Peanutella eller peanutbutter chokolade smørepålæg. Altså vi snakker her om nutella baseret på peanuts i stedet for hasselnødder. Hvis nogen skulle være i tvivl. Jeg har altså en svaghed for peanutbutter. Det har jeg bare. Punktum. Og gerne sammen med noget sødt. Marmelade, chokolade, bananer eller lidt honning. I denne peanutella er der både kakao og honning, så det er en ret god kombi. Det er super godt på en skive ristet rugbrød, og smider man så lige en bananskive ovenpå, er det faktisk ret så lækkert. Altså hvis man, som jeg, har en svaghed for peanutbutter. Hvis man ikke er fan, tror jeg ikke, jeg kan omvende jer med denne opskrift, for den smager altså stadig af peanutbutter. Det er jo det, der gør den så god;-). Men om ikke så længe kommer der en opskrift på hjemmelavet nutella – blot i en lidt sundere udgave. Den er også god. Og værd at vente på.
Opskrift på peanutella:
Giver 3 små glas
- 1 glas peanutbutter
- 200 g. honning
- 3 store spsk kakao
- 2 dl. kogende vand
Peanutbutter, honning og kakao kommes i en blender. Det kogende vand tilsættes lidt efter lidt. Kør indtil massen er blandet og ensartet. Hæld massen på rene glas og opbevar på køl. Ønsker man en lidt sødere udgave kan man tilsætte mere honning.