Tag: eftermiddag

Hot cross buns – traditionelle påskeboller

Hot cross buns - påske

Hot cross buns er søde boller, der i England traditionelt serveres langfredag, men som man ofte kan købe lang tid før påske. Bollerne indeholder frugt og rosiner og pensles som regel på toppen med smeltet abrikosmarmelade, hvilket gør dem klistrede og ekstra søde.

Jeg har længe haft et godt øje til de her boller, og i år fik jeg dem endelig bagt. De minder mig faktisk lidt om et gammeldags rosinbrød. Jeg ved ikke, om I kan huske dem, men det er altså de der mormor-agtige brød med rosiner i og masser af sukker på toppen. Jeg tror faktisk ikke man kan købe dem længere.

De her hot cross buns tager lidt tid at lave, for de skal hæve en del undervejs. Men har du tiden i løbet af dagen, så kan du servere lækre lune boller til eftermiddagskaffen:-). (mere…)

Facebooktwittergoogle_pluspinterest

Triple chocolate brownies

Triple chocolate brownie

Da Maja for lidt tid siden havde fødselsdag, ønskede hun sig brownies som fødselsdagskage. Og som I nok kan forestille jer, klappede Rasmus bifaldende i hænderne. Jeg tænker, han synes jeg bager alt for lidt med chokolade. Men brownies er nu heller aldrig et dumt valg. Tværtimod.
De her brownies er piftet lidt op og indeholder 3 slags chokolade. Og det er selvsagt slet ikke så dumt. De er faktisk ret så lækre og temmelig vanedannende. Så er I advaret.

Triple chocolate brownie

Opskrift på triple chocolate brownies

  • 185 g. smør
  • 200 g. mørk chokolade 70 %
  • 40 g. kakaopulver til bagning
  • 85 g. mel
  • 50 g. hvid chokolade
  • 50 g. lys chokolade
  • 3 store æg
  • 275 g. sukker

Skær smørret i mindre stykker. Hak chokoladen. Kom begge dele i en skål og smelt det over vandbad. Rør i det, så det blandes. Tag det af varmen og lad det køle til stuetemperatur. Alternativt kan det også smeltes i mikroovnen. bland mel og kakao sammen og sigt det. Hak den hvide chokolade og den lyse chokolade. Pisk æg og sukker indtil det bliver hvidt, tykt og cremet. Hæld den afkølede chokolade ned til æggemassen og vend forsigtigt chokoladen i uden at røre eller piske. Når blandingen er ensartet, sigtes mel og kakao (for anden gang) i dejen. Vend forsigtigt mel og kakao i dejen. bliv ved til dejen er ensartet, men pas på ikke at overgøre det. Kom til sidst den hakkede chokolade i dejen. For en firkantet form (20 x 20 cm) med bagepapir. Hæld forsigtigt dejen i formen og jævn den ud med en spatel. Bages i ca. 25 minutter ved 160 grader. Men se til den efter 20 minutter. Ryst formen ganske let. Hvis midten af kagen bevæger sig, er den ikke helt færdig. Giv den 5 minutter mere. Overfladen skal være blank og sådan lidt papiragtigt og kagens kanter skal trække sig en smule væk fra formens kant. Lad kagen afkøle helt på en rist. Når den er kold kan den løftes ud af formen ved at holde i bagepapiret. Skær den i små firkanter og server.

Triple chocolate brownie

Facebooktwittergoogle_pluspinterest