Tag: pærer

Blondie med pære og marcipan

blondie med pære

Efteråret er over os og i de her dage med masser af regn og rusk. Jeg ved ikke med jer, men jeg får lyst til at kravle under tæppet med en god bog, en kop te og et stykke kage. Den her blondie med pære og kanel er en rigtig efterårsagtig kage og dermed perfekt til formålet. Den er fyldt med gode sager som marcipan og hvid chokolade, og selvfølgelig masser af pærer og så er den krydret med kanel, som jo er indbegrebet af efterårets krydderi (- og selvfølgelig også julens). Kagen kan som her toppes med en blød og lækker chokoladeganache eller bare spises plain som den er. Det er dit valg.

Basisopskriften på blondien er fra Maja Vase, tilsat mine egne tilføjelser og ændringer.

Blondie med pære

Opskrift på blondie med pære og marcipan

Giver en bradepande ca. 30×40 cm

  • 300 g. smør
  • 450 g. hvid chokololade (300 g. smeltes, 150 g. hakkes og gemmes)
  • 5 æg
  • 225 g. sukker
  • 150 g. mel
  • 1/4 tsk. salt
  • 2 tsk. kanel
  • 150 g. marcipan
  • 200 g. skrællede pærer i tern

Smelt smør og 300 g. hvid chokolade over vandbad. Pisk æggene luftige, tilsæt sukker og salt og pisk indtil det har opløst sig. Vend chokolade/smør blandingen i æggene. Bland mel og kanel i en anden skål og vend det i dejen. Riv marcipanen og hak de resterende 150 g. hvid chokolade groft. Vend begge dele i dejen. Skræl pærerne og skær dem tern. Beklæd en bradepande med bagepapir og fordel pærestykkerne på pladen. Fordel dejen i bradepanden over pærestykkerne og bag kagen ca. 20-25 minutter ved 180 grader.

Blondie med pære

Chokoladeganache

  • 225 g. mørk chokolade 70%
  • 225 g. lys choklade 40 %
  • 45 g. glukosesirup
  • 450 ml. fløde

Hak chokolade og kom den i en skål. Opvarm fløde og glukosesirup indtil kogepunktet. Hæld den over chokoladen og vent et øjeblik. Rør rundt i midten af skålen med en dejskraber og fortsæt indtil ganachen samler sig og bliver blank. Blend tilsidst ganachen med en stavblender og fordel den over kagen. Stil kagen på køl i ca. 3 timer eller gerne til næste dag.

Pynt evt. med yderligere smeltet chokolade og ristede hasselnødder.

Portionen kan sagtens halveres og bages i en lille bradepande ca. 20X30 cm

Blondie med pære

Facebooktwittergoogle_pluspinterest

Æble-pæretærte med chokolade og mandler

æble-pæretærte med chokolade

Sidste weekend gik mest af alt med havearbejde. Der blev sat hegn op, fjernet ukrudt, og plantet en masse bunddække. Og ind i mellem blev der (selvfølgelig) tid til at bage. Jeg havde nogle pærer der trængte til at blive brugt, så havde forestillet mig at lave en helt klassisk pæretærte. Men som det altid går herhjemme bliver det aldrig helt som jeg havde tænkt. Jeg manglede pærer. På mærkværdig vis, var de pærer, jeg troede, jeg havde set i køleskabet, forsvundet. Så jeg havde kun 2. Heldigvis havde jeg æbler, så jeg måtte ty til en kombi af de to. Men det blev jo så bare til en super lækker kombination af mine to favorit tærter. Og det er jo ikke så dårligt! Havde også forestillet mig at komme ingefær i dejen – men det var jeg løbet tør for. Men jeg havde mørk chokolade, som jeg rev hen over bunden inden jeg lagde frugterne på. Og for resten så endte jeg også med at udskifte en del af hvedemelet med rugmel, hvilket ingen herhjemme endnu har kommenteret. Og det betyder at de ikke har opdaget det. Ellers var det blevet nævnt – tro mig. Tærten blev toppet med mandler og serveret med creme fraice.

æble-pæretærte med chokolade

Opskrift på æble-pæretærte med chokolade og mandler

  • 150 g. koldt smør
  • 140 g. hvedemel
  • 100 g. rugmel
  • 125 g. sukker
  • 1 tsk vaniljesukker
  • 1 æg
  • 2 pærer
  • 2 æbler
  • 100 g. mørk chokolade
  • Sammenpisket æg til pensling
  • Mandler (hakkede, mandelsplitter eller hvad du nu har) til pynt
  • Creme fraiche til servering

æble-pæretærte med chokolade

Bland hvedemel og rugmel. Skær smørret i små terninger og smuldr det i melet. Tilsæt sukker og vaniljesukker. Saml hurtigt dejen med ægget. Lad dejen hvile i køleskab ½ time. Smør en tærteform. Del dejen i 2 kugler. Rul den ene del ud til en cirkel og læg den i formen (eller tryk den ud i formen) og pres dejen op langs kanten af formen. Riv chokoladen over bunden. Skræl æbler og pærer, skær dem i både og fjern kernehuset. Skær dem herefter i skiver. Læg dem skiftevis med overlap i et lag på tærtebunden. Rul den sidste dejkugle ud og læg den over tærten. Tryk godt ned ved kanterne. Pensl med sammenpisket æg. Bag tærten i ovnen ved 200 grader i ca. 40 minutter. Når der er ca. 10 minutter tilbage af bagetiden pensles tærten endnu engang med æg og drysses med mandler. Og bages så færdig. Lad tærten afkøle lidt og server med lidt creme fraiche.

æble-pæretærte med chokolade

 

Facebooktwittergoogle_pluspinterest