browniecheesecake med hindbærmousse

Denne kage er bestemt ikke ny i kageblogger-verdenen. Den er lavet og skrevet om rigtig rigtig mange steder, men det gør ikke det mindste, for når en kage er så god som denne her er, fortjener den også at blive publiceret gang på gang. En browniecheesecake med hindbærmousse er ganske enkelt uimodståelig, hvilket selvfølgelig også er grunden til, at så mange har kastet deres kærlighed over lige præcis denne kage. Opskriften er oprindeligt en Hummingbird-klassiker, som jeg har fra bogen “the hummingbird bakery kagebog”. Jeg har lavet lidt om i opskriften, så hindbærskummet smager lidt mere af hindbær samt bliver mere stift, så det er muligt at skære kagen ud i fine firkanter.

browniecheesecake med hindbærmousse

Opskrift:

Brownie:

  • 200 g. grofthakket mørk chokolade 70 %
  • 200 g. smør
  • 250 g. flormelis
  • 3 æg
  • 100 g. hvedemel

Kom chokoladen i en skål og smelt den over vandbad. Pisk smør og flormelis lyst og cremet. tilsæt æggene et ad gangen og pisk godt efter hvert æg. Rør melet gradvis i, og rør godt efter hver gang. Skru op til høj hastighed og rør lidt længere indtil dejen er jævn. Hæld langsomt den smeltede chokolade i og bland det grundigt. Beklæd en bageform på 30×25 cm med bagepapir og hæld dejen heri. Glat dejen med en paletkniv. Vigtigt at sørge for at dejen er fordelt jævnt i bradepanden.

Cheesecakefyld:

  • 400 g. flødeost
  • 150 g. flormelis
  • ½ tsk. vaniljeekstrakt eller korn fra en vaniljestang
  • 2 æg

Pisk flødeost, flormelis og vanilje jævnt og tykt ved lav hastighed. Tilsæt et æg ad gangen og bland godt. Skru evt. lidt op for hastigheden til sidst så dejen bliver luftig og cremet, men pisk ikke for længe da osten så risikerer at skille. Fordel blandingen oven på browniedejen og glat med en paletkniv. Igen sørg for at dejen fordeles jævnt.

Sæt kagen i en 170 grader varm ovn og bag den i ca. 30-40 minutter indtil den føles fast og er let gylden i kanterne. Midten skal stadig være bleg. Lad kagen afkøle helt.

Hindbærmousse:

  • 3 dl. piskefløde
  • 100 g. flormelis
  • 300 g. hindbær
  • 2 blade husblas

Læg husblassen i blød i koldt vand i en ½ time. Kog hindbærrene op i en gryde. Purér dem gennem en finmasket si. Kom den udblødte husblas i en lille skål sammen med lidt af hindbærpuréen og smelt den enten i mikroovn eller over vandbad. Hæld langsomt og under omrøring blandingen i resten af hindbærpuréen. Bland flormelis heri. Afkøl til stuetemperatur.  Pisk fløden stift og vend den afkølede hindbærpuré heri.

Kom hindbærblandingen oven på kagen og sæt den på køl indtil næste dag. Skær den ud i små firkanter og pynt med smeltet chokolade og friske hindbær.

browniecheesecake med hindbærmousse

Tips:

Det nemmeste er at have en bagering/firkant, som man kan have omkring kagen, når moussen skal stivne – for at holde på det. Hvis man ikke har det, kan man bruge pap og beklæde det med husholdningsfilm og lave sin egen “bagering”. Det har tidligere fungeret fint for mig. Ringen fra en springform fungerer også super fint, hvis man laver en rund kage.

Hvis man ikke ønsker en fast mousse, kan man bare udelade husblassen og så komme hindbærfyldet på, når man har placeret kagen på det fad, man vil servere den på.

 

Facebooktwittergoogle_pluspinterest

8 comments on “Browniecheesecake med hindbærmousse”

  1. Hej..

    Vil høre om man i stedet for at sætte kagen i køleskabet, kan putte den i fryseren ? Eller fungerer det ikke med husblas?

    Mvh.

    Maj

    • Hej Maj!

      Jeg har ikke prøvet at fryse lige præcis denne kage, men jeg har frosset andre kager som har haft mousser med husblas i. Det var intet problem. Så jeg tror bare jeg ville prøve:-). Giv endelig en melding om resultatet hvis du prøver det:-)
      Mange hilsner
      Jannie

    • Hej!
      Ja, den er go’ nok:-). Browniedej og cheesecakefyld skal i ovnen og bages. Herefter skal den afkøle og så kan hindbærfyldet kommes på.
      De bedste hisner
      Jannie

    • Hej Annette

      Jeg vil mene, at der er til 12-15 personer, afhængig af hvor kagesultne de er:-). Go’ bagelyst:-)

      De bedste hilsner
      Jannie

  2. Hej Jannie. Jeg har fundet din opskrift her, og den ser lækker ud. Jeg skal bage til min nieces 18 års fødselsdag, og jeg vil begive mig ud i denne kage 🙂 Vi bliver 26 personer, så jeg vil høre om du tænker jeg bare kan doble op på ingredienserne og så evt. lave den i bradepande?
    Mvh. Camilla

    • Hej Camilla
      Det kan du sagtens:-). Det har jeg selv gjort mange gange:-).
      Go’ fornøjelse
      De bedste hilsner
      Jannie

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *