Verdens bedste squashkage

Siden der begyndte at komme squash i haven har jeg ledt efter en lejlighed til at bage verdens bedste squashkage. Ikke at der altid behøver at være en lejlighed til at bage kage, men hvis jeg skulle bage hver gang, jeg havde lyst, ville vi drukne i kage! Så det er rigtig godt, når der er en lejlighed.

I weekenden skulle vi have vejfest, og det er efterhånden en tradition at mit bidrag er at medbringe kage. Dermed fik jeg jo også en lejlighed til at lave verdens bedste squashkage foræret. Så tak for det:-). Titlen på kagen lyver ikke – den her kage er bare helt vildt god. Lækker og svampet og har man lavet deluxe versionen med hakket chokolade og frosting mellem lagene (se nederst i dette indlæg) bliver det simpelthen ikke bedre. Jeg aner ikke, hvor jeg har opskriften fra. Den har fulgt mig i mange år og er blevet lavet til utallige lejligheder, og det er mere reglen end undtagelsen, at jeg er blevet bedt om at dele opskriften. Nu deler jeg den også med jer:-)

Opskrift:

  • 3 æg
  • 2½ dl olie 
  • 5 dl rørsukker (kan evt erstattes med blandet sukker+farin) 
  • 5 dl revet squash (svarer ca. til 2 små) 
  • 5 dl mel 
  • 3 tsk kanel 
  • 2 tsk vanillesukker 
  • 1 tsk salt 
  • 1/4 tsk bagepulver 
  • 2 tsk natron 
  • 2½ dl hakkede hasselnødder

Fremgangsmåde:
Æg, sukker og olie piskes godt. Jo længere der piskes, jo bedre bliver kagen! Tilsæt de tørre ingredienser. Vend de revne squash i sammen med nødderne. Hæld dejen i en mellemstor, smurt bradepande (eller en rund springform 26 cm) og bag den i ca. 60 minutter ved 175 grader. Afkøl kagen helt før der kommes frosting på.

Verdens bedste squashkage

Frosting med flødeost:

  • 300 g. blødt smør
  • 7 dl. flormelis
  • 4 tsk. vaniljesukker eller korn fra en stang vanilje
  • 400 g. flødeost.

Pisk smør, vanilje og flormelis godt sammen. Tilsæt flødeosten og pisk yderligere til frostingen er cremet og blød.

Smør frosting på kagen eller sprøjt den f.eks. på i fine roser (Brug en stjernetylle).
Skal det gå lidt stærkt, kan man sagtens “nøjes” med at komme smeltet chokolade ovenpå kagen i stedet for frosting.

Squashkage  – DELUXE version:
Tilsæt 200 g. hakket chokolade til dejen sammen med nødderne.

Del kagen i 3 lag og kom et lag frosting mellem kagebundene.

Facebooktwittergoogle_pluspinterest

17 comments on “Verdens bedste squashkage”

    • Hej Linda! Tak og det var så lidt:-). Den grønne farve har jeg fået ved at tilsætte lidt pastafarve til frostingen. Jeg ved ikke om saften fra squashen kan give det samme, men det er da værd at prøve:-).

    • Dejligt at høre:-). Det er simpelthen også en af mine favoritter. Og du har ret i at man sagtens kan udelade frostingen. Jeg har også tit lavet den med smeltet chokolade på toppen – det er heller ikke så ringe:-)

  1. Hej. Super god squashkage. Men jeg puttede 200 g nødder og 50 g havregryn. Det er godt når bages kager med frugter og grønt. Det suger lidt af saften. Tak for opskriften. Min hobbie er bagning 😀

    • Hej Sofie. God idé med havregryn i – det må jeg prøve:-). Opskriften på squashkagen findes garanteret mange steder. Det er ikke en jeg selv har fundet på. Jeg ved dog ikke hvor den stammer fra. Jeg har bagt den siden jeg var barn:-)
      Mange Hilsner
      Jannie

  2. Der er en pige som har oprettet hjemmeside og kopieret din squashkage. Men jeg brugte din hjemmeside for mest overskuelig selim samme opskrift. Hun hedder Anja. Så ved det. Hygge

    • Hej Jakob

      Æv! Det er jeg da virkelig ked af at høre. Ved ikke lige, hvad der er gået galt i processen. Det er ellers en opskrift, som jeg selv har bagt ufattelig mange gange – og altid med et godt resultat. Og det er faktisk også den opskrift, som jeg får allerflest positive tilbagemeldinger på. Men Øv – det er altid trælst når noget ikke virker efter hensigten.

      De bedste hilsner
      Jannie

    • Hej Marie
      Det kommer jo an på hvor store stykker man kan spise:-) Men hvis du bager den i en 26 cm springform så er der til 12 gode store stykker eller 16 lidt mindre:-)
      De bedste hilsner
      Jannie

  3. Hej Marie, det ser så flot ud med to-farvet frosting i rosetter, vil du gøre mig den tjeneste at forklare og beskrive hvordan og hvorledes 🙂
    Hilsen Kristine

    • Hej Kristine
      Det kan du tro:-)
      Jeg har delt frostingen i 2 portioner og farvet dem som ønsket. Frostingen kommes i hver sin sprøjtepose, hvor der klippes et hul forneden. I en tredje sprøjtepose monteres den ønskede tyl og de 2 sprøjteposer med frosting kommes ned i denne, så de ligger side om side. Når der så sprøjtes rosetter ud bliver de to-farvede:-)
      Go’ fornøjelse med det:-)
      De bedste hilsner
      Jannie

    • Hej Marlene
      Jeg plejer bare at rive det groft, men det er nok en smagssag😊
      De bedste hilsner
      Jannie

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *