Tag: kanel

Mandler med hvid chokolade og kanel-kakao

mandler med hvid chokolade og kanel-kakao

Jeg elsker julen. Det gør jeg altså. Jeg elsker julelys, store julekugler, duften af brændte mandler, stearinlys, mørke aftener, hyggelige sammenkomster med venner og familie. Og jeg elsker (selvfølgelig) at bage julesmåkager og lave konfekt og fyldte chokolader. Jeg har det principielt sådan, at jeg synes, at alt juleriet skal vente til 1. søndag i advent, men i år har jeg bare lyst til at gå i gang. NU. Med det samme. Jeg ved ikke, om det er fordi, vi var væk hele oktober, men jeg kan mærke, at det kribler usædvanlig meget for at få lov til at gå i krig i køkkenet. Men jeg besinder mig og venter tålmodigt. Og dog. Da jeg lavede chokoladeovertrukne mandler den anden dag, så jeg alligevel mit snit til at blande kanel i kakaoen, og så kom julen jo så småt indenfor dørene alligevel. Mandler med hvid chokolade og kanel-kakao er absolut en variant der er værd kaste sig over i de kommende måneder. Generelt er mandler med chokolade jo et hit, og jeg er helt sikker på at mørk chokolade også vil fungere fint sammen med kanel-kakaoen. Eller lys chokolade for den sags skyld. Jeg havde bare en rest smeltet hvid chokolade som jeg gerne ville have brugt.

mandler med hvid chokolade og kanel-kakao

Jeg har ingen mængde angivelse på disse da jeg bare brugte en rest chokolade og nogle mandler jeg i forvejen havde ristet.

Mandler med hvid chokolade og kanel-kakao:

  • ristede mandler
  • smeltet hvid chokolade
  • kakao
  • kanel

Læg mandlerne på en bageplade og rist dem i ovnen i ca. 30 minutter ved 150 grader. Hold øje med dem. De må ikke blive for mørke. Lad dem afkøle. Smelt den hvide chokolade over vandbad. Kom nogle mandler heri, vend dem rundt, tag dem op og lad dem hærde på et stykke bagepapir. De skal tørre lidt, men ikke fuldstændigt. Gentag med nogle flere mandler. Mens mandlerne hærder, blandes kakao og kanel i en skål. Kom mandlerne heri og ryst dem rundt så de bliver godt dækkede af pulveret. Kom herefter mandlerne i en si og ryst dem lidt. Opbevar mandlerne i et glas med tætsluttende låg.

mandler med hvid chokolade og kanel-kakao

 

Facebooktwittergoogle_pluspinterest

Varm æblecider med kanel

Varm æblecider med kanel

Denne post handler ikke om kage! Eller om dessert! Eller om snacks! Men om cider! Sød, lækker og krydret æblecider! Så lækker at den selvfølgelig skal deles med jer derude. Siden 1992, hvor jeg var i USA, har jeg hvert efterår, når vinden ruskede og lysten til at krybe sammen i sofaen med et tæppe og en god bog kaldte, cravet varm æblecider med kanel. I flere år efter jeg kom hjem, jagtede jeg Alpines små breve med færdiglavet æblecider, som blot skulle tilsættes kogende vand. Lykken var stor, da jeg fandt ud af, at den Amerikanske Købmand i København forhandlede dem, så når jeg var derovre, hamstrede jeg stort. Det var før internettet og nethandel var udbredt – I know – det siger lidt om min alder. Og den gang skænkede jeg overhovedet ikke en tanke, at man faktisk nemt kan lave æblecider selv. Havde jeg vidst det, havde det sparet mig for mange timers søgen i diverse dagligvarebutikker.
Nu har jeg prøvet at lave varm æblecider med kanel, og det er bestemt ikke sidste gang, at det sker. Det er overraskende nemt. Jeg ved ikke, hvad jeg havde forestillet mig, men i hvertfald at det var noget mere kompliceret og tidskrævende, end det faktisk er. Inspirationen er fundet på abeautifulmess.com og så ændret lidt, så den passede til min smag.
Jeg tror faktisk, at det godt kunne gå hen og blive en storfavorit til de kolde efterårs- eller vinterdage. Jeg forestiller mig allerede en skovtur med termokanden fyldt af lækker og krydret cider til at varme sig på. Jeg vil i hvertfald til hver en tid foretrække cideren over varm kakao. Jeg kan fornemme, at der bliver kamp på hjemmefronten……

Varm æblecider med kanel

Varm æblecider med kanel

  • 1 liter friskpresset æblemost – enten hjemmelavet eller købt.
  • 4 spsk ahornsirup – mere eller mindre efter behag
  • ½ tsk kanel
  • 2 kanelstænger

Kom æblemosten i en gryde. Varm den op over lav/medium varme. Bland kanel og ahornsirup og kom det herefter op til æblemosten. kom kanelstængerne i gryden. Opvarm til siruppen er smeltet og cideren er varm.

Tip:
Prøv at tilføje lidt mørk rom

Facebooktwittergoogle_pluspinterest

Müslibarer uden sukker

Müslibarer uden sukker

Det har længe været på min to do liste at eksperimentere med at lave müslibarer uden sukker. Maries müslistænger, som jeg tidligere har postet et indlæg om, er toppen – de er uovertrufne, og jeg har aldrig smagt eller lavet nogle barer, der kunne hamle op med dem. Men de indeholder altså en temmelig stor mængde honning og smør, hvilket selvfølgelig klart er en af årsagerne til, at de netop bliver så gode. Her i weekenden lavede jeg så en udgave uden honning eller andet sødemiddel end dadler. Og de indeholder heller ikke smør – kun ren peanutbutter. Jeg havde lyst til en kombination af kanel, æble og rosiner, så det kom jeg i mine barer, men de kan varieres med lige nøjagtig de nødder og tørrede bær, som man har lyst til. Lidt mørk chokolade vil garanteret også være et hit. De er perfekte i madpakken eller som eftermiddagssnack.

Müslibarer uden sukker

Opskrift på müslibarer uden sukker:

(Jeg fik 21 barer ud af portionen)

  • 200 g dadler uden sten
  • 3 tsk kanel
  • 150 g. ristede mandler
  • 100 g grove gryn – jeg brugte grove havregryn
  • 30 g. tørrede æblechips
  • 50 g. rosiner
  • 1 dl. peanutbutter – jeg brugte en crunchy en af slagsen

Rist mandlerne og havregrynene i ovnen ved 150 grader i ca. 15 minutter. Tag imens stenene ud ad dadlerne, hak dadlerne groft og kom dem i en skål og rør dem med kanel indtil konsistensen er lækker og cremet. Hak æblechipsene groft. Hak mandlerne groft. Kom æbler, rosiner, mandler og havregryn op til dadlerne og rør rundt. Kom peanutbutter op i skålen og bland det hele godt. Kom bagepapir i en lille bradepande eller anden form, ex. et fad, så enderne af papiret stikker ud over kanten. Kom massen op i formen og tryk den godt sammen. Det er vigtigt at den trykkes omhyggeligt sammen så massen samles godt. Brug evt. en lille kagerulle så massen bliver helt glat. Sæt formen i køleskabet en halv times tid. Når massen er størknet kan den løftes op af formen ved at holde i bagepapiret. Skær den ud i stænger og opbevar dem i køleskabet i en egnet beholder. Kom mellemlægspapir mellem lagene, så de ikke klistrer sammen.

Müslibarer uden sukker

Hvis man synes barerne er lidt for tørre kan man skære ned på dadlerne (150 g) og komme ½ dl. honning eller ahornsirup i. I givet fald ville jeg smelte honning og peanutbutter sammen i en lille gryde, inden jeg hældte det over resten af ingredienserne.

Facebooktwittergoogle_pluspinterest

Kanelsnegle med dadelfyld

kanelsnegle med dadler

Jep – jeg har tilladt mig at eksperimentere med den nok mest populære danske kage overhovedet. Kanelsneglen. Rund, blød og sprød på samme tid og fyldt med snasket lækkerhed af kanel, smør og sukker. Jeg kender ingen der ikke kan lide kanelsnegle. Ingen. Men med mængden af smør og sukker i sådan en sag er det jo ikke en kage man spiser hver dag vel? Men igen, hvilken kage er også lige det? Nå men jeg havde længe tænkt at man da måtte kunne bruge dadler i fyldet og på den måde få en sundere udgave der kunne nydes lidt hyppigere med god samvittighed. Og som måske ligefrem var så sund, at den kunne kommes i ungernes madpakke en gang imellem, hvis de skulle forkæles lidt ekstra.

Det var ikke uden skepsis at Rasmus og ungerne satte tænderne i sneglene. For det første er dadler ikke en favorit hos nogen af dem, og for det andet er jeg den eneste i huset, der synes at fuldkornsmel hører til i bagværk! Så det var 3 hårde kritikere der skulle bedømme eksperimentet. Der var ikke høje karakterer til det kunstneriske udtryk. Sneglene var uens i størrelsen – ja ja der er jo nogen, der ser “den Store Bagedyst” og nok ved hvad de skal kigge efter…. Men alle 3 var jublende over smagen og konsistensen. Så fik et klart go til at bage dem igen. Og igen. Og igen. Så det må jeg helt sikkert gøre igen. Snart. Var også selv ret begejstret. De bliver selvsagt ikke ligeså snaskede som dem med smør og sukkerfyld, men de har den samme skønne smag af kanel og kan nydes helt uden dårlig samvittighed.

kanelsnegle med dadler

Kanelsnegle med dadelfyld – 8 stk

Opskrift på dej:

  • 2 spsk vand
  • 20 g. gær
  • 1 dl. mælk
  • 20 g. smør
  • 2,5 dl mel – udskift gerne noget af det med rugmel eller fuldkornshvedemel.
  • 1 nip salt
  • 1 spsk honning

Opskrift på remonce:

  • 20 bløde dadler
  • 1 spsk kanel

Evt. Pynt:

  • Smeltet chokolade og/eller hakkede mandler

Fjern stenene fra dadlerne og hak dem groft. Kom dem i en skål og rør dem bløde og cremede med kanel. Vupti – så har du den lækreste remonce

Opløs gæren i vandet. Tilføj de øvrige ingredienser og ælt dejen godt sammen. Rul eller pres dejen ud i en firkant ca. 15×20 cm. Smør remoncen på og rul dejen sammen til en roulade, skær sneglene ud og læg dem på en bageplade beklædt med bagepapir. Dæk med et viskestykke og lad sneglene hæve i 25-30 minutter. Bag dem i en forvarmet ovn ved 225 grader i ca. 12 minutter. Lad sneglene køle af på en bagerist inden de pyntes.

Tip: Drys evt. hakkede mandler oven på remoncen inden dejen rulles sammen.

 

.

Facebooktwittergoogle_pluspinterest