Kategori: Kager

Sunde bananmuffins

Sunde bananmuffins

Andreas har i et stykke tid spurgt mig, om vi dog ikke snart kunne bage bananbrød. Det er åbenbart det store hit at få med på madpakken i skolen for tiden. Og det er jo skønt at Andreas gerne vil med i køkkenet og oveni købet ved præcis hvad han vil lave. Så vi gik i gang. Udfordringen kom dog, da jeg foreslog at lave ét stort brød, og han havde forestillet sig små aflange rugbrødslignende brød. Og da så ovenikøbet sagde at jeg altså ikke havde sådan nogle små rugbrødsforme, var det lige ved at være for meget. Men han gik med til at bruge muffinforme i stedet og alt endte på bedste vis, og vi kunne nyde de skønneste små bananbrød. Vi havde lyst til lidt ekstra forkælelse og tilsatte derfor mørk chokolade. Men det er ikke nødvendigt. De er super gode også uden chokolade. Man kan også tilsætte blåbær eller hindbær, hvis man har lyst til det. Basisopskriften er fundet på Katrines køkken og så har jeg rettet lidt til, så den passede med de ingredienser, vi lige havde til rådighed.

Sunde bananmuffins:

  • 125 g. grahamsmel
  • 100 g. hvedemel
  • 50 g. havregryn
  • 2 tsk. bagepulver
  • 2 tsk natron
  • 1/2 tsk. salt
  • 2 æg
  • 2 store spsk skyr
  • 3 spsk kokosolie (eller rapsolie hvis du ikke har kokosolie)
  • 4 modne bananer
  • 8 dadler – kan udelades hvis man ikke har
  • evt. 100 g. hakket mørk chokolade 70% (eller 100 g. blåbær eller hindbær)

Bland de tørre ingredienser i en skål for sig. Pisk æggene i en anden skål. Tilsæt skyr og kokosolie. Mos bananerne og kom dem i æggeblandingen. Udsten dadlerne og hak dem fint og rør dem bløde og cremede (eller kom dem i en minihakker) og kom dadlerne i ægge-og bananblandingen. Vend de tørre ingredienser i. Tilsæt til sidst hakket chokolade og sæt dejen i muffinforme med en ske. Bages i ovnen i ca. 20 minutter ved 175 grader. Sunde bananmuffins

Facebooktwittergoogle_pluspinterest

Marengskys med lakrids og hindbær

marengskys

Små og delikate marengskys. Helt sprøde yderst med en lidt sej midte. Så sprøde, at når de knuses, popper de næsten på tungen. Lige præcis sådan synes jeg, at marengs skal være. Jeg har faktisk aldrig bagt marengs før, men har længe haft det på min liste over ting, jeg skulle prøve at bage. Før jul blev det så til disse små kys. Halvdelen med lakrids, og halvdelen med hindbær. Mest fordi jeg både havde noget lakridssirup og noget hindbærsirup i køleskabet, og forestillede mig, at det kunne give nogle fine striber på kyssene. Jeg havde på Pinterest set de fineste stribede små marengskys, hvor man havde brugt pastafarver til striberne. Nu hvor jeg er kommet på den anden side af marengsbagningen, vil jeg bestemt også tro, at det er noget nemmere end at bakse med sirup, der jo er noget tyndere i konsistensen og bare løber og løber….. Bare et tip, hvis I andre begiver  jer ud i samme ærinde. Endnu et tip. Marengsene er super gode alene, men endnu bedre, hvis de knuses, og spises sammen med is.

marengskys

Opskrift på marengskys

  • 200 g. æggehvider (ca. 5 æggehvider)
  • 600 g. sukker
  • 1 skvat hvidvinseddike (gør at marengstoppene bliver sprøde)
  • 2 tsk. frysetørret hindbærpulver
  • 2 tsk. lakridspulver
  • pastafarver eller lidt lakrids- eller hindbærsirup, hvis du vil lave striber

Pisk æggehviderne stive. Tilsæt sukkeret lidt ad gangen og pisk til marengsen er helt stiv. Tilføj eddiken. Del portionen i 2 og bland med hhv. lakridspulver og hindbærpulver. Hvis du ønsker striber på dine marengs, maler du striber på indersiden af en sprøjtepose med enten pastafarve eller sirup inden du kommer marengsen i posen. Og ja det sviner og er noget værre fedet stads! Sprøjt nu toppe ud på en bageplade og bag marengstoppene i ovnen ved 100 grader i ca. 1 time.

Marengskys

 

 

 

Facebooktwittergoogle_pluspinterest

Julebrownies

julebrownies

Altså, de her brownies er jeg ret så vild med. Det er klassiske mørke chokolade brownies tilsat alle de gode julekrydderier, pistacienødder, mandler og tørrede tranebær, både inden i og på toppen. What’s not to like?? Selvom ingredienslisten er forholdsvis lang er de virkelig nemme at bage, så lad jer ikke afskrække.

julebrownies

Opskrift på julebrownies – ca. 16 små firkanter:

  • 130 g. smør
  • 2 æg
  • 150 g. muscovadosukker
  • 100 g. rørsukker
  • 1 stang vanilje
  • 100 g. hvedemel
  • 40 g. kakaopulver
  • 1/2 tsk. bagepulver
  • 1 tsk. kanel
  • 1 tsk kardemomme
  • 1 tsk. ingefær
  • 1 tsk. nelliker
  • 100 g. mørk chokolade 70 %
  • 50 g. grofthakket pistacienødder
  • 50 g. groft hakkede mandler
  • 50 g. grofthakkede tranebær

Smelt smørret. Pisk æg, muscovadosukker, rørsukker og vanilje sammen til det er lyst og luftigt. Rør det smeltede smør i med en ske. Bland mel, kakao, bagepulver og krydderier i en skål og sigt blandingen í æggemassen. Vend rundt med en ske indtil dejen er jævn. Hak chokoladen og smelt den enten over vandbad eller i microovnen. Vend chokoladen i dejen. Vend til sidst halvdelen af de hakkede mandler, halvdelen af pistacienødderne og halvdelen af tranebærrene i dejen (resten gemmes til topping). Beklæd en lille bradepande (15 x 20 cm) med bagepapir og fordel dejen jævnt heri. Bag kagen i ca. 20-25 minutter ved 170 grader. Afkøl kagen og pynt herefter med kakaoglasur og drys med resten af de hakkede mandler, pistacienødder og tranebær.

julebrownies

Facebooktwittergoogle_pluspinterest

Chokoladekage uden tilsat sukker

Chokoladekage uden sukkerDet er ikke til at tro, men denne lækre sag er lavet helt uden tilsat sukker. Og uden mel. Og uden smør. Og du tænker sikkert: Arh, kan det nu også være rigtigt. Min søster kommenterede da også kækt, men en smule skuffet, at så kunne man da vist ikke kalde den en kage – men jo, vi har her en kage, der faktisk er fyldt med gode og sunde råvarer. Og så er konsistensen næsten som en brownie. Hovedbestanddelen er mandler, dadler (selvfølgelig!!) og æg, tilsat æble, gulerod og kakao. Man skal selvfølgelig ikke spise overdrevne mængder af den – mandler og dadler er jo forholdsvist kalorietætte, men et stykke i ny og næ kan man godt tillade sig. Frostingen er lavet på creme cheese og smeltet mørk chokolade. Den kan sagtens udelades, hvis man vil spare nogle kalorier, men den sætter altså liige prikken over i’et. Opskriften stammer fra min søns tidligere børnehave, hvor de havde den mest fantastiske køkkendame. Hun delte opskriften med os efter et arrangement hvor hun havde bagt denne kage. Jeg har dog ændret en smule i opskriften.

Chokoladekage uden sukker

Opskrift på chokoladekage uden tilsat sukker:

Passer til en rund form på 25 cm i diameter.

  • 5 æg
  • 3 modne bananer
  • 250 g. udstenede bløde dadler
  • 500 g. blendede mandler – gerne til forholdsvist fint mel
  • 1 æble – fintrevet/hakket
  • 1 gulerod – fint revet/hakket
  • 1 ½ dl. kakao
  • 3 tsk. bagepulver
  • 1 ½ dl kokosmel
  • 3/4 dl. solsikkeolie

Æggene piskes cremede og tykke. Dadlerne hakkes og røres cremede. Alle ingredienser blandes i æggene og røres godt sammen. Dejen kommes i en smurt form med bagepapir i bunden. Kagen bages i 20 minutter ved 175 grader.

Chokoladekage uden sukker

Frosting:

  • 200 g. cream cheese
  • 150 g. smeltet mørk chokolade 70 % (evt. sukkerfri/sødet med stevia)

Smelt chokoladen over vandbad eller i mikroovnen. Pisk cream cheese blødt og pisk chokoladen i lidt efter lidt. Hvis den ikke er sød nok kan den sødes med lidt honning/agavesirup/stevia eller andet. Fordel frostingen over den afkølede kage og pynt efter behag.

Opbevar kagen i køleskab (den har faktisk godt af at sætte sig et døgns tid) – den kan holde sig 3-4 dage. Hvis den får lov……..

Chokoladekage uden sukker

 

 

 

 

 

Facebooktwittergoogle_pluspinterest

Æblekage med chokolade

æblekage med chokolade

For nogle år siden serverede min søster den lækreste æblekage til sin fødselsdag. Det var en rigtig kage – altså ikke en gammeldags æblekage med flødeskum og ikke en almindelig æbletærte. Ikke at der er noget i vejen med de to varianter. SLET ikke. Dem elsker jeg også. Men nej, det var mere en rigtig kage med fyldt med æblestykker og lækker mørk chokolade. Jeg har drømt om den kage siden. Det har jeg. Derfor er det jo også lidt svært at forstå, at jeg ikke har fået lavet den siden. I weekenden gravede min søster opskriften frem til mig og her til aften blev den serveret for nogle gæster.

Det overraskede mig hvor nem kagen var. Det er faktisk bare en sukkerbrødskage, der fyldes med de lækreste vaniljeprikkede æbletern og god mørk chokolade.

æblekage med chokolade

Opskrift på æblekage med chokolade

  • 4-5 æbler
  • 5 tsk vaniljesukker – gerne hjemmelavet
  • 150 g. blødt smør
  • 250 g. lyst rørsukker
  • 3 æg
  • 210 g. mel
  • 1 tsk bagepulver
  • 150 g. grofthakket mørk chokolade 70%
  • evt. cremefraiche eller piskefløde til servering.

Skræl æblerne og skær dem i tern. Vend æblestykkerne i vaniljesukker og stil dem til side. Pisk smør og sukker blødt, og pisk æggene i et ad gangen. Pisk indtil sukkeret har opløst sig. Bland mel og bagepulver, og vend det i dejen. Kom dejen op i en springform, hvor bunden er beklædt med bagepapir og siderne smurte. Kom æbletern oven på dejen og drys chokoladen over. Tryk det hele godt ned i dejen. Bag kagen i 50 minutter ved 175 grader. Sluk ovnen og lad kagen stå i eftervarmen i 10 minutter. Kagen er færdig, når skorpen virker sprød og fast. Man kan ikke stikke en strikkepind eller lign. i dejen, for æblerne gør dejen så fugtig, at der altid vil hænge noget i.

Kagen kan serveres lun eller kold. Da min søster serverede den, var den lun. Her til aften serverede jeg den kold. Begge dele er rigtig godt. Server med en klat cremefraiche – evt rørt med lidt vaniljesukker eller med letpisket flødeskum.

æblekage med chokolade

Facebooktwittergoogle_pluspinterest

Små kager med hvid chokolade og brombærmarmelade

Små kager med hvid chokolade og brombærmarmelade

Ok. Jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg skal kalde, de her kager. De er nok nærmest en mellemting mellem en småkage, en makronsnitte og en lys brownie (en blondie). Så det blev bare til små kager med hvid chokolade og brombærmarmelade. Det er jo i princippet også ligegyldigt, hvad de hedder. De er vanvittig lækre. Seje og samtidig bløde. Og nærmest karamelagtige i smagen. Prøv dem – du vil ikke fortryde.
Opskriften er inspireret af eatthelove’s opskrift på Raspberry Cookie Bars.

Små kager med hvid chokolade og brombærmarmelade

Opskrift på små kager med hvid chokolade og brombærmarmelade:

Rækker til ca 20 stk.

Brombærmarmelade:

  • 250 g. brombær
  • 200 g sukker
  • lidt citronsaft

Alle ingredienserne hældes i en gryde og varmes langsomt op til frugtmassen koger. Lad bærrene koge i 5 minutter. Tag gryden af varmen og køl af. Marmeladen kan med fordel blendes.

Kagedej:

  • 170 g. smør
  • 450 g. brun farin
  • 2 tsk vanilje ekstrakt
  • 3 store æg
  • 280 g. mel
  • 130 g. mandelmel eller blendede mandler for mere struktur.
  • 2 1/2 tsk. bagepulver
  • 1/2 tsk. salt
  • 300 g. hakket hvid chokolade

Kom smørret på en pande og brun det ved medium varme. Kom det brunede smør i en røreskål og tilsæt brun farin. Rør ved medium hastighed i 2-3 minutter indtil smørret er kølet lidt ned. Tilsæt vaniljen og rør igen. Tilsæt et æg ad gangen og rør grundigt efter hvert æg. Tilsæt mel, mandelmel, salt og bagepulver og rør først ved lav hastighed og til sidst på medium hastighed. Tilsæt den hvide chokolade. Kom dejen i en egnet form, foret med bagepapir. Min form var ca. 20×25 cm. Glat dejen – den er ret sticky, så det kan være en idé at komme lidt vand eller olie på hænderne eller en lille spatel, så dejen ikke hænger i.  Kom marmeladen i en frysepose. Klip et lille hul i hjørnet og tryk marmeladen ud på kagen i striber. Træk en tandstik eller lignende frem og tilbage gennem marmeladen. Det er helt fint, hvis man trykker lidt ned i dejen, så marmeladen render ned i rillerne. Bag kagen ved 170 grader i ca. 30 minutter eller indtil kanterne er brune og midten af kagen ser fast ud. Lad kagen køle helt af i formen, før den løftes over på et skærebræt og skæres ud.

Små kager med hvid chokolade og brombærmarmelade

 

Facebooktwittergoogle_pluspinterest

Kanelsnegle med dadelfyld

kanelsnegle med dadler

Jep – jeg har tilladt mig at eksperimentere med den nok mest populære danske kage overhovedet. Kanelsneglen. Rund, blød og sprød på samme tid og fyldt med snasket lækkerhed af kanel, smør og sukker. Jeg kender ingen der ikke kan lide kanelsnegle. Ingen. Men med mængden af smør og sukker i sådan en sag er det jo ikke en kage man spiser hver dag vel? Men igen, hvilken kage er også lige det? Nå men jeg havde længe tænkt at man da måtte kunne bruge dadler i fyldet og på den måde få en sundere udgave der kunne nydes lidt hyppigere med god samvittighed. Og som måske ligefrem var så sund, at den kunne kommes i ungernes madpakke en gang imellem, hvis de skulle forkæles lidt ekstra.

Det var ikke uden skepsis at Rasmus og ungerne satte tænderne i sneglene. For det første er dadler ikke en favorit hos nogen af dem, og for det andet er jeg den eneste i huset, der synes at fuldkornsmel hører til i bagværk! Så det var 3 hårde kritikere der skulle bedømme eksperimentet. Der var ikke høje karakterer til det kunstneriske udtryk. Sneglene var uens i størrelsen – ja ja der er jo nogen, der ser “den Store Bagedyst” og nok ved hvad de skal kigge efter…. Men alle 3 var jublende over smagen og konsistensen. Så fik et klart go til at bage dem igen. Og igen. Og igen. Så det må jeg helt sikkert gøre igen. Snart. Var også selv ret begejstret. De bliver selvsagt ikke ligeså snaskede som dem med smør og sukkerfyld, men de har den samme skønne smag af kanel og kan nydes helt uden dårlig samvittighed.

kanelsnegle med dadler

Kanelsnegle med dadelfyld – 8 stk

Opskrift på dej:

  • 2 spsk vand
  • 20 g. gær
  • 1 dl. mælk
  • 20 g. smør
  • 2,5 dl mel – udskift gerne noget af det med rugmel eller fuldkornshvedemel.
  • 1 nip salt
  • 1 spsk honning

Opskrift på remonce:

  • 20 bløde dadler
  • 1 spsk kanel

Evt. Pynt:

  • Smeltet chokolade og/eller hakkede mandler

Fjern stenene fra dadlerne og hak dem groft. Kom dem i en skål og rør dem bløde og cremede med kanel. Vupti – så har du den lækreste remonce

Opløs gæren i vandet. Tilføj de øvrige ingredienser og ælt dejen godt sammen. Rul eller pres dejen ud i en firkant ca. 15×20 cm. Smør remoncen på og rul dejen sammen til en roulade, skær sneglene ud og læg dem på en bageplade beklædt med bagepapir. Dæk med et viskestykke og lad sneglene hæve i 25-30 minutter. Bag dem i en forvarmet ovn ved 225 grader i ca. 12 minutter. Lad sneglene køle af på en bagerist inden de pyntes.

Tip: Drys evt. hakkede mandler oven på remoncen inden dejen rulles sammen.

 

.

Facebooktwittergoogle_pluspinterest

Verdens bedste squashkage

Verdens bedste squashkage

Siden der begyndte at komme squash i haven har jeg ledt efter en lejlighed til at bage verdens bedste squashkage. Ikke at der altid behøver at være en lejlighed til at bage kage, men hvis jeg skulle bage hver gang, jeg havde lyst, ville vi drukne i kage! Så det er rigtig godt, når der er en lejlighed.

I weekenden skulle vi have vejfest, og det er efterhånden en tradition at mit bidrag er at medbringe kage. Dermed fik jeg jo også en lejlighed til at lave verdens bedste squashkage foræret. Så tak for det:-). Titlen på kagen lyver ikke – den her kage er bare helt vildt god. Lækker og svampet og har man lavet deluxe versionen med hakket chokolade og frosting mellem lagene (se nederst i dette indlæg) bliver det simpelthen ikke bedre. Jeg aner ikke, hvor jeg har opskriften fra. Den har fulgt mig i mange år og er blevet lavet til utallige lejligheder, og det er mere reglen end undtagelsen, at jeg er blevet bedt om at dele opskriften. Nu deler jeg den også med jer:-)

Opskrift:

  • 3 æg
  • 2½ dl olie 
  • 5 dl rørsukker (kan evt erstattes med blandet sukker+farin) 
  • 5 dl revet squash (svarer ca. til 2 små) 
  • 5 dl mel 
  • 3 tsk kanel 
  • 2 tsk vanillesukker 
  • 1 tsk salt 
  • 1/4 tsk bagepulver 
  • 2 tsk natron 
  • 2½ dl hakkede hasselnødder

Fremgangsmåde:
Æg, sukker og olie piskes godt. Jo længere der piskes, jo bedre bliver kagen! Tilsæt de tørre ingredienser. Vend de revne squash i sammen med nødderne. Hæld dejen i en mellemstor, smurt bradepande (eller en rund springform 26 cm) og bag den i ca. 60 minutter ved 175 grader. Afkøl kagen helt før der kommes frosting på.

Verdens bedste squashkage

Frosting med flødeost:

  • 300 g. blødt smør
  • 7 dl. flormelis
  • 4 tsk. vaniljesukker eller korn fra en stang vanilje
  • 400 g. flødeost.

Pisk smør, vanilje og flormelis godt sammen. Tilsæt flødeosten og pisk yderligere til frostingen er cremet og blød.

Smør frosting på kagen eller sprøjt den f.eks. på i fine roser (Brug en stjernetylle).
Skal det gå lidt stærkt, kan man sagtens “nøjes” med at komme smeltet chokolade ovenpå kagen i stedet for frosting.

Squashkage  – DELUXE version:
Tilsæt 200 g. hakket chokolade til dejen sammen med nødderne.

Del kagen i 3 lag og kom et lag frosting mellem kagebundene.

Facebooktwittergoogle_pluspinterest

Browniecheesecake med hindbærmousse

browniecheesecake med hindbærmousse

Denne kage er bestemt ikke ny i kageblogger-verdenen. Den er lavet og skrevet om rigtig rigtig mange steder, men det gør ikke det mindste, for når en kage er så god som denne her er, fortjener den også at blive publiceret gang på gang. En browniecheesecake med hindbærmousse er ganske enkelt uimodståelig, hvilket selvfølgelig også er grunden til, at så mange har kastet deres kærlighed over lige præcis denne kage. Opskriften er oprindeligt en Hummingbird-klassiker, som jeg har fra bogen “the hummingbird bakery kagebog”. Jeg har lavet lidt om i opskriften, så hindbærskummet smager lidt mere af hindbær samt bliver mere stift, så det er muligt at skære kagen ud i fine firkanter.

browniecheesecake med hindbærmousse

Opskrift:

Brownie:

  • 200 g. grofthakket mørk chokolade 70 %
  • 200 g. smør
  • 250 g. flormelis
  • 3 æg
  • 100 g. hvedemel

Kom chokoladen i en skål og smelt den over vandbad. Pisk smør og flormelis lyst og cremet. tilsæt æggene et ad gangen og pisk godt efter hvert æg. Rør melet gradvis i, og rør godt efter hver gang. Skru op til høj hastighed og rør lidt længere indtil dejen er jævn. Hæld langsomt den smeltede chokolade i og bland det grundigt. Beklæd en bageform på 30×25 cm med bagepapir og hæld dejen heri. Glat dejen med en paletkniv. Vigtigt at sørge for at dejen er fordelt jævnt i bradepanden.

Cheesecakefyld:

  • 400 g. flødeost
  • 150 g. flormelis
  • ½ tsk. vaniljeekstrakt eller korn fra en vaniljestang
  • 2 æg

Pisk flødeost, flormelis og vanilje jævnt og tykt ved lav hastighed. Tilsæt et æg ad gangen og bland godt. Skru evt. lidt op for hastigheden til sidst så dejen bliver luftig og cremet, men pisk ikke for længe da osten så risikerer at skille. Fordel blandingen oven på browniedejen og glat med en paletkniv. Igen sørg for at dejen fordeles jævnt.

Sæt kagen i en 170 grader varm ovn og bag den i ca. 30-40 minutter indtil den føles fast og er let gylden i kanterne. Midten skal stadig være bleg. Lad kagen afkøle helt.

Hindbærmousse:

  • 3 dl. piskefløde
  • 100 g. flormelis
  • 300 g. hindbær
  • 2 blade husblas

Læg husblassen i blød i koldt vand i en ½ time. Kog hindbærrene op i en gryde. Purér dem gennem en finmasket si. Kom den udblødte husblas i en lille skål sammen med lidt af hindbærpuréen og smelt den enten i mikroovn eller over vandbad. Hæld langsomt og under omrøring blandingen i resten af hindbærpuréen. Bland flormelis heri. Afkøl til stuetemperatur.  Pisk fløden stift og vend den afkølede hindbærpuré heri.

Kom hindbærblandingen oven på kagen og sæt den på køl indtil næste dag. Skær den ud i små firkanter og pynt med smeltet chokolade og friske hindbær.

browniecheesecake med hindbærmousse

Tips:

Det nemmeste er at have en bagering/firkant, som man kan have omkring kagen, når moussen skal stivne – for at holde på det. Hvis man ikke har det, kan man bruge pap og beklæde det med husholdningsfilm og lave sin egen “bagering”. Det har tidligere fungeret fint for mig. Ringen fra en springform fungerer også super fint, hvis man laver en rund kage.

Hvis man ikke ønsker en fast mousse, kan man bare udelade husblassen og så komme hindbærfyldet på, når man har placeret kagen på det fad, man vil servere den på.

 

Facebooktwittergoogle_pluspinterest

“Den der du ved nok”

chokoladekage med kokosglasur

Kært barn har som bekendt mange navne….. Denne kage er kendt som “Den der du ved nok” kagen, chokoladekage med kokos og kaffeglasur og Guf Guf kage. Jeg har kendt denne kage ligeså længe, jeg kan huske. Og hjemme hos os hed den altid “den der du ved nok”. Jeg har fået opskriften af min mor og har bagt den mange gange i årenes løb. Den er en sikker vinder og bliver god hver gang:-).

Opskrift på “den der du ved nok” :

  • 500 g. sukker
  • 4 æg
  • 3 3/4 dl. mælk
  • 450 g. mel
  • 3 spsk kakao
  • 4 tsk. bagepulver
  • 300 g. smeltet smør.

Sukker og æg piskes godt. de tørre ingredienserne blandes og kommes i dejen skiftevis med mælken. Smørret smeltes og tilsættes til sidst. Dejen kommes i en lille bradepande. Bages på nederste rille ved 190 grader i 20-25 min. Kagen afkøles før glasuren kommes på.

Glasur:

  • 200 g. smør
  • 7 spsk kaffe
  • 3 tsk vaniljesukker
  • 100 g. kokosmel
  • 375 g. flormelis
  • 3 ½ spsk kakao

Alle ingredienserne kommes i en gryde og smeltes ved svag varme. Fordeles herefter jævnt over kagen.

chokoladekage med kokosglasur1

 

 

Facebooktwittergoogle_pluspinterest