Tag: is

Isbombe med solbær

Isbombe med solbør

Denne dessert er inspireret af en af mine favorit is-pinde, nemlig Kæmpe Eskimoen. Vaniljeis, solbær og sprødt chokoladeovertræk i skøn forening. Denne isbombe med solbær har lige akkurat det samme, og til med skjuler der sig et lille stykke brownie inden i. Og så præsenterer den sig bare lidt finere på en tallerken end en Kæmpe Eskimo, synes jeg. Ikke at der er noget i vejen med at hive en pindis frem fra fryseren, slet ikke. Men nogen gange må det bare gerne se lidt pænt ud, ikk`?

Isbomben kunne være et udemærket bud på årets nytårsdessert. Smuk, enkel og smagfuld – og med den kæmpe fordel at den skal laves i forvejen, så der er nemlig lidt mindre at tænke på på selve dagen:-). Bare smid lidt glimmer på toppen og sæt en stjernekaster i – så bliver det ikke mere festligt:-) (mere…)

Facebooktwittergoogle_pluspinterest

Fantastisk lækker dulcey-is

dulcey-is

Umm….Dulcey….Valrhonas blonde chokolade variant, med den cremede og maltagtige smag. Den er i sig selv sindsygt lækker og farligt vanedannende. Og i is er den fuldstændig uimodståelig. Blød, lækker og karamel-agtig i smagen. Den er virkelig et hit, så forbered dig på at den forsvinder lynhurtigt….

Herhjemme overgik den de ellers så elskede varianter med mørk chokolade og vaniljeis med cookie-dough eller brownie. Faktisk mente familien, at det var den bedste is, de nogen sinde havde smagt…….. (mere…)

Facebooktwittergoogle_pluspinterest

Is-pyramider med kokos og lakrids

is-pyramide med kokos og lakrids

Smuk og enkel. Nem og hurtig. Indbydende og lækker. Denne is-dessert er bare et hit. Generelt er is jo altid godt. Og kokosis er endnu bedre. Og når hele herligheden så ovenikøbet kommer i en skøn indpakning i form af en sprød og tynd lakridsprikket hvid chokoladeskal, så bliver det altså ikke bedre. De her små is-pyramider med kokos og lakrids kan serveres med lidt bær eller med en gavmild skefuld saltlakridssirup. (mere…)

Facebooktwittergoogle_pluspinterest

Hjemmelavet jordbæris

jorbæris

Jeg er ret vild med den her is. Den smager af sol og sommer. Af barndom og glade minder. Det er sådan en rigtig gammeldags jordbæris, hvor man både kan smage jordbærrene og fløden. Lige præcis sådan som jordbæris nu engang skal smage. Den fungerer som “liter-is” til at lave kugler af, men kan lige så vel kommes i isforme til ispinde eller bruges som lag i en skøn islagkage. Du bestemmer. Men lav den. Du vil ikke fortryde.

jordbæris

Opskrift på hjemmelavet jordbæris

Giver ca 1 liter

Jordbærpuré

  • 500 g. jordbær, frosne eller friske
  • 250 g. sukker

Kom jordbær og sukker i en lille gryde og kog det op ved middel varme. Rør i det, så det ikke brænder på. Blend jordbærrene til puré, når er møre/optøede. Stil jordbærpuréen til afkøling.

Ismasse

  • 2 pasturiserede æg
  • 170 g. sukker
  • 1 tsk. vaniljepulver eller korn fra en vaniljestang
  • 5 dl. mælk
  • 2,5 dl.fløde

Pisk æggene luftige. Tilsæt sukkeret lidt efter lidt og pisk videre indtil sukkeret er helt opløst. Tilsæt vaniljepulver, mælk og fløde og pisk massen sammen til det hele er blandet. Tilsæt 2/3 af jordbærpuréen og pisk det godt sammen med ismassen. Kør ismassen på en ismaskine og kom den i en fryseegnet beholder. Kom det sidste jordbærpuré over jordbærisen og vend is og jordbærpuré rundt med en spatel, så der kommer fine swirls i isen.

Har du ikke en ismaskine kan du stadig lave isen, men så skal du røre i ismassen hver halve time, mens den fryser ind. Når den har konsistens som tyk softice, kan du swirle jordbærpuréen i.

jordbæris

Facebooktwittergoogle_pluspinterest

Brombæris

Brombæris

For lidt tid siden var jeg ude og samle vilde brombær. Jeg har godt nok et par brombærbuske i haven, men for det første synes jeg ikke, at smagen er lige så god, som ved de vilde sorter og desuden får jeg slet slet ikke nok bær herhjemme til alle de ting, jeg gerne vil bruge brombær til. Jeg kørte derfor ud i det blå og fandt et helt vidunderligt sted med kæmpe store brombærkrat, som var gemt for forbipaserende, med mindre man som jeg, var virkelig opmærksom. Jeg kom hjem med 3 kilo store og flotte brombær, som kom i fryseren til senere brug til kager, marmelade og nu også til is.

Denne her brombæris er skøn. Den er nem at lave, smager fantastisk og har den fineste pinke farve. Opskriften er baseret på min favorit grund is-base.

Brombæris

Opskrift på brombæris

Giver ca. 1 liter

  • 500 g. brombær
  • 350 g. sukker
  • saft fra 1 lime
  • 2 pasteuriserede æg
  • 5 dl. fløde
  • 2 1/2 dl. (sød)mælk
  • 1 tsk. vaniljepulver

Kom brombær, limesaft og halvdelen af sukkeret i en gryde. Bland rundt og kom låget på. Stil gryden til side i en times tid. Efter en time koges bærrene op i et par minutter. Blend bærrene og purér herefter brombærrene gennem en finmasket si. Stil den siede brombærpuré til afkøling.

Pisk æggene lyse og luftige. Tilsæt resten af sukkeret lidt efter lidt, mens der fortsat piskes. Pisk indtil al sukkeret er opløst. Tilsæt fløde og mælk og pisk indtil det er blandet. Tilsæt til sidst brombærpuréen og pisk indtil massen er ensartet. Kom ismassen i en ismaskine og frys i følge brugsvejledningen. Jeg ventede med at tilsætte vaniljepulveret indtil jeg havde hældt ismassen i ismaskinen og denne kørte. Ellers synes jeg at al vaniljen ligger i bunden af skålen, når jeg har hældt ismassen i maskinen. Men den kan også sagtens tilsættes sammen med fløde og mælk. Jeg har ikke prøvet at lave isen uden ismaskine, men jeg tror sagtens det kan lade sig gøre, hvis du bare sørger for at røre i den nogle gange (hver halve time?)under indfrysningen.

Brombæris

Facebooktwittergoogle_pluspinterest

4 opskrifter på sunde is

4 sunde is

Endelig! Endelig lover meterologerne sommervejr. Solskin og varmegrader over de 20 i hele den kommende uge. Og jeg er ret sikker på, at det betyder, at ungerne vil spørge efter is hver dag. Og de har sommerferie, så det jo er i og for sig helt ok. Jeg har i den sidste måneds tid forsøgt mig med at lave ispinde på ren frugt for at have nogle is i fryseren, som jeg kan servere for dem med god samvittighed. Det har resulteret i disse 4 opskrifter på sunde is. Alle varianter er lavet på ren frugt og er uden sukker. De er prøvesmagt, og der er sagt god for dem herhjemme fra. Og det er altså ret fedt at kunne sige ja til is hver dag.

 

Vandmelon og jordbær ispinde

vandmelon ispinde

  • 1/2 kernefri vandmelon
  • 200 g jordbær
  • evt. lidt smeltet chokolade til pynt

Skær skallen af vandmelonen og blend frugtkødet sammen med jordbærrene. Si massen gennem en finmasket si. Kom den siede masse i isforme. Jeg fik 7 is ud af portionen. Sæt dem i fryseren i mindst 6 timer. Husk at sætte ispinde i efter den første halve time. Når de er færdige kan toppen evt. dyppes i lidt mørk chokolade.

 

Honningmelon og blåbær ispinde

ispinde med honningmelon og blåbær

  • 1 moden honningmelon
  • 125 g. blåbær

Skær skallen af melonen og blend frugtkødet. Purér det gennem en finmasket si. Kom massen i isforme. Jeg fik 7 is ud af portionen. Blend blåbærrene og purer dem gennem en si. Kom blåbærpureen ned i isformene. Frys isene i mindst 6 timer. Husk at sætte en ispind i efter den første halve time.

 

Fersken og hindbær ispinde

fersken og hindbærispinde

  • 6 store modne ferskner
  • 18 hindbær

Blend fersknerne. Purér dem gennem en finmasket si. Fyld skiftevis ferskenpuré og hindbær i formene til de er fyldte. Jeg fik 6 is ud af portionen. Sæt formene i fryseren i mindst 6 timer. Husk at sætte en ispinde i efter den første halve time.

 

Mango og jordbær ispinde

ispinde med mango og jordbær

  • 2 modne mangoer
  • 10 jordbær

Skræl magoen. Skær kødet fra. Blend frugtkødet. Purér det gennem en finmasket si. Skyl og rens jordbærrene og skær stilken fra. skær dem i skiver. Fyld mangopuré og jordbærskiver skiftevis i isforme. Jeg fik 6 is ud af portionen. Frys dem i mindst 6 timer. Husk at sætte en ispind i efter den første halve time.

 

Facebooktwittergoogle_pluspinterest

Sparkling rabarber float

Sparkling rabarber float

Altså, for noget tid siden faldt jeg over en opskrift på en Sparkling Aperol spritz float. Jeg lavede den og blev fuldstændig forelsket. Jeg var nærmest i himlen. Det var virkelig en super super god dessert. Som jeg snart skal lave igen. Men fordi jeg er så vild med rabarber, som jeg nu er, har jeg siden tænkt, om man ikke kunne lave en tilsvarende dessert bare med rabarbersorbet i stedet for aperolsorbet. Og jo, det kan man da selvfølgelig…..

Syrlig, sød og boblende skøn sommer dessert til de voksne. Prøv den:-)

Sparkling rabarber float

Opskrift på sparkling rabarber float

  • Lav en omgang rabarbersorbet. Opskriften finder du her.
  • Kom en kugle sorbet (eller 2) i et koldt glas (kom det i fryseren en halv time inden servering).
  • Hæld en smule rabarbersirup over sorbeten. Opskriften på siruppen finder du her.
  • Top op med prosecco eller champagne.

Jeg tænker, man kan lave disse skønne Sparkling floats med stort set hvilken som helst sorbet. Det er vist bare fantasien, der sætter begrænsningen:-)

Facebooktwittergoogle_pluspinterest

Rabarbersorbet

rabarbersorbet

Og mine rabarberindlæg fortsætter. Denne gang handler det om is. Om sorbet. Mere specifikt om rabarbersorbet. En lækker syrligt sød rabarbersorbet. Jeg har lææææænge ønsket mig en ismaskine. Sådan en rigtig én med kompresser og hele pivtøjet. Altså jeg har en af de der gammeldags ismaskiner, som skal i fryseren i mindst 12 timer før man kan bruge den. Men bevares. Når den er kold, virker den faktisk helt ok. Og den har forsynet os med mægtig dejlig is gennem mange år. Og jeg er også med på, at man ikke skal smide noget ud, der virker, og at man ikke bare kan købe nyt hele tiden. Men nøøøj hvor har jeg altså ønsket mig en rigtig ismaskine. Og til min undskyldning har jeg desuden hørt, at man aldrig skal gå ned på udstyr….. Nå men enden af historien er faktisk, at jeg har fået en ismaskine i gave! Hvor heldig har man lige lov at være?? Jeg føler mig i hvertfald ret heldig og har tænkt mig at lave is på denne vidunderlige maskine hele sommeren – eller i hvert fald en gang i mellem. Den anden dag lavede jeg rabarbersorbet. Ikke at jeg havde nogen speciel anledning andet end jeg havde nogle rabarber som jo skulle bruges til et eller andet. Og så at jeg aldrig havde prøvet at lave rabarberis før. Og også lidt fordi, jeg havde sådan en lyst til at prøve en sparkling rabarbersorbet float. Så rabarbersorbet blev det altså til.

Opskriften er fra A hint of Vanilla.

rabarbersorbet

Opskrift på rabarbersorbet:

  • 500 g. rabarber
  • 6 dl vand
  • 300 g. sukker
  • et nip salt

Skær rabarberne i tern. Kom alle ingredienserne i en gryde og kog dem op. Skru ned for varmen og lad det simre i ca. 5 minutter til rabarberne er møre. Tag gryden af varmen og lad blandingen køle i ca. 10 minutter. Blend blandingen til den er helt ensartet og purér den herefter gennem en finmasket si, ned i en skål. Bliv ved med at presse rabarberpulpen gennem sien. Der skal næsten ikke være noget pulp tilbage i sien, når du er færdig. Hvis der er meget, og det er svært at få det igennem sien, kan det blendes og sies endnu en gang. Dæk skålen med husholdningsfilm og sæt den på køl natten over.
Kom en egnet beholder i fryseren. Kør herefter sorbeten på en ismaskine. Følg maskinens instruktion. Kom sorbeten i den kolde beholder. Glat overfladen og dæk med låg eller husholdningsfilm. Frys et par timer til sorbet er klar.
Nyd den som den er, eller lav en sparkling rabarbersorbet float med prosecco eller champagne.

rabarbersorbet

 

Facebooktwittergoogle_pluspinterest

Nemme jordbærispinde med yoghurt

Jordbærispinde

Endelig! Foråret er kommet! Det er helt sikkert nu, for flere dage i træk har solen været fremme, og det kalder da om noget på is. Som regel har vi fryseren fyldt med frys selv is, men ind imellem får jeg lige taget mig sammen til selv at lave nogle is. Og hver gang lover jeg mig selv, at det gør jeg da snart igen. For det er så nemt. Men alligevel glemmer jeg det tit. Det kan være, at jeg i år kan lave om på det. Egentlig tænker jeg at det er nemt at lave lækre ispinde. Det er jo i og for sig bare at lave en god isbase (som for eksempel denne chokoladeis eller denne vaniljeis), køre den på ismaskinen, fylde den i forme og VOILA! Så er der lækre hjemmelavede ispinde. Problemet har for mig bare været at finde nogle lidt sundere udgaver, som jeg kan servere for ungerne, når de om eftermiddagen spørger efter is. Og det gør de altså hver dag, hvor solen skinner!. Så her er et bud på en jordbæris uden særlig meget sukker. Faktisk er den bare sødet med lidt honning. Så den synes jeg godt man kan servere for ungerne som eftermiddagssnack uden dårlig samvittighed. Og så behøver man ikke en ismaskine for at lave dem.

Jordbærispinde

Opskrift på Jordbærispinde:

Jordbær-yoghurtbase:

  • 2 bananer
  • 200 g. jordbær
  • 1½ dl yoghurt/skyr
  • Lidt mælk
  • honning
  • Vaniljepulver

Jordbærfyld:

  • 150 g jordbær
  • lidt honning

Blend alle ingredienserne til jordbær-yoghurtbasen. Smag til med honning. Kom basen i en sprøjtepose/alm frysepose. Blend jordbærrene med lidt honning til jordbærfyldet. Eller mos dem hvis du vil have lidt mere struktur i. Fyld skiftevis jordbær-yoghurtbase og jordbærfyld i isforme. Stil formene i fryseren og frys i min. 6 timer.

Facebooktwittergoogle_pluspinterest

Vaniljeis med karamel

vaniljeis med karamel

Som de fleste nok efterhånden har fundet ud af, har jeg en svaghed for is. Og jeg elsker selv at lave is. I alle varianter. I min gamle og meget lidt moderne ismaskine uden kompressor. Men den er trofast og har fulgt mig længe. Og laver god is. Men Ja, selvfølgelig ønsker jeg mig en rigtig ismaskine. Sådan en mega sej en, så man har is færdig på 20 minutter. Ville det ikke bare være lykken?? For noget tid siden (før jul) havde jeg en rest dulce de leche, der var rørt op med lidt stroh-rom, så det smagte som karamellen i Toms skildpadder. Den skulle ikke gå til spilde, så den kom i en gang vaniljeis og BUM så havde man lige en hjemmelavet skildpadde is, der på ingen måde smagte syntetisk, som dem man kan købe. Det kan anbefales! Men er man ikke så meget til rom-smagen, kan man sagtens udelade rommen og blot tilsætte ren dulche de leche.

Opskrift på vaniljeis med karamel

  • 2 store (past.) æg
  • 170 g. sukker
  • 4,5 dl piskefløde
  • 2 1/4 dl mælk
  • 2 tsk vanilje ekstrakt eller korn fra 1 stor vaniljestang
  • lidt Stroh rom eller romessens
  • 1/2 dåse kogt kondenseret mælk (dulce de leche). Skal være helt kold.

Vaniljeis med karamel

Dag 1: Kog en dåse kondenseret mælk i 2 1/2 time i en gryde med låg. Sørg for at vandet i gryden dækker dåsen helt. Lad dåsen afkøle til næste dag. Dag 2: Rør karamellen op med stroh rom eller romessens. Smag til, så du får den smag du gerne vil have. Pisk æg og sukker til det er lyst og luftigt og sukkeret er helt opløst. Tilsæt vanilje, mælk og fløde og pisk til det er blandet. Kom blandingen i en ismaskine og kør til blandingen tykner og bliver soft-ice agtig. Tilsæt karamellen og kør lidt videre på ismaskinen. Kom isblandingen op i en fryseegnet beholder og sæt den i fryseren i yderligere 4-5 timer eller til næste dag.

Facebooktwittergoogle_pluspinterest