Tag: jul

Krydret æble-gløgg

æble-gløgg

Jeg har en rigtig god kollega, der serverede denne skønne æble-gløgg for mig sidste år. Jeg var solgt ved første sip, og måtte naturligvis selv lave den i år. Jeg har lavet to udgaver af gløgg’en. Den ene følger Nannas opskrift til punkt og prikke og er lige så skøn, som jeg huskede den. Den anden er en smule mere koncentreret og minder lidt om varm krydret æblecider a la det man får i USA ved juletid. Jeg er vild med begge dele og kan kun anbefale jer at lave en omgang æble-gløgg.

æble-gløgg

Opskrift på æble-gløgg – version 1

  • 2 l. æblejuice
  • 4 stjerne anis
  • 8 hele nelliker
  • 2 stykker hel kanel
  • 1 appelsin i skiver
  • 4 spsk. rørsukker

Skær skællen af appelsinen, skær den i skiver og kom den i en skål eller en gryde. Kom resten af ingredienserne i og lad gløgg’en trække natten over.

Varm æble-gløgg’en op inden servering. Der kan evt. tilsættes hvidvin eller rom efter ønske. Kom lidt mandelflager og tørrede æbleskiver i glassene og server straks.

Kom evt. også rosiner eller tørrede tranebær i glassene.

æble-gløgg

Opskrift på æblegløgg – version 2 (som krydret æblecider)

  • 1½ l. æblejuice
  • 6 stjerneanis
  • 8 nelliker
  • 3 stykker hel kanel
  • 1 appelsin i skiver
  • 4 spsk. rørsukker

Skær skællen af appelsinen, skær den i skiver og kom den i en skål eller en gryde. Kom resten af ingredienserne i og lad gløgg’en trække natten over.

Varm æble-gløgg’en op inden servering. Der kan evt. tilsættes rom efter ønske. Kom lidt mandelflager og tørrede æbleskiver i glassene og server straks.

Gløgg’en kan også opbevares på køl i en flaske med tætsluttende låg og så kan man varme et krus i mikroovnen, når man har lyst.

Facebooktwittergoogle_pluspinterest

Luciaboller

Luciaboller

I morgen er det Luciadag. I Sverige fejres dagen blandt andet med små søde og bløde safranboller, kaldet Lussekatte. Sidste år bagte jeg Luciaboller for første gang. De blev super gode og jeg synes det er en hyggelig lille tradition, så jeg gentager helt sikkert succesen igen i år.

Opskrift på Luciaboller

giver ca. 24 stk.

  • 200 g. smør
  • 5 dl. mælk
  • 0,5 g. safran
  • 50 g. gær
  • 1 tsk. sukker
  • 100 g. sukker
  • 5 spsk. vand
  • 2 æg
  • ca. 950 g. hvedemel
  • rosiner til pynt og æg til pensling

Luciaboller

Smelt smørret i en gryde og kom mælken i. Stød safrantråde og 1 tsk. sukker i en morter og stød indtil trådene er helt knust. Kom safransukkeret op i smør og mælkeblandingen. Kom vand og gær i røreskål og rør gæren ud i vandet. Hæld smør og mælkeblandingen ved og tilsæt 1/4 af melet. Tilsæt herefter de øvrige ingredienser, men hold lidt af melet tilbage. Ælt dejen godt, dæk den med et viskestykke og stil den til hævning et lunt sted i 1 time.

Tag dejen ud på et meldrysset bord og ælt dejen godt igennem, tilsæt evt. resten af melet. Del dejen i 24 stykker. Tril hvert stykke til en pølse og form et S. Sæt bollerne på en bageplade beklædt med bagepapir. Pensl med sammenpisket æg og sæt en rosin fast i hulningerne i hver ende. Bag bollerne ved 225 grader i ca. 12 minutter

Facebooktwittergoogle_pluspinterest

Svenske chokoladesnitter

svenske chokoladesnitter

De her svenske chokoladesnitter har altid været nogle af mine yndlings småkager. Opskriften stammer helt tilbage fra en af de første Karolines kogebøger, så det er altså lidt af en klassiker, vi har at gøre med her. Før jeg stiftede bekendtskab med chocolate chip cookies, da jeg landede i USA i 1992, faldt valget altid på de her skønne svenske chokoladesnitter, når jeg skulle bage småkager. I en årrække har de dog været en smule i glemmebogen, men sidste år mindede en god veninde mig om eksistensen af dem, og i år er de altså kommet helt frem i lyset og er blevet bagt til en af årets julesammenkomster. Det har været et dejligt gensyn, og jeg tror ikke de sådan ryger tilbage i glemmebogen lige med det samme.

Opskrift på svenske chokoladesnitter

  • 300 g. hvedemel
  • 1 tsk. bagepulver
  • 200 g. sukker
  • 1 tsk. vaniljesukker
  • 2 spsk. kakaopulver
  • 200 g. koldt smør
  • 1 æg

Pynt

  • Æggehvide
  • Perlesukker

svenske chokoladesnitter

Bland alle de tørre ingredienser i en skål. Pisk ægget let sammen i en lille skål. Skær smørret i tern og smuldr det sammen med melet. Saml hurtigt dejen med det sammenpiskede æg. Del dejen i 3 dele. Rul eller tryk hver del ud til en stang i bagepladens længde og ca 1- 1½ cm’s tykkelse. Beklæd en bageplade med bagepapir og læg stængerne herpå. Jeg plejer at kunne have alle 3 stænger på en plade. Pensl stængerne med æggehvide og drys med perlesukker. Bag stængerne i ovnen i ca. 10 min. ved 175 grader. Når stængerne er kommet ud af ovnen, skæres de straks i skrå snitter.

 

Facebooktwittergoogle_pluspinterest

Hjemmelavede lakridskarameller

lakridskarameller

Karameller er en af mine favorit ting at lave som julekonfekt. Fordi de smager fantastisk, er super nemme at lave og kan varieres efter, hvad man lige har lyst til. Kanel, salt, chokolade, lakrids. Hvis karamellerne skal bruges som karameller, skal de helst være sådan lidt bløde og samtidig lidt seje og lidt hårde. Fuldstændig modsætningsfyldt, men når konsistensen er rigtig, forstår du præcis, hvad jeg mener. Hvis de skal bruges som fyld i støbte chokolader må de gerne være lidt blødere. Det har alt sammen noget med temperaturen på karamelmassen at gøre. Derfor er et termometer næsten uundværligt når man laver karameller. Disse her lakridskarameller – jeg er helt solgt. De er altså bare helt vildt gode. HELT VILDT GODE. Og de har det med at forsvinde ret hurtigt. Så er du advaret. Opskriften er fundet på www.louiogbearnaisen.dk og jeg har kun justeret en smule ifht. lakridsmængden.

lakridskarameller

Lakridskarameller

ca. 30-40 stk.

  • 250 g. sukker
  • 2,5 dl piskefløde
  • 25 g. smør
  • 6 tsk. lakridssirup
  • 2 tsk. lakridspulver

Smelt sukkeret i en gryde ved jævn varme og lad det blive gyldent. Tilsæt lakridspulver langsomt og rør det ud. Tilsæt smør og lakridssirup og rør det ud. Hæld langsomt fløden i og lad karamellen småkoge ved jævn varme i ca. 10-15 minutter indtil temperaturen når 125 grader. Hvis karamellerne ønskes blødere til for eksempel fyldte chokolader, skal temperaturen kun være 117-120 grader. Tag karamellen af varmen, når den har nået den ønskede temperatur, og hæld den i en lille form foret med bagepapir. Stil den køligt. Gerne ved 12-15 grader og lad den sætte sig. Når den er kølet af og har sat sig, kan den skæres i passende stykker med en skarp kniv. Pak karamellerne ind i papir enkeltvis eller drys dem med lakridspulver og opbevar dem i en lufttæt dåse. Opbevar dem ved 12-15 grader.

Tip:

Hvis du ikke har et termometer kan du lave en karamelprøve ved at tage lidt karamel på en teske og dyppe den i et glas med koldt vand i 15 sek. Herefter kan du mærke på karamellen om konsistensen er passende.

lakridskarameller

Facebooktwittergoogle_pluspinterest

Chokoladekarameller

chokoladekarameller

Uha – den her opskrift har fulgt mig i mange år. Jeg har efterhånden lavet chokoladekarameller mange mange gange. Både med lys chokolade og med mørk chokolade, eller som denne gang med en kombi af de to. Jeg har lavet dem plain og blot pakket dem ind i papir, og jeg har overtrukket dem med chokolade eller brugt dem som fyld i støbte chokolader. It all works. Og de er faktisk ret nemme at lave. Det overrasker mig hver gang. Det vigtigste er at holde øje med temperaturen af karamellen, mens den koger, så et termometer er et must. Og dog. Det kan lade sig gøre uden. Men mere om det senere. Først opskriften.

chokoladekarameller

Opskrift på chokoladekarameller

Ca. 30 – 40 stk.

  • 100 g. mørk chokolade 70%
  • 100 g. lys chokolade 40%
  • 1 dl piskefløde
  • 125 g. sukker
  • 100 g. glukose

Hak chokoladen fint. Kom fløde, sukker og glukose i en lille kasserolle. Brig det til kogepunktet. Kom chokoladen op i kasserollen og skru ned for varmen, ld blandingen småkoge under konstant omrøring indtil temperaturen når ca. 125 grader hvis du vil have karameller til at pakke ind i papir. Hvis de ønskes blødere til for eksempel fyldte chokolader skal temperaturen kun være 117-120 grader. Når den ønskede temperatur er nået tages karamellen af varmen og hældes i en lille form/et ildfast fad, der er foret med bagepapir. Karamellen skal stå køligt og sætte sig, gerne natten over. Min stod dog kun 4 timer. Den skal helst stå ved en 12-15 grader. Når den har sat sig, kan den skæres i passende stykker med en skarp kniv. Pak karamellerne ind enkeltvis i egnet papir. Jeg har brugt madpapir.

Tip:

Hvis du ikke har et termometer kan du lave en karamelprøve ved at tage lidt karamel på en teske og dyppe den i et glas med koldt vand i 15 sek. Herefter kan du mærke på karamellen om konsistensen er passende.

Tip:

Chokoladekaramellerne kan laves udelukkende med 200 g. mørk chokolade 70% eller med 175 g. lys chokolade 40%.

Facebooktwittergoogle_pluspinterest

Vaniljekranse

 

vaniljekranse

Vaniljekranse er min favorit julesmåkage. Ingen tvivl om det. Det har den været lige så længe jeg kan huske. Og jeg er ret sikker på, at det forbliver sådan. Jovist, en jødekage med kanel er da skøn, og jeg har lært at elske brunkager, men ingen af dem nærmer sig den sprøde og søde vaniljekrans.

vaniljekranse

I mange år har jeg kæmpet så meget med at få kransene presset ud af sprøjteposen at mine arme var ømme i flere dage derefter. I år gik det anderledes. Det gik faktisk nemt. Jeg har ikke helt fundet ud af hvorfor, men måske var dejen lidt blødere og mandlerne finere malet. I hvertfald gik det forrygende og gode blev de altså, de her vaniljekranse. Opskriften er fra Mette Blomsterberg. Den har jeg fulgt de sidste mange år. Eneste justering er at jeg kommer ekstra vanilje i.

 

vaniljekranse

Opskrift på vaniljekranse

Giver ca.  40 stk.

  • Korn fra 1 stang god vanilje
  • 180 g. sukker
  • 200 g. stuetempereret smør
  • 1 æg
  • 250 g. hvedemel
  • 75 g. mandler

Blend mandlerne til mel. Skrab kornene ud af vaniljestangen og skil dem ad ved at blande dem med lidt af sukkeret. Rør smør, sukker vanilje sammen i en skål. Tilsæt ægget. Rør til sidst mel og mandelmel i dejen. Kom dejen i en stor sprøjtepose med stjernetyl og sprøjt dejen ud i kranse på en bageplade beklædt med bagepapir. Sæt pladen i fryseren i 10 minutter (eller bagepapiret på skærebræt hvis der ikke er plads til en bageplade), så flyder kransene ikke ud. Bag dem ved 200 grader i ca. 14 minutter til de er let gyldne. Men hold øje med dem så de ikke får for meget. Tag dem ud og lad dem afkøle på en rist. Opbevar dem i en dåse med tætsluttende låg.

vaniljekranse

Facebooktwittergoogle_pluspinterest

Julebrownies

julebrownies

Altså, de her brownies er jeg ret så vild med. Det er klassiske mørke chokolade brownies tilsat alle de gode julekrydderier, pistacienødder, mandler og tørrede tranebær, både inden i og på toppen. What’s not to like?? Selvom ingredienslisten er forholdsvis lang er de virkelig nemme at bage, så lad jer ikke afskrække.

julebrownies

Opskrift på julebrownies – ca. 16 små firkanter:

  • 130 g. smør
  • 2 æg
  • 150 g. muscovadosukker
  • 100 g. rørsukker
  • 1 stang vanilje
  • 100 g. hvedemel
  • 40 g. kakaopulver
  • 1/2 tsk. bagepulver
  • 1 tsk. kanel
  • 1 tsk kardemomme
  • 1 tsk. ingefær
  • 1 tsk. nelliker
  • 100 g. mørk chokolade 70 %
  • 50 g. grofthakket pistacienødder
  • 50 g. groft hakkede mandler
  • 50 g. grofthakkede tranebær

Smelt smørret. Pisk æg, muscovadosukker, rørsukker og vanilje sammen til det er lyst og luftigt. Rør det smeltede smør i med en ske. Bland mel, kakao, bagepulver og krydderier i en skål og sigt blandingen í æggemassen. Vend rundt med en ske indtil dejen er jævn. Hak chokoladen og smelt den enten over vandbad eller i microovnen. Vend chokoladen i dejen. Vend til sidst halvdelen af de hakkede mandler, halvdelen af pistacienødderne og halvdelen af tranebærrene i dejen (resten gemmes til topping). Beklæd en lille bradepande (15 x 20 cm) med bagepapir og fordel dejen jævnt heri. Bag kagen i ca. 20-25 minutter ved 170 grader. Afkøl kagen og pynt herefter med kakaoglasur og drys med resten af de hakkede mandler, pistacienødder og tranebær.

julebrownies

Facebooktwittergoogle_pluspinterest

Jule-småkager

julesmåkagerJul og småkager hører sammen. Basta. Sådan er det bare. Og i de fleste hjem er det de samme småkager, der bages år efter år. Nogle ting skal der bare ikke ændres på. Basta igen! Det bliver der heller ikke hjemme hos os. Her er vaniljekranse og jødekager de varianter, der med 100% sikkerhed bages hvert eneste år. Det er den sikre base – dem vi kan falde tilbage på, hvis alt andet kikser. Og sådan er det selvfølgelig også i år. Jeg har brugt de samme opskrifter i flere år. Ingen ændringer her. Opskriften på vaniljekransene er Blomsterbergs og opskriften på jødekagerne, ved jeg ikke hvor stammer fra. Men den er rigtig rigtig god.

Vi er så heldige at min svigermor og svigerinde plejer at levere en dåse af verdens bedste brunkager, så den variant af julesmåkager har jeg endnu til gode at kaste mig ud i. Jeg har derimod længe haft lyst til at bage fedtebrød. Ikke fordi de er specielt julede, men jeg husker dem så tydeligt fra min barndom, hvor det var en af mine yndlingssmåkager. Så de måtte naturligvis med på bagelisten i år. Jeg tyede derfor til Frøken Jensen og brugte en god gammel gennemprøvet opskrift. Jeg tilsatte dog lidt rom i glasuren for et ekstra lille twist. Nedenfor kommer opskrifterne.

julesmåkager

Opskrift på vaniljekranse – giver ca. 35 stk:

  • 1 stang vanilje
  • 180 g. sukker
  • 200 g. stuetempereret smør
  • 1 stort æg
  • 250 g. hvedemel
  • 75 g. mandler, blendet til mel

Skrab kornene ud af vaniljestangen og bland med lidt sukker, så korne skilles ad. Rør, vaniljekorn, sukker og smør sammen i en skål. Tilsæt ægget. Bland mel og mandler i og rør til dejen er ensartet. Kom dejen i en sprøjtepose med stjernetylle og sprøjt den ud i kranse på en bageplade beklædt med bagepapir. Bag vaniljekransene ved 200 grader i 10-14 minutter til de er gyldne. Tag dem ud, afkøl dem og opbevar dem i en tætsluttende dåse.

julesmåkager

Opskrift på jødekager – ca. 100 stk:

  • 300 g. hvedemel
  • 175 g. smør
  • 1 1/2 dl. sukker
  • 1 tsk. hjortetaksalt
  • 1 æg

Drys:

  • 3 spsk. sukker
  • 1 spsk kanel
  • 50 g. hakkede mandler
  • 1 æg

Smuldr smørret i melet. Tilsæt sukker, hjortetaksalt og æg. Ælt dejen godt. Form en lang rulle af dejen og pak den ind i husholdningsfilm. Kom dejen i fryseren en halv times tid. Tag den herefter ud og skær tynde skiver af dejen. Læg skiverne på en bageplade beklædt med bagepapir. Bland kanel og sukker i en skål. pensl småkagerne med sammenpisket æg. Drys med kanelsukker og hakkede mandler. Bag kagerne ca. 8-10 minutter ved 200 grader. I stedet for at forme en rulle af dejen og komme den i fryseren, kan dejen også rulles tyndt ud og stikkes ud med en udstikker eller et glas. Jeg synes bare, det er for bøvlet og går for langsomt, så jeg er mere til at skære dejen ud, selvom kagerne så ikke bliver helt så flot runde, som hvis de var udstukket.
julesmåkager

Opskrift på fedtebrød – ca. 30 stk:

  • 200 g. mel
  • 1/2 tsk. hjortetaksalt
  • 200 g. smør
  • 100 g. sukker
  • 100 g. kokosmel

Bland mel og hjortetaksalt i en skål og smuldr smørret heri. Tilsæt sukker og kokosmel og ælt dejen godt sammen. Del dejen i 3 dele og tril dem til 3 stænger. Læg stængerne på en bageplade beklædt med bagepapir og tryk dem flade. Bages i 12-15 minutter ved 200 grader. Bland glasur af flormelis, vand og evt. rom (essens) og kom det på stængerne, mens de stadig er lidt lune. Skær stængerne ud i snitter.

 

 

Facebooktwittergoogle_pluspinterest

De skønneste pebernødder

pebernødder

Jeg har aldrig været sådan helt head over heels for pebernødder. Jeg mener, de er da ok og hører jo ligesom julen til. Men stik mig hellere en vaniljekrans eller en brunkage. Anytime. Jeg ved faktisk ikke helt, hvad det er ved pebernødder, som jeg ikke er så vild med. Men jeg tror, det har noget med konsistensen at gøre. Krydderierne kan jeg nemlig ret godt lide. Men når det er jul, skal der jo altså pebernødder til. Ikke mindst fordi børnene er vilde med at være med til at trille dem. Så jeg har søgt længe efter en opskrift, der faldt i både min og ungernes smag, og i år tror jeg faktisk, at det er lykkedes. Jubii og derfor overskriften “de skønneste pebernødder”. For det er de. I hvertfald efter min smag. De bedste jeg hidtil har både bagt og smagt. Så gode, at det faktisk er svært at holde fingrene fra kagedåsen. Og det siger altså ikke så lidt når det kommer fra en inkarneret fan af vaniljekranse. Opskriften er fra Krudtugler og Kanelsnegle af Sif Oreleana. Dog har jeg skruet en lille smule op for krydderierne.

pebernødder

Opskrift på de skønneste pebernødder

  •  250 g. mel
  • 1/8 tsk. hjortetakssalt
  • 1½ tsk. kanel
  • 1 tsk. ingefær
  • ½ tsk. hvid peber
  • ½ tsk. nelliker
  • 100 g. koldt smør i små tern
  • 175 g. sukker
  • 1 æg
  • 4 spsk. fløde

Bland mel og krydderier og hjortetakssalt sammen. Smuldr smørret i melet. Rør sukker og æg sammen i en anden skål og bland fløden heri. Hæld æggesnapsen ned til melblandingen og saml dejen. ælt den godt sammen. Sæt dejen på køl i en ½ -1 times tid. Rul dejen i fingertykke stænger og skær dem i små stykker, der enten trilles til kugler eller sættes direkte på en bageplade. Bag pebernødderne i ca. 10-12 minutter ved 180 grader.

pebernødder

Facebooktwittergoogle_pluspinterest

Biscotti med pistacienødder, tranebær og hvid chokolade

Biscotti med pistacienødder, tranebær og hvid chokolade

Nå, men jeg har ikke været så aktiv på bloggen her på det sidste. Tiden har simpelthen ikke været til det og mærkeligt nok har lysten til at bage faktisk heller ikke været så stor. Det har egentlig også været fint nok at holde en lille pause og kaste fokus på nogle andre ting. Nå men julen står jo for døren og manglende bagelyst dur simpelthen bare ikke i december måned. Andre måneder ok. Men ikke i december. Så fredag måtte jeg i gang. Det blev til disse skønne biscotti med pistacienødder, tranebær og hvid chokolade. Jeg elsker kombinationen af de syrlige tranebær og den søde hvide chokolade, og når der også tilsættes skønne grønne pistacienødder, bliver det ikke bedre. Biscottierne er lidt julede, men ikke mere end at jeg tænker, at de fint kan serveres på alle årstider.

Biscotti med pistacienødder, tranebær og hvid chokolade

Biscotti med pistacienødder, tranebær og hvid chokolade

  • 2 æg
  • 2 dl sukker
  • 4 dl. hvedemel
  • 1 tsk salt
  • 1 tsk bagepulver
  • Fintreven citronskal af 1 øko citron
  • 100 g. grofthakkede mandler
  • 50 g. usaltede grofthakkede pistacienødder
  • 50 g. tørrede grofthakkede tranebær
  • 100 g. grofthakket hvid chokolade

Pisk æg og sukker tykt og skummende. Bland mel, bagepulver og salt i en skål og bland det i æggesnapsen sammen med de øvrige ingredienser. Saml dejen og form to lange brød (ca. 5 cm bredt og 2 cm højt), og sæt dem på en bageplade beklædt med bagepapir. Bag dem i ovnen i 20-25 minutter ved 180 grader. Tag brødene ud af ovnen og skru ovnen ned til 100 grader. Lad brødene hvile 5 minutter, og skær dem så i skiver på 1-2 cm. Læg skiverne på bagepladen, og bag dem yderligere 20-30 minutter til de er sprøde. Opbevares i en tætsluttende kagedåse.

Biscotti med pistacienødder, tranebær og hvid chokolade

Facebooktwittergoogle_pluspinterest