altså liige prikken over i’et. Opskriften stammer fra min søns tidligere børnehave, hvor de havde den mest fantastiske køkkendame. Hun delte opskriften med os efter et arrangement hvor hun havde bagt denne kage. Jeg har dog ændret en smule i opskriften.
Opskrift på chokoladekage uden tilsat sukker:
Passer til en rund form på 25 cm i diameter.
- 5 æg
- 3 modne bananer
- 250 g. udstenede bløde dadler
- 500 g. blendede mandler – gerne til forholdsvist fint mel
- 1 æble – fintrevet/hakket
- 1 gulerod – fint revet/hakket
- 1 ½ dl. kakao
- 3 tsk. bagepulver
- 1 ½ dl kokosmel
- 3/4 dl. solsikkeolie
Æggene piskes cremede og tykke. Dadlerne hakkes og røres cremede. Alle ingredienser blandes i æggene og røres godt sammen. Dejen kommes i en smurt form med bagepapir i bunden. Kagen bages i 20 minutter ved 175 grader.
Frosting:
- 200 g. cream cheese
- 150 g. smeltet mørk chokolade 70 % (evt. sukkerfri/sødet med stevia)
Smelt chokoladen over vandbad eller i mikroovnen. Pisk cream cheese blødt og pisk chokoladen i lidt efter lidt. Hvis den ikke er sød nok kan den sødes med lidt honning/agavesirup/stevia eller andet. Fordel frostingen over den afkølede kage og pynt efter behag.
Opbevar kagen i køleskab (den har faktisk godt af at sætte sig et døgns tid) – den kan holde sig 3-4 dage. Hvis den får lov……..
Comment
Den er uden melis, men er fyldt med fruktsukker. Desværre 🙁
Ja, du har ret:-). Da der er dadler og bananer og et æble i kagen er der naturligvis også frugtsukker i. Og ja det feder også. Og ja det får også blodsukkeret til at stige. Der er ligeledes også en masse kalorier i, så som med de fleste andre lækre fristelser, må man jo begrænse sit indtag;-). Men i min optik kan det nu en gang imellem være bedre med naturlige uforarbejdede sukkerarter end det hvide raffinerede sukker. Men jeg er hverken ernæringsekspert eller diætist, og på den måde ingen ekspert indenfor området. Og når det så er sagt, så vil de fleste af mine blogindlæg være ganske almindelige kager med ganske almindeligt sukker, med mindre jeg lige finder et godt alternativ:-)
Hej, denne lækre kage er vidunderlig, tak for dejlig opskrift. Bare tænk over, at du i overskriften har skrevet, at kagen er uden sukker. Kagen er ikke uden sukker. Så overskriften kan få folk til at tro, de gerne må spise den, selv om de ikke gerne må spise sukker.
Velbekomme:-). Tak for reminderen. Overskrift med mere er hermed rettet:-)
Det virker ikke til at 20 minutters bagetid er nok.
Jeg har kun bagt kagen en gang og der var 20 minutter nok i min ovn, men der kan jo selvfølgelig være forskel på ovne. Kagen virker stadig lidt blød og ubagt når man tager den ud. Hvis den får lov til at stå og sætte sig, bliver den sådan lidt konfekt-agtig synes jeg.
Den vil jeg prøve! 🙂 1,5 dl kakao, er det kakaomælk?
Gør endelig det
Hej. Deler du æggene i hvider og blommer først? Bare siden du skriver, at æggene skal piskes “lidt stive”.. 🙂 Spændt på at prøve kagen – den ser lækker ud!
Hej Ida!
Undskyld det sene svar. Jeg har haft hovedet begravet i en eksamensopgave og har derfor ikke været på bloggen et stykke tid.
Jeg deler ikke æggene, men pisker dem hele. Så bliver de cremede, tykke og lidt stive i det:-). Kan godt se at det kan misforståes, så retter det lige i opskriften.
De bedste hilsner
Jannie
Hejsa. Den ser super skøn ud! Har du prøvet at lave den i muffinforme? Jeg er usikker på hvor lang bagetid de vil skulle have.. kh Katrine
Hej Katrine
Jeg har desværre ikke prøvet at bage den som Muffins. Hvis jeg skulle, ville jeg måske forsøge mig med en bagetid på 12-15 minutter og prøve hvordan det var. Giv mig endelig en tilbagemelding hvis du prøver😊
De bedste hilsner
Jannie