Tag: hyldeblomst

Hyldeblomstsaft

hyldeblomstsaft

Hylden blomstrer sent i år. Men nu er den der. Og faktisk kun i ganske kort tid endnu. Så hvis du skal lave hyldeblomstsaft i år, er det med at komme ud og plukke nogle af de smukke og duftede skærme. I sidste weekend var ungerne og jeg ude og plukke massevis af hyldeblomster, så vi kunne få lavet en ordentlig omgang saft. De sidste par år har jeg forsømt at lave hyldeblomstsaft. Mest fordi vi var flyttet, og jeg ikke lige havde fundet et oplagt sted at plukke hyldeblomsterne. Men nu har vi fundet indtil flere gode steder, så det bliver vist en årligt tilbagevendende begivenhed at plukke hyldeblomster og lave skøn saft af dem. Jeg har lavet saft af 4 liter vand, så der er blevet til mange flasker. Det meste af saften er fyldt i plastflasker og lagt i fryseren. På den måde kan de holde sig længe. Resten er fyldt på flasker og står i køleskabet. Her kan det holde sig en god uges tid. Hvis det altså får lov.
Min gode gamle opskrift på hyldeblomstsaft var blevet væk, så jeg fik et link fra en veninde til den opskrift, hun altid bruger. Den stammer fra Itsfashionbaby.dk. Og den er altså super god. Og meget meget nem.

hyldeblomstsaft

Opskrift på Hyldeblomstsaft

Giver ca. 2 liter

  • 40-50 skærme hyldeblomster
  • 1,5 kg rørsukker
  • 3 økologiske citroner
  • 3 spsk. citronsyre (ca. 40 g.)
  • 2 liter kogende vand

Klip alle stilkene af hyldeblomsterne, så der kun er blomsterkronen tilbage, og blomsterne nærmest drysser ned i skålen/gryden. Stilkene gør saften bitter, så det er bedst at klippe dem af. Blomsterne skal ikke skylles. Saften sies gennem et klæde efterfølgende, så her sies alt snavs og potentielle smådyr væk. Skær citronerne i skiver. Pres lidt af saften ned over hyldeblomsterne og læg skiverne i skålen oven på blomsterne. Hæld sukker og citronsyre ovenpå. Hæld de 2 liter kogende vand over og rør rundt med en ske så sukkeret opløses. Dæk skålen med film og sæt den i køleskabet i 3 dage. Rør rundt i skålen 1-2 gange om dagen. Efter de 3 dage sies saften gennem et rent klæde og saften hældes på rene flasker. Saften kan holde sig en god uge i køleskab. Man kan selvfølgelig også tilsætte atamon som forlænger holdbarheden (se vejledning på flasken).

hyldeblomstsaft

Som der også står på itsfasionbaby.dk kan man bruge de frasiede hyldeblomster og citroner til en skøn hyldeblomstvodka. Man kommer bare hyldeblomsterne mm. ned i gryden igen og hælder en flaske vodka over. Den skal også stå med film over i en 3 dage i køleskab. Den skal sies på samme måde som saften, og så har man en super lækker sommerdrink klar. Denne er god som shots, men er helt fantastisk med danskvand i.hyldeblomstsaft

 

 

Facebooktwittergoogle_pluspinterest

Dåbskage

mila barnedåb

Min skønne lille niece blev døbt søndag d. 15/6, og jeg havde fået æren af at lave dåbskagen. Altså jeg havde nok egentlig selv tilbudt det hvis jeg skal være helt ærlig og var  nok også blevet lidt skuffet, hvis jeg ikke havde fået lov;-). Jeg havde egentlig planlagt at lave en stakket kage i 3 etager, overtrukket med hvid fondant og pyntet med ugler og blomster i festlige farver, og selvfølgelig med navn og dato. Tiden til at lave kage var dog knap, da vi jo var i sommerhus og fejre min svigermors 70 års fødselsdag samme weekend, men jeg havde tænkt at med lidt planlægning gik det jo nok. Så kagerne havde jeg lagt sammen fredag eftermiddag inden vi tog i sommerhus, så de stod klar i køleskabet, da jeg kom hjem lørdag ved midnatstid, og ventede bare på den sidste finish. Pynten var også lavet og lå fin og færdig og klar til at komme på kagen. Så det burde jo være så let som ingenting at få kagerne smurt op og beklædt med fondant…..Yeah right! Intet gik som planlagt – Og her mener jeg INTET!!!!!!!!!!!!!!!

Jeg vil spare jer for alle detaljerne men blot nævne at kagerne var umulige at smøre op så jeg droppede fondanten og valgte at pynte med glasur og flødeskum i stedet. Så løb jeg tør for flormelis, flødeskummet skilte, den ene kage væltede under transporten, pynten knækkede og meget meget mere………

mila barnedåb 1

Som I nok kan forestille jer, var jeg ikke den nemmeste at være i nærheden af mens det stod på, og jeg skylder en KÆMPE tak til alle, der hjalp både med det praktiske og med ikke at gå i vejen:-). Og specielt til min fantastiske datter, der løb frem og tilbage i turbofart til supermarkedet efter først en forsyning flormelis og dernæst efter mere fløde.

Kagerne blev spist og smagte fantastisk, selvom udseendet ikke blev som planlagt.

Kagerne indeholdt lyse lagkage bunde, jordbærmousse, hyldeblomstmousse og astimousse med chokoladestykker.

Opskrift på lyse lagkagebunde – 4 stk. 25 cm i diameter

  • 8 æg
  • 320 g. sukker
  • 2 store spsk. vand
  • 2 tsk. vanillesukker med top
  • 240 g. hvedemel
  • 2 knivspids salt
  • 2 tsk. bagepulver

Æggene piskes heftigt med vand, sukker, vanilje og salt til en fin mousse. Sigt mel og bagepulver og vend det i blandingen med en let hånd kun lige til melet er fordelt. Bages i ca. 25 min ved 200 grader. Lad kagen blive helt kold, før den deles i 4 bunde.

Opskriften stammer fra Kagekonen.dk og har været udgangspunkt for mine basisbunde i laaaang tid. Jeg vender altid tilbage til denne opskrift fordi den er så nem, og så bliver bundene lækre og svampede uden at blive for tunge. De kan varieres ved at udskifte noget af melet med blandt andet mandelmel. Eller med kakao for at få chokolade bunde (opskriften finder du her) . Og vandet kan udskiftes med appelsinsaft (opskrift på bunde med mandelmel og appelsin finder du her).

Opskrifterne på jordbærmousse og hyldeblomstmousse finder du her

Opskrift på Astimousse med chokoladestykker

  • 4 æg
  • 250 g. sukker
  • 7 blade husblas
  • 0,5 dl limesaft
  • 2 dl. Asti
  • 3,5 dl. fløde
  •  125 g. små chokoladeknapper/stykker

Husblasen udblødes i koldt vand. Æg og sukker piskes tykt og stift. Asti piskes med. Den udblødte husblas smeltes over vandbad sammen med limesaften. Afkøles let. Lidt af æggesnapsen blandes i limeblandingen og herefter kommes lime/æggeblandingen op i resten af æggesnapsen. Stilles på køl nogle timer eller til næste dag. Herefter piskes astiblandingen op, så den bliver blød og glat. Fløden piskes og vendes så i astiblandingen. Moussen kommes i en sprøjtepose og sprøjtes i lagkagen. Chokoladeknapperne drysses over moussen og trykkes let ned i moussen.

Et billede af den “væltede” kage skal I da ikke snydes for……:-)

mila barnedåb 2

 

 

 

Facebooktwittergoogle_pluspinterest

Fødselsdagslagkage med hyldeblomst og jordbær

Fødselsdagslagkage med hyldeblomst og jordbær

Hylden blomstrer og jordbærrene er røde og søde. Og hvad passer bedre sammen end hyldeblomst og jordbær – det skulle da lige være hyldeblomst og jordbær i kombination med nogle bobler….Men det kommer der mere om i et indlæg senere:-).
Min svigermor fyldte 70 år i weekenden og det blev fejret i sommerhus med hele familien. Jeg havde lavet denne fødselsdagslagkage med hyldeblomst og jordbær og lyse mandelbunde med appelsinsaft.

lagkage med hyldeblomst og jordbær19

Lyse lagkagebunde med mandelmel og appelsin – 3 stk – 25 cm i diameter

  • 6 æg
  • 240 g. sukker
  • 3 spsk. friskpresset appelsinsaft
  • 2 tsk. vanillesukker
  • 150 g. hvedemel
  • 110 g. mandelmel
  • 1 knivspids salt
  • 2 tsk. bagepulver

Æggene piskes heftigt med appelsinsaft, sukker, vanilje og salt til en fin mousse. Sigt mel, mandelmel og bagepulver og vend det i blandingen med en let hånd kun indtil melet er fordelt. Bages i ca. 25 min ved 200 grader. Lad kagen blive helt kold, før den deles i 3 bunde.

Fødselsdagslagkage med hyldeblomst og jordbær

Hyldeblomstmousse – passer til 1 lag i en 25 cm kage

  • 4 blade husblas
  • 1,25 dl koncentreret hyldeblomstdrik
  • 0,25 dl limesaft
  • 2 pasteuriserede æg
  • 125 g. sukker
  • 2 ½ dl. piskefløde

Udblød husblasen i koldt vand i min. 10 min. Tag den op og kram vandet fra. Smelt den over vandbad sammen med hyldeblomstsaften. Lad blandingen afkøle. Pisk æg og sukker stift. Rør hyldeblomstblandingen i og sæt det på køl i nogle timer eller indtil næste dag.

Pisk først fløden stiv. Pisk så hyldeblomstblandingen op. Og pisk herefter begge dele sammen til en cremet mousse.

Den er nu klar til at blive lagt i kagen.

Jordbærmousse – passer til 1 lag i en 25 cm kage

  • 300 g. frosne jordbær
  • 1½ spsk flormelis
  • Kornene fra en halv vaniljestang
  • 1 dl. yoghurt naturel
  • 2½ dl piskefløde
  • 2 blade husblas

Læg husblasen i blød i koldt vand i min. 10 minutter. Skrab kornene af vaniljestangen og skil dem ad med lidt af flormelisen. Varm jordbærrene op i en lille gryde sammen med flormelis og vanilje. Lad stangen varme med op. Når bærrene er helt optøede blendes de og pureres gennem en finmasket si. Den opblødte husblas krammes for vand og smeltes i den lune jordbærpure. Lad blandingen afkøle før den blandes med yoghurten. Pisk fløden stiv og vend jordbæryoghurten heri. Moussen kommes direkte i kagen. Den skal nok stivne når kagen kommer på køl.

Bundende kan evt. stænkes med lidt koncentreret hyldeblomstsaft. Kagen lægges sammen med friske jordbær oven på begge lag mousse. Lagkagen stilles på køl til næste dag, så den kan slå sig.

Herefter vendes den ud på serveringsfadet og pyntes som man lyster. Da vi var i sommerhus og det ikke skulle være alt for fancy blev lagkagen pyntet med glasur, flødeskum, friske jordbær og hyldeblomster.

Fødselsdagslagkage med hyldeblomst og jordbær

 

 

 

 

Facebooktwittergoogle_pluspinterest