Kategori: Brød og boller

Fastelavnsboller

fastelavnsboller

Første dag i vinterferien er gået med hygge herhjemme. Vi har været på biblioteket og lånt nye bøger, og så har vi bagt fastelavnsboller. Jeg har det faktisk lidt svært med fastelavnsboller. Jeg synes altid, jeg bliver så skuffet, fordi de er ender med at være en smule tørre og lidt kedelige. Men dem, vi har bagt i dag, er hverken tørre eller kedelige. Overhovedet! De endte faktisk med at blive ret så gode. Synes vi. Der var enighed omkring bordet (hvor også nabobørn og kammerater sad) om, at det var de bedste fastelavnsboller, vi endnu havde fået. Vi havde også fyldt dem med lutter gode sager, så de kunne næsten kun blive gode. Vaniljecreme, remonce og chokolade i skøn forening. Selv Maja som egentlig ikke er så meget for creme og den slags, måtte overgive sig og endte med at spise to, selvom hun nu mente, at en enkelt med hindbærmarmelade havde været på sin plads. Det må vi huske næste gang.

fastelavnsboller

 

Opskrift på fastelavnsboller

  • 25 g. gær
  • 1,5 dl. sødmælk
  • 2 æg
  • 75 g. sukker
  • 550 g. mel
  • 200 g. blødt smør

Opløs gæren i mælken. Bland æg og sukker i. Tilsæt mel og blødt smør skiftevis og ælt dejen sammen. Hold lidt af melet tilbage. Dejen skal være blød, men ikke alt for klistret. Læg et viskestykke over skålen og lad dejen hæve i 30 minutter. Imens kan du lave fyldet.

Fyld:

Vælg din favorit mellem vaniljecreme, remonce, hakket chokolade, marmelade, nougat, eller lemoncurd. Kombinationerne creme/chokolade, creme/chokolade/remonce og creme/hindbærmarmelade hitter stort herhjemme.

fastelavnsboller

 

Vaniljecreme

  • 2 æg
  • 30 g. maizena
  • Korn af 1 stang vanilje
  • 1/2 l. sødmælk
  • 75 g. rørsukker

Pisk æg og maizena sammen i en gryde. Tilsæt vaniljekorn, sukker og mælk. Sæt gryden på komfuret og kog cremen op under konstant omrøring. Lad den koge i 1 minuts tid. Når cremen er tyknet, tages den af komfuret. Stil den til afkøling indtil den skal bruges.

Remonce

  • 125 g. marcipan
  • 125 g. sukker
  • 125 g. blødt smør

Riv marcipanen fint. Tilsæt sukker og blødt smør. Rør til remoncen er ensartet.

Fastelavnsboller fortsat:

Del dejen i to og rul hver del ud i en regtangel, der måler ca. 20×50 cm og skær hver firkant ud i 10 (10×10 cm)stykker. Kom en skefuld af dit favorit fyld på hver firkant og saml hjørnerne i midten. Saml herefter også de fire nye hjørner, der opstår. På den måde lukkes der godt for fyldet, så det ikke løber ud. Sæt bollerne på en bageplade med samlingen nedad. Lad dem hæve 1 times tid med et viskestykke over. Pensl bollerne med sammenpisket æg og bag dem i ovnen ved 200 grader i ca. 12 – 14 minutter. Lad dem afkøle på en rist og pynt dem herefter med glasur og evt. hakkede nødder, frysetørrede hindbær, mandelsplitter eller krymmel.

fastelavnsboller

 

Facebooktwittergoogle_pluspinterest

Sunde bananmuffins

Sunde bananmuffins

Andreas har i et stykke tid spurgt mig, om vi dog ikke snart kunne bage bananbrød. Det er åbenbart det store hit at få med på madpakken i skolen for tiden. Og det er jo skønt at Andreas gerne vil med i køkkenet og oveni købet ved præcis hvad han vil lave. Så vi gik i gang. Udfordringen kom dog, da jeg foreslog at lave ét stort brød, og han havde forestillet sig små aflange rugbrødslignende brød. Og da så ovenikøbet sagde at jeg altså ikke havde sådan nogle små rugbrødsforme, var det lige ved at være for meget. Men han gik med til at bruge muffinforme i stedet og alt endte på bedste vis, og vi kunne nyde de skønneste små bananbrød. Vi havde lyst til lidt ekstra forkælelse og tilsatte derfor mørk chokolade. Men det er ikke nødvendigt. De er super gode også uden chokolade. Man kan også tilsætte blåbær eller hindbær, hvis man har lyst til det. Basisopskriften er fundet på Katrines køkken og så har jeg rettet lidt til, så den passede med de ingredienser, vi lige havde til rådighed.

Sunde bananmuffins:

  • 125 g. grahamsmel
  • 100 g. hvedemel
  • 50 g. havregryn
  • 2 tsk. bagepulver
  • 2 tsk natron
  • 1/2 tsk. salt
  • 2 æg
  • 2 store spsk skyr
  • 3 spsk kokosolie (eller rapsolie hvis du ikke har kokosolie)
  • 4 modne bananer
  • 8 dadler – kan udelades hvis man ikke har
  • evt. 100 g. hakket mørk chokolade 70% (eller 100 g. blåbær eller hindbær)

Bland de tørre ingredienser i en skål for sig. Pisk æggene i en anden skål. Tilsæt skyr og kokosolie. Mos bananerne og kom dem i æggeblandingen. Udsten dadlerne og hak dem fint og rør dem bløde og cremede (eller kom dem i en minihakker) og kom dadlerne i ægge-og bananblandingen. Vend de tørre ingredienser i. Tilsæt til sidst hakket chokolade og sæt dejen i muffinforme med en ske. Bages i ovnen i ca. 20 minutter ved 175 grader. Sunde bananmuffins

Facebooktwittergoogle_pluspinterest

Fødselsdagsboller

Fødselsdagsboller

Fødselsdage er noget særligt. Og hver familie har nok deres traditioner for, hvordan man fejrer fødselsdage. Her hos os har vi tradition for, at man bliver vækket med flag og fødselsdagssang, og så spiser vi (blandt andet) fødselsdagsboller til morgenmad. Altså sådan nogle helt lyse nogen, uden det mindste spor af kerner eller groft mel. Det er efterhånden blevet en ufravigelig tradition, som alle ser frem til.  For det sker faktisk ikke så tit, at der er rene hvedeboller på menuen. Opskriften har jeg fra bogen Krudtugler og Kanelsnegle af Sif Orellana. Og det er den, jeg altid vender tilbage til, fordi den er så nem. Og hurtig. Faktisk skal bollerne kun hæve i en halv time, så dejen kan laves og formes, og så hæver de, mens man tager et bad og ellers gør klar til fødselsdagsfejringen. Det er da praktisk!  Bollerne fungerer selvfølgelig også fint til eftermiddagskaffen sammen med varm kakao. Og har man lyst til lidt variation kan man udelade kardemommen og tilsætte lidt hakket chokolade.

Fødselsdagsboller

Opskrift på fødselsdagsboller – 12 stk.

  • 50 g. gær
  • 6 spsk vand
  • 2½ dl. mælk
  • 50 g. smeltet smør
  • 1 tsk salt
  • 3 spsk sukker
  • 1 tsk. kardemomme
  • 7-8 dl. mel

Gæren røres ud i vandet. De øvrige ingredienser tilsættes. Dejen æltes godt igennem. Anvend evt. en røremaskine. Dejen tages ud på et meldrysset bord og deles i 12 lige store stykker. Form boller og sæt dem på en bageplade beklædt med bagepapir. Lad bollerne hæve i ca. 30 minutter under et fugtigt viskestykke. Tænd ovnen på 225 grader og bag bollerne i en varm ovn i ca. 12 minutter.

 

Facebooktwittergoogle_pluspinterest