Kategori: Is

Hjemmelavet chokoladeis

Chokoladeis

Jeg elsker is. Jeg elsker is i alle varianter og afskygninger. Og om sommeren er det min absolutte yndlings guilty pleasure. Og om vinteren går is selvfølgelig også an, selvom det dog ikke bliver spist i helt så store mængder. Noget af det bedste, jeg ved, er at komme ind på en ægte italiensk isbar. Jeg går helt i stå og falder næsten i svime over alle de fantastiske varianter, der findes. Udfordringen er selvfølgelig så bare at vælge. Og det er svært! Selvom jeg flytter mig lidt i mine is-valg, og går mere og mere over til kokos, melon og andre sorbeter, er chokoladeis nu stadig en stor favorit. Jeg har lavet is på min lille meget lidt fancy ismaskine mange gange og har en basisopskrift, der bliver brugt til de fleste varianter. Opskriften er ikke spor italiensk, men derimod meget amerikansk. Den stammer nemlig fra en is-bog fra Ben&Jerrys, som Rasmus købte til mig for år tilbage. Den er super god og passer lige til min chokoladesmag.  Skulle hilse og sige at den også er seriøst god med browniestykker i eller en rest af noget dulce de leche eller begge dele i skøn forening.

Chokoladeis

Opskrift på hjemmelavet chokoladeis

  • 125 g. mørk chokolade 70%
  • 2,5 dl. mælk
  • 2 store æg
  • 2,5 dl sukker
  • 2,5 dl. piskefløde
  • 1 tsk. vanilje ekstrakt/flydende vanilje
  • 1 nip salt

Smelt chokoladen over vandbad. Pisk gradvis mælken i og varm op under konstant omrøring, indtil massen er glat og blød. Tag den af blusset og lad den afkøle. I en anden skål piskes æggene til de er lette og luftige. Pisk sukkeret i lidt ad gangen og bliv ved med at piske indtil sukkeret er opløst. Tilføj fløde, vanilje og salt og pisk indtil det er blandet. Hæld chokoladeblandingen i ægge/flødeblandingen og bland det godt. Dæk ismassen med film og sæt den i køleskabet 1-3 timer indtil den er godt kold. Kom massen i en ismaskine og frys den ifht maskinens vejledning. Min maskine plejer at køre i ca. 20 minutter, hvorefter jeg kan komme den softice-lignende ismasse i en fryseegnet beholder og sætte den i fryseren. Jeg har ikke prøvet at lave den uden is-maskine, men mon ikke man kan komme ismassen i en beholder og så røre i den undervejs i indfrysningen. Jeg har også hørt, at hvis man tilsætter en anelse alkohol, ex. vodka til ismassen krystaliserer massen ikke. Det kan da være et forsøg værd:-)

Facebooktwittergoogle_pluspinterest

Solbæris

Solbæris

Man kan da godt spise is, selvom det er januar måned, og det er koldt og blæsende udenfor. Kan man ikke? Jeg siger jo. For så kan man også drømme sig til lidt sol og sommer. Og det gør man rigtig godt i selskab med denne solbæris. Den leder tankerne hen på store solmodne solbær og varme sommerdage i haven. Og det er jo ikke så tosset i denne kolde tid, hvor der stadig er en del måneder til, at man kan ligge og dase i haven og spise en is, når man er lige ved at smelte, fordi solen bager fra en skyfri himmel.

Solbærisen kom til verden, fordi jeg til nytårsaften skulle lave en islagkage med hvid chokolade, solbær og lakrids. Jeg havde i mit hoved besluttet, at det var den kombination, jeg ville have, selvom det ikke just var solbærsæson. Jeg havde for længst ryddet mit lager af solbær fra fryseren og kunne ikke finde frosne solbær nogen steder. Hvad gør man så, når nu man stædigt og lidt skørt holder fast i sin beslutning. Jeg tilsatte et glas hjemmelavet solbærmarmelade til min all time favorite basisopskrift på is. Og voila! Den bedste solbæris, jeg nogensinde har smagt, blev pludselig tryllet frem. Fantastisk som man nogen gange kan overraske sig selv.

Solbæris

Opskrift på solbæris

  • 2 æg
  • 2 dl sukker
  • korn fra ½ stang vanilje eller lidt vaniljeekstrakt
  • 1/2 liter fløde
  • 2 1/2 dl. mælk
  • 1 stort glas god solbærmarmelade

Pisk æggene til de er lyse og luftige. Bland vaniljen med lidt sukker og tilsæt sukkeret lidt efter lidt, mens der stadig piskes. Pisk indtil sukkeret er opløst. Tilsæt fløde og mælk og pisk indtil det er blandet godt sammen. Blend solbærmarmeladen og kom den isblandingen. Pisk igen indtil det er sammenblandet. Kom blandingen i en ismaskine. Hvis du har en af de gamle uden kompressor – som jeg har – køres i ca. 20-30 minutter indtil massen er tyknet og let frosset. Kom massen i en fryseegnet beholder og sæt den i fryseren og frys i yderligere 3-4 timer.

Facebooktwittergoogle_pluspinterest

Islagkage med cookie dough

Is-lagkage med cookie dough

Rasmus fylder 40. Snart. Skræmmende men sandt. For det betyder, at jeg også snart fylder ….. Nej Nej Nej – glem den tanke. Væk. Tilbage til Rasmus. Jeg har (selvfølgelig) lovet at stå for desserten. Så jeg er i gang med at undersøge og afprøve muligheder og faldt i den forbindelse over denne usandsynlig lækre sag (www.lifeloveandsugar.com). En islagkage med cookie dough. Det måtte da lige være noget for Rasmus. En islagkage med vaniljeis, chokoladekage, chokoladestykker og cookie dough. Hvad kunne gå galt her? Jeg mener det er 4 lækre ting hver for sig og dermed 4-dobbelt lækkerhed, når de forenes. Eller faktisk 5 dobbelt, for herligheden blev toppet med hjemmelavet chokoladesovs. Så weekendens gæster blev udsat for min version, så vi kunne afprøve om den levede op til forventningerne. Den var god. Som i rigtig rigtig god. Lækker. 5 dobbelt lækkerhed. Det eneste minus ved kagen var, for der var faktisk et minus, at den var så enormt fyldig. Man kunne simpelthen ikke spise særlig meget af den. Bummer! Nogen vil helt sikkert tænke yeah right! Jeg kan sagtens spise et stort stykke. Bring it on. Men nu er I advaret. Den ER super god men RET HEAVY. Så er det sagt!

Is-lagkage med cookie dough

Opskrift på islagkage med cookie dough

Opskriften er til en kage på 25 cm i diameter som rækker til 15-20 personer alt efter hvor store stykker man serverer.

Opskrift på chokoladekage

  • 170 g mel
  • 340 g. sukker
  • 70 g kakao
  • 1 ½ tsk bagepulver
  • 2 tsk vaniljesukker
  • 2 æg
  • 2 dl kærnemælk
  • 1 3/4 dl. solsikkeolie
  • 2 dl. kogende vand

Bland de tørre ingredienser i en røreskål. Rør det med piskeren, så ingredienserne er helt blandede. Tilsæt et æg ad gangen. Rør godt imellem hvert æg. Tilsæt kærnemælk, olie og kogende vand og rør indtil det er blandet godt. Dejen hældes i 2 smurte springforme (25 cm) og bages i  20 min. ved 150 grader. (Jeg har ikke prøvet at bage denne kage i én springform og så dele den efterfølgende, men det kan sikkert godt lade sig gøre). Stilles til afkølning på bagerist.

Opskrift på Cookie Dough

  • 150 g smør
  • 150 g brun farin
  • 2 tsk. vaniljeekstrakt
  • 170 g mel
  • 3 tsk. mælk
  • 150 g. fint hakket mørk chokolade 70%
Rør smør og brun farin blødt og cremet. Tilsæt vaniljen. Tilsæt så melet og mælken og rør grundigt indtil det er blandet godt. Dejen bliver tyk. Kom til sidst den hakkede chokolade i dejen og bland det godt. Form små kugler af dejen og sæt det på køl indtil du skal bruge det. Hvis de er blevet lidt store, kan de skæres i halve inden de skal i isen.

Opskrift på vaniljeis

  • 450 g. fløde ost
  • 150 g brun farin
  • ½ dl mælk
  • 2 tsk.. vanilje ekstrakt
  • 3,5 dl piskefløde
  • 150 g. fint hakket mørk chokolade 70%

Når kagen er helt afkølet og kuglerne af cookie dough er faste, laves isen. Bland flødeost, brun farin, vanilje og mælk. Rør indtil det er helt balndet sammen. Pisk fløden til skum og vend den forsigtigt i blandingen. Tilsæt ca. 3/4 af cookie dough-kuglerne.

Kagen samles:

Saml kagen i en af de springforme du har bagt kagen i. Kom evt. bagepapir rundt langs kanten eller en ring af bageplast. Læg en kage nederst i springformen. Kom halvdelen af is-cremen ovenpå. Glat laget inden den næste kage kommes på. Slut med et lag is-creme som også glattes. Islagkagen frysen i 6-8 timer eller indtil næste dag. Her tages den ud en halv time inden den skal serveres. Pyntes med flødeskum, resten af cookie dough-kuglerne og evt. hakket chokolade og chokoladesovs. (Jeg brugte ca. 4 dl. fløde til pynten).

Opskrift på chokoladesovs

  • 1 dl. lys sirup
  • 75 g. mørk chokolade 70%
  • ½-1 dl. fløde

Hak chokoladen fint. Opvarm sirup i en gryde. Kom chokoladen op i gryden og lad den smelte sammen med siruppen. Tilsæt fløden og rør rundt. Lad chokolade sovsen koge lidt ind. Smag til. Tilsæt evt. mere chokolade eller mere fløde. Kom i egnet flaske eller lign. og opbevar i køleskabet. Hvis man rammer den rette konsistens i indkogningen størkner den ikke i køleskabet. Har jeg hørt. Det gjorde jeg så ikke – men den kan lige lunes let i mikroovnen og så er den flydende og lækker igen.

Facebooktwittergoogle_pluspinterest

Sunde banan-ispinde

Sunde banan-ispinde

Kender I det, at man kommer til at købe for mange bananer og så ligger de og bliver overmodne og ingen har lyst til at spise dem? Der er ligesom grænser for hvor mange banankager man kan lave, så jeg er begyndt at fryse mine overmodne bananer. De er super gode i smoothies og til hjemmelavet is. Til de her sunde bananispinde skal man kun bruge 3 ingredienser. Nemlig frosne bananer, en sjat kokosmælk og så lidt god mørk chokolade til at dyppe dem i. Det er da lige til at klare og de er super gode at have i fryseren, når ungerne kommer og spørger efter is på en dejlig solskinseftermiddag.

Sunde banan-ispinde

Opskrift: (4 stk ispinde)

  •  2 frosne bananer skåret i skiver/tern
  • en sjat kokosmælk
  • 50 g. mørk chokolade

Det hele blendes til en cremet konsistens og fyldes i isforme og efter 1½ times tid stikkes pindene i. Dagen efter tages isene ud af formene og dyppes i smeltet chokolade. Server straks eller opbevar dem i en lille fryseegnet boks.

Sunde banan-ispinde

Isen kan også spises som “softice”, hvis man ikke har isforme, eller hvis man er for utålmodig til at vente til dagen efter.

 

Facebooktwittergoogle_pluspinterest