rocky road chokoladebrud

Jeg bliver nødt til at indrømme, at jeg ikke er særlig god til at vurdere hvor meget smeltet chokolade jeg skal bruge til overtræk af det ene eller det andet, så jeg ender typisk med at stå med alt alt for meget smeltet chokolade. Tidligere har jeg smurt det tiloversblevne chokolade ud på bagepapir, ladet det størkne og så hakket det og genbrugt det i fx cookies. Men en rest smeltet chokolade kan også bruges til chokoladebrud af den ene eller den anden slags. Det er drøn nemt, og så er det tillige en super god anledning til at få ryddet lidt ud i diverse nødder, tørret frugt og slik. Rocky Road bars er traditionelt set – i hvert fald sådan som jeg husker det fra min tid i USA, små brownieagtige kagestykker, toppet med marshmallows, nødder og chokoladechips i en skøn og meget ujævn forening. Der af navnet Rocky Road. Jeg skød genvej, droppede kagen men holdt fast i toppingen. Så til disse Rocky Road lignende chokoladebrud har jeg brugt marshmallows, ristede mandler, karameller og en rest digestivekiks. Og sammen med mørk chokolade smager det altså ret så godt.

rocky road chokoladebrud

Rocky Road lignende chokoladebrud:

  • en rest smeltet mørk chokolade – gerne 70 %
  • en rest marshmallows – enten miniudgave eller de store skåret i mindre stykker
  • en god håndfuld ristede mandler (har du ikke lige ristede mandler ved hånden, kan alm. også fint bruges)
  • et par digestive kiks
  • nogle karameller – gerne fudge

Der er ingen mængdeangivelser i opskriften, for det første fordi det kommer an på, hvor meget smeltet chokolade du lige står med, og for det andet fordi, det faktisk ikke kommer sig så nøje, hvor meget der lige kommer i af det ene eller det andet. Men kom den smeltede chokolade i en skål. Skær marshmallows i mindre stykker, hak mandlerne groft, skær karamellen i mindre stykker og bræk kiksene i mindre stykker. Kom det hele op i den smeltede chokolade. Beklæd en lille form med bagepapir der går op over kanterne. Kom chokoladeblandingen i og jævn det lidt ud, men det er HELT OK at det er lidt bumpy. Sæt formen i køleskabet i en 3-4 timer. Tag formen ud. Løft den størknede chokoladeblanding op på et skærebræt ved at holde i bagepapiret. Skær chokoladen i passende stykker.

rocky road chokoladebrud

Facebooktwittergoogle_pluspinterest

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *