cheesecaketærte med jordbær og kirsebær

Der har været stille her på bloggen i et stykke tid. Det er naturligvis fordi, jeg har holdt sommerferie sammen med min familie. Men nu er jeg hjemme igen. Og noget af det første jeg gjorde, var selvfølgelig (!) at gå i køkkenet og bage. Midt i alt vasketøjet og udpakningen. Ja ja, jeg ved det. Skørt. Enig. Men hvad gør man, når hele køkkenet nærmest kalder på én? Om morgenen mens Maja og Rasmus stadig sov, tog Andreas og jeg ud og købte ind. Og vi faldt over skønne danske jordbær, som jeg faktisk havde afskrevet for længst. Sæsonen var lige kommet i gang, da vi tog afsted, og jeg var sikker på, at den var slut nu. Men jordbær var der, og de smagte stadig himmelsk. Og så var der kirsebær. Store flotte danske kirsebær. Slet ikke til at stå for. Så begge dele måtte vi selvfølgelig have med hjem. Hvilket var heldigt, da jeg senere på dagen gav efter for kaldene fra køkkenet og gik i gang. Det endte med en slags cheesecake-tærte med jordbær og kirsebær. Primært fordi jeg havde flødeost i køleskabet og en rulle digestivekiks i skuffen. Og ikke havde tid til at lave en “rigtig” cheesecake. Men denne her variant kan godt anbefales. Jeg er ret vild med cheesecake – og flødeostecreme – og flødeostetopping. Så denne her kage faldt totalt i min smag. Især med de søde bær på toppen. Den har godt af at sætte sig en times tid i køleskabet, men kan man ikke vente kan man sagtens spise den med det samme.

cheesecaketærte med jordbær og kirsebær

Opskrift på cheesecake-tærte med jordbær og kirsebær

– Giver 1 rund tærte 20 cm i diameter eller en aflang tærte

Bund:

  • 10 digestivekiks
  • 2 spsk sukker
  • 75 g. smør
  • evt. 50 g. smeltet chokolade

Knus kiksene og blend dem sammen med sukkeret til helt fine krummer. Kom dem i en skål og bland smørret i. Tryk kikseblandingen ud i en smurt tærteform, gerne med løs bund. Sørg for at bunden er trykket godt sammen. Bag den i 10 minutter ved 175 grader. Lad den afkøle på en rist. Hvis du ønsker chokolade på bunden, smeltes chokoladen og smøres/pensles ud på bunden.  Det er vigtigt at bunden er helt kold inden ostecremen kommes på.

ingredienser til cheesecakebund1

Ostecreme:

  • 300 g. flødeost
  • 40 g. flormelis
  • Korn fra 1/2 stang vanilje
  • 1,75 dl. fløde
  • saft fra 1/2 citron

Skrab kornene ud af vaniljestangen og skil dem ad med lidt af flormelisen. Pisk flødeossten cremet med en elpisker. Tilsæt flormelis og vaniljesukker og pisk igen. Tilsæt citronsaften og 1/4 dl. fløde og pisk igen. Pisk i en anden skål resten af fløden til skum. Vend flødeskummet og ostecremen sammen. Kom det i en sprøjtepose med rund tyl og gem i køleskabet indtil kiksebunden er helt afkølet. Tyl små toppe på bunden og lad denne sætte sig 1/2 – 1 time i køleskabet inden den pyntes.

flødeost og flødecreme1

pyntning af cheesecakebund

Pynt:

  • 15 jordbær
  • 15 kirsebær
  • evt. spiselige blomster (jeg brugte kornblomster)

Rens bærrene og dup dem tørre. Fjern sten fra kirsebærrene og stilken fra jordbærrene. Skær bærrene i halve. Læg bærrene på tærten og pynt evt. med de spiselige blomster.

cheesecaketærte med jordbær og kirsebær

cheesecaketærte med jordbær og kirsebær

 

 

 

Facebooktwittergoogle_pluspinterest

4 comments on “Cheesecake-tærte med jordbær og kirsebær”

  1. Hej Jannie. Bliver simpelthen nødt til at kommentere / komplimentere din blog. Det hele ser SÅ lækkert ud 🙂 jeg skulle blot finde en opskrift på din skønne squashkage og har nu kigget på alle dine fantastiske kager i en time. Tak fordi du deler dine opskrifter.
    Heldige trekløver hjemme hos dig, som må spise produktionen 🙂
    Mange hilsner
    Heidi

    • Altså Heidi, hvor er du sød – tusind tusind tak:-)
      Og tak for en hyggelig aften igår:-)
      Go’ fornøjelse med squashkagen:-)

    • Tusind tak for det:-).
      Og sikke en dejlig side du har – den må jeg kigge lidt mere på:-)
      De bedste hilsner Jannie

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *