Tag: chokoladeganache

Blondie med pære og marcipan

blondie med pære

Efteråret er over os og i de her dage med masser af regn og rusk. Jeg ved ikke med jer, men jeg får lyst til at kravle under tæppet med en god bog, en kop te og et stykke kage. Den her blondie med pære og kanel er en rigtig efterårsagtig kage og dermed perfekt til formålet. Den er fyldt med gode sager som marcipan og hvid chokolade, og selvfølgelig masser af pærer og så er den krydret med kanel, som jo er indbegrebet af efterårets krydderi (- og selvfølgelig også julens). Kagen kan som her toppes med en blød og lækker chokoladeganache eller bare spises plain som den er. Det er dit valg.

Basisopskriften på blondien er fra Maja Vase, tilsat mine egne tilføjelser og ændringer.

Blondie med pære

Opskrift på blondie med pære og marcipan

Giver en bradepande ca. 30×40 cm

  • 300 g. smør
  • 450 g. hvid chokololade (300 g. smeltes, 150 g. hakkes og gemmes)
  • 5 æg
  • 225 g. sukker
  • 150 g. mel
  • 1/4 tsk. salt
  • 2 tsk. kanel
  • 150 g. marcipan
  • 200 g. skrællede pærer i tern

Smelt smør og 300 g. hvid chokolade over vandbad. Pisk æggene luftige, tilsæt sukker og salt og pisk indtil det har opløst sig. Vend chokolade/smør blandingen i æggene. Bland mel og kanel i en anden skål og vend det i dejen. Riv marcipanen og hak de resterende 150 g. hvid chokolade groft. Vend begge dele i dejen. Skræl pærerne og skær dem tern. Beklæd en bradepande med bagepapir og fordel pærestykkerne på pladen. Fordel dejen i bradepanden over pærestykkerne og bag kagen ca. 20-25 minutter ved 180 grader.

Blondie med pære

Chokoladeganache

  • 225 g. mørk chokolade 70%
  • 225 g. lys choklade 40 %
  • 45 g. glukosesirup
  • 450 ml. fløde

Hak chokolade og kom den i en skål. Opvarm fløde og glukosesirup indtil kogepunktet. Hæld den over chokoladen og vent et øjeblik. Rør rundt i midten af skålen med en dejskraber og fortsæt indtil ganachen samler sig og bliver blank. Blend tilsidst ganachen med en stavblender og fordel den over kagen. Stil kagen på køl i ca. 3 timer eller gerne til næste dag.

Pynt evt. med yderligere smeltet chokolade og ristede hasselnødder.

Portionen kan sagtens halveres og bages i en lille bradepande ca. 20X30 cm

Blondie med pære

Facebooktwittergoogle_pluspinterest

Hindbærmacarons med chokoladeganache

hindbærmacarons med chokoladeganache

De har efterhånden været moderne et godt stykke tid, de her små delikate macarons. Og de har været i mine tanker temmelig længe. Specielt de her lyserøde hindbærmacarons. Jeg har haft lyst til at bage dem, men er aldrig rigtigt kommet dertil. Det synes jeg faktisk, at jeg skriver ved hvert indlæg, men det er måske ikke så mærkeligt, for jeg har jo i princippet altid lyst til at bage og vil også gerne bage noget nyt hver gang. Men det går jo simpelthen ikke. Hvis jeg bagte hver gang, jeg havde lyst, ville vi jo trille rundt herhjemme. Så jeg må ofte besinde mig og vente til den rette anledning. Den kom heldigvis i form af en skøn fest vores dejlige lille niece. Hvad ville passe bedre end små fine lyserøde hindbærmacarons med chokoladeganache til en smuk lille prinsesse? Efter at have set Den store bagedyst kan man jo ikke undgå at have en smule præstationsangst. Alle ved jo (åbenbart) at de her macarons både skal have en fin og glat overflade og have små fødder….Det belærte min datter mig ihvertfald om inden jeg gik i gang, og der blev holdt godt øje med resultatet undervejs. Jeg brugte en opskrift fra fantastiske Maja Vase på chocolat.dk og ændrede kun lidt på fyldet. Der er brugt italiensk marengs til bundene i denne opskrift, hvilket efter sigende er lidt mere besværligt at lave, men sikrer et bedre resultat i forhold til overflade og fødder.

De fik små bitte fødder og en glat overflade, de her små hindbærmacarons, men de kunne nu godt have hævet lidt mere og blev også lidt uens i størrelsen. Men af at det er første gang, er jeg nu ganske godt tilfreds med resultatet.

Opskrift på hindbærmacarons med chokoladeganache

Giver 20 stk.

Bunde:

  • 75 g. mandelmel
  • 75 g.flormelis
  • 1 knivspids rød spiselig pulverfarve
  • 25 g. æggehvide
  • 75 g. sukker
  • 25 g. vand
  • 25 g. æggehvide

Sigt mandelmel, flormelis og pulverfarve i en skål og rør de 25 g.æggehvider heri.

Smelt sukker og vand i en lille gryde. Varm det op til 117 grader. Pisk imens de sidste 25 g æggehvider stive i en skål. Hæld den 117 grader varme sukkerlage ned i de stive hvider i en tynd stråle mens der piskes. Pisk videre indtil massen er afkølet – til ca. 50 grader.

Vend lidt af marengsen i mandelblandingen og vend herefter forsigtigt resten i . Kom massen i en sprøjtepose med glat tyl og sprøjt små runde cirkler ud på en bageplade beklædt med bagepapir. Jeg brugte et lille glas og tegnede cirklerne op på papiret og vendte så bagepapiret om. Lad bundene hvile en halv time før de bages. Sættes i en 150 grader varm ovn og bages i 8 minutter. Sæt herefter en træske i klemme i ovnlågen, sku ned på 130 grader og bag videre i 5 minutter. Jeg prøvede både med alm.ovn og med varmluft. Jeg synes varmluft fungerede bedst, men jeg kan læse at de fleste andre har succes med alm. ovn. Tag bundene ud og lad dem afkøle helt.

hindbærmacarons med chokoladeganache

Hindbærsmørcreme:

  • 125 g. flormelis
  • 35 g. blødt smør
  • 2 spsk. hindbærsirup eller hindbærsaft – jeg brugte sirup
  • Korn fra 1/4 vaniljestang

Pisk alle ingredienserne sammen til cremen er let og luftig. Smag til. Kom cremen i en sprøjtepose med lille glat tyl og sprøjt cremen på halvdelen af de afkølede bunde. Efterlad et hul i midten til chokoladeganachen.

Chokoladeganache:

  • 50 g. mørk chokolade
  • 25 g. fløde

Hak chokoladen fint.Varm fløden op til kogepunktet. Hæld den varme fløde over chokoladen, mens der røres indtil chokoladen er smeltet. Kom ganachen i en sprøjtepose og afkøl ganachen indtil den har sat sig (er blevet lidt tykkere). Sprøjt en smule ganache ud på hver macaronbund – i midten af hindbærcremen og læg de fyldte bunde sammen med de “tomme” bunde.

hindbærmacarons med chokoladeganache

Facebooktwittergoogle_pluspinterest