Tag: hvid chokolade

Cheesecake med citron og hvid chokolade

cheesecake med citron og hvid chokoladeUhm cheesecake….Jeg er altså helt pjattet med cheesecake og især i versioner der ikke skal bages. For så er det ret nemt at lave. Jeg har en skøn kollega, Mette, der deler min begejstring for cheesecakes. Mette fyldte rundt den anden dag, og jeg havde lovet at lave nogle desserter til hendes fest. Den ene blev denne her cheesecake med citron og hvid chokolade. Den er sød og syrlig på samme tid og bare helt fantastisk. Og så kan man altså ikke andet end blive helt glad i låget af den fine gule farve, der minder en om sol og sommer.

Der er en del delprocesser i denne kage og opskriften er lang, men helt ærligt, så ser det sværere ud end det er. Promise. Men læs opskriften før du går i gang, så skal det nok gå:-) (mere…)

Facebooktwittergoogle_pluspinterest

Blondie med pære og marcipan

blondie med pære

Efteråret er over os og i de her dage med masser af regn og rusk. Jeg ved ikke med jer, men jeg får lyst til at kravle under tæppet med en god bog, en kop te og et stykke kage. Den her blondie med pære og kanel er en rigtig efterårsagtig kage og dermed perfekt til formålet. Den er fyldt med gode sager som marcipan og hvid chokolade, og selvfølgelig masser af pærer og så er den krydret med kanel, som jo er indbegrebet af efterårets krydderi (- og selvfølgelig også julens). Kagen kan som her toppes med en blød og lækker chokoladeganache eller bare spises plain som den er. Det er dit valg.

Basisopskriften på blondien er fra Maja Vase, tilsat mine egne tilføjelser og ændringer.

Blondie med pære

Opskrift på blondie med pære og marcipan

Giver en bradepande ca. 30×40 cm

  • 300 g. smør
  • 450 g. hvid chokololade (300 g. smeltes, 150 g. hakkes og gemmes)
  • 5 æg
  • 225 g. sukker
  • 150 g. mel
  • 1/4 tsk. salt
  • 2 tsk. kanel
  • 150 g. marcipan
  • 200 g. skrællede pærer i tern

Smelt smør og 300 g. hvid chokolade over vandbad. Pisk æggene luftige, tilsæt sukker og salt og pisk indtil det har opløst sig. Vend chokolade/smør blandingen i æggene. Bland mel og kanel i en anden skål og vend det i dejen. Riv marcipanen og hak de resterende 150 g. hvid chokolade groft. Vend begge dele i dejen. Skræl pærerne og skær dem tern. Beklæd en bradepande med bagepapir og fordel pærestykkerne på pladen. Fordel dejen i bradepanden over pærestykkerne og bag kagen ca. 20-25 minutter ved 180 grader.

Blondie med pære

Chokoladeganache

  • 225 g. mørk chokolade 70%
  • 225 g. lys choklade 40 %
  • 45 g. glukosesirup
  • 450 ml. fløde

Hak chokolade og kom den i en skål. Opvarm fløde og glukosesirup indtil kogepunktet. Hæld den over chokoladen og vent et øjeblik. Rør rundt i midten af skålen med en dejskraber og fortsæt indtil ganachen samler sig og bliver blank. Blend tilsidst ganachen med en stavblender og fordel den over kagen. Stil kagen på køl i ca. 3 timer eller gerne til næste dag.

Pynt evt. med yderligere smeltet chokolade og ristede hasselnødder.

Portionen kan sagtens halveres og bages i en lille bradepande ca. 20X30 cm

Blondie med pære

Facebooktwittergoogle_pluspinterest

Triple chocolate brownies

Triple chocolate brownie

Da Maja for lidt tid siden havde fødselsdag, ønskede hun sig brownies som fødselsdagskage. Og som I nok kan forestille jer, klappede Rasmus bifaldende i hænderne. Jeg tænker, han synes jeg bager alt for lidt med chokolade. Men brownies er nu heller aldrig et dumt valg. Tværtimod.
De her brownies er piftet lidt op og indeholder 3 slags chokolade. Og det er selvsagt slet ikke så dumt. De er faktisk ret så lækre og temmelig vanedannende. Så er I advaret.

Triple chocolate brownie

Opskrift på triple chocolate brownies

  • 185 g. smør
  • 200 g. mørk chokolade 70 %
  • 40 g. kakaopulver til bagning
  • 85 g. mel
  • 50 g. hvid chokolade
  • 50 g. lys chokolade
  • 3 store æg
  • 275 g. sukker

Skær smørret i mindre stykker. Hak chokoladen. Kom begge dele i en skål og smelt det over vandbad. Rør i det, så det blandes. Tag det af varmen og lad det køle til stuetemperatur. Alternativt kan det også smeltes i mikroovnen. bland mel og kakao sammen og sigt det. Hak den hvide chokolade og den lyse chokolade. Pisk æg og sukker indtil det bliver hvidt, tykt og cremet. Hæld den afkølede chokolade ned til æggemassen og vend forsigtigt chokoladen i uden at røre eller piske. Når blandingen er ensartet, sigtes mel og kakao (for anden gang) i dejen. Vend forsigtigt mel og kakao i dejen. bliv ved til dejen er ensartet, men pas på ikke at overgøre det. Kom til sidst den hakkede chokolade i dejen. For en firkantet form (20 x 20 cm) med bagepapir. Hæld forsigtigt dejen i formen og jævn den ud med en spatel. Bages i ca. 25 minutter ved 160 grader. Men se til den efter 20 minutter. Ryst formen ganske let. Hvis midten af kagen bevæger sig, er den ikke helt færdig. Giv den 5 minutter mere. Overfladen skal være blank og sådan lidt papiragtigt og kagens kanter skal trække sig en smule væk fra formens kant. Lad kagen afkøle helt på en rist. Når den er kold kan den løftes ud af formen ved at holde i bagepapiret. Skær den i små firkanter og server.

Triple chocolate brownie

Facebooktwittergoogle_pluspinterest

Mandelkage med lemon curd og mascarponecreme

Mandelkage med lemoncurd og mascarponecreme

Da Maja og jeg for nogle uger siden skulle holde fødselsdag for familien, fik jeg lov til at bestemme hvilke kager, vi skulle have. Maja ville bare gerne have en lagkage af en slags og ellers var der frit spil. Jeg ved ikke helt hvorfor, men jeg har haft sådan en altoverskyggende lyst til citron her på det seneste. Så citron måtte naturligvis indgå i en af kagerne. Valget faldt på en mandelkage med citron, inspireret af chocolat.dk, med mine egne små justeringer, som blandt andet tæller at toppe kagen med lemon curd og mascarponecreme med hvid chokolade. Og det var ikke noget dårligt valg. Jeg var totalt solgt, men det kunne jeg godt have fortalt inden. Ud af de 3 kager vi fik, var dette klart min favorit. En hurtig runde rundt om bordet fordelte dog stemmerne forholdsvis ligeligt mellem rabarberlagkagen, bastognekagen med blåbær og skyr og så denne mandelkage med lemon curd og mascarponecreme.

Mandelkage med lemoncurd og mascarponecreme

Opskrift på mandelkage med lemon curd og mascarponecreme

Til 15-20 personer

Selve mandelkagen en nem at lave og kan laves samme dag, som den skal serveres. Mascarponecremen og lemon curden kan med fordel laves dagen før, man skal bruge kagen. Det giver den hvide chokoladebase til mascarponecremen tid til at sætte sig, og det samme gælder for lemon curden.
Opskriften på Lemon Curd kan du finde her.

Mascarponecreme med hvid chokolade:

  • 75 g. hvid chokolade
  • 250 ml piskefløde
  • 250 g. mascarpone
  • 2 blade husblas

Læg husblassen i blød i koldt vand. Hak den hvide chokolade, og kom den i en skål. Varm fløden op til lige under kogepunktet – ca. 80 grader. Hæld halvdelen af den varme fløde over chokoladen og rør roligt rundt til massen bliver jævn og ensartet. Kom den sidste halvdel af fløden i og rør igen. Vrid husblassen for vand, og rør den ud i den varme chokoladeblanding. Læg husholdningsfilm over skålen, så det rører overfladen af chokoladeblanding og går op af skålens kanter. Stil skålen på køl. Gerne til næste dag.

Mandelkage med lemoncurd og mascarponecreme

Mandelkage med citron og birkes:

  • 8 æg
  • 4 store spsk revet citronskal fra økologiske citroner
  • 200 g. sukker
  • 350 g. mandler
  • 3 spsk. birkes (kan udelades)
  • 2 tsk. bagepulver
  • 100 g. hakket hvid chokolade

Hak/blend mandlerne til fint mel. Kom æggeblommerne i en skål og pisk det sammen med citronskal og halvdelen af sukkeret til en luftig æggesnaps. Rør mandelmel, birkes og bagepulver sammen og tilsæt det til æggesnapsen. Vend den hakkede hvide chokolade heri. Pisk æggehviderne stive i en anden skål. Kom resten af sukkeret heri og pisk indtil sukkeret er opløst og marengsen danner bløde toppe. Vend til sidst marengsen i ægge-mandeldejen. Beklæd en stor springform (25 cm) med bagepapir og fordel dejen heri. Bag kagen ved 175 grader i ca. 30 minutter.
Tag kagen ud, stil den på en rist og lad den afkøle helt.

mandelkage med lemoncurd og mascarponecreme4

Mascarponecreme fortsat:

Når mandelkagen er afkølet og den hvide chokoladeblanding har sat sig, piskes den op, så den bliver blød og cremet. Mascarponeosten piskes op i en anden skål og vendes herefter sammen med den hvide chokoladecreme.

Læg mandelkagen på et serveringsfad. Hæld 1 glas lemon curd over og spred det ud med en spatel. Gerne så det løber lidt ned af siderne. Fordel herefter mascarponecremen ovenpå. Kom den evt. i en sprøjtepose med en stjernetyl og sprøjt den på i roser. Pynt evt. med revet chokolade, citronskal og blomster.

Mandelkage med lemoncurd og mascarponecreme

Facebooktwittergoogle_pluspinterest

Pannacotta med blåbærsylt, hvid chokolademousse og blåbærmousse

Pannacotta med blåbærsylt

Det er ikke ret tit vi får dessert. Det er faktisk mest når vi har gæster. Men en sjælden gang i mellem sker det dog en fredag eller lørdag, at jeg laver en dessert til os. Jeg synes faktisk det er lidt svært det der med desserter. For hvad skal man lige lave. Derfor bliver det oftets til en omgang hjemmelavet is – det er nemt og det ved jeg, at jeg kan finde ud af. Og det ved jeg også at vi alle kan lide. Altså jeg kan jo lide langt det meste, men mine klare favoritter er helt klart noget lidt friskt og let. Noget med bær eller frugt. Noget med vanilje. Rasmus er på den anden side meget mere til chokolade og jo mere chokolade der er i desserten, jo bedre. Denne gang valgte jeg dog at følge min egen lyst og lave en omgang pannacotta. Og det er da faktisk endnu nemmere end at lave is!!
Nu hvor foråret er over os, er mine rabarber-cravings for alvor begyndt. Men de er ikke helt klar i haven endnu, så jeg tyede til blåbær i stedet.
Jeg toppede pannacottaen med hvid chokolademousse og blåbærmousse for at gøre den ekstra festlig at se på. Men det kan sagtens udelades, hvis man er lidt i tidsnød.

Desserten. Den faldt i god jord hele vejen rundt om bordet. Selv ved chokolade elskeren;-)

Pannacotta med blåbærsylt

Opskrift på pannacotta med blåbærsylt, hvid chokolademousse og blåbærmousse:
Giver 6 glas

Blåbærsylt:

  • 250 g. blåbær (gerne frosne)
  • Saft af en limefrugt
  • 125 g. sukker
  • Kort af en stang vanilje

Hvid chokolademousse:

  • 50 g. hakket hvid chokolade
  • 1 blad husblas
  • 1,6 dl. fløde

Pannacotta:

  • 675 ml. piskefløde
  • 75 ml. mælk (jeg brugte minimælk)
  • 55 g. sukker
  • Skal fra en citron
  • Korn fra 1 vaniljestang
  • 4½ blad husblas

Pannacotta med blåbærsylt

Fremgangsmåde:

Start med at lave blåbærsylten. Kom blåbær i en gryde. Skrab kornene ud af vaniljestangen.

vaniljekorn

Skil kornene med lidt af sukkeret. Kom sukker og vanilje i gryden sammen med limesaften og den tomme vaniljestang.

blåbærsylt

Lad blandingen koge i ca. 15 minutter. Tag den af varmen. Fisk vaniljestangen op og blend bærrene til en ensartet sylt. Stilles på køl.
Mens blåbærrene koger laves den hvide chokolademousse. Hak chokoladen og kom den op i en skål. Varm fløden op til ca. 80 grader (jeg brugte mikroovnen). Kom halvdelen af fløden over chokoladen og rør til massen er blank og ensartet. Kom resten af fløden i og rør blandingen sammen. Vrid husblassen for vand og kom den i den varme chokoladeblanding. Rør godt.

hvid chokolademousse

Kom husholdningsfilm over skålen – læg filmen på så den kommer helt ned og dække chokolade blandingen og op langs kanterne af skålen. Stil blandingen på køl.

Lav nu selve pannacottaen. Læg husblassen i blød. Både det der skal bruge til pannacottaen, og det der skal bruges til den hvide chokolademousse. Men læg det i hver sin skål, så det holdes adskilt. Skrab kornene ud af vaniljestangen og skil dem ad med lidt af sukkeret. Skræl citronen – du sørge for at du ikke får det hvide med.

citronskal

Kom fløde, mælk, sukker, vanilje, citronskræl og den tomme vaniljestang op i en gryde. Varm blandingen op til den er lige under kogepunktet. Rør lidt i gryden undervejs. Tag gryden af komfuret og kom husblasen i og rør det godt ud. Si blandingen over i en skål gennem en finmasket si.

citronskal sigtet

Stil blandingen på køl. Rør i den med jævne mellem rum. Når den har konsistens som let pisket fløde, er den klar til at komme over i glassene. Grunden til, at det er godt at piske i den til den tykner lidt, i stedet for at hælde blandingen direkte over i glas, er, at på denne måde fordeles vaniljekornene i hele massen i stedet for at falde til bunden, når massen sætter sig.

Pannacotta med blåbærsylt

Tag den afkølede blåbærsylt ud. Kom lidt af sylten op i en sprøjtepose/frysepose, som du klipper et lille hul i. Sprøjt nu lidt blåbærsylt i bunden af de glas, du vil servere pannacottaen i. Sæt glassene på køl indtil pannacottaen er klar. Når pannacottaen har konsistens som letpisket fløde, kommes den ligeledes i sprøjtepose og sprøjtes i glassene oven på blåbærsylten. Skal sætte sig en 5 timer i glassene før den er klar til servering. Kan også sagtens stå natten over. Når det er tid til servering piskes den hvide chokolademousse op og halvdelen kommes i en sprøjtepose. Den anden halvdel blandes med lidt af blåbærsylten og kommes også i en sprøjtepose. Sprøjt nu toppe af hhv. hvid chokolademousse og blåbærmousse oven på pannacottaen og pynt med spiselige blomster, blåbær og evt noget chokolade pynt. Jeg smeltede lidt hvid chokolade, som jeg smurte ud på et stykke bagepapir og dryssede med spiseligt gulvstøv og skar dem ud i trekanter.

Pannacotta med blåbærsylt

Facebooktwittergoogle_pluspinterest

Biscotti med pistacienødder, tranebær og hvid chokolade

Biscotti med pistacienødder, tranebær og hvid chokolade

Nå, men jeg har ikke været så aktiv på bloggen her på det sidste. Tiden har simpelthen ikke været til det og mærkeligt nok har lysten til at bage faktisk heller ikke været så stor. Det har egentlig også været fint nok at holde en lille pause og kaste fokus på nogle andre ting. Nå men julen står jo for døren og manglende bagelyst dur simpelthen bare ikke i december måned. Andre måneder ok. Men ikke i december. Så fredag måtte jeg i gang. Det blev til disse skønne biscotti med pistacienødder, tranebær og hvid chokolade. Jeg elsker kombinationen af de syrlige tranebær og den søde hvide chokolade, og når der også tilsættes skønne grønne pistacienødder, bliver det ikke bedre. Biscottierne er lidt julede, men ikke mere end at jeg tænker, at de fint kan serveres på alle årstider.

Biscotti med pistacienødder, tranebær og hvid chokolade

Biscotti med pistacienødder, tranebær og hvid chokolade

  • 2 æg
  • 2 dl sukker
  • 4 dl. hvedemel
  • 1 tsk salt
  • 1 tsk bagepulver
  • Fintreven citronskal af 1 øko citron
  • 100 g. grofthakkede mandler
  • 50 g. usaltede grofthakkede pistacienødder
  • 50 g. tørrede grofthakkede tranebær
  • 100 g. grofthakket hvid chokolade

Pisk æg og sukker tykt og skummende. Bland mel, bagepulver og salt i en skål og bland det i æggesnapsen sammen med de øvrige ingredienser. Saml dejen og form to lange brød (ca. 5 cm bredt og 2 cm højt), og sæt dem på en bageplade beklædt med bagepapir. Bag dem i ovnen i 20-25 minutter ved 180 grader. Tag brødene ud af ovnen og skru ovnen ned til 100 grader. Lad brødene hvile 5 minutter, og skær dem så i skiver på 1-2 cm. Læg skiverne på bagepladen, og bag dem yderligere 20-30 minutter til de er sprøde. Opbevares i en tætsluttende kagedåse.

Biscotti med pistacienødder, tranebær og hvid chokolade

Facebooktwittergoogle_pluspinterest

Hvide chokoladebrud med ristede mandler og tranebær

hvide chokoladebrud med tranebær og mandler1

Sød hvid chokolade, syrlige tranebær og crunchy ristede mandler – en temmelig uimodståelig kombination. Faktisk. En rest smeltet hvid chokolade blev forvandlet til de lækreste små chokoladebrud. Det er så nemt, at man næsten ikke tror det, og chokoladebrud kan jo varieres med nøjagtig det, man har i skabene. Usaltede pistacienødder havde med garanti fungeret rigtig godt heri også. Jeg kan faktisk huske, nogle hvide chokoladebrud en tidligere arbejdskollega lavede med netop pistacienødder og så friske tranebær. De var altså helt vildt lækre. Chokoladebrud er i hvert tilfald en idé, når nu man skal i gang med julekonfekten og står med en rest smeltet chokolade.

hvide chokoladebrud med tranebær og mandler2
Jeg har ikke nøjagtige mængder, da det jo bare blev lavet af en rest, men du skal bruge:

  • Smeltet hvid chokolade (lys eller mørk vil også fungere fint)
  • Ristede mandler
  • Tørrede tranebær

Bland ingredienserne sammen. Beklæd en form eller et fad med kanter med husholdningsfilm og hæld chokoladeblandingen her i. Glat den ud og stil den på køl. Når chokoladen er størknet, skæres den i stykker med en skarp kniv. Det gør ikke noget at stykkerne ikke er pæne og har skarpe, lige kanter – det hedder jo chokoladebrud fordi stykkerne nærmest brydes fra hinanden:-).

hvide chokoladebrud med tranebær og mandler

Facebooktwittergoogle_pluspinterest

Mandler med hvid chokolade og kanel-kakao

mandler med hvid chokolade og kanel-kakao

Jeg elsker julen. Det gør jeg altså. Jeg elsker julelys, store julekugler, duften af brændte mandler, stearinlys, mørke aftener, hyggelige sammenkomster med venner og familie. Og jeg elsker (selvfølgelig) at bage julesmåkager og lave konfekt og fyldte chokolader. Jeg har det principielt sådan, at jeg synes, at alt juleriet skal vente til 1. søndag i advent, men i år har jeg bare lyst til at gå i gang. NU. Med det samme. Jeg ved ikke, om det er fordi, vi var væk hele oktober, men jeg kan mærke, at det kribler usædvanlig meget for at få lov til at gå i krig i køkkenet. Men jeg besinder mig og venter tålmodigt. Og dog. Da jeg lavede chokoladeovertrukne mandler den anden dag, så jeg alligevel mit snit til at blande kanel i kakaoen, og så kom julen jo så småt indenfor dørene alligevel. Mandler med hvid chokolade og kanel-kakao er absolut en variant der er værd kaste sig over i de kommende måneder. Generelt er mandler med chokolade jo et hit, og jeg er helt sikker på at mørk chokolade også vil fungere fint sammen med kanel-kakaoen. Eller lys chokolade for den sags skyld. Jeg havde bare en rest smeltet hvid chokolade som jeg gerne ville have brugt.

mandler med hvid chokolade og kanel-kakao

Jeg har ingen mængde angivelse på disse da jeg bare brugte en rest chokolade og nogle mandler jeg i forvejen havde ristet.

Mandler med hvid chokolade og kanel-kakao:

  • ristede mandler
  • smeltet hvid chokolade
  • kakao
  • kanel

Læg mandlerne på en bageplade og rist dem i ovnen i ca. 30 minutter ved 150 grader. Hold øje med dem. De må ikke blive for mørke. Lad dem afkøle. Smelt den hvide chokolade over vandbad. Kom nogle mandler heri, vend dem rundt, tag dem op og lad dem hærde på et stykke bagepapir. De skal tørre lidt, men ikke fuldstændigt. Gentag med nogle flere mandler. Mens mandlerne hærder, blandes kakao og kanel i en skål. Kom mandlerne heri og ryst dem rundt så de bliver godt dækkede af pulveret. Kom herefter mandlerne i en si og ryst dem lidt. Opbevar mandlerne i et glas med tætsluttende låg.

mandler med hvid chokolade og kanel-kakao

 

Facebooktwittergoogle_pluspinterest

Små kager med hvid chokolade og brombærmarmelade

Små kager med hvid chokolade og brombærmarmelade

Ok. Jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg skal kalde, de her kager. De er nok nærmest en mellemting mellem en småkage, en makronsnitte og en lys brownie (en blondie). Så det blev bare til små kager med hvid chokolade og brombærmarmelade. Det er jo i princippet også ligegyldigt, hvad de hedder. De er vanvittig lækre. Seje og samtidig bløde. Og nærmest karamelagtige i smagen. Prøv dem – du vil ikke fortryde.
Opskriften er inspireret af eatthelove’s opskrift på Raspberry Cookie Bars.

Små kager med hvid chokolade og brombærmarmelade

Opskrift på små kager med hvid chokolade og brombærmarmelade:

Rækker til ca 20 stk.

Brombærmarmelade:

  • 250 g. brombær
  • 200 g sukker
  • lidt citronsaft

Alle ingredienserne hældes i en gryde og varmes langsomt op til frugtmassen koger. Lad bærrene koge i 5 minutter. Tag gryden af varmen og køl af. Marmeladen kan med fordel blendes.

Kagedej:

  • 170 g. smør
  • 450 g. brun farin
  • 2 tsk vanilje ekstrakt
  • 3 store æg
  • 280 g. mel
  • 130 g. mandelmel eller blendede mandler for mere struktur.
  • 2 1/2 tsk. bagepulver
  • 1/2 tsk. salt
  • 300 g. hakket hvid chokolade

Kom smørret på en pande og brun det ved medium varme. Kom det brunede smør i en røreskål og tilsæt brun farin. Rør ved medium hastighed i 2-3 minutter indtil smørret er kølet lidt ned. Tilsæt vaniljen og rør igen. Tilsæt et æg ad gangen og rør grundigt efter hvert æg. Tilsæt mel, mandelmel, salt og bagepulver og rør først ved lav hastighed og til sidst på medium hastighed. Tilsæt den hvide chokolade. Kom dejen i en egnet form, foret med bagepapir. Min form var ca. 20×25 cm. Glat dejen – den er ret sticky, så det kan være en idé at komme lidt vand eller olie på hænderne eller en lille spatel, så dejen ikke hænger i.  Kom marmeladen i en frysepose. Klip et lille hul i hjørnet og tryk marmeladen ud på kagen i striber. Træk en tandstik eller lignende frem og tilbage gennem marmeladen. Det er helt fint, hvis man trykker lidt ned i dejen, så marmeladen render ned i rillerne. Bag kagen ved 170 grader i ca. 30 minutter eller indtil kanterne er brune og midten af kagen ser fast ud. Lad kagen køle helt af i formen, før den løftes over på et skærebræt og skæres ud.

Små kager med hvid chokolade og brombærmarmelade

 

Facebooktwittergoogle_pluspinterest

Konfektkage med hvid chokolade og lakrids

collage konfektkage

Lige siden jeg opdagede Summerbirds mandler med hvid chokolade og lakrids, har jeg elsket denne kombination. I julekonfekt, i flødeboller, og selvfølgelig som dragerede mandler. Så da jeg for nogle år siden købte Sif Orellana’s bog Spilopper & stjerneskud og faldt over opskriften på en lækker konfektkage med hvid chokolade og lakrids, måtte jeg selvfølgelig prøve og bage den. Og det har jeg så gjort en del gange siden. For den er altså rigtig rigtig god. Den er både god skåret som små hapsere med frisk frugt og som dessert serveret med en kugle vaniljeis.

konfektkage med hvid chokolade og lakrids5

Du skal bruge:

  • 150 g smør + lidt til formen
  • 150 g hvid chokolade
  • 150 g lyst rørsukker
  • 3 æg
  • 2 spsk lakridspulver
  • 100 g mandelmel (mal evt. selv 100 g mandler – gerne med skal)

Pynt

  • 1 spsk flormelis
  •  1 spsk lakridspulver
  • evt. blåbær

konfektkage med hvid chokolade og lakrids6

Ovnen tændes på 175 grader. Beklæd en form med bagepapir og smør den grundigt. Smelt smør og chokolade forsigtigt i en gryde ved svag varme – pas på at chokoladen ikke brænder på. Tag gryden fra varmen og lad blandingen køle lidt af. Pisk rørsukker, æg og lakridspulver luftigt med en elpisker. Tilsæt chokoladeblandingen og pisk videre ganske kort. Vend mandelmelet i dejen og fordel den i springformen. Bag kagen i ovnen i 40-45 minutter. Kagen virker ubagt, men det er meningen. Når den har stået ca. 1 døgn i køleskabet, er den fast og konfektagtig og smager fantastisk. Drys flormelis blandet med lakridspulver over kagen igennem en sigte.

konfektkage med hvid chokolade og lakrids7

Facebooktwittergoogle_pluspinterest